-
Mie i tvivl inden sidste rose: Dét gjorde udfaldet
-
Se klippet: Han får Mies sidste rose i "Bachelorette"
-
Laurids fik Sofies sidste rose: Sådan går det i dag
-
Ikke set på tv: Blev forstyrret gentagende gange til sidste roseceremoni
-
Bryder sammen på tv: Derfor var det svært for Mie
-
Nu sker det: Han får ikke Mies rose
-
Frederik Ottosen fra "Bachelorette" viser kæresten frem
-
Efter Bachelorette: Sådan går det med kærligheden i dag
-
Her vidste Sofie det: Derfor fik Laurids den sidste rose
-
Romantisk øjeblik mellem Laurids og Sofie: Oliver tvunget til at overhøre det hele
-
Jacob skuffet efter "Bachelorette": Det blev ødelagt af produktionen
-
Fik Sofies sidste rose: Det skete der, da kameraet slukkede
-
Sådan går det alle parrene fra "Bachelorette" i dag
-
"Bachelorette"-Anton har fundet kærligheden: "Jeg er forelsket"
-
Sofie kyssede med Oliver: Nu reagerer Laurids B.
-
Trods forelskelse: Derfor var det vigtigt for Sofie at fortsætte eksperimentet
-
Simon om “Bachelorette”: Vigtige scener klippet ud
-
Tæt på at trække sig i "Bachelorette": Det påvirkede selvtilliden
-
Sofies far tester mændene: Her er forklaringen bag spørgsmålet om åen
-
Mie afslører: Vi fik lov til at være helt alene
Jørgen gik ned med stress og kunne ikke længere passe sit job – da han hørte om ”Bessekompagniet” fandt han vej tilbage
Bessekompagniet består af ældre mennesker, som har hænderne skruet rigtigt på og gerne vil tjene lidt ved siden af pensionen. Jørgen er en af dem, og i dag er det ikke kun for pengenes skyld, han er Besse.
I et lyseblåt byhus i Aalborg bor Jørgen, som siger, at hans hænder er rigtigt skruet på. Man tror ham, når han fortæller, at han har sat huset her i stand, bygget til og anlagt have.
Færdigheder, som gør ham til en eftertragtet Besse – en pensioneret handyman m/k, som kan hyres gennem Bessekompagniet til forefaldende opgaver.
– I begyndelsen gjorde jeg det for pengenes skyld, men nu kan jeg slet ikke undvære det, fortæller Jørgen Von Der Maase, der er 66 år.
Indenfor i hans istandsatte hus står et bord, som Jørgen har lavet ud af en trærod. Endevæggen er rustik med rå mursten, og foran står en gyngestol, som Jørgen holder meget af at sidde i.
– Jeg vil så meget, men jeg møder gang på gang min egen begrænsning, så jeg har fundet en rimelig ro med mig selv, fortæller den tidligere socialpædagog.
Det med roen er en kunst, som Jørgen øver sig i, for det ligger i hans natur at være i gang og klare tingene:
– Da jeg gik ned med stress for seks år siden, lå der et langt forløb forud, hvor jeg var meget presset i mit arbejde som leder på et bosted, men hele tiden syntes, at jeg skulle tage mig sammen. Det er nok typisk mænd, erkender Jørgen.
Mistet sin identitet
I to år gik han hjemme i det blå hus og ”kunne ingenting”, som han siger.
– Når nogen spurgte, ”Hvad laver du?”, sagde jeg, at jeg var gået ned med stress og derfor ikke lavede noget, og så sagde de ofte, at det kendte de godt. De havde også prøvet at have travlt, men jeg syntes jo, at jeg havde mistet min identitet.
Jeg var vant til at være institutionsleder – at være noget – men jeg blev først bevidst om betydningen, da jeg ikke arbejdede mere, forklarer Jørgen.
Vejen videre kom, da Jørgen faldt i snak med en, der kørte Harley Davidson som ham selv. Den anden motorcykel-kører opfordrende Jørgen til at blive frivillig.
– Jeg fik seniorpension, men følte, at min energi var der, og jeg var klar til at lave noget, så i dag er jeg frivillig flere steder, og så er det godt to år siden, jeg blev Besse. Det var omkring det tidspunkt, hvor jeg blev skilt, og jeg var bange for, om jeg nu kunne bo i huset og leve af min pension, forklarer Jørgen.
Han hørte om Bessekompagniet, hvor pensionister mod betaling slår græs, renser tagrender, hænger billeder op, maler stakit, eller hvad der nu er brug for. Kun fantasien og den pågældende Besse sætter grænsen.
– Opgaven er defineret på forhånd, og så kan jeg sige ja eller nej, siger Jørgen.
Han fortæller, at arbejdet er meget mere givende end bare at hænge billeder op. Selvom han melder klart ud, at han kommer for at arbejde – og ikke drikke kaffe – så er det sociale aspekt givende for både ham og kunden.
– Mange af dem, jeg kommer ud til, er blevet mine venner. Flere er ensomme og har måske mistet deres ægtefælle, og så kan de enten ikke overkomme at få ordnet haven, eller også er det bare for kedeligt at gå derude alene.
Jeg kommer hos et ældre ægtepar, hvor manden griber hakkejernet, når jeg er der, og så går vi sammen og arbejder. Jeg laver mest, men han er i gang, og så kommer snakken, fortæller Jørgen.
Klap på skulderen
Selvom Jørgen i dag føler, at han har et rigt liv med mening og gode mennesker omkring sig, så erkender han også, at arbejdet som Besse dækkede et stort hul indeni.
– Jeg får anerkendelse, og det er rart, når jeg bliver mødt med et, ”Hvor er det dejligt, at du kommer, og at du har fjernet alle de blade i indkørslen”. Det er blevet en motivation hos mig at føle mig nyttig, og når jeg kommer hjem, har jeg mere energi til at gøre ting i mit eget hjem, fortæller han.
Jørgen har selv tre voksne børn og børnebørn, som han har et godt forhold til, men siger:
– Det kunne jo lige så godt være, at jeg sad alene i den gyngestol der.
Han nikker i retning af gyngestolen, der ser ganske indbydende ud, men ikke hvis man altid sad der. Igennem sit arbejde som Besse har Jørgen oplevet flere ensomme ældre, end han havde regnet med.
– Der er mange ældre kvinder, som har børn, der bor tæt på, men ikke har tid til at komme og hjælpe. De hyrer mig til at hænge et spejl op eller en hylde – noget, der er simpelt og ikke så tidskrævende.
Det har fået mig til at tænke på, at man som ung og yngre ikke er klar over, hvad man egentlig går glip af, når man ikke hjælper sine forældre. Det er godt at være sammen om noget, og der er også en glæde i at kunne hjælpe.
Selv er han tilfreds med at tage ud som hjælper nogle gange om måneden. Det giver ham glæde at hjælpe, og som han siger:
– Jeg får også dækket et behov ved, at der er brug for mig.