Pernille reagerede voldsomt på workshop – nu holder hun dem selv: ”Jeg se den samme angst i øjnene på folk, som jeg selv oplevede dengang”
Da Pernille Melsted pludselig opdagede, at hun var bange for sin egen vrede, vækkede det en nysgerrighed, som førte hende ud på en ny karrierevej. Siden har hun undervist og guidet hundredvis – for det meste kvinder – på vej mod deres egen vrede. En større forståelse for følelsen skaber nemlig en mere hensigtsfuld måde at leve med den på.
Da Pernille Melsted læste om ”The Shadow Workshop” tilbage i 2002, vækkede det hendes nysgerrighed.
Hun boede i USA på det tidspunkt og meldte sig til med forhåbninger om at arbejde med sine egne skyggesider og forstå sig selv bedre. Men hun havde ikke forberedt sig på det, der mødte hende.
– I løbet af den workshop skulle vi lave en ”anger release”-øvelse. Og da jeg stod i det rum og fik at vide, at nu skulle jeg give slip på min vrede, bare råbe og skrige og slippe alle hæmninger, så blev jeg simpelthen så bange og tænkte, hvordan kommer jeg ud af det her rum, inden den øvelse går i gang? Efterfølgende spurgte Pernille Melsted sig selv: Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på det?
Hun blev meget selvbevidst og bange for, hvordan hun så ud, når hun var vred. Det affødte en ny tanke – for hun vidste faktisk slet ikke, hvordan hun så ud, når hun var vred.
– Det blev helt tydeligt for mig, hvor fremmed den følelse var for mig. Relativt kort tid efter fik jeg overtalt Debbie Ford, der holdt workshoppen, til at komme til Danmark. Otte gange holdt vi workshoppen sammen, indtil hun døde, og siden da har jeg holdt den i 10 år selv.
Workshoppen handler grundlæggende om at lære sine skyggesider – de undertrykte eller skamfulde sider af sig selv – at kende. Men det blev tydeligere og tydeligere for Pernille Melsted, at vredesdelen af workshoppen fyldte meget hos hendes deltagere.
– Når jeg lavede de her workshops, kunne jeg se den samme angst i øjnene på danske kvinder, som jeg selv oplevede dengang – der er også noget kulturelt i det, for vreden er mere tabuiseret i Danmark, end den f.eks. er i Sydeuropa. Det er så 10 år siden, at jeg for alvor begyndte at dykke specifikt ned i vreden.
Af og til er der mandlige deltagere på Pernille Melsteds kurser, men størstedelen har i alle årene været kvinder. Selvom kurserne ikke er repræsentativt for hele Danmark, så er hun ikke i tvivl: Der er klart et kønnet aspekt i, hvordan vi udtrykker vreden.
Vredens mange ansigter
Når Pernille Melsted holder workshops eller foredrag, spørger hun tit ud i salen, hvem der ofte føler sig vrede.
Annonce
Her rækker de færreste hånden i vejret – men når hun spørger, om de ofte føler sig skuffede, frustrerede eller sårede, ryger en skov af hænder i vejret – og dét er en central pointe for hende.
– Jeg talte på et tidspunkt med en kvinde, som havde oplevet noget uretfærdigt på hendes arbejde. Jeg sagde til hende, at jeg godt kunne forstå, at hun var vred, men det mente hun bestemt ikke, at hun var. Hun sagde, at hun måske bare var ”lidt ærgerlig” eller ”skuffet”.
Det gik op for Pernille Melsted, at hun var nødt til at kommunikere om vreden på en anden måde for at nå ud til folk, for det begreb lå så fjernt for mange. Hun begyndte at skrive nyhedsbreve og opslag på sociale medier om, hvordan vreden forklædte sig i andre følelser – og responsen væltede ind.
– For mange kvinder er vreden så undertrykt, at de slet ikke identificerer sig med den. De registrerer slet ikke, at det, de føler, er vrede. Men vi føler alle sammen vrede, og den forsvinder ikke af sig selv. Undertrykker man den, kommer den bare ud på skjulte måder.
Pernille Melsted snakker om den sunde og den usunde vrede. Vreden er sund, hvis man er i kontakt med den, kan reagere på den i tide og italesætte den på en ordentlig, men stadig tydelig måde. Pernille Melsted deler den usunde vrede op i fire kategorier: den aggressive, den passiv-aggressive, den passive og den projektiv-aggressive.
Forstår man, hvordan vreden har forklædt sig, kan man også nemmere bryde det mønster og udtrykke sig på en langt mere hensigtsfuld måde. Ét skridt i den retning er også at forstå, hvad det egentlig vil sige at være vred.
– Det handler ikke om, at man skal gå rundt og være en furie, der hidser sig op over alt. Jeg ser heller ikke mig selv som vred, men som ret grænsestærk. I dag lytter jeg til min vrede og reagerer, og jeg har nemt ved at sige nej uden skyld og skam, hvis jeg f.eks. bliver bedt om at bage boller til spejderklubben for fjerde gang i træk, siger hun.
Hvad vil du have?
Et helt centralt nøgleord i Pernille Melsteds arbejde er grænsesætning. Hun har særskilte kurser, som kun tager udgangspunkt i det at sætte grænser – men faktisk er hendes vigtigste pointe her noget andet.
– Deltagerne på de her kurser tror, at det vigtigste, de skal lære, er at sige fra. Men det, de ender med at forstå, som er en pointe i sig selv, er, at vi i virkeligheden alle sammen skal øve os på at blive bedre til at sige, hvad vi godt kunne tænke os.
Annonce
Hvis man allerede i første omgang har været klar omkring, hvad man egentlig gerne vil have, er der ofte slet ikke behov for at sætte så mange grænser, pointerer Pernille Melsted.
– Mange af de grænser, vi bliver nødt til at sætte, handler i virkeligheden om, at vi har været for dårlige til på et tidligere tidspunkt at sige, her er, hvad jeg godt kunne tænke mig. Så det handler rigtig meget om at kunne kommunikere behov, præferencer og ønsker.
Ofte handler det om, at man ikke vil være egoistisk, krævende eller besværlig, og derfor udtrykker man ikke sine behov tydeligt. Men kan man slutte fred med disse skyggesider, bliver det ufarligt og dramafrit at bede om de ting, man gerne vil have, fra starten.
Dramafrie grænser
Har man alligevel brug for at sætte grænser, er der også både gode og mindre gode måder at gøre det på. Her arbejder Pernille Melsted med tre trin.
– Man kan nemt tro, at hvis man sætter en grænse, så skal det også være med power, og så skal man blive vred. Men grænser kan godt sættes fuldstændig dramafrit. Jeg taler om de her tre trin, som enhver form for grænsesætningsbesked skal indeholde: Hvad er der sket, hvordan har du det med det, og hvad vil du gerne have er anderledes?
Det er vigtigt i denne opdeling, at første trin udelukkende er faktabaseret. Her skal man ikke til at tolke, men blot forklare handlingsforløbet. Det nytter ikke noget, hvis man f.eks. siger: ”Da du ydmygede mig foran hele fodboldklubben, følte jeg at…”. Hold dig til fakta. ”Da du i går til fodbold sagde, at …”
Men mindst lige så vigtigt er det at få tredje trin med.
– Jeg kan se, at kvinder ofte har en tendens til at tale rigtig meget om, hvad der er sket og alle deres følelser i det, men når jeg spørger dem, hvad de gerne vil have anderledes, er der mange, der ikke ved det. Men der bliver nødt til at være en anmodning.
Det rykker ikke noget, hvis ikke man italesætter, hvad man gerne vil have til at være i stedet. Der findes dog en balance i mellem at lave en anmodning og forsøge at kontrollere andre.
Annonce
– Det risikable ved grænsesætning er, at folk tror, de kan bestemme over andre. Hvis du overtræder min grænse her, skal du ændre dig – det er ikke grænsesætning. Vi kan kun sætte grænser rundt om os selv. Vi kan sige, hvis du fortsætter med det her, så vil jeg … ellers så kan jeg ikke være i relation med dig – eller en anden konsekvens.
Hvis den anden ikke er villig til at respektere ens anmodning eller grænse, må man selv tage konsekvensen og fjerne sig fra det, der er ubehageligt. Er man opsat på, at løsningen er, at de andre skal ændre sig, tipper det altså over og bliver kontrollerende.
– Jeg siger til mine deltagere, at der er tre sætninger, som man i princippet kun kan sige til børn under 18 år og sine ansatte: ”Du skal…”, ”jeg vil ikke have, at du…” og ”du må ikke…”. Det har vi ikke ret til at sige til andre voksne mennesker. Forestil dig for eksempel at sige til din voksne partner: ”Jeg vil ikke have, at du har hullede bukser på”. Det kan du godt mene – men du kan ikke kræve det. Der er dog én undtagelse: hvis det handler om din egen krop. ”Jeg vil ikke have, at du rører ved mig” eller ”du må ikke kysse mig” – der er det legitimt. For så handler det ikke om at bestemme over en anden, men om at bestemme over dig selv.
Man skal også være opmærksom på, hvornår der skal sættes en grænse, og hvornår det egentlig handler om, at man skal arbejde med noget inde i sig selv.
– Det er ikke andres ansvar at fikse, hvordan vi har det. Det nytter ikke at have en anmodning om, at den anden skal sørge for, at man ikke føler sig skuffet, svigtet, utryg eller overset. Det bliver vi nødt til selv at arbejde med.
Det kan ofte handle om nogle gamle følelser, som man bliver ramt af, når man står i den givne situation. Men der skal man passe på med at give den anden skylden, ved f.eks. at sige, at de skuffer eller svigter.
Og så skal man generelt være opmærksom på, hvad man ofte føler sig. Afvist, udenfor, nedprioriteret, ikke-respekteret osv. Ofte har den følelse rod i noget, der er ældre end den situation, man står i
– Jeg havde en snak med en mand, der blev rasende på sin kone, da hun spurgte, om han havde betalt et girokort til datterens rideklub. Det lød som en helt almindelig praktisk snak – men for ham føltes det som en ekstrem mistænkeliggørelse. Det viste sig, at hans mor altid havde spurgt ham, om han havde lavet sine lektier, og bedt ham bevise det ved at tage sine skolebøger med ind i stuen hver dag. Det havde været enormt ydmygende for ham. Så da konen stillede sit uskyldige spørgsmål, blev han ramt af en gammel følelse af mistænkeliggørelse – og reaktionen tilhørte egentlig ikke hende, men fortiden.
Reagerer man uproportioneret voldsomt, kan det derfor være en god idé at overveje, hvad – præcis – man føler, og om man kender den følelse fra tidligere.
På den måde undgår man at flippe ud på den forkerte. Og når man er faldet lidt ned, kan det faktisk være en gave til relationen at dele det med den anden – for eksempel at sige: ”Jeg tror, jeg blev ramt af noget gammelt. Det handlede ikke rigtig om dig”.
