Lasse og kvinde sidder på græsset med champagneglas ved Næstrup Skyttecenter.
Lasse var på gruppedate med kvinderne på Næstrup Skyttecenter ved Thisted.

Lasse forklarer kæmpe brøler i "Landmand søger kærlighed"

Produktionen forsøgte forgæves at stoppe ham, da han ved en fejl begyndte at sende sin bejler hjem før tid.

logo herognu HER&NU HN

I dagens afsnit af "Landmand søger kærlighed" skulle der skydes med skarpt på Lasse Korsgaards gruppedate med fire kvindelige bejlere på Næstrup Skyttecenter.

Mens der var nogle pletskud undervejs, så skød den 63-årige landmand dog langt forbi, da han efterfølgende trak Anne til side for at få lidt alenetid.

Artiklen fortsætter under videoen.

I programmet forklarede han, at han kunne mærke, at der ikke var den samme kemi med hende som med de andre. Ligeledes, at han gik i panik, da hun begyndte at snakke om, at hun var klar til en kæreste.

– Det var rart at lære dig at kende, og jeg synes, det har været rigtig hyggeligt. Det er derfor, jeg skulle snakke færdig med dig, for jeg skal jo vælge én fra. Det har været hyggeligt at lære dig at kende. Men anyways, skulle du komme en tur forbi en dag, så er du altid velkommen til at kigge ind, sagde Lasse til Anne.

Det efterlod dog Anne i total forvirring. For det lød, som om han sendte hende hjem, men som vi kender det fra programmets format, så siger man ikke farvel til nogen under alenetid.

Til HER&NU forklarer Lasse, hvad det var, der skete.

– Jeg havde simpelthen misforstået det. Jeg skulle lige have ventet lidt, forklarer han.

Han havde nemlig forstået det som, at han skulle sende Anne hjem, da han havde hende på tomandshånd.

– Min hjerne kørte hurtigere, og jeg tænkte, jeg lige så godt kunne skynde mig at få det gjort. Det er fordi, jeg er så følelsesmæssigt påvirket, og jeg ville ikke gøre nogen kede af det. 

Lasse forklarer videre, at han følte, det ville være en sødere måde at afvise Anne på, hvis han gjorde det under fire øjne.

– Der var ikke noget ondt i det. Det var kærligt ment. Jeg tænkte ikke over på det tidspunkt, at det er tv, og at man gør tingene på en bestemt måde, fordi det skal være et program. Jeg tænkte på hende, fortæller han og fortsætter:

– Jeg prøver at gøre alle det bedste. Sådan er jeg bygget. Jeg hader, når jeg skal såre nogen og sende dem hjem. Det er et lortejob. 

Undervejs i samtalen havde folk fra produktionen ellers forsøgt at standse Lasses talestrøm, da han gik i gang med at sende Anne hjem.

– Hun (et medlem af produktionen, red.) prøvede at stoppe mig, men det kunne hun ikke. Hun sprællede med arme og ben, for det var alt for tidligt. Det så jeg slet ikke. 

Det gik først op for Lasse efterfølgende, at han havde begået en fejl, og da han blev bedt om at opklare misforståelsen for Anne, gjorde han det også uden at tøve.

– Jeg måtte bøje mig i støvet og tage skraldet. Jeg beklagede. Jeg kan godt selv se, at det var forkert.

Anne tog da også pænt imod Lasses undskyldning. De to har dog ikke haft kontakt siden programmet, fortæller Lasse.

Ældre mand med hånden for panden ved bord med glas og Kellogg’s-flaske udendørs
Lasse lagde sig flat ned, stod ved sin fejl og undskyldte til Anne.