#aldrigdinskyld
Foto: Sofie Hviid Anne Birgitte Stürup er en af landets mest erfarne anklagere. I alle hendes mange voldtægtssager har hun aldrig oplevet en mand, der indrømmede sin skyld.

#aldrigdinskyld

Anklager: Du er nødt til at tænke på den anklagede som din egen søn

Kun et fåtal af voldtægter ender med en domfældelse. Men problemet ligger ikke i retssystemet, mener en af landets mest garvede anklagere Anne Birgitte Stürup.

Langt de fleste voldtægtsager når aldrig til Anne Birgitte Stürups bord. Som anklager beskæftiger hun sig nemlig kun med de sager, der har en god chance for at ende med en domfældelse. Og problemet i mange sager er, at der ikke er beviser nok til at få voldtægtsmanden dømt. Selvom det lyder uretfærdigt og forkert, at mange voldtægtsmænd går fri, kan det ikke være anderledes med vores retssystem, forklarer Anne Birgitte Stürup:

- Rigtig mange kvinder anmelder ikke voldtægten, fordi de kender gerningsmanden. De tænker, at de ikke vil blive troet, men sådan er det aldrig. I virkeligheden burde de sige, at retssystemet ikke kan løfte bevisbyrden. Hvis det udelukkende er påstand mod påstand, så bliver manden nemlig ikke dømt, og det skal han heller ikke. Man er nødt til at erstatte ham med vores egen søn eller kæreste og se, hvordan vi så tænker. Vi er jo ikke interesserede i at gøre mændene retsløse – og vi kan ikke dømme en mand udelukkende, fordi en kvinde siger, han har voldtaget hende. Der skal altid være beviser.

Anne Birgitte Stürup er en af de anklagere, der har haft flest voldtægtssager for retten herhjemme. Hovedparten af sagerne er endt med en dom. Men der er masser af tilfælde, hvor kvinden efter al sandsynlighed er blevet voldtaget, som de må opgive at forfølge. Og her er det vigtigt for hende at understrege, at det aldrig betyder, at man ikke tror på kvinden.

- Vores forpligtelse som anklagemyndighed er kun at rejse de sager, hvor vi mener, at vi har det fornødne bevis. Kvinden får det kun værre af at blive trukket igennem en sag, der ender med en frifindelse.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt

Kastration er godt bevis
En af de sager, Anne Birgitte Stürup stadig husker helt tydeligt, fik en meget ubehagelig udgang for manden. Den kvinde, han forsøgte at voldtage, fik fat i hans penis, og drejede den rundt indtil han besvimede af smerte – og det viste sig senere, at hun havde kastreret ham. I den slags sager taler beviserne sit klare sprog, og det er langt nemmere at få manden dømt, hvis der er fysiske mærker på modstand som blå mærker på armene eller rifter i skeden. Selvom gerningsmanden altid forsøger at bortforklare de fysiske mærker med, at de blot har dyrket hård sex, holder den påstand sjældent i retten.

For nylig havde Stürup en sag, hvor kvinden efter voldtægten var løbet ud af lejligheden nøgen og desperat råbt efter hjælp. Den slags beviser er til at tage og føle på – og det bliver svært for forsvaret at så tvivl om mandens skyld.

Ord mod ord
Problemet er alle de sager, hvor kvinden og manden kender hinanden. Måske har de været kærester eller har kysset til en fest. Så ender de i en situation, hvor de er alene, og der opstår uenighed om, hvorvidt de skal have sex. Kvinden siger måske fra, uden at manden respekterer hendes nej, men hvis der ikke er direkte beviser på, at hun ikke ville, bliver det svært at overbevise en dommer om, at han er skyldig.

- Hvis hun inviterer en mand til at sove i sin seng, betyder det ikke, at han har ret til at regne med sex. Men hun skal være meget tydelig i sin afvisning. Vi tror altid på, hvad kvinden siger, men vi er også nødt til at stille spørgsmål til, om de eksempelvis har siddet og kysset. Vi skal kunne bevise, at han vidste, at samlejet var mod hendes vilje. Jo tættere man har været på gerningsmanden, jo mere klart skal det nej være.

Selvom aktiv og voldsom modstand er den bedste måde at sikre beviser, er det langt fra så enkelt, at man bare skal råde alle kvinder til at gå i kødet på en voldtægtsmand. Vi ved nemlig aldrig, hvordan vi vil reagere og i mange sager, er vi ikke selv herre over vores reaktioner, fordi vi går i chok. Desuden risikerer vi langt værre udfald, forklarer Stürup:

- Man tør ikke sige, at alle skal gøre modstand. Hvis politi eller jeg anbefalede det, så ender kvinden måske som drabsoffer – det er vi jo heller ikke interesserede i.

LÆS OGSÅ: "Jeg var bare en tom skal"

Fokus på falske anklager er noget fis
Et af de emner, der dukker op, hver gang medierne skriver om voldtægt, er de falske anklager. I december fremsatte Justitsminister Søren Pind (V) også et forslag, der skal skærpe straffen for falske anklager i voldtægtssager. Men det fokus er fuldstændig misforstået, mener Anne Birgitte Stürup, der er rigtig træt af påstanden om falske anklager.

- Falske voldtægter findes, og det er rigtig ærgerligt, at der er mænd og kvinder, som indimellem har det behov. Men det er ikke en problemstilling, der bør fylde noget i debatten. Domstolene kan sagtens administrere det. Når man lægger så meget vægt på falske anmeldelser i debatten, er det som at sige, at de fylder meget – og det er det rene fis. Jeg synes, at man skal lade være med at blande falske anklager ind i debatten om voldtægt.

At falske anklager bliver ved med at dukke op, handler ifølge Stürup om, at det er mandens eneste forsvar i sager, hvor offer og gerningsmænd kender hinanden. Hvis der ikke er tvivl om, at de har haft samleje, har forsvarsadvokaten ikke andre mulige taktikker end at påberåbe en falsk anklage. I Anne Birgitte Stürups 40 år lange karriere, har hun endnu ikke hørt en voldtægtsmand, der indrømmede forbrydelsen – og det er der en god grund til:

- Det er flovt for en mand at indrømme en voldtægt, så det sker aldrig. Hvis han indrømmer, skal han også indrømme det overfor sine omgivelse som sin mor og sin kæreste. Så er det nemmere at holde fast i, at han er blevet falsk anklaget.

LÆS OGSÅ: "Jeg kunne ikke holde ud, nogen kiggede på mig"

LÆS OGSÅ: Hvordan fortæller man om et overgreb, hvis man ikke forstår det?

LÆS OGSÅ: Overgrebet ingen tog seriøst

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund