Kvinde husker
SPONSORERET indhold

Klæbehjerne: Sådan bliver du bedre til at huske

Hvor god er du til at huske navne, telefonnumre eller sager på indkøbslisten? Ny bog af Troels W. Kjær guider os til, hvordan hjernen kan blive stærkere gennem træning. Læs mere og få øvelser her.

Af: Susanne Knutzen Foto: Getty
14. sep. 2018 | Sundhed | Fit living

Oplever du også at stå i supermarkedet og have glemt, hvad det var, du skulle købe? Eller bliver du pludseligt i tvivl om pinkoden til dankortet, eller hvornår moster Gerda har fødselsdag? Genkender du ovenstående er du ikke alene.

Ifølge en ny bog, Klæbehjerne, viser forskning, at vores hjerner forandrer sig livet igennem i takt med de udfordringer, som vi giver den. Hvis vi udfordrer os selv begrænset, bliver hjernen mindre stærk, end hvis vi udfordrer os selv dagligt. Vi kan derfor gennem mental træning styrke vores hjernekapacitet generelt, og dermed optimere vores hukommelse. Glemsomhed er nemlig ikke en del af vores personlighed, sådan som nogle mennesker tror. End ikke selvom vi er vant til at huske dårligt. Slappe armmuskler er heller ikke en del af vores personlighed. De kan trænes. Det kan hukommelsen også.

Bogens forfatter, Troels W. Kjær, vil derfor slå et slag for, at vi begynder at træne vores hjerne og vores hukommelse lige så godt, som vi husker at holde vores krop og fysiske sundhed i topform.

"Jeg ønsker, at vi opbygger samme fine fornemmelse for, hvordan det står til med vores hukommelse og vores hjernes sundhed, og at vi bliver lige bevidste om og ihærdige med at styrke hukommelsen. Ofte betragter vi det som en del af vores personlighed, hvis vi ikke husker særlig godt. Vi kalder det at være glemsom. Jeg møder jævnligt mennesker, som accepterer deres dårlige hukommelse på linje med deres højde eller en skæv tå. Mange af os bliver nærmest overraskede, når vi støder på folk med en meget stærk hukommelse, der kan huske detaljer fra mange år tilbage eller fra det foredrag, som de lige har hørt. Når vi møder et menneske med stærke overarme, bliver vi ikke overraskede. Vi tænker bare, at han nok træner meget. Hvorfor tænker vi ikke sådan, når vi møder et menneske med en stærk hukommelse?," skriver Troels W. Kjær i bogen, og fortsætter.

"Ofte bliver en stærk hukommelse inden for et bestemt felt betragtet lidt som et kuriosum. Det virker lidt nørdet og Rain Man-agtigt at huske detaljer, som for andre mennesker er uvæsentlige eller lige så godt bare kan slås op eller googles, når de skal bruges. Jeg mener, at man skal give en stærk hukommelse og en velholdt hjerne samme positive respons som en stærk krop. En stærk hjerne giver foruden evnen til at huske godt, også en større evne til at skabe kreativt, til at have mange bolde i luften, til at tage kvalificerede beslutninger bygget på erfaring, til at skabe relationer, til at lære nyt hele livet og til at bevare vores intellektuelle evner hele livet igennem."

Læs også: 100.000 nye hjerneceller + andre facts om løb

Træning gør hjernen større og stærkere

Det er ikke usædvanligt at have huller i hukommelsen. Nogle gange er det de små ting, vi glemmer. Andre gange kan det være vigtige pointer . Uanset hvad, er det irriterende. Den gode nyhed er, at vi alle med en forholdsvis lille indsats kan forbedre vores hukommelse. Som med andre af kroppens muskler kan din hjerne blive både større og stærkere, hvis du træner den. Selv små øvelser i hverdagen kan gøre en forskel. 

"Jeg plæderer ikke for, at vi skal være på fornavn med alle hjørner og kroge i hjernen. Men for, at vi skal forstå, hvordan vi fungerer – også i hjernen – og at vi kan optimere vores hukommelse til glæde for os selv og vores omgivelser," skriver Troels W. Kjær i bogen, og understreger, at vi mennekser husker forskelligt.

I bogen kan du udover at blive klogere på din hjerne og hukommelse, også teste netop din hukommelse, og du præsenteres for metoder og teknikker til at lære at huske bedre.

Træn din hjerne og hukommelse med disse to øvelser fra bogen:

Øvelse 1: Indkøbslister

De fleste af os oplever jævnligt at komme hjem fra indkøb med færre eller andre varer, end der stod på listen, som vi i øvrigt havde glemt hjemme på køkkenbordet. Indkøbslister er derfor genial hukommelsestræning. Jo længere, des bedre. Her får du nogle lister, der øges i sværhedsgrad. Studér listerne en ad gangen, så meget du orker, luk så bogen eller dæk listen med hånden, og noter indkøbene på papir. Tjek så, om du huskede det hele.

TIP: Der er mange måde at huske varer på. Gå efter placering i et velkendt supermarked, gå efter varegruppe, forbogstav, farve, eller hvordan ordet lyder.

Til begyndere

Mælk
Ost
Æbler
Bananer
Kartofler
Gulerødder
Brød
Kød

Til øvede

2 kg nye samsøkartofler
3 frysepizzaer med salami og ost
1 l yoghurt med pære og hindbær 1,5 %
3 chokoladefrøer med myntecreme
2 forskellige blåskimmeloste
400 g hakket oksekød 10-12 %
150 g originale kartoffelchips med reduceret saltindhold
Snacktomater, både gule og røde
Pakke med 100 tandstikker
1 fl. Chardonnay Brut

Til en ny livsstil

Gør det til en vane aldrig at tage indkøbslisten frem inde i butikken. Du kan eventuelt læse den igennem et par gange hjemmefra og tage den med i lommen, så du kan se på den en sidste gang, inden du går ind i butikken. Hvis du synes, at det er meget vigtigt, at indkøbene er korrekte, kan du eventuelt tjekke sedlen, inden du går til kassen.

Øvelse 2: Hvor længe husker du navnet?

Når du præsenteres for en ny person, hvor længe husker du så vedkommendes navn? De fleste af os glemmer det hurtigt. Særligt hvis vi præsenteres for flere mennesker ved samme lejlighed, har navnene det med at fordufte hurtigt igen. Denne øvelse vil lære dig at blive bedre til at huske navne. Til øvelsen har du brug for en makker. Det kan være hvem som helst – blot skal I kende de samme mennesker. Nu skal din makker præsentere en række personer (gerne ti stykker) for dig ved at nævne enten navnet eller udseendet. Hvis din makker siger navnet, skal du nævne elementer af personens udseende. Hvis din makker nævner for eksempel en hårfarve, skal du nævne en håndfuld personer i jeres omgangskreds med denne hårfarve. Har du ingen makker ved hånden, kan du øve dig på disse.

Til begyndere

Peter: Mørkt hår, grønne øjne
Anne-Mette: Lyst hår, blå øjne
Theis: Skaldet, brune øjne

Til øvede

Hans: Tyndhåret, blå øjne, rynket hud, høj, slank
Georg: Sorthåret, grønne øjne, store tatoveringer, mellemhøjde, muskuløs
Charlotte: Brunt hår, grønne øjne, glat hud, lav, buttet
Bent: Skaldet, blå øjne, solbrændt, mellemhøj, almindelig drøjde
Frederik: Lyshåret, blå øjne, almindelig hud, høj, almindelig drøjde
Anne: Rødhåret, blå øjne, fregnet, mellemhøj,slank
Elvira: Sorthåret, brune øjne, glat hud, høj, slank
Dennis: Lyshåret, brune øjne, rynket hud, lav, buttet

Til en ny livsstil

Måske møder du nye mennesker dagligt. Så er det bare om at komme i gang med at huske deres navne. Du kan begynde jeres første møde med at sige: ”Dejligt at møde dig, Jeppe.” Brug navnet flittigt uden at overgøre det i din efterfølgende samtale. Kan du stadig huske navnet om aftenen, og når ugen er slut? Hvis ikke du møder så mange mennesker, som du præsenteres for ved navn, så bed eventuelt din partner om at kalde sig noget nyt hver morgen. Se, om du kan huske navnet igen næste morgen. Hvad hed hun eller han i går?

Anbefalet til dig