sponsoreret indhold
SPONSORERET indhold

På samme tid hver måned blev Josefine og kæresten uvenner – nu giver papfigur færre konflikter

34-årige Josefine Stork har smidt p-pillerne efter 15 år og lever nu efter sin cyklus. Et af hendes vigtigste værktøjer hænger på køleskabet – til hjælp for både Josefine selv og hendes kæreste.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Redaktionen
07. mar. 2024 | Sundhed | ALT.dk

På Josefine Storks køleskab hænger et hjemmelavet pap-hjul. Vinter, forår, sommer, efterår, står der i hjulets fire felter, men det er ikke naturens årstider, der refereres til.

Efter 15 år har Josefine nemlig smidt p-pillerne og er i stedet begyndt at leve efter sin menstruationscyklus – og dens fire faser, der passende kan sammenlignes med naturens årstider.  

”Det er vildt, hvad en lille papskive kan have af betydning. Det er meget mere, end jeg havde regnet med,” siger Josefine, der til dagligt arbejder som journalist og vært for ALT for damerne.

”Den minder mig om, hvor jeg er henne i min cyklus, og hvad jeg kan forvente af den periode, jeg går ind i. Det er selvfølgelig også noget, jeg kan mærke på min krop og min psyke, men det er fedt også at kunne følge med og se det sort på hvidt.”

Ren biokemi

I den nye programserie ‘Cyklusrevolutionen’, som kan ses på alt.dk, er Josefine Stork gået i dybden med kvindernes underliv. Og det har overrasket hende, hvor meget vores cyklus kan fungere som et kort over kvinders mentale tilstand. Noget, hun i første gang stiftede bekendtskab med på et cyklusretreat hos cyklusformidler Ayoe Ramati.

”I efterårsfasen er du f.eks. meget omskiftelig i dit humør, mens du i forårsfasen spirer og vokser i humør. I vinterfasen er vi typisk meget indadvendte, har et lavt energiniveau og reflekterer mere, og i vores indre sommer føler vi os som livlige superkvinder. Så det passer egentlig meget godt med naturen.”

Cyklushjulet hjælper især Josefine, når hun bevæger sig ind i efterårs- og vinterfasen, som er perioden før og under menstruationen, fortæller hun. Her er der nemlig bestemte følelser, som kan være lidt mere insisterende end normalt.

”I de perioder hjælper hjulet mig med at forstå, at det, der sker i mig, er ren biokemi. Det er ikke mig, der er forkert, for mine følelser skyldes hormoner. Derfor behøver jeg heller ikke at dykke ned i mine dårlige tanker eller at tage dem alt for alvorligt. I stedet ved jeg, at jeg skal omfavne mig selv og vise mig selv omsorg.”

Færre konflikter

Josefine har nu fulgt cyklushjulet i knapt et halvt år, og selvom det stadig er en stor hjælp at have det hængende fremme, så forventer hun, at det på et tidspunkt vil være overflødigt. I hvert fald for hende selv.

”På et tidspunkt bliver det et system, som er indbygget i mig, og forhåbentlig når jeg til et punkt, hvor jeg slet ikke behøver at se på hjulet for at vide, hvor jeg er i min cyklus. Men sådan kommer det jo ikke til at være for min kæreste.”

Læs også

Det er nemlig ikke kun Josefine, der har gavn af kunne føle sin cyklus mere skematisk. Også hendes kæreste, Malthe, nyder godt af at kunne følge med i de skiftende sæsoner.

”Han kan kun observere mig udefra og ser et kæmpe skift i, hvordan jeg er og reagerer. Det har førhen skabt mange konflikter, men nu har han en form for brugsanvisning til mig. Det giver ham en ro og forståelse – og så ved han nu, at det ikke handler om ham, men om hormoner. Og det har helt klart givet færre konflikter i vores parforhold.”

Cyklushjul
Cyklushjulet, som Josefine selv har lavet, hænger nu på køleskabet til hjælp for både hende selv og hendes kæreste. 

Josefine slår fast, at det selvfølgelig ikke er et carte blanche til at ”slå sin kæreste i nødden med hjulet”. I stedet er det en anledning til bedre at forstå, hvad der foregår i kvinden og de skiftende niveauer i hendes humør – for alle parter.

Ikke bare en sjov gimmick

Det kan måske lyde lidt som en omgang hokus pokus med årstider, vinterfornemmelser og cyklushjul. En sjov gimmick, vil kritikere måske mene, men Josefine er lodret uenig:

”Jeg synes slet ikke, at det er hokus pokus. Der er store undersøgelser, som viser, at kvindens hjerne ændrer sig i løbet af ens cyklus. Og det samme gælder hormonniveauet. Så for mig handler det om at få et sprog for det, min natur fortæller mig, og begynde at leve efter det. Det synes jeg, at der ligger en enorm kraft i.”

Læs også

Der er også en anden bonus, Josefine har oplevet, efter hun er begyndt at følge sin cyklus tæt:

”Mine menstruationssmerter er forsvundet helt. Jeg oplever også et langt større energiniveau i alle faser, fordi jeg er begyndt at sprede min energi ud. Jeg kender faserne nu, og jeg kan godt finde på at aflyse en aftale, fordi jeg er i min vinter. Så jeg økonomiserer med min energi i de forskellige faser, og det har givet en stor værdi i min hverdag.”

Anbefalet til dig