Andrea Elisabeth Rudolph om sin mand: "Claus fik mine parader til at falde fuldstændig"

ALT for Damernes journalist Marie-Louise Truelsen var inviteret med til Brasilien, hvor det hele begyndte for Andrea Rudolph.

Der er langt til Brasilien. Både mentalt og i flyvetid. Alligevel føler Andrea Elisabeth Rudolph sig tæt forbundet til landet. Hun ved ikke hvorfor. Det er noget med temperamentet. Noget med varmen. Og det er noget med den nærhed, hun føler med menneskene i det sydamerikanske land.

Hun har været her et par dage, da jeg ankommer, og hun har sin datter Isolde med for første gang. Eller rettere, Isolde har været med før, men det var i Andreas mave, og da hun var under et år gammel. Og Isolde er faktisk årsagen til, at Brasilien er blevet mere end et ferieparadis for Andrea.

Da hun var gravid med Isolde i 2006, fik hun nemlig testet sit blod for kemikalier og fandt ud af, at hun havde en alt for høj koncentration, der bl.a. stammede fra skønhedsprodukter. Historien er fortalt mange gange, for den blev startskuddet til Andreas hudplejeserie Rudolph Care, der her i februar har ti års jubilæum. En af de vigtigste ingredienser i produkterne er de små mørklilla acaibær, som vokser i regnskoven i Amazonas. Og det er bærrene, vi skal ud og kigge på, mens Andrea fortæller historien om de seneste ti hæsblæsende år, der har budt på alt fra en ekstremt øget bevidsthed om bæredygtighed og økologi til den helt store kærlighed, en periode med stress, to små drenge og den dertilhørende nye status som storfamilie.

Vi kører fra hotellet tidligt om morgenen. Der er en tre times køretur ud til regnskoven, hvor acaibærrene vokser vildt. Ud over at blive brugt i Rudolph Cares produkter er bærrene en vigtig del af brasilianernes kost her i området og bruges bl.a. i is og i smoothieagtige drikke og en slags grød, der indtages til næsten alle måltider. Bærrene sælges overalt langs vejene, hvor små røde flag viser, at her kan man købe acaibær. Vi passerer flagene hele tiden, og Andrea udpeger dem begejstret, mens vi bevæger os ud af byen, og vejene efterhånden bliver mere og mere øde og regnskoven mere og mere nærværende.

– Jeg var i gang med udviklingen af Rudolph Care, da jeg og min eksmand, Jacob, var i Brasilien. Her fik vi en is på stranden i Rio, som smagte fantastisk. Vi fandt ud af, at den var lavet på acaibær, som på det tidspunkt lige var blevet kåret i Oprah Winfreys show som en superfood af en læge og en hudlæge, så jeg var virkelig nysgerrig. Jeg ringede hjem til laboratoriet og fortalte, at jeg var stødt på de her bær, og at jeg godt kunne tænke mig, at de kunne blive en ingrediens i mine produkter.

And the rest is history, som man siger, for i dag er acaibærrene hovedingrediensen i Andreas produkter. Bærrene har også åbnet Andreas øjne for, hvor vigtigt det er, at man lærer menneskene herude, at de skal passe på regnskoven.

LÆS OGSÅ: Andrea Rudolph: "Der er mange af mine ansatte, der har set mig græde og være ulykkelig"

– De mennesker, vi samarbejder med ude i regnskoven, har lavet et community, hvor acai-bønderne bliver ordentligt betalt, så de ikke bliver fristet til hurtige penge ved at sælge stykker af regnskoven til folk, der fælder den. Det handler om at lære regnskovens indbyggere, hvor stor en skat de faktisk bor midt i. For hele verdens skyld. Vi skal tænke på næste generation og give en verden videre, som vi kan være stolte af. Det er også derfor, det er vigtigt for mig at have Isolde med herud. Hun har været så stor en del af det hele, og det præger hende, at hun altid har hørt mig tale om de her ting. Da jeg var gravid med min anden søn, fik jeg taget en biopsi, fordi jeg var så gammel, og så måtte jeg ikke bevæge mig, da jeg kom hjem. Isolde og jeg var alene hjemme, og hun sagde, hun nok skulle handle ind. Da hun kom hjem med varerne, var alt dansk og økologisk. Hun var ked af, at hun havde været nødt til at købe fløde fra Arla, for vi køber jo altid fra små mejerier, som hun sagde, men alt andet havde været udsolgt. Jeg tænkte meget over det bagefter, for det er klart, at mine tanker og ideologier smitter af. Isolde har også været med ude og samle affald, og hun har, ligesom jeg, sejlet en dag med Plastic Change for at lave en skoleopgave om det.

Hvor meget tænker du over de her ting i din hverdag derhjemme?

– Jeg tænker vildt meget over bæredygtighed, økologi og alt det her med engangsplastik. Her, hvor man ikke kan drikke vandet, bliver vi nødt til at købe vand i plastikflasker, men jeg køber det stort set aldrig derhjemme. Tænk også over sugerør, tandstikkere, vatpinde, alle sådan nogle små ting – vælg træ i stedet for. Og balloner, de er virkelig et problem, og jeg elsker balloner. Til vores ti-års jubilæumsfest ville det være fedt med en masse balloner, men nej, det skal vi selvfølgelig ikke have.
Føler du somme tider, at folk kigger på dig og synes, du er hellig?

– Nej, for det er jeg ikke. Jeg er på ingen måde fanatisk eller hellig. Jeg tænker mig bare om. For eksempel er oksekød noget møg for miljøet, men jeg spiser da stadig en bøf engang imellem. Jeg står helt af på en burger, hvor bollen er en stor svamp. Nej tak. Jeg vil have en hvid burgerbolle og hakket oksekød. Det, der er vigtigt for mig, er bevidstheden om hele tiden at foretage bedre valg. Og det kan begynde i det helt små ved skifte opvaskebørsten i plastik ud med en i træ, skifte toiletpapiret ud med noget, der er miljørigtigt, eller købe lidt mindre og ordentligt produceret tøj.

Minibussen stopper, da vejen ender i en lille havn, hvor små kiosker sælger lokale produkter side om side med Coca Cola. Vi kommer ombord i en overdækket langbåd, som i rask fart bringer os ned ad en af Amazonas utallige floder, der fungerer som områdets vejnet.

Vi skal hen til Tadeo og hans familie, som spiller en vigtig rolle i det community, hvor Rudolph Care køber sine acaibær. Pludselig er vi der. Man kunne let have overset huset, men en lille bro afslører, at lige her bor en familie. Vi kravler op og bliver budt hjerteligt velkommen af familien, der har lavet en overdådig frokost til os. Kylling, oksekød, ris, pasta, lokale grøntsager og – naturligvis – en drik lavet på acaibær og vand. Den smager ikke af så meget, nærmest lidt underligt fladt, men det skulle være den rene, skære sundhed, så ned ryger det.

Efter frokosten hopper vi i en åben langbåd og glider stille ind ad en ”sidevej” til den store flod. Wauw. Ord bliver fattige i et område som dette. Aldrig har jeg set noget så frodigt. Så grønt. Så ægte. Det er nærmest magisk, og vi bliver lidt stille. Det er ærefrygtindgydende at få lov til at opleve sådan en natur, og man forstår vigtigheden af at bevare den. Efter et par timer ender vi på den lokale skole, som kan eksistere, fordi det lokale community bruger en del af de penge, der kommer ind på acaibærrene, til netop skolen. Børnene får fri, lige som vi ankommer, og de kaster sig over den fælles frokost. De fniser, kigger og stiller gerne op til fotos. Isolde har glædet sig helt vildt til at møde alle børnene, og hun stråler som en sol, mens hun omringet af små sortøjede piger og drenge forsøger at fortælle, at hun kommer fra et land, der hedder Danmark, og at hun bor i en meget stor by. Da vi sejler videre, siger hun helt lykkeligt: ”Det var de bedste 30 minutter i mit liv!”.

Isolde og Andrea boede alene i flere år efter, at Andrea og Jacob gik fra hinanden. Det har givet dem et helt særligt bånd, som Andrea hæger om i dag, hvor familien er blevet udvidet med Claus, hans to børn,

Alma og Oskar, fra et tidligere forhold, og de to små drenge, Alfred og Arthur, der er kommet til de senere år.

– Jacob og jeg var kun sammen et år efter, Isolde blev født, så når hun var hos mig, opstod der en meget stærk tosomhed. Vi kom utrolig tæt på hinanden, men man skal også passe på, når man er forælder alene med et barn, at man ikke kommer til at betragte barnet som en, man snakker voksensnak med. Isolde og jeg havde masser af tid med hinanden, og når hun var hos sin far eller i institution, arbejdede jeg på fuld tryk. Jeg er god til at arbejde, når jeg arbejder, og god til at holde fri, når jeg har fri.

Hvordan var det så for jeres forhold, at der pludselig kom en mand ind i billedet?

– Det var ikke fordi, der ikke havde været mænd før, ha ha. Og jeg er et meget socialt menneske, som tit havde gæster til middag og så videre. Men da Claus kom til, var det lidt i små bidder, for han havde to børn, som boede i Aarhus og havde en hverdag der. Så det var ikke en hård overgang til at hov, lige pludselig var vi fem mennesker i huset altid. Isolde havde altid efterlyst søskende, og jeg havde altid drømt om flere børn, så for mig var det en stor smerte, at jeg ”kun” havde hende. Jeg kommer selv fra en stor familie, så jeg kender rigdommen i at have søskende. Isolde, Claus’ børn og – senere – de to små kommer heldigvis utrolig godt ud af det med hinanden. Det er virkelig heldigt, for det kan man jo slet ikke være sikker på. Det er klart, at det er anderledes at være så stor en familie, men jeg elsker, når vi alle er sammen.

LÆS OGSÅ: Dejan Cukic mødte sin kone som 11-årig: "Jeg har holdt fast i min kvinde"

Hvad faldt du for, da du mødte Claus?

– Altså... What’s not to like? Ha ha, nej, det er svært helt konkret at sige, hvad det var. Men da jeg mødte ham, gik der meget, meget kort tid – ikke engang timer – og så kunne jeg bare mærke, at jeg for første gang nogensinde lænede mig ind i et andet menneske. Jeg havde lænet mig op ad nogen før, men jeg havde aldrig lænet mig ind i et andet menneske.

Kan du forklare det nærmere?

– Det var som to tandhjul, der bare passede sammen. Da vi talte sammen, følte jeg, at hans øjne var så åbne, og han lod mig komme ind. Og jeg lod ham komme ind. Han fik mine parader til at falde fuldstændig. Jeg følte mig ekstremt tryg omkring ham og i hans selskab. Han er så stærk og rolig, og det passede lige til mig. Han er en klippe, og jeg blev draget af, at han har en helt anden energi end mig. Jeg er rigtig stærk, jeg kan faktisk alt selv, men jeg vil ikke alt selv.

Og hvorfor er I gode for hinanden i dag?

– Vi har en kæmpe respekt for hinanden. Bocs er virkelig ordentlig…

Bocs…?

– Ja, det kalder vi Claus. Det kommer af ”boca”, som betyder mund på spansk. Han har en utrolig smuk mund. Sådan en hjertemund. Og så har han også bare det største hjerte. Han er så uselvisk. Så generøs. Vi er meget forskellige, der er mange ting, vi kan være uenige om eller have forskellig opfattelse af, men de grundlæggende værdier har vi tilfælles. Jeg har vanvittig meget energi, det kan drive folk til vanvid, for jeg kan blive ved, men for første gang har jeg mødt et menneske, der tager det sådan helt roligt. ”Det er fint, skat, det gør du bare”, siger han, uden at der går noget af ham af den grund. Han synes, jeg er allerbedst, når jeg følger mit hjerte og min passion og lader mit drive styre.

Hvor er Claus i alt det her med øko og bæredygtighed?

– Han er vokset op med et lidt mere traditionelt køkken, end jeg er. Mine forældre gik op i økologi meget tidligt, hvilket gør, at jeg har et forspring i forhold til ham. Bocs er en intelligent og fornuftig mand, som sagtens kan se, at det er det rigtige, men jeg tror, at han nogle gange tænker, ah, nu bliver det lidt pjattet. Og når han er alene hjemme, kan han godt spise noget, som jeg aldrig ville spise, uden at det gør ondt på ham, som det kan gøre på mig. Det gør faktisk overhovedet ikke ondt på ham, ha ha. Men han ved, at det er vigtigt for mig, også i forhold til børnene, og derfor er det det, vi gør. Det er ved at blive naturligt for ham, og han kunne for eksempel aldrig finde på at købe en mælk, der ikke er økologisk.

Vi sejler tilbage mod havnen, hvor alle de lokale er stimlet sammen for at aflevere dagens høst af acaibær. Kurv efter kurv med bær løftes fra langbådene op på kajen og hen til de store lastbiler, hvor de bliver hældt over i kasser for at blive kørt ind til fabrikker, der skal lave dem om til olie, ekstrakt og mad. Der går 100 kilo bær til én liter Rudolph Care-ansigtsolie.

Mændene sveder i den fugtige varme, og deres stærke overarme kommer tydeligvis ikke fra et fitnesscenter, men af hårdt, fysisk arbejde. Stemningen er høj, lydene er høje, og efter et par timer er kurvene tømt og lastbilerne fyldt. Pludselig er det hele overstået, og vi sejler tilbage til vores værtsfamilie, hvor der er stillet frisk frugt og juicer frem. Natten foregår i farvestrålende hængekøjer i et stort fællesrum, og dagen efter står vi meget tidligt op og sejler ned ad floden. Efter en halv time når vi frem til et fint lille træhus med sparsom indretning, hvor en af acai-bønderne bor med sin familie. Vi følges med ham ind i den sumpede regnskov, hvor han tager en lille tovløkke om fødderne og en, to, tre kravler op i en høj palme. Før vi ved af det, har han knækket en kæmpe klase bær af og er rutsjet ned ad stammen igen. Acaibærrene sidder som perler på en snor, og de kan let trækkes af de lange stængler. Andrea og Isolde arbejder sig hurtigt gennem den første klase, og flere bliver hentet ned.

Inden Andrea kastede sig ud i egen virksomhed, var hun bl.a. vært på radioprogrammet ”Morgenhyrderne” og senere vært på ”Vild med dans”. Hun elskede at lave radio og var også glad for tv-jobbet, men ikke for den eksponering, der fulgte med. Pludselig blev hun genkendt på gaden, og der var mange, der havde en mening om det, da hun skiftede branche.

LÆS OGSÅ: Lydmor: "Jeg havde en form for kreativ kvartvejskrise"

– Jeg havde et troværdighedsproblem i begyndelsen, for jeg var jo ”bare” tv-vært, og hvad fanden ved sådan en om hudpleje? Skulle jeg nu lave ”merchandise”, fordi jeg var blevet et kendt ansigt? Jeg kunne mærke, at det var det, folk tænkte, og jeg har senere fået bekræftet, at det også forholdt sig sådan. Men jeg havde fået et wakeupcall med den kemikalietest, og jeg er god til at tilegne mig viden, så jeg vidste, at jeg nok skulle finde ud af alt, hvad der var at vide om at lave certificerede og økologiske produkter. Og fordi jeg vidste, at folk ville kigge tingene grundigt efter i sømmene, gjorde jeg mig naturligvis ekstremt umage og er blevet ved med det. Der var også mange, der syntes, at mine produkter var for dyre, men som du kan se herude, er der en grund til, at de er dyre. Mine produkter sælger, og det gør de kun, fordi de gør en forskel.

Du var nede med stress for nogle år siden, hvad handlede det om?

– Ja, det var i 2013. Jeg fik det utrolig dårligt, var ked af det, græd, havde en klump i maven, følte en strammen i halsen, kunne ikke overskue noget og havde ikke lyst til at tage på arbejde. Jeg oplevede, at alle andre ville have noget af mig hele tiden, og at jeg aldrig kom videre med mit eget. Bare det at gå ud og handle var uoverskueligt, jeg gik rundt og rundt med kurven i supermarkedet og kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle købe. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvorfor jeg havde det sådan, for alt var godt. Jeg havde mødt mit livs kærlighed, Isolde havde det godt, jeg havde et godt forhold til Isoldes far, og der var endelig kommet sorte tal på bundlinjen i mit firma. En dag printede Claus en liste ud fra nettet, som beskrev alle symptomer på stress, og jeg havde bare dem alle sammen. Jeg havde bestyrelsesmøde dagen efter, og Claus sagde, at jeg skulle fortælle dem det, men jeg syntes, det var så pinligt. Jeg var så flov over det. Var JEG blevet ramt af stress? Jeg forstod det ikke. Jeg begyndte at tudbrøle inden bestyrelsesmødet, og jeg tænkte, hvor er det typisk kvindeagtigt at begynde at græde. Jeg var SÅ træt af det. Men bestyrelsen tog det bare helt roligt. De havde set det komme igennem noget tid, og vi lavede nogle ændringer i arbejdsgangene, og jeg holdt mig væk fra arbejdet i 14 dage.

Fandt du ud af, hvad det handlede om?

– Jeg havde haft så mange svære år med skilsmisse, opstart af Rudolph Care og økonomiske udfordringer, og nu var det hele pludselig godt, og så kom reaktionen. Man kan sammenligne det med det, som mange oplever, nemlig, at man bliver syg, når man endelig holder ferie efter en lang og alt for travl periode. Pludselig giver man slip og lytter til sin krop, og så reagerer den.

Hvad har du lært af det?

– Jeg er blevet bevidst om min egen styrke og stædighed, men jeg er også blevet bevidst om nogle grænser. Jeg kender signalerne nu. Når jeg kommer for tæt på grænserne, skal jeg lige stoppe op og lægge en ny plan. Med alderen er jeg blevet bedre til at tage styringen på mit eget liv. Mange ting opstår helt tilfældigt, og man kan let glemme at tage stilling til, hvad det egentlig er, man selv vil. Jeg er blevet meget optaget af at vælge livet i stedet for at lade livet vælge mig. Jeg er leder i Rudolph Care, men jeg er også leder i mit eget liv, og det er jeg blevet bedre til at huske på.