Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Kvinde med vinterdepression
Foto: iStock

Ekspert: Sådan undgår du vinterdepression

Kvinder er hårdest ramt, så det er bare med at holde øje med symptomerne.

Det er ikke til at komme udenom: Kalenderåret, temperaturen og mørket ikke mindst fortæller os, at vi for alvor er gået vinteren i møde. For nogle er disse måneder på året en dejlig tid, hvor der bliver læst et hav af gode bøger og drukket en masse te under tæppet på sofaen. For andre er vinteren lig med nedtrykthed, træthed og mangel på energi.

LÆS OGSÅ: Sådan påvirker vinteren din vægt og sundhed

Faktisk vil op mod ti procent af befolkningen i netop disse måneder opleve at blive ikke bare triste og trætte, men decideret vinterdeprimerede. Det skriver Sundhed.dk. Lidelsen, der også kaldes sæsonafhængig stemningsforstyrrelse, er ikke en officiel medicinsk diagnose, men bør alligevel tages alvorligt.

Vi har spurgt overlæge og professor i psykiatri Poul Videbech fra Center for Neuropsykiatrisk Depressionsforskning om, hvem der er i fare for at blive ramt, hvordan man undgår en vinterdepression og hvilke symptomer, man bør holde øje med.

Kvinder er i farezonen
Der eksisterer ikke en entydig forklaring på, hvorfor antallet af personer, der lider af vinterdepression, er så højt. Men mange forskere mener, ligesom Poul Videbech, at årsagen er mangel på dagslys, mens andre mener, at de lave temperaturer bærer skylden. Dog er der enighed om, at særligt kvinder skal være opmærksomme på, om de mørke vintermåneder giver dem en følelse af at være trætte og nedtrykte.

– Kvinder reagerer generelt mere voldsomt på belastninger og stress. Desuden er det sandsynligt, at deres kønshormonsvingninger gør dem mere sårbare overfor depression og mere følsomme overfor forandringer i dagslyset, siger han og fortsætter:

–Nogle kvinder, men langt fra alle, bliver ligeledes mere sårbare overfor vinterdepressioner op til deres menstruation eller i overgangsalderen, fordi østrogenniveauet falder, hvilket nogle kvinder bliver belastet af.
Dog understreger Poul Videbech, at gener ligeledes kan spille en rolle i forhold til udviklingen af en vinterdepression.

Vinterdepression og depression
Vinterdepression kan nemt forveksles med depression, men der er forskel, fastslår Poul Videbech:

–Almindelig depression er oftest værre og karakteriseret ved en nedsat appetit og nedsat søvn, hvilket står i kontrast til de symptomer, der er ved vinterdepressioner, fortæller han.

Kend symptomerne
Men hvilke symptomer er det så, du skal kigge efter, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du selv eller én du holder af har en vinterdepression? Ifølge Poul Videbech eksisterer der i alt syv forskellige symptomer, som er kendetegnet ved, at de vender tilbage omtrent samme tid hvert år.

Du behøver ikke at have alle symptomerne for at have en vinterdepression. Og hvis symptomerne er begyndt at have en negativ indvirkning på din hverdag, kan det være en god idé at søge lægehjælp.

Undgå vinterdepression
Der er heldigvis forskellige ting, du kan stille op, hvis årstiden gør dig vinterdeprimeret. Poul Videbech kommer her med sine tre bedste råd:

  1. Rejs sydpå
    En måde at få tanket op på lyskontoen hen over vinteren er ved at bestille en rejse til sydens sol. Selvfølgelig kun hvis tiden og pengepungen er til det.
  2. Køb en lysterapilampe
    Hvis du bruger en lysterapilampe hver dag i 30 minutter, vil det også tanke dine lysdepoter op. Lamperne kan købes her og koster omkring 550 kroner.
  3. Det er ikke kun lysterapi, der virker effektivt mod vinterdepression. Naturligt lys er ligeledes et effektivt middel. Så gå en tur i dagstimerne. Motion har nemlig også en positiv indvirkning på dig, der føler dig vinterdeprimeret. Det kan også være en god idé at trække gardinerne fra og få lys derigennem.

 

 

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Depression