Krop som Christiane: Tonede arme
SPONSORERET indhold

Krop som Christiane: Tonede arme

Mormor-arme og vinkemuskler... det er ikke kun kært barn, der har mange navne. Det har slaskearme også. Se her, hvordan du træner dem væk.

Af: Christina Bølling
15. maj. 2013 | Sundhed | ALT for damerne

"Vis det flotteste, du har, frem" er ikke en tosset ide – og bare rolig de kropsdele, du ikke holder af lige nu, kan med tiden blive dine favoritter. F.eks. dine arme, som har været gemt i lange ærmer i månedsvis og ikke set en solstråle. Og du kan roligt finde håndvægtene frem og give den gas med armbøjninger uden frygt for at blive pumpet, for vi kvinder har slet ikke de hormoner, der skal til at lave så store muskler. Du kan få de smukke, velformede arme, der får selv en T-shirt til at stråle. 

LÆS OGSÅ: Krop som Christiane - Flad mave

Hos kvinder er det især samspillet mellem armens bløde runding og den lette antydning af knoglen indenunder, der skal fremhæves. De to muskler, du især skal arbejde med, er biceps og triceps – biceps sidder på forsiden og triceps sidder på bagsiden, og det er først og fremmest din triceps, du gerne vil have fat i for at få has på løse overarme. Husk dog, at flere ting spiller ind på netop dette område – alder, fedtprocent og hormonbalance.

For at starte med alderen, så skal der trænes ekstra hårdt og vægten være stabil i takt med, at du bliver ældre, hvis du skal have pæne overarme – det er som om tyngdekraften og naturen vil, at det skal hænge lidt i den region. Fedtprocenten betyder også meget her, for det er jo reelt ofte fedtcentimeter, du kan fange her med en måle-tang af den slags, der kan måle fedtlaget på kroppen. Endelig er der hormonbalancen, hvor nogle træningseksperter hævder, at stress, kunstige hormoner i blodbane og fedtvæv sætter sig lige her. Uanset hvad, så er træning både af musklerne i området, af hele kroppen og en reduktion af fedtprocenten the only way. Øvelserne på næste side går direkte efter mormor-arme og hormonflæsk.




TRICEPS-DIP:
Sæt dig omvendt på hænder og fødder, ligesom en krabbe
Hænderne skal pege frem, ligesom fødderne
Bøj så armene med albuerne lige bagud, og stræk det ene ben op i luften
Når du strækker armene, sætter du foden ned igen
Bøj armene og skift ben




SPIDER-ARMBØJNING
Lig på knæene og hænderne og placer vægten fremad, så du ikke stritter med numsen
Bøj armene i en armbøjning og træk samtidig venstre knæ op til venstre albue
Stræk armene og sæt knæet tilbage
Gentag med højre ben
Gentag 10 gange, eller 30 sekunder

PULS: SKIHOP
Sæt den højre fod forrest og stræk venstre arm lige op i luften
Hop op i luften, og skift hånd og fod
Husk at bøje godt i benene

Sådan gør du:
Triceps-dip 30 sekunder + skihop 30 sekunder + spider-armbøjning 30 sekunder + skihop 30 sekunder. Gentag de tre øvelser én gang til. I alt 4 minutter.

LÆS OGSÅ: Krop som Christiane - Sexede skuldre