To kræftforløb og en ufrivillig førtidspension tvang Karin til at gentænke sit liv: "Jeg bidrager stadig"
To kræftforløb og en ufrivillig førtidspension tvang Karin til at gentænke sit liv, efter at hun mistede store dele af sin identitet. I dag har hun fundet en anden livsbane, og ligesom hun selv har fået en ny tilværelse, puster hun nu liv i gamle broderier.
Når Karin møder nye mennesker, ranker hun ryggen. Spørger folk, hvad hun laver, svarer hun, at hun bruger meget tid på at strikke og sy.
Med stolthed i stemmen, for det er noget, hun er god til. At strikke smukke sweatre og sy fine tasker af gamle broderier giver nemlig både Karin selv og andre mennesker værdi.
"Håndarbejdet har været min redning og har hjulpet mig ud af kriser. Det giver mig et formål og en mening, for jeg kan godt bidrage, selv om jeg ikke spiller på hele klaveret," siger Karin Sjørup Østedgaard.
Sådan var det ikke for to år siden. Da måtte Karin modvilligt lade sig førtidspensionere i en alder af 47 år efter et længere kræftforløb samt senskader.
"Jeg gik helt ned med flaget, for der ligger en bekræftelse og en identitet i et arbejde. ”Hvad laver du?” er det første, folk spørger om, og jeg havde det svært med at sige, at jeg er på førtidspension," forklarer hun.
"Jeg følte mig stigmatiseret – af andre og i høj grad af mig selv."
Hundreder af karklude
Karin har to gange været ramt af kræft. I 2006 fik hun livmoderhalskræft og tre år senere brystkræft. I dag er hun kræftfri, men vejen dertil har været svær, og Karins helbred har taget varig skade af den hårde kemo- og strålebehandling.
"Jeg er heldigvis født med en kæmpe ja-hat, og den har ført mig langt, for der er kun én vej frem," siger hun.
"Det betyder dog ikke, at jeg ikke har dage, hvor jeg ligger krøllet sammen og er ked af det. Jeg har haft dage, hvor jeg ønskede, at det hele var slut, fordi jeg ikke følte, jeg havde noget liv."
Annonse
På de gode dage kan Karin det hele, mens hun på de dårlige har det bedst med at sidde stille og sy eller strikke. Tidligere havde hun for meget energi til håndarbejde, men sygdommen tvang hende ned i tempo, og hun begyndte at strikke.
Først var det karklude, flere hundrede blev det til, så gik hun videre til sweatre. Det er gennem årene blevet til adskillige trøjer til venner og familie.
"Jeg elsker at strikke til folk, jeg kender; så tænker jeg på dem imens og strikker med kærlighed," siger hun.
"Da jeg var allermest syg, havde jeg også et behov for at give mine nærmeste et minde om mig, hvis jeg en dag ikke var her længere."
Fra hospital til job
Karin har fået fjernet den ene nyre, og blæren er ødelagt, så hun har et såkaldt neofrostomikateter, der leder urinen ud gennem siden. Hver femte uge er hun på hospitalet for at få skiftet det.
Et indgreb, hun klarer udelukkende på morfin.
"Det tager mig 14 dage at ryste en narkose af mig, og den øger risikoen for depression – så nej, tak! Min smertetærskel har rykket sig gennem årene. Man bliver en tough cookie af at være syg," konstaterer Karin.
Og Karin er bestemt en tough cookie. Hun voksede op langt ude på landet på Djursland og er opdraget med, at man yder sit til samfundet. Hun har altid arbejdet; i mange år lavede hun børneteater, og senest var hun destinationsansvarlig i et firma, som sælger andele i luksusferieboliger.
Ofte tog hun direkte fra arbejde på sygehuset eller kørte på arbejde mellem behandlingerne – bare for at nå et par timer. Helbredet kunne dog ikke holde til det, og det sidste halve år arbejdede hun blot fire timer to gange om ugen.
Annonse
"Jeg ville ikke indse det, for jeg ville ikke være svag. I årevis slog jeg mig selv i hovedet med, at jeg var doven, selv om jeg faktisk var syg," siger hun, men fortæller også, at hun tit fik at vide, at hun ikke så syg ud.
Men det var der også en grund til.
"Når jeg møder andre mennesker, skal ingen se, at jeg er syg, for jeg hader medynk," fastslår Karin.
"Når folk siger, at jeg ikke ser syg ud, er min mission lykkedes, men det koster mig meget energi – og får mig til at tvivle på, om jeg er syg."
Rådyr og ro
Karin fortæller sin historie i familiens hyggelige køkken i huset på Langeland, som hun deler med sin mand, Thomas Sjørup, som er fotograf og har taget billederne til denne artikel.
Parret skiftede sidste år deres liv i København ud med grønne marker og havkig.
"Det giver en helt anden ro at bo her," konstaterer Karin.
På første sal har hun indrettet et arbejdsværelse, hvorfra hun følger årstidernes skiften og måske ser et rådyr. Her ligger stakke af broderier, som hun har fundet i øens genbrugsbutikker, og ved symaskinen forvandler hun klokkestrenge, puder og duge til toilettasker, net, bæltetasker og luffer.
"De gamle broderier er så fine, og der er brugt oceaner af tid på dem, men ingen hænger dem op i dag. Jeg synes, det er hyggeligt at bruge dem igen på en ny måde," siger Karin.
Annonse
Har hun halvanden time, kan hun nå at lave et par luffer eller en toilettaske, og hun nyder at se det færdige resultat.
"Jeg har fundet noget, jeg er god til, og det gør mig glad at sidde med et færdigt produkt, som jeg synes, er fedt."
Krea-Karin findes
Karin er heldigvis ikke den eneste, som synes, tingene er fede. Hun sælger sommetider sine kreationer på markeder, og responsen er god.
I december inviterede hun og Thomas deres nye naboer til gløgg og æbleskiver, og da Karin pakkede nogle af sine egne kreationer ind som gaver til pakkeleg, rygtedes det i nabolaget, at hun kunne noget med strikkepinde og symaskinen.
I dag får hun bestillingsopgaver på en trøje eller hjælper med at sy en lynlås i.
"Det tager den tid, det tager. Jeg skal ikke presse mig selv, og jeg laver kun noget, når jeg har overskuddet – men det giver mig en ro, at jeg er god til noget," siger hun – og tilføjer:
"Nu er jeg også strikke-Karin og krea-Karin, ikke bare hende, som er syg."
