Anja Tønning
SPONSORERET indhold

5 kiksede ting du stensikkert har gjort på Facebook

Jeg har selvfølgelig, som enhver digital klummeskribent med respekt for sig selv, kigget lidt tilbage, nu hvor Facebook fylder 10 år. Tilbage i 2007 da vi danskere kom på Facebook, havde vi en helt anden måde at bruge mediet på end i dag. Forhåbentlig har vi lært noget, så vi ikke laver nogle af de her fem kiksede Facebookfejllængere...

Af: Anja Tønning
05. feb. 2014 | Livsstil | ALT for damerne

Du kan selv tjekke efter, for din profil er en tidslinie, hvor du i højre side kan se årstal for din aktivitet. Klik tilbage på årstallene og se, hvad du skrev dengang. Det er faktisk ret god underholdning!

1. "Drikker latte og nyder livet"
Du har i statusopdateringer fortalt om, hvad du laver "lige nu" uden kontekst og uden forklaring.

Ja, det har vi vist alle været igennem. Og det var faktisk meget naturligt, for i starten var det lige præcis meningen. Der stod "Anja is:", og så skulle jeg skrive fortsættelsen. Det resulterede i uhyggeligt mange statusopdateringer a la (det er mine egne, så jeg pudser ikke glorien):

"is ikke sur, men skuffet!", "is happy!". Det gik så over i "Drikker chai cino" og "Eksamen stinker". Ikke meget bedre. Faktisk relativt ligegyldigt, og med dem kan jeg godt forstå, at nogle synes, Facebook er spild af tid.

Nu er vi selvfølgelig mere sofistikerede og udvælger præcise vinkler på vores statusopdateringer. Ellers bør vi i hvert fald gøre det! Læs f.eks. klummen: Sådan laver du gode statusopdateringer.

2. Troet at Facebook var privat rum
"Hej søde - smadder hyggeligt at se dig! Hvordan gik din snak med kæresten, er du ok?" osv. - skrevet på din væg. Det vil sige, at alle dine venner også kunne se det. Og du svarede sikkert også i samme tråd.

Vi tænkte ikke lige over, hvor mange mennesker, der egentlig kunne følge med i private samtaler. Nu tænker vi mere over det - især fordi vi bliver irriterede over andre folks ligegyldige private snakke.

Jeg ser dog stadig den private udveksling af beskeder på væggen ske - især i den lidt ældre generation, som for manges vedkommende har mindre erfaring på Facebook. Brug lige chat funktionen ik? Den hedder "Beskeder" og findes i den øverste blå bjælke på Facebook.

Dog bruger vi i høj grad stadig væggen, når folk har fødselsdag. Lidt irriterende. Men også ret smart. Jeg gør det selv.

LÆS OGSÅ: Christian Grau og Thomas Skov ønsker tillykke: Kære Facebook...

3. Forsøgt at få lidt medlidenhed
Det er så nemt at få en lille bitte smule medlidenhed på sociale medier: "Av mit hoved", "Mit barn er en djævel", "Hænger i bremsen" osv.

Det hedder også vaguebooking - vi skriver en hentydning af noget for at få folk til at spørge ind. Vi kan godt lide de små søde kommentarer, vores venner giver.

Mit råd er: Lad være. Det er lidt træls og vagt. Hvis du vil brokke dig, så gør det ordentligt. Giv tingene en vinkel. En historie. Lidt humor.

4. Delt alt for mange fest-, baby- eller hunde-billeder
Ja det kræver vist ikke forklaring. Vi har alle prøvet at dele ligegyldige billeder på Facebook. F.eks. for mange billeder af vores babyer, der smiler på femtusinde forskellige måder.

Nej i dag er vi blevet bedre til at udvælge, hvad vi vil dele, så det giver mere værdi og mening for vores venner. Og vi deler ikke ukritisk billeder fra julefrokosten, vi tænker mere over, hvordan vi fremstår gennem billeder.

Og til jer - I ved godt selv, hvem I er - der stadig deler uendeligt mange billeder af jeres hund fra tusinde forskellige vinkler - I skal bare vide, at I bliver skjult fra min nyhedsstrøm.

5. Blevet venner med gud og hvermand
I starten blev vi venner med alle, vi nogensinde havde været i nærheden af. Måske også nogle, vi ikke havde mødt i virkeligheden. "Hej, vi gik på samme folkeskole - vi skal da være venner! Selvom vi aldrig har talt sammen."

Tendensen er nu, at vi helst vil have rigtige venner på Facebook. Det betyder, at mange har sorteret ud i "vennerne". Blandt andet som en konsekvens af, at der er så meget indhold på Facebook. Vi vil kun have det, der er vigtigt for os. Og vi følger ikke kun med i venners liv, men også i virksomheder, nyheder mm.

God fornøjelse med de næste 10 år på Facebook! :)

LÆS FLERE KLUMMER AF ANJA TØNNING HER