-
Der er fart på denne uge, viser både astrologi og tarot - men tre råd kan hjælpe os
-
Denne uge skifter energien markant - og det kan betyde skift i kærlighed og relationer
-
Er du frisk på en challenge? Nillou opfordrer os til at gøre dette i en uge
-
Krystaller: Sådan kan du bruge de helende energier i din hverdag
-
Mia kan tale med dyr og beroliger kæledyrsejere: ”Dyr frygter ikke døden”
-
Sådan fungerer 'face reading': Det siger dit ansigt om din personlighed
-
Jeg er bange for at vælge forkert i min karriere
-
Styrk forbindelsen til din skytsengel – sådan beder du om tegn
Ved du ikke, hvem du skal heppe på? Her er 10 kvinder, der repræsenterer Danmark til OL
Hvem repræsenterer Danmark ved De Olympiske Lege i år? Vi har samlet en liste over de 10 kvinder, du bør kende og følge, som kæmper for dansk guld, sølv og bronze.
De Olympiske Lege er i fuld gang i Milano lige nu.
Denne gang med fokus på alle vinterens discipliner fra kunstskøjteløb og snowboarding til langrend og ishockey, og der er mindst lige så meget på spil som ved sommerens OL.
I år består den danske OL-trup af 39 atleter fordelt på syv idrætsgrene, hvoraf 10 er kvinder – og uanset om du er fast seer af De Olympiske Lege eller først nu vil lære disciplinerne at kende, er det en god idé at kende de danske kvinder, du kan heppe på.
Vi har samlet dem her.
Maja Voigt
Det 18-årige talent Maja Voigt bliver kaldt et af de mest lovende navne i international bobslæde lige nu.
Det skyldes blandt andet, at hun i 2024 vandt guld ved ungdoms-OL i Sydkorea som den første danske vintersportsatlet nogensinde.
Til OL stiller hun op i monobob, hvor hun kører alene i bobslæden, og det er samtidig første gang nogensinde, at Danmark er repræsenteret i bobslæde ved vinterens OL.
– Man skal forvente høj fart, intensitet og afgørelser i splitsekunder. Og så skal man forhåbentlig tænke, når jeg kører, at det ser legende let ud. For hvis det gør det, så er det, fordi jeg er i flow og lige der, hvor jeg skal være, siger Maja Voigt til DIF.
Nanna
Vestergård Johansen
Har du hørt om disciplinen Skeleton før?
Hvis ikke, så ved du nu, at sporten handler om at suse afsted med over 130 km/t på maven, på et tyndt bræt og med hovedet først.
Netop den disciplin er både 19-årige Nanna Vestergård Johansen og hendes bror, Rasmus, blevet udtaget i, og for hende føles det som en forløsning. Ved den sidste World Cup inden OL kvalificerede hun sig nemlig i sidste øjeblik til De Olympiske Lege.
– Jeg glæder mig virkelig meget til at få Dannebrog på brystet og Danmark på ryggen og repræsentere det skønneste land i verden på alle mulige fronter, siger hun til DR.
Curlingkvinderne
Med skipper Madeleine Dupont i spidsen skal det danske kvindelandshold i curling igen konkurrere ved dette års OL.
Ud over Madeleine består truppen af hendes søster Denise Dupont, som også var dansk fanebærer ved åbningsceremonien, samt Mathilde Halse, My Hollinger Larsen og Jasmin Holtermann.
Alle spillerne har tidligere deltaget ved OL, og det er derfor en garvet og sammentømret trup, som desuden vandt EM-guld i 2022.
– Det er sindssygt vigtigt i curling at have den erfaring. Vi ser ofte, at lidt nyere hold, selvom de egentlig måske på papiret er bedre, at når de står på den scene, så kan de godt choke lidt, fordi det er bare specielt. Så at have været til OL før og prøvet det hele x antal gange, det hjælper lidt på det, siger Madeleine Dupont til Eurosport.
Clara-Marie Vorre
Mange danskere elsker at stå på ski, men de færreste kan måle sig med 22-årige Clara-Marie Vorre.
Hun er regerende Danmarksmester i alpint skiløb, Danmarks højest rangerede kvindelige skiløber og en del af det danske A-landshold.
Til OL i Milano dyster hun i Alpint skiløb, hvor hun skal suse ned ad pisterne i slalom, hurtigere end sine konkurrenter.
– Det er en drøm, jeg har kæmpet og trænet mod i mange år. Vejen hertil har ikke været lige, med flere skadesperioder og knæoperationer undervejs, men jeg har aldrig givet op. Det at blive udtaget er en stor personlig sejr og bekræftelse på det hårde arbejde, siger hun til Danmarks Skiforbund.
Anne de Besche
Den 25-årige Anne de Besche er født og opvokset i Norge, men skiftede i 2025 sit sportsstatsborgerskab til Danmark for at forfølge sin drøm om at deltage i OL.
Konkurrencen i Norge er benhård, og derfor så hun sit snit til at skifte til Danmark, hvor en stor del af hendes familie er fra.
I dag kan hun kalde sig junior-verdensmester i skiskydning, og hun håber at tilføje en OL-medalje til samlingen ved dette års lege.
– Det er noget, jeg har drømt om, siden jeg var en lille pige, siger hun til TV 2.
Ukaleq Slettemark
Grønlandske Ukaleq Slettemark på 24 år skal også repræsentere Danmark i skiskydning.
Selvom hun stiller op med danskerne, er hun iført en dragt, der hylder grønlandske traditioner med nordlys, ravne, det grønlandske flag og traditionelle grønlandske tatoveringer.
Hendes bror, Sondre, deltager også i OL i disciplinen, og søskendeparrets barndom i Grønland og deres jagterfaring har været en klar fordel for deres færdigheder i skiskydning, mener de.
– Vi har gået på jagt efter rensdyr, ryper og harer – ja, næsten alt, der kan flyve og gå. Det er jo en stor del af vores kultur. Alle, vi kender, går på jagt, og det er sådan, vi skaffer vores mad i Grønland, siger Ukaleq til DR.