Mens Danmark er lukket ned, befinder 22-årige Tobias sig alene på Atlanten

Nye planer

Men nu er planerne ændret.

Sammen med seks-otte gaster ombord skulle jeg have sejlet til Jamaica, Cuba, Mexico, Belize, Honduras, Costa Rica og Panama. Vi skulle have udforsket den spændende og mere ubetrådte del af Caribien, fundet såkaldte “Hurricane Holes” og have lagt bådene sikkert til for orkansæsonen.

Nu er det kun mig, der er tilbage.

Ligesom alle andre steder i verden, har de europæiske lande kaldt deres borgere hjem for ikke at risikere, at de bliver strandet i uvis tid. Og det har heller ikke været muligt at få nye gaster fløjet herud.

Men jeg er blevet, for det her er mit hjem.

Jeg bliver heldigvis holdt med selskab af en anden båd, Siberati, som sejles af Carlo og Jasmin. Og snart samler vi en fjerde mand op, som er strandet på en ø en dags sejlads syd for os.

Lige nu gør vi klar til vores næste – og fælles – togt til Grønland.

Men der er endnu meget arbejde, der venter forude.

Med kun tre mand til at gøre bådene klar, har vi i hvert fald fire ugers arbejde foran os.

Mangler ”køjepenge”

Vi starter hver morgen med et lille morgenmøde over noget kaffe. Vi taler om, hvilke projekter vi gerne vil arbejde på i løbet af dagen, og hvad vi forhåbentligt også færdiggør.

For eksempel brugte jeg weekenden på at installere en autopilot på Zula, Jasmin er ved at lappe Siberati’s sprayhood sammen, og Carlo og jeg bygger en såkaldt “Dodger” på Zula, der skal give os læ fra bølger og vind, når vi holder vagt i cockpittet.

Arbejdsdagen slutter som regel lidt før solnedgang, og vi gør status på, hvad vi har nået – og når vi har færdiggjort et projekt, belønner vi os selv med en lille øl eller to.

Da begge både er store, er der meget vedligeholdelsesarbejde – og ikke mindst nogle store omkostninger forbundet med det. Der er konstant udstyr og dele, der går i stykker, så jeg har været afhængig af at have en besætning og modtage såkaldte “køjepenge”.

Det er et bidrag, alle gaster betaler for at holde skibet sejlende. Uden de penge løber skibets pung hurtigt tør, og dermed forsvinder grundlaget for, at vi kan sejle videre.

På langt sigt må vi se, hvad der sker med verdenssituationen i forhold til at få køjerne fyldt op igen, men foreløbig har vi mad nok til et halvt år og udstyr nok til at klare de fleste reparationer selv.

En anden hverdag

Da vi krydsede Atlanten med otte mennesker ombord, var hverdagen simpel og behagelig.

Vi havde god tid til at slappe af, læse og lave mad.

Med otte timers “fri” dagligt, kunne vi hver især gøre, hvad der passede os. Og de fire timer, hvor vi ”arbejdede”, bestod i at holde udkig og hjælpe med at sejle båden.

Men nu, med kun to mennesker ombord på turen nordpå, ser vi frem til langt mindre søvn og nogle mere krævende manøvre, f.eks. når vi skal skifte sejl eller tage dem ned, når det blæser op.

Heldigvis er vi alle erfarne sejlere og kender hinanden godt.

Grønland uden stop

Når vi forlader Martinique om et par uger, er det sandsynligt, at alle lande vil nægte os adgang, og i bedste fald vil vi stå over for en streng karantæne af vores sejlbåde.

Derfor forbereder vi os på, at vi muligvis skal sejle til Grønland uden stop. En tur på ca. 3000 sømil, som vil tage mellem 21-30 dage.

Hvis det lykkes, er fordelen dels, at Grønland er en del af Rigsfællesskabet, så vi forhåbentlig ikke bliver udelukket. Og dels, at hvis verdenssituationen ser lige så skidt ud, som den gør nu, kan vi sejle rundt deroppe hele sommeren, uden at være i kontakt med mennesker og stadig have friheden til at sejle i et af verdens smukkeste områder.

Men nu må vi se, hvad der sker. For bare et par uger siden så det hele meget dystert ud.

Der fik vi at vide, at der ikke var nogen chance for at, at vi kunne få fat i det nødvendige udstyr til båden og motoren, som vi skulle bruge for at sejle nordpå.

Samtidig blev der oprettet et udgangsforbud, som både det franske søværn og Gendarmerne gjorde alt for at håndhæve, når de fløj lavt hen over vores både i deres helikoptere.

Men, som med alt andet, fandt vi heldigvis en løsning ved hjælp fra mange, søde mennesker og hårdt arbejde.

Langt væk hjemmefra

Denne her situation har fået mig til at tro endnu mere på, at man altid kan vænne sig til nogle barske situationer. At der altid findes en god løsning på selv de vanskeligste opgaver.

Men det har også fået mig til at tænke på, hvor svært det er at være så langt væk hjemmefra, når en krise som corona rammer. Det føles lidt ensomt.

Når tankerne lander på uvejret, isen og tågen, som vi sikkert kommer til at møde, vil jeg lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var nervøs ved tanken.

Men samtidig føler jeg mig også mere levende end nogensinde før. På den ene side er min verden lige nu kun båden, vores lille ankerplads og de bøger, jeg har med.

På den anden side føler jeg også, at hele krisen foregår for øjnene af mig.

Vi står overfor en alvorlig situation, både som samfund, men også i forhold til mig selv, mine tre venner og vores sejlbåde.

Vi har mange tusind sømil foran os, og alvoren over det hele er lidt skræmmende, men også spændende.

Men jeg tager ikke tilbage til Danmark, for Zula er mit hjem.

Jeg vil ikke have nogen garanti for, at jeg kan komme tilbage før orkansæsonen, og samtidig vil det være utrolig dyrt, hvis hun skal ligge i en havn, til jeg kommer tilbage.

Og så er det også lidt sjovere at være herude og have friheden til snart at sejle på åbent hav, end at skulle vente hjemme i en lejlighed til det hele er ovre.