Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Tab dig efter din type.
Foto: Bulls Press Du kan tabe dig hurtigt, uden motion eller med masser af mad, ifølge flere eksperter.

Tab dig efter din type

Her giver tre slankeeksperter deres bedste råd til din type – så du kan blive ligeså fit, som du drømmer om.

DIG, DER IKKE GIDER VENTE PÅ RESULTATERNE
Du er typen, der hellere går til det næste stoppested end at vente, hvis der er mere end to minutter til bussen kommer. Du springer som regel (i fuld galop) over, hvor gærdet er lavest, du går ikke så meget op i, om du vinder i Ludo (bare nogen gør, så du kan komme videre), og du har aldrig, ever, kunnet overholde en kur, for du tabte dig jo ikke (efter to timer). Hvad gør du?

Du følger rådene fra personlig træner Anne Bech, der ved, hvad hun taler om, når det drejer sig om at komme i (kjole/bikini)-form på få uger. Hun tilbyder f.eks. "The Bikini Workout", som er et "4 ugers no nonsense, no excuses"-forløb, hvor du kan være helt sikker på, at bikinien sidder som den skal, når ugerne er gået.

Hvad kan jeg nå på fire uger?
– Du kan nå lidt på en uge, nok på fjorten dage og meget på en måned. Mange af mine kunder når at tabe 4-6 kilo på en måned. Og det er altså uden af skulle leve af vand og cayennepeber.

Hvad skal jeg spise?
– De to hovedsøjler er grøntsager og proteinrig kost. Grøntsagerne skal være de grønne og grove, som broccoli, spinat, bønner, ærter og løg, og proteinerne skal være fra kød som f.eks. kylling, lam og fisk, men ikke fra oksekød, da oksekød er alt for syreholdigt og svært for maven at fordøje. Man skal også have fedt, for kroppens processer har brug for fedt. Det gode fedt får man f.eks. fra laks eller avocado, mandler og nødder, men det er klart, at hvis man gerne vil tabe sig, så skal man altså ikke spise 100 gram mandler om dagen, men en håndfuld.

Hvad skal jeg holde mig fra?
– Sukker og brød. Også rugbrød. Alle kornprodukter trækker væske i underhuden og generer fordøjelsen, så man føler sig hævet og oppustet. Generelt vil jeg sige, at de fleste kvinder slet ikke skal spise brød og sukker. Og hvis man gør, kan det være som et treat et par gange om ugen. Så hold dig helt fra det, mens kuren står på, og når kroppen så har fået en pause, kan man spise en rugbrødsmad til frokost i ny og næ, men bestemt ikke hver dag.

Læs også: Sådan taber du de sidste tre kilo

Hvad med drikkevarer?
– Drik masser af vand. De fleste af os tror, vi kan slippe af sted med at drikke halvanden liter vand i døgnet, men det er slet ikke nok. Hvis du ligger helt stille og udelukkende trækker vejret ind og ud, bruger kroppen to liter vand, så man skal i hvert fald op på to en halv til tre liter i døgnet. Kroppen skal kunne stole på, at den får det, den har brug for, og hvis du snyder den, så holder den på det, der er. Det samme gælder fedt. Så det er vigtigt, at man både spiser og drikker rigeligt. Drop kaffe og sort te, der er vanddrivende, og derfor skyller alle de sunde vitaminer og mineraler ud af kroppen, men drik et par kopper urtete med lakridsrod, der styrker nyrerne, eller med citron, der er godt for fordøjelsen.

Hvordan skal jeg motionere?
– Træning fire gange om ugen er det optimale. Man skal dog helst være fysisk aktiv hver dag, som f.eks. en gåtur på en halv time. Træningen skal være fordelt på halv konditionstræning og halv styrketræning. Løb er klart den bedste konditionstræning, for det er fedtforbrændene og så får man virkeligt pæne ben af at løbe. Intervaltræning giver rigtig gode resultater for både dem, der er i god form, og dem, der starter fra bunden, og det behøver ikke at være lange, indviklede programmer, man følger. Det er simpelthen noget med at skiftevis gå og løbe fra den ene lygtepæl til den næste, hvis ikke man er i form endnu. Styrketræningen kan man i princippet lave derhjemme på stuegulvet, og der findes masser af øvelser for balder, lår, mave, arme og bryst som mavebøjninger og gode gammeldags armbøjninger.

Hvordan skal jeg holde motivationen?
– Tænk på, hvorfor du gør det. Sæt mål og delmål. Et helt konkret mål kan f.eks. være, at man skal kunne passe en bestemt kjole en bestemt dag, eller at gå fra størrelse 40 til 38. Og så skal man sætte sig ned med pen og papir og lave en plan for, hvordan det lykkes. Man skal sige til sig selv ”jeg skal træne i dag”, så der ikke er nogen valgmuligheder.

Er der noget, man kan bruge som et lille formildende element i forløbet?
– Mørk chokolade. Jeg spiser selv tre-fire stykker hver aften. Det er altså ikke, det, man tager på af. Jeg kan anbefale den økologiske fra Bjørnsted Chokolade, som kan fås i Netto. Summerbird har også netop lanceret en 90% chokolade med appelsin/krokant.

Læs også: Tab dig 5 kilo på 4 dage

DIG, DER IKKE GIDER BRUGE TID PÅ TRÆNING

Du korser dig, når du læser, at hver tredje dansker hver uge snører løbeskoene, og du kan på ingen måde se pointen i at bruge weekenden med vind i håret på mountainbiken rundt om Bagsværd Sø. Du har engang meldt dig ind i Fitness.dk, og det var det dyreste medlemsskab i centrets historie, fordi du kun var der en enkelt gang. Men det er snart sommer, og hver gang, du hiver skuffen ud, ligger din nye bikini og griner med sine brede striber, som om den siger: ”Du er alt for tyk til mig”. Og det er du! Men, åh, kan man ikke bare spise sig lidt tyndere?

Jo, det kan man. Ifølge klinisk diætist Charlotte Hartvig handler vægttab ekstremt meget om mad. Og ikke om to ærter på en tallerken, men om gode, solide måltider, der gør dig mæt.

Hvad kan jeg nå på fire uger?
– Det kommer an på udgangspunktet, men mellem et halvt og et helt kilo om ugen.

Kan jeg spise mig slank?
– Ja, det kan du, men det er jo ikke noget nyt, at det, det handler om, er at spise færre kalorier, end man forbrænder. Det er jo det gode gamle regnestykke. Det nye, og det, vi beskæftiger os med, er at finde effektive måder at gøre det på, og at gøre det mindre pinefuldt. Mit motto har altid været: Vi skal over det gærde, der handler om at tabe nogle kilo, men spørgsmålet er, hvor det gærde er lavest?

Hvad skal jeg spise?
– Proteiner. Det har to fordele: Man får rigtig meget mæthed for pengene, og proteiner er en energileverandør, der øger forbrændingen med hele tredive procent. Proteiner findes i alt med øjne: kylling, fisk, gris, ko etc. og i det, der kommer ud af det med øjne, f.eks. æg og mælk, der så bliver til f.eks. ost, fromage frais og skyr. Når man spiser en proteinrig diæt, er man faktisk mæt hele tiden, og det er jo en smertefri kur for en dovenlars. Faktisk er der lavet et dansk studie, der viste, at folk, der spiste lige så meget de kunne, men proteinrigt, oplevede et betydeligt vægttab i løbet af ret kort tid.

Læs også: Sådan styrer du sukkertrangen

Hvad skal jeg helt undgå?
– Kulhydrater, de hurtige af dem. Altså sukker, mel, ris, pasta, gryn, frugt, kartofler. Grøntsager indeholder også kulhydrater, men består mest af vand, så dem kan man godt spise masser af, plus at de tilfører kosten de kulhydrater, den også skal bestå af. Hvis man fjerner kulhydraterne helt fra kosten, som f.eks. i den kendte Dr. Atkins-kur, kan man få rigtig ondt i hovedet, og følelsen af at have en hjelm af bly på. Rugbrød, perlebyg, grovpasta, brune ris og den salgs er helt i orden. Det skaber balance i kosten, og man undgår at blive påvirket negativt af kostomlægningen.

Hvad med drikkevarer?
– De omkostningsfri drikkevarer er vand, kaffe, te og light soda- og saftevandsprodukter, dem, der har under fem kalorier per glas. Kaffe er godt, fordi det indeholder koffein, der sætter forbrændingen i vejret, og alle former for te indeholder næringsstoffer og antioxidanter, der virker kræftforebyggende og holder huden ung. Men der er ingen grund til at ofre gode kalorier på drikkevarer, så man skal holde sig fra juice og købe-smoothier, der indeholder kalorier i litervis.

Hvad kan jeg gøre for at holde motivationen?
– Man skal opstille et synligt effektparameter for sig selv. De fleste kan ikke holde motivationen gående med tanke på, at de f.eks. undgår livsstilssygdomme i fremtiden ved at spise sundt og tabe sig, men hvis man f.eks. har en lidt for lille kjole hængende på væggen, er det et synligt, konkret mål, man navigerer efter.

Er der noget, man kan bruge som et lille formildende element i forløbet?
– Sukkerfrit slik. Man kan få karameller, bolcher og is uden reelt sukkerindhold, der forhøjer blodsukkeret og opbygger fedtdepoterne. Ordet "sukkerfri" er for det meste til at stole på, og f.eks. Nellie Dellies lakrids er et godt bud på "sundt" slik.

Hvad med motion?
– Der skal ikke motion til at tabe sig. Faktisk viser studier, at med motion alene, i mængden tre gange 45 minutters løb på en uge, taber man sig kun ca. 90 gram per uge, hvilket jo ikke er ret meget. Det er altså med kostreguleringer, man ser de egentlige resultater. Når jeg alligevel anbefaler motion, så er det, fordi motion giver velvære og livsglæde. Træning udskiller lykkestoffer i kroppen, og giver på mange måder det samme kick som sukker. Jeg tror også, at folk, der motionerer, har større sandsynlighed for at holde det opnåede vægttab på længere sigt.

DIG, DER IKKE GIDER SULTE, MENS DU SLANKER DIG

Du har ikke helt forstået dem, der bare synes, det er lykken med en smoothie. Eller hvorfor, man ikke må spise brød? Eller gryn? Du elsker god mad, og vil ikke for noget undvære den glæde, det giver dig at sætte tænderne i en friskbagt bolle med ost. I øvrigt bliver du så sur, når du er sulten. For det er du. Sulten. Du kan ikke leve af et salatblad med lidt økoolie og en dadel. Men behøver man virkelig undvære alt det gode for at få en fladere mave?

Ikke ifølge ernæringsterapeut Louise Bruun, forfatter til bøgerne ”Lækkermad” og ”Lykkemad”, der mener, at hvis du størstedelen af tiden spiser sundt, behøver du ikke undvære alt det gode.

Hvordan skal jeg spise?
– 80 procent af tiden skal du spise sundt, og 20 procent af tiden kan du spise, hvad du vil. Min erfaring er, at hvis man prøver at skabe en kostændring hundrede procent, så virker det ikke. Det kan man simpelthen ikke holde. Der skal være plads til det uartige, til de små laster, der gør, at man kan overskue de 80 procent.

Hvordan overholder jeg reglen i praksis?
– Du spiser sundt i hverdagene og synder i weekenden.

Hvad skal jeg spise, hvis jeg gerne vil tabe mig?
– Proteiner, grøntsager og fedtstoffer. Proteiner får du fra alle former for kød. Proteiner er kroppens byggesten, de sætter din forbrænding i vejret og holder dig mæt i længere tid. Og så stabiliserer de blodsukkeret. Når blodsukkeret stiger, udløser det nogle stresshormoner, der gør, at kroppen slår alarm, og så holder den på alt det, den får ind – og det sætter sig som fedt, typisk på maven. Så man skal sørge for at stabilisere sit blodsukker, og her er en proteinrig kost alfa omega. Du skal også spise grøntsager, der indeholder fibre og vitaminer, og hjælper din krop i den konstante udrenselsesproces. Grøntsager er gode for fordøjelsen. Og så skal du have fedtstoffer, som også stabiliserer blodsukkeret. De sunde fedtstoffer får man fra f.eks. koldpressede olier eller lidt økologisk smør, som er godt at stege i.

Hvad skal jeg undgå?
– Alle former for lightprodukter. Lightprodukter er min yndlingsaversion. De er proppede med kunstige sødestoffer, der ødelægger de små receptorer i hjernen, f.eks. hos børn, der oplever DAMP-lignende symptomer. Det er der lavet undersøgelser om. Man tror, at man, når man spiser eller drikker lightprodukter, styrer uden om sukkeret, men blodsukkeret stiger jo også af kunstige sødestoffer. Og mere vil have mere. Jeg ville aldrig udsætte min krop for cola, men skulle jeg vælge, ville jeg aldrig vælge light-udgaven.

Hvad med motion?
– 80 procent af et vægttab handler om kost. Men motion er vigtigt, fordi man bliver glad af det. Motion er også med til at forbedre fordøjelsen, og så udskiller kroppen endorfiner, så man bliver i godt humør. Når man motionerer, kan man mærke sin krop, og den styrke man opnår, og så giver det følelsen af kontrol.


Læs også: Hvor gammel er din krop?

Se, hvad vi ellers skriver om: Slankekur, Kostplan, Vægttab, Anne Bech og Louise Bruun