Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"

Foto: Getty Images Katrine Axholm giver råd til at undgå at give de negative mønstre videre.

Psykologi: "Jeg vil ikke være som min egen mor"

Hånden på hjertet – kan du sige dig fri for at lyde som en kopi af din mor en gang imellem? Om vi vil det eller ej, så er vores mødre vores livs første vigtige rollemodel. På godt og på ondt. For Maja er det mest på ondt, når hun tager sig selv i at overskride sine teenagebørns grænser, præcis som hun oplevede sin egen mor gøre det. Få Katrine Axholms gode råd til at tage ansvar og komme ud af nedarvede mønstre.

Maja er mor til to drenge på 13 og 15 år, og moderskabet er et langt stykke ad vejen faldet hende naturligt. Men nu hvor hendes drenge er blevet store og begynder at have deres egne meninger og at sige fra, når deres grænser bliver overskredet, tager Maja indimellem sig selv i at lyde som sin mor, og det gør ondt.

"Jeg har altid hadet, når min mor blandede sig i mit liv, da jeg var en stor pige. Hun kommenterede ofte min påklædning og sagde sin uforbeholdne mening – også når hun ikke blev spurgt. Jeg syntes, det var vildt grænseoverskridende. Som om hun ikke havde noget filter eller følte sig berettiget til at blande sig i mit liv, fordi hun var min mor."

Vi taler om, at det er helt naturligt, at teenagere trækker sig og vil noget andet end det, deres forældre har lært dem. De lægger afstand til forældrene for at kunne finde deres egen vej. Alt er, som det skal være. At de giver udtryk for deres egen mening, vidner om, at de er trygge og sikre på deres mors kærlighed, også selvom de ikke retter sig efter hende. Men det er hårdt, synes Maja, ikke mindst fordi hun ikke altid reagerer på det på en måde, hun selv kan være stolt af.

"Jeg har været meget bevidst om, at jeg ikke ville være på samme måde som min mor over for mine børn, og har gjort meget ud af, at de skulle have deres frihed. Men jeg kan godt se, at jeg på mange måder alligevel kommer til at gøre mange af de samme ting, som min mor gjorde, og det er ikke altid rart.

Ordene smutter nærmest ud af munden på mig, og i det øjeblik føles det berettiget og helt på sin plads. Men nu er børnene begyndt at sige, at jeg lyder ligesom mormor, og jeg kan næsten ikke holde mig selv ud. Hvordan lærer jeg at lade være? Jeg vil ikke være som hende."

Læs også: Psykologi: "Jeg har følt mig forladt af mine veninder og kan ikke tilgive dem"

Opdragelse går i arv

Vores barndom handler blandt andet om at lære så meget som muligt. Derfor lærer vi også at være forældre af vores egen mor og far, helt fra vi er små, så når vi selv får børn, står vi på et fundament af det, vi har lært om forældreskab hjemmefra, og gentager derfor i en vis udstrækning ubevidst deres måde at være forældre på. Det første skridt til at ændre på mønstre, vi ikke ønsker, er at blive bevidste om dem.

Det er svært at indrømme vores fejl

Vores mødre er vores naturlige forbilleder, når det gælder at være kvinder og mødre, og derfor er det svært ikke at gentage deres måde at være mor på i en eller anden form. På godt og ondt. Vi kan godt træffe en beslutning om at ville gøre noget andet, men jo mere ubevidst vi handler, og jo mere pressede vi bliver, desto mere vil det, som vi har lært af vores egen mor, træde igennem.

Det kræver altså bevidsthed og øvelse og ikke mindst, at vi tager ansvar for at lære at gøre noget andet. Og det med ansvaret kan det knibe med for mange. Fordi vi skammer os over at opføre os urimeligt, når nu det er os, som burde være de voksne.

Læs også: 5 veje til at elske den, du er i dag

Når vores børn påpeger vores fejl, så kan det være uendelig svært at sige for eksempel: ”Ups ja, du har da helt ret, det skal jeg da slet ikke blande mig i”, ”du må undskylde, at jeg gik ind på dit værelse uden at banke på” eller ”jeg fik sagt til dig, at jeg synes, du skulle gøre sådan og sådan, men du skal vide, at jeg har tillid til, at du træffer den rigtige beslutning”.

Jeg beder Maja om at overveje, hvordan hun kan tage ansvar for at lære at handle anderledes. Da Maja kommer til den næste session, beskriver hun sine nye indsigter.

"Jeg er nødt til at øve mig i at æde mine ord, når jeg opdager, at jeg lyder som min mor. Jeg må afbryde mig selv eller vende tilbage til drengene og tage ansvar for det, jeg fik sagt. Jeg tror, det handler meget om at være bevidst om den måde, jeg taler til dem på – at jeg ikke taler med hovedet under armen, men at jeg er til stede og gør mig umage. Og vigtigst af alt, at jeg indrømmer mine fejl."

5 trin til at undgå at give de negative mønstre videre til dine børn

1. Opdag når du ligner din far eller mor

Første skridt er at være opmærksom på dine egne handlinger. Ofte ligger det, vi har lært, så dybt i os, at det kræver opmærksomhed og årvågenhed at gøre noget andet end det, som vores egne forældre gjorde. Vær opmærksom på, hvordan du er sammen med dine børn, især i de situationer hvor du føler dig presset, er træt eller på anden måde ikke har så meget overskud. Det er ofte i de situationer, at de gamle mønstre træder igennem. Vær nysgerrig og ikke fordømmende over for dig selv. Du gør bare det, du har lært, og nu er du i gang med at lære noget andet.

2. Skriv situationerne ned

Når du skriver det, der er sket, ned, og kan læse og genlæse det, kan du bedre blive klogere på, hvad der fik dig til at handle som du gjorde, og hvor det kommer fra. Trak du dig og gav teenageren et silent treatment? Skældte du ud, og kunne du mærke, at du var mere vred, end situationen krævede? Talte du ned til dit store barn, som om han ikke kunne tænke selv? Blandede du dig utidigt? Var du for bekymret, så du indirekte fik sagt til din teenager, at du ikke har tillid til ham? Vær ansvarlig, og stå ved dine fejl.

3. Tænk tilbage på dine egne følelser i samme alder

Tænk tilbage på de situationer, hvor dine forældre ikke behandlede dig ordentligt i din barndom. Hvad gjorde eller sagde de? Og hvordan påvirkede det dig? Blev du ked af det? Fik du dårligt selvværd? Trak du dig og flyttede hjemmefra, så snart du kunne? Gik du i konflikt med dem? Blev du den stille og artige pige? Kæmper du stadig med at få din fars anerkendelse? Tænk over, hvordan du blev påvirket af måden, dine forældre var sammen med dig på, og hvordan det har påvirket dig på længere sigt.

4. Del dine tanker med din partner

Måske har din partner lyst til at være med i denne her proces. Det kan give en god og ærlig snak om, hvordan I vil være forældre og måske endda blive endnu bedre forældre. Din partner kender sikkert dine forældre, og nogle gange kan det være meget hjælpsomt at have en, som kender dig rigtig godt, men som ikke har været der i din barndom og derfor kan se det hele lidt udefra. I kan være hinandens største hjælp i det her, men vær opmærksom på, at det er følsomme emner. Tal varsomt og vid, at I uforvarende kan komme til at træde hinanden over tæerne. Vi vil alle sammen gøre det godt i forhold til vores børn, så vær kærlige og hjælpsomme.

5. Bed om børnenes hjælp

Her kommer et konfronterende skridt, som måske er det mest lærerige. Hvis dine børn er otte år eller derover, så bed om deres hjælp. Sig, at du har besluttet dig for at blive en endnu bedre mor, og at du har brug for deres hjælp. I kan over aftensmaden hver sige tre gode ting fra dagen og måske også en enkelt eller to dårlige. I øver jer på at mærke indad og reflektere over jeres liv. Både det, I lever hver for sig, men også sammen i familien. Sig til dem, at hvis de synes, du lyder sur i stemmen, eller hvis det føles, som om I skal skynde jer mere end, hvad der er rart for dem, så er det helt fint at sige det, for det er ikke altid, at du selv opdager det.

Katrine Axholm

Katrine Axholm er parterapeut, foredragsholder, forfatter og ekspert i TV3-programmet ”Kærlighed i krise”. Hun hjælper hver dag par med at lære at forstå sig selv og hinanden og derved styrke kærligheden. De lærer at håndtere alt fra utroskab, konflikter, forskellighed til manglende lyst, kriser og hverdagens trummerum. Læs mere på Axholm.com

Se, hvad vi ellers skriver om: Psykologi, Mor og Forældre