Annika Fauli: Do not disturb!

Vi havde forleden en bekendt på besøg. Hun fortalte om deres bolig og om, hvordan hendes mand har fået sit eget kontor, fordi han ”virkelig har behov for at kunne trække sig en gang imellem”. Min misundelse ville ingen ende tage. Sit eget værelse! Jeg smagte på det og indrettede med det samme mit eget værelse inde i hovedet. Stort skrivebord, sofa med en blød plaid og så min yogamåtte, som jeg ikke behøver at rulle sammen. Den kunne bare ligge der hele tiden, og jeg kunne hoppe på den når som helst. Okay, det er ikke sikkert, jeg ville gøre det, men bare det at have muligheden for det, ville være helt ubeskriveligt.

Men ak, det er desværre fuldstændig urealistisk. Vi har ikke pladsen til det. For syv år siden flyttede jeg nemlig ind hos en mand med tre børn, og med vores to fælles børn er plads nu en mangelvare. Så lige at bede om mit eget værelse er ikke første punkt på dagsordenen. Men når jeg hører om en, der har sit eget værelse, er det eneste, jeg helt barnagtigt tænker: Jeg vil også ha’!

Jeg har brug for at være alene. Det har taget noget tid at erkende, for jeg ser egentlig mig selv som en ret social person. Men jeg vil gå så langt som at sige, at det er nødvendigt, at jeg får lov til at være alene. Jeg har brug for at være væk fra min mand nogle gange. Jeg har brug for at være væk fra hans børn. Og nu, hvor jeg har to små piger, må jeg erkende, at jeg faktisk også har brug for at være væk fra dem en gang imellem.

LÆS OGSÅ: Er du et "vi" eller et "jeg"?

Så. Nu sagde jeg det højt. Det er bare lidt svært at komme til at være alene. I hvert fald når vi nu bor ufatteligt mange mennesker i et virkeligt lille hus. For jeg har jo ikke mit eget værelse. Selvfølgelig har alle børnene hver deres værelse, for det har børn jo. Jeg mener, det skal de da have, for det har alle de andre børn jo også. Og så kan de gå ind på deres værelser, når de har brug for at lukke døren. Jeg kender faktisk ikke ret mange voksne, som har deres eget værelse. Måske er der et gammelt ”herreværelse”, som nu selvfølgelig er lavet om til et legerum, men har man nogensinde hørt om et ”kvindeværelse”? Køkkenet måske? Fnys! Næ, jeg taler om MIT eget værelse, hvor der er adgang forbudt for alle andre end mig. Ikke at der skal ske noget skummelt eller mystisk. Jeg vil bare have mulighed for at trække stikket en gang imellem og ikke være tilgængelig.

Som det er hos os nu, kan jeg trække mig tilbage til vores soveværelse. Der kan jeg så sidde på sengen som en teenager. Det er min mulighed for at være alene. Ikke så optimalt, men okay. Så ligger jeg der og ser fjernsyn eller tænker mine tanker til ende, og ingen skal vove at forstyrre mig. Efter lidt tid er jeg klar igen, og når jeg så kommer ind til resten af familien, er jeg et lidt bedre menneske. Det er faktisk først for nylig, at jeg har givet mig selv lov til at være alene – altså uden den evige dårlige samvittighed. Den dårlige samvittighed har nemlig så mange gange ødelagt min glæde ved at have et øjeblik for mig selv. Men nu er det sagt højt til familien og til jer – I skulle tage og prøve det, det kan anbefales. Do not disturb!

LÆS OGSÅ: Hvornår har du sidst datet dig selv?