Anklageren i Ubådssagen: "Der var dage, hvor jeg var trist og ked af det, når jeg kom hjem"

”Som at stirre lige ind i helvedes forgård – den sorteste ondskab.” Sådan lød overskriften – oversat til dansk – på en artikel, som den svenske journalist Joakim Palmkvist skrev den 7. oktober 2017 i avisen Sydsvenskan om den såkaldte Ubådssag. Sagen om opfinderen Peter Madsen, der den 25. september 2018 blev idømt fængsel på livstid i Østre Landsret for drabet på den 30-årige svenske journalist Kim Wall om bord på ubåden UC3 Nautilus. Overskriften i avisen fik dengang sagens anklager, Jakob Buch-Jepsen, til at tænke over, om rendyrket ondskab egentlig findes. Og hvis nogen ved det, så må det være ham. Han har arbejdet i anklagemyndigheden i 17,5 år, de sidste mange år i afdelingen for personfarlig kriminalitet, hvor de mest alvorlige straffesager om f.eks. drab, seksualforbrydelser og terrorsager behandles. Han har set de mest hjerteskærende billeder, læst grusomme gerningsbeskrivelser, og har kigget potentielle og dømte gerningsmænd lige i øjnene. Og ja, rendyrket ondskab findes, siger han.

– Men det er heldigvis i et fåtal af sagerne, at der er begået så bestialske og meningsløse handlinger, at man kan tale om rendyrket ondskab. Typisk er det nogle specielle personligheder, som er helt blottet for empati over for andre mennesker, og typisk er det mennesker, der er personlighedsafvigende på den ene eller anden måde. De sager, hvor jeg har mødt ondskaben, har ofte været de sager, hvor der har været en anbefaling om forvaring af gerningsmanden. Men ikke altid. Jeg har også mødt det i almindelige straffesager, men det er stadig i et fåtal af sagerne. Når man står der som anklager, kigger man de tiltalte i øjnene og leder efter svar på, hvorfor de har gjort det, de er tiltalt for. Forsøger at forstå det uforståelige. Og ofte, når man kommer ind bag facaden, er der en række begrundelser for, hvorfor de har gjort, som de har gjort. Det er virkelig et fåtal, der er helt uforstående over for andres følelser, men der findes mennesker, der er fuldstændig behovsstyrede. Det kan være i sager om seksualkrænkelser, hvor krænkeren helt og aldeles tilsidesætter den krænkede til fordel for sine egne behov.

Jakob Buch-Jepsen sidder i et hjørnekontor i advokatfirmaet Koch/Christensen. Der er udsigt til den smukke Sankt Annæ Plads, og alt ånder fred og ro. Jakob har taget et års orlov fra anklagemyndigheden, og han har søgt om et års orlov mere. Han arbejder i dag som bl.a. forsvarer, bistandsadvokat og med civile og erhvervsretlige sager, og så har han brugt en del tid på at skrive bogen ”Jeg som anklager – Drabet i ubåden og andre sager fra den mørke side” sammen med journalist og forfatter Stine Bolther. I bogen lukker han op for mange af de tanker og følelser, der hørte med til at være ”anklageren fra ubådssagen”. Ham, som dag efter dag udtalte sig meget alvorligt, seriøst og afmålt om de af sagens aspekter, som han måtte og kunne udtale sig om til pressen. En mand, der med sine 196 centimeter virkede nærmest frygtindgydende og uden følelser. Dengang. Sådan fremstår han ikke i dag her på kontoret. Den lange krop er foldet ned i mødestolen, han skænker kaffe og taler dæmpet og langsomt. Overvejer alle sine ord. Lader følelserne få plads og vil gerne fortælle om de personlige omkostninger og op- og nedture, der er forbundet med et job som hård hund i anklagemyndigheden. Og om, hvordan man bevarer sig selv og troen på alt det gode og kærlige i livet, selvom man arbejder i det, som den svenske journalist kaldte ”helvedes forgård”.

Min personlige historie

Jakob voksede op dør om dør med de danske statsskove. Hans far var statsskovrider, og fra Jakob var otte år, boede familien – mor, far og to storesøstre – i en årrække i tjenesteboligen Arresødal ved Frederiksværk. Skov og vand har altid betydet meget for Jakob, og det er også derfor, han og hans svenske kone og tre børn i dag bor tæt på vandet og naturen i Malmø. Jakobs mor var uddannet tøjdesigner, men det meste af Jakobs barndom gik hun hjemme og passede børnene.

– Mine forældre var meget forskellige. Min far kommer fra en landbrugsfamilie, hvor man gav hånd og ikke kram, når man hilste på. Han var stabiliteten i min barndom, og han har altid været meget vigtig for mig, men det er især min mor, jeg husker som den kærlige og omsorgsfulde. Det var hende, der stod for den franske, finere madlavning, og det var hende, der tændte stearinlys og satte blomster på bordet. Det er noget, jeg forsøger at give videre til mine egne børn. Det her med at have friske blomster i hjemmet, tænde lys og kramme. Jeg har simpelthen nogle nusse-gøjer af nogle børn, og for mig er det utrolig vigtigt ikke at være bange for at vise kærlighed. Min mor døde i 2010 af lungesygdommen KOL. Jeg elskede hende meget højt, og hun har betydet utrolig meget for mig, selvom hun i perioder havde det meget svært.

LÆS OGSÅ: Molly Blixt Egelind: "Når nogen, man elsker, er nede under gulvbrædderne, så tilsidesætter man sig selv"

Han hiver telefonen frem og finder et billede af fire gamle fotografier. Sort-hvide modelagtige billeder af moren og Jakobs to søstre.

– Min mor blev maniodepressiv, efter jeg blev født, og i hendes mørke perioder var jeg mere sammen med min far, men det er vigtigt for mig at sige, at hun også var utrolig succesfuld, smuk og kærlig, og at mange af mine værdier stammer fra hende.

Allerede i folkeskolen og gymnasiet var Jakob meget samfundsinteresseret, og han overvejede, om han skulle kaste sig over journalistik eller jura. Han valgte juraen, og i 2001 begyndte han som advokatfuldmægtig på et kontor, hvor han udelukkende beskæftigede sig med civile sager. Det blev ret hurtigt lidt for kedeligt, og inspireret af en studiekammerat søgte han ind i anklagemyndigheden.

Hvorfor valgte du den side og ikke jobbet som forsvarer?

– Helt lavpraktisk fordi der var større muligheder for at komme ind i anklagemyndigheden end for at starte helt grøn som forsvarer.

Så det var ikke fordi, du ikke kunne forsvare en, der havde gjort noget forfærdeligt?

– Nej, og jeg har altid haft en anerkendelse af det demokratiske retssamfund, hvor man har ret til en forsvarer, som man selv vælger, og hvor man kun skal dømmes, hvis anklagemyndigheden uden rimelig tvivl har løftet bevisbyrden for, at der er sket noget kriminelt. Vi har det helt grundlæggende princip i Danmark, at vi hellere vil lade ti skyldige gå fri end at dømme én uskyldig, og det er jeg helt enig i.

Hvorfor har du valgt at skrive en bog om din tid som anklager?

– Fordi jeg netop har været præget af troen på det demokratiske retssamfund, og fordi jeg føler, at jeg har kunnet bidrage med noget ved at arbejde for retfærdighed. Jeg har haft rigtig, rigtig mange forskelligartede sager, som har betydet meget for de involverede, og jeg ved, at kriminalsager er noget, der optager mange borgere i Danmark. Jeg synes, at vi, der arbejder med rets- og kriminalstoffet, skal oplyse om det inden for tavshedspligtens grænser. Ikke for at det skal udvikle sig til underholdning, men for at give en indsigt i, hvordan vores retssystem fungerer. Samtidig vil jeg gerne give et indblik i dele af min personlige historie, for at man kan få en forståelse for, hvordan det er at arbejde som anklager, og hvordan den type arbejde også på det private plan kan have en pris. Jeg siger ikke, at jeg har det endegyldige svar på, hvordan man kan arbejde med de her tunge sager og samtidig bevare troen, håbet og kærligheden og til stadighed kunne se det fine i livet og i det små ting. Men jeg kan fortælle, hvordan jeg selv har gjort. Hvordan jeg har prøvet at bevare mine empatiske sider.

Hvordan har du undgået at blive kold og rå?

– Blandt andet ved selvbestaltet samtaleterapi, som jeg kalder det, med kollegaer inden for anklagemyndigheden og politiet. Jeg ved ikke, om det lyder for højtravende, men det er noget med mental selvtræning og mental robusthed, som man får gennem sine erfaringer. Som anklager så jeg rigtig mange grimme, triste sager, mange forurettede, rigtig grimme billeder, masser af sager med børneporno, og hvis du hver eneste gang, du får en sådan sag, lader dig påvirke for meget på det personlige plan, så er det svært at overleve i en længere årrække i et sådant arbejde. Det handler ikke om, at man skal blive følelseskold, men det handler om, at man formår at få det lagt ned sin professionelle skrivebordsskuffe. At man ikke tager det med hjem. I hvert fald ikke hver eneste dag. Jeg har også altid sørget for at få renset hovedet, og det gør jeg rigtig godt på mine løbeture, som jeg holder meget af. Løb er godt, for det kan man selv styre, man er ikke afhængig af andre, og man kan tage en kort tur, hvis det er det eneste, man har tid til.

En udfordrende sag

Nu har du valgt at tage orlov et par år, skyldes det mængden af tunge sager?

– Der er da ingen tvivl om, at på et eller andet tidspunkt kan man godt lige bruge en pause. Og det er da helt sikkert det, der også har indgået i min beslutning om at prøve noget andet. Men det er ikke kun derfor. Jeg har også haft et ønske om at afprøve nogle andre arbejdsområder, og så har jeg i høj grad haft lyst til at afprøve rollen som advokat, hvor man kan opnå det fortrolige rum med sin klient. Hvor man kommer ind bag facaden på det menneske, man repræsenterer.

LÆS OGSÅ: Mariam Jalabi: "Min datter taber ikke ved, at jeg er passioneret omkring en sag"

I bogen danner Ubådssagen en ramme om Jakobs arbejdsliv, og man hører om alle sagens faser. Det var hans sidste sag som anklager, inden han tog orlov, og sagen trak store veksler på både Jakob og familien.

Hvad var rent menneskeligt det sværeste i Ubådssagen?

– Det var nok skiftet fra at håndtere de ting, jeg så, læste og hørte i sagen, og så til at komme hjem og være familiefar. Det var helt klart en udfordring at sørge for, at det ikke påvirkede mit privatliv for meget.

Hvordan påvirkede sagen dig og din familie?

– Jeg havde en række andre arbejdsopgaver samtidig også, jeg var bl.a. fungerende advokaturchef i en periode, så der var meget arbejde og mange sene aftener. Og der er ingen tvivl om, at når man har travlt og er træt og så samtidig er involveret i så voldsom en sag som Ubådssagen, så kan det være svært at være glad og optimistisk. Jeg bestræbte mig på, at sagen skulle påvirke min kone og mine børn mindst muligt, men til fulde lykkedes jeg jo nok ikke med det…

Han holder en lang pause.

– Så ja, der var da både dage, hvor jeg var trist og ked af det, når jeg kom hjem, og tidspunkter, hvor det var svært at finde tid og ro til at få den søvn, jeg skulle have.

Er det den hårdeste sag, du har haft?

Lang pause igen.

– Øh… det er jo et meget bredt spørgsmål… mener du følelsesmæssigt eller arbejdsmæssigt?

Jeg mener følelsesmæssigt?

– Jeg vil kalde den en af de mest udfordrende sager, jeg har haft. Ikke så meget juridisk, men mere håndteringen af sagen. Og rent følelsesmæssigt fyldte sagen rigtig meget på grund af sin atypiske karakter og det store pres, der bl.a. var fra mediernes side. Det var også lidt specielt for mig, at sagen fyldte så meget både i Danmark og Sverige, hvor jeg bor. Jeg havde perioder, hvor jeg ikke kunne bevæge mig nogen steder, uden at jeg stødte på folk, der ville tale om sagen. Det gør mig normalt ikke noget, jeg vil gerne tale om mit arbejde og om, hvordan jeg har det, men det fyldte bare rigtig, rigtig meget eller nærmest ALT i en periode. Og op mod dommen var forventningspresset så stort, at det næsten fysisk var til at tage og føle på. Både i Danmark og i Sverige.

Hvordan var det?

– Jeg ved ikke, om man kan sige, at det var hårdt – det er nok ikke det rigtige ord – men jeg kunne mærke presset. Virkelig.

I sin procedure den 23. april 2018 anbefalede Jakob, at Peter Madsen skulle spærres inde på ubestemt tid – enten ved fængsel på livstid eller ved forvaring. Domstolen valgte at følge anklagemyndighedens anbefaling og idømte fængsel på livstid. Ved fastsættelsen af straffen lagde retten lagt vægt på, at ”der var tale om et kynisk og planlagt seksuelt overgreb og drab af særdeles brutal karakter på en tilfældig kvinde, der i forbindelse med sit journalistiske arbejde havde taget imod et tilbud om en sejltur i tiltaltes ubåd”.

– Sagen var speciel og unik på mange punkter, men i bund og grund var såvel efterforskningen som anklagemyndighedens håndtering som i enhver anden drabssag. Jeg er meget tilfreds med udfaldet af sagen, og jeg er rigtig tilfreds med, at retten anerkendte det som strafskærpende, at der var tale om en journalist, der var på arbejde.

Da dommen blev afsagt, boblede alt inden i Jakob, og han måtte knibe sig i låret for at bevare et neutralt, professionelt ansigtsudtryk.

– Når man har arbejdet så længe og intenst med en sag, er det klart, at det er en forløsning, når der kommer en domfældelse. Jeg havde et indgående kendskab til beviserne i sagen, jeg syntes, at sagen stod stærkt, og jeg var tilfreds med dens afvikling i retten, så jeg havde egentlig en ret god fornemmelse af, hvordan det ville gå. Men når man så, som det sidste i sagen, hører forsvarerens procedure, kan man godt spørge sig selv, om man nu har fået det hele med? Om der er noget, man har overset? Forsvareren gjorde det glimrende i sine afsluttende bemærkninger, og hvis opfinderen var blevet dømt på sin egen forklaring, var han blevet dømt for usømmelig omgang med lig, som har en straffe-ramme på op til seks måneder fængsel…

Lydfølsom om natten

Jakob har tre børn på 8, 13 og 15 år. Netop fordi Ubådssagen var ekstremt omtalt også i Sverige, var det nødvendigt at håndtere deres tanker og følelser. Men hvordan taler man med sine børn om noget så mørkt og skræmmende?

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Jeg er indædt modstander af, at udseendet skal fylde for meget"

– Nu er der jo en vis aldersforskel på dem, og jeg kunne sige mere til den ældste end til den yngste. Men i bund og grund bestræbte jeg mig på kun at fortælle det, de også kunne udlede af medierne. Jeg havde en tavshedspligt, som skulle overholdes, og jeg syntes ikke, der var nogen grund til at bebyrde dem med alle ulyksalighederne i sagen eller for den sags skyld at skræmme dem og gøre dem kede af det. Men de talte jo om det i skolen, og jeg så på et tidspunkt, at en netavis ligefrem anbefalede folk at tale om Ubådssagen derhjemme, fordi der stod så meget om den alle steder. Så selvfølgelig talte vi om sagen derhjemme, men jeg talte ikke om de grove detaljer. Børn skal være børn og behøver ikke at få sådan nogle ting i detaljer.

Bliver man som far mere bekymret for sine egne børn, når man har så meget indsigt i kriminalsager, som du har haft?

– Med min indsigt ved jeg, at såvel Malmø som København normalt er trygge steder at færdes. Risikoen for at blive udsat for en trafikulykke er større end for at blive udsat for et spontant og tilfældigt overfald. Når man læser om skyderier i København eller Malmø, kan nogle mennesker godt blive bange, men det foregår jo typisk imellem kriminelle grupperinger eller enkeltpersoner. Men det er klart, at der er nogle helt grundlæggende regler for, hvordan man opfører sig, og hvordan man bevæger sig rundt i gaderne og på nettet, men det tror jeg, at alle forældre er opmærksomme på at fortælle deres børn. Jeg tror på frihed under ansvar, og jeg stoler på, at mine børn følger de råd, jeg har givet dem.

Du og din familie har været udsat for trusler, og I har i perioder haft en overfaldsalarm derhjemme, hvordan var det?

– Jeg har haft nogle sager, hvor trusselsbilledet har været sådan, at det har været nødvendigt, ja. Og det er klart, at det er noget, der påvirker en ekstra meget, fordi det bliver så tydeligt, at ens arbejde virkelig kan have nogle mulige konsekvenser for familien. Og bare det at HAVE alarmen er jo en konsekvens i sig selv. En konsekvens, som kræver, at man får talt med sin familie om det og får fortalt børnene, hvordan de skal forholde sig til personer uden for huset. Og det er selvfølgelig ikke rart. Men vi har levet med det, og vi lærte at håndtere det.

Hvordan påvirkede det dig selv helt konkret?

– Jeg har da haft nogle nætter med søvnløshed og uro, for man bliver lidt mere lydfølsom om natten i de perioder, hvor man ved, at der er en mere eller mindre konkret trussel. Men somme tider skyldtes det nok også bare arbejdspresset, og at jeg kom for sent i seng.

I hvilket omfang har du brugt din kone som sparringspartner?

– Mine bedste sparringspartnere har været efterforskere og anklagerkollegaer. Man bruger hinanden rigtig meget til at få talt om tingene, fordi der er en forståelse for, hvordan det er at arbejde med sådan nogle sager. Jeg har ikke ønsket at bebyrde min kone med alt for mange triste detaljer, men det er klart, at jeg somme tider har haft behov for at vende ting med hende.

Når du f.eks. har været ked af noget?

– Ja.

Du tog på et tidspunkt din kone med i retten i forbindelse med Ubådssagen – hvorfor det?

– Vi arbejder i to meget forskellige brancher, og vi er vokset op i to forskellige lande, så for at vi ikke skal leve alt for adskilte liv, og for at mit arbejde ikke skal blive alt for fjernt for hende, har jeg somme tider haft hende med i retten. Ubådssagen fyldte så meget mere i mit privatliv, end de fleste andre sager har gjort, så jeg syntes, at det var vigtigt, at hun kom med ind og overhørte et retsmøde for at få en fornemmelse af sagen.

Har dit job været prisen værd – søvnløse nætter, overfaldsalarm og så videre?

– Jeg lever AF mit arbejde, men jeg lever FOR min familie. Det er vigtigt at understrege. Men når det er sagt, vil jeg også sige, at mit arbejde betyder rigtig meget for mig, og jeg synes, at det at arbejde for ordentlighed og retfærdighed har været prisen værd.