Er det muligt at punkttabe sig på kroppen?

Tabe sig

Kan du punkttabe dig på kroppen?

Der er lige et bestemt sted på din krop, du gerne vil tabe dig - men er det muligt at tabe dig lige dér?

Nogle vil gerne tabe sig på lårene, andre på overarmene eller maven. Men kan det lade sig gøre at spise på en måde, hvor du taber mere fedt det ene sted, frem for det andet?

Nej, lyder det helt korte svar fra professor i ernæringsepidemiologi og chef for Enheden for Epidemiologisk Kostforskning, der hører under Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital, Berit L. Heitmann.

– Der er studier, der viser, at en proteinrig kost – hvilket ofte vil sige en kost, der er fattig på kulhydrater, er gavnlig, når det kommer til at tabe sig på maven, men jeg synes ikke, der er overbevisende evidens for for eksempel at sige, at det er manglen på kulhydrater, der bidrager til, at man taber sig rundt om livet, siger hun.

LÆS OGSÅ: Undgå disse 3 ting, hvis du vil have flotte balder

– Når man tager på, er der en tendens til, at fedtet først sætter sig på maven og mellem organerne inde i bughulen, ligesom der også er en tendens til, at det er dér, man først taber sig igen, siger hun og fortæller, at der ifølge forskningen ikke findes en afprøvet metode til at tabe sig på for eksempel hofterne eller armene. Og det skal vi ifølge hende i virkeligheden være glade for, for netop fedtet omkring organerne skal vi helst af med, hvorimod det der sidder på hofter og arme har en sundhedsmæssig gavnlig effekt.

– Vi ser i dag på fedtvævet som et hormonproducerende organ, og det fedt, der sidder mellem og rundt om organerne, producerer en række sundhedsskadelige hormoner, mens det fedt, der sidder i underhuden og især på lår og balder, danner hormoner, der bidrager til at beskytte mod hjertesygdom og forebygge diabetes.


LÆS OGSÅ: 10 ting du skal vide om forbrænding

LÆS OGSÅ: Her er de bedste genveje til en tårnhøj forbrænding

LÆS OGSÅ: Sådan får du en rund bagdel