Ane Halsboe-Jørgensen: "Det kan være ensomt, og det kan jeg også selv mærke i min familie”

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Havremarken i Fjerritslev, hvor min mor og far stadig bor i mit barndomshjem, som er en helt klassisk parcelhusudstykning for enden af vejen. Her kunne man lave hinkeruder og sjippe. Det var en tryg barndom med stor frihed. Og et meget åbent hjem hvor der ofte var et rend af folk. Naboer, kolleger, venner og mennesker, som min mor og far var frivilligt engageret med; svømmeklubbens bestyrelse og de lokale bloddonorer. Alt og alle! Vi tre børn kunne altid hive nogen med hjem, og set i bakspejlet har mine forældre aldrig vidst hvor mange tallerkner, der skulle på bordet til aftensmad, men det flaskede sig altid."

"Det var også et engageret hjem, hvor det eneste, man ikke måtte være, var ligeglad. Jeg voksede op med den grundværdi, at hvis noget skulle være anderledes, måtte jeg selv ændre det. Som barn så jeg, hvordan mange af mine kammerater ikke fik en fair chance, for der var stor forskel på os børn. Jeg kom fra et hjem, hvor jeg kunne få hjælp til lektier, hvor Aalborg Stiftstidende lå på spisebordet, og hvor vi diskuterede politik, samfundet og livet generelt. Nogle af mine kammerater havde i langt højere grad ansvar derhjemme for deres mindre søskende, og der ikke var nogen, der læste højt eller hjalp med lektierne eller løftede børnenes blik mod verden. Den største uretfærdighed er, når dine muligheder i livet defineres af andre i barndommen."

LÆS OGSÅ: Mette Horn: ”Jeg øver mig på at lade være med at tale mig selv ned”

"Jeg var et meget glad og aktivt barn, men også typen, der altid kastede mig ud i ting. Da min højskolelærer holdt en afsluttende tale til hver af sine elever, sagde han til mig: ”Du behøver ikke tage enhver opgave på dig. Det er ikke alt sammen dit ansvar”. Det passer nok meget godt, men samtidig er jeg også en doven livsnyder. Også dengang. Lektierne lavede jeg for at få dem afleveret, jeg sad ikke og nørdede over dem hele natten, og mit værelse rodede. Jeg skulle jo nå så meget andet sjovt. Sådan er det stadig. I går spillede jeg for eksempel ballon på stuegulvet i stedet for at tage opvasken. Hvis jeg kun kan nå én ting, vælger jeg som regel den, der giver mest livsglæde."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg valgte med hjertet. Det var egentlig ikke meningen, at politik skulle være en levevej, men jeg blev politisk aktiv hjemme i Fjerritslev som 14-årig, og hvorfor er det lige, at en 14-årig folkeskoleelev synes, at politik og samfundet generelt er så spændende? Det var der mange af mine venner, der ikke forstod. Da jeg kom med i DSU, føltes det som om, der havde siddet én af os i hver klasse, og nu samledes vi her som et fællesskab af unge, der godt kan lide at diskutere miljøpolitik om dagen og drikke øl om aftenen. Jeg blev simpelthen suget ind i det. Jeg spillede rigtig meget håndbold, men da der på et tidspunkt sprang et korsbånd i knæet, fik jeg ekstra meget tid til politisk arbejde. Det var dog stadig ikke noget, jeg tænkte på som en levevej."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har min mand. Det er en stående joke i min familie, at min mormor er synsk. Jeg havde været til et DSU-arrangement i Esbjerg, hvor vi havde diskuteret EU-politik en hel weekend – ja, velkommen til min nørdede ungdom – og da jeg kom hjem, sad min mormor hjemme hos mine forældre. Inden jeg havde sat kufferten fra mig, sagde hun: ”Nå, du har nok mødt en sød socialdemokrat i Esbjerg”. Det var Peter, og vi har været sammen i 20 år nu. Der er en stor styrke i at have en fælles passion, og i de 20 år, der er gået, kan jeg se, at politik har været en stærk lim mellem os. Vi løber jo aldrig tør for noget at tale om. Jeg var 19 år, da vi blev kærester, og som min mormor siger, så burde vi regne i halv tid, så vi reelt set kun har været samme i 10 år, for vi sidder ikke lårene af hinanden. At vi har været sammen så længe, har heller ikke begrænset os i at opleve verden hver især."

Dit livs omvej?

"Da jeg var 24 år, flyttede jeg til New York for at arbejde på den danske FN-ambassade, og der levede jeg virkelig livet. Det var sjovt. Jeg flyttede dertil med nogle andre praktikanter, og ingen af os havde en omgangskreds derovre eller noget, der trak i os hjemme på de små lejede New Yorker-værelser, så vi arbejdede en masse og udforskede byen sammen. Vi boede i en smeltedigel af kulturer i en by, der aldrig sover. Jeg ved godt, det er en kliché, men det er sandt, og jeg var en svamp, der sugede til mig af oplevelser. Politisk gjorde det mig dog også meget sikker på, at vi i Danmark har den rigtige samfundsmodel. Vi har tillid til vores institutioner og mellem mennesker."

LÆS OGSÅ: Lone Kühlmann: "Det var et meget hårdt slag for min selvfølelse"

"Vi bor i et land, hvor du ikke bliver spurgt efter dine forsikringspapirer i ambulancen og bliver sat af, hvis du ikke har nogen. Det oplevede jeg faktisk selv derovre. Tænk at et menneske, som har brug for hjælp, behandles sådan. Hvad er det for et samfund? Det fik i hvert fald det, jeg havde oplevet som barn i Fjerritslev til at virke som det rene vand. I Danmark tillader vi ikke folk at gå i hundene. I USA prioriterer man frihed – også friheden til at gå i hundene."

"På den tur til New York fik jeg luft under vingerne, og jeg fik dækket mit behov for at se verden, men det var også det, der gjorde, at jeg stillede op til Folketinget, da jeg kom hjem. Jeg skulle kæmpe mod seks mænd om den ledige post som lokal kandidat for Socialdemokratiet i mit område. Jeg vandt efter seks måneder og har haft posten i 15 år nu."

Hvornår har du stået ved en korsvej?

"Det største valg skulle jeg træffe, da mit ophold i New York var slut. Om det var Folketinget eller noget andet, jeg skulle. Det føltes stort og grundlæggende. Sådanne kredse bliver ikke ledige så tit – jeg har selv siddet der i 15 år nu – men var det det liv, jeg ville? At være folketingsmedlem bliver meget definerende for dit liv. Det er ikke et 9-16 job. Men politik trak i mig – især efter USA, selvom der også er masser af årsager til ikke at blive politiker. Alt hvad du gør, bliver målt og vejet af det offentlige blik. Det er hårdt, for du kan ryge ud fra den ene dag til den anden, og du ved aldrig hvor længe, du har dit job. Det må aldrig blive halvhjertet, og derfor kræver det også meget af dig."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Fint nok. Folk er søde. Jeg har haft sådan en dag i dag, hvor jeg har været meget ude, og hvor mange beder om et foto, eller om jeg vil skrive i en bog. Men det er også tab af frihed, som jeg først nu er ved at vænne mig til. Jeg har siddet ti år i Folketinget, men at være minister er noget helt andet i forhold til at blive genkendt. Jeg er sjældent anonym længere, hverken i Netto, på festivaler eller når jeg er i svømmehallen med mine børn. Det er en præmis, for i Danmark har vi et åbent demokrati, det betyder, at jeg skal være tilgængelig som politiker, og det er meget sjældent, at jeg siger: ”Jeg er ikke lige på arbejde.” Men selvom jeg synes, det er det værd, så er det et tab af frihed. Det bliver sat på spidsen i sammenhænge, jeg opfatter som private. For eksempel stod jeg midt i en ølbowlingturnering med min bror og hans venner på Roskilde festival, da jeg pludselig så et TV2-kamera bag mig. Der gik jeg hen og sagde: ”Det er ikke lige nu.”"

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Min mormor er både kærlig og omsorgsfuld. Hun er fra en generation, hvor det ikke var givet, at man som kvinde kunne få uddannelse, arbejde og blive et selvstændigt individ. Men min mormor blev pædagog, og hun har stadig et stærkt blik for børn, selv om hun i dag er langt over 80. Hun er livsklog og hjertevarm, og så har hun lært mig om gamle dyder. I gamle dage var man der for hinanden, for ellers hang intet sammen. I dag lukker vi vores dør og prøver at få tingene til at gå op selv. Det kan være ensomt, og det kan jeg også selv mærke i min familie, selv om vi har både farmor og faster, som lige kan komme forbi."

"At være børnefamilie i dag er noget, man er mere alene om, og der mener jeg, vi kan være mere for hinanden. Jeg er jo selv vokset op på Havremarken, hvor der var mennesker i nærheden, folk hjalp hinanden, og der var fysiske huller i alle ligusterhækkene, som børnene kunne løbe gennem. Det behøver ikke kun at være på den vej, man bor. Det er alle steder, man kan træde til, hvis nogen har brug for det. Se Krøniken for dig, hvor børnene leger på bagtrappen, og alle kigger efter hinandens børn. ”It takes a village to raise a child”, som man siger."

LÆS OGSÅ: Sofie Jama brugte helt særlig datingstrategi: "Nogle blev skræmte, mens andre syntes, at det var spændende"

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, da der kom et tidspunkt, hvor min mand og jeg gerne ville stifte familie men ikke kunne. Jeg var 28 år, og det tog de næste fire år, før jeg endelig blev gravid. I den periode havde jeg svært ved at finde ud af, hvem jeg var, hvis jeg ikke skulle være mor. Du er helt inde og røre ved, hvem du er som menneske, og faktisk synes jeg, at miste vejgrebet er et ret godt billede på det. Jeg kunne godt passe mit arbejde i den periode, og faktisk tror jeg, at jeg arbejdede mig ud af det. I den slags situationer går jeg også i kirke. For mig er det at tro en følelse af, at jeg ikke er helt alene i verden. Da jeg endelig blev gravid, mærkede jeg igen en kæmpe kærlighed til livet og til min lille søn, der var på vej. I dag er Knud seks år, og Anna er fire år."

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

"Ret basalt er det at være børnefamilie et maraton i logistik. Kommandovejen er nok lidt af en krusedulle og den af os, der har båndbredden, får det til at hænge sammen. Lige for tiden er det primært min mand, der sørger for mad på bordet, mens jeg vasker ungernes tøj og sørger for, at de kommer i bad og får vasket hår. Vi er fælles om det, men der er iblandet et element af kaos. For at jeg ikke skal pendle mellem Christiansborg og Nordjylland, har vi valgt at bo på en hyggelig vej på Amager. Jeg vil gerne kunne nå hjem og putte mine børn."