Nogle gange ser folk helt bange ud, når jeg fortæller, at jeg, i en alder af 26 år, fandt en mand med tre børn. ”Hvordan klarer du dog det?” Det må da være SÅ svært at leve sammen med nogle børn, som ikke er DINE. Ej, altså, DET kunne jeg bare ikke.” Jeg skal faktisk forsvare mit valg ret ofte, og selvom det undrer mig lidt, så tænker jeg, at det må bunde i en bekymring for mit ve og vel.
Vores sammenbragte familie er jo ikke specielt atypisk. Mange par lever med dine, mine og måske vores børn, og hos os lever vi altså med dine og vores børn. Men jeg støder ofte på den. Den der bekymring med dertilhørende sammenkrøllet pande og alvorlig mine. Og nogle gange må jeg indrømme, at jeg hopper med på vognen og fortæller om alle de kameler, jeg må sluge, fordi jeg har valgt den partner, jeg har. For der er kameler, det er der ingen tvivl om. Men for det meste ender jeg med en lang forsvarstale for vores familiekonstruktion – og især for mit valg.
Efter vi har fået fælles børn, er det dog, som om der er sket noget. Noget i den måde, vi bliver opfattet på som familie. Jeg har mærket det mange gange nu, og Du skal ikke have ondt af mig Annika Lillelund Fauli om kameler og kærlighed. ”Når venner og bekendte ser, hvordan hans børn drager omsorg for vores fælles børn, så ændrer attituden sig på et splitsekund” nu har jeg fundet ud af, hvad det er. Jeg vil vove at påstå, at det er papbørnenes fortjeneste.
LÆS OGSÅ: Klumme: En gang utro, altid utro?
De er intet mindre end enestående. De har nemlig taget imod vores to ”nye” børn på en måde, som andre familier i vores situation kun kan drømme om. De var helt vildt engagerede i mine graviditeter og afsindigt kærlige og rummelige, da børnene kom til verden. Aldrig et ord om, at det var for mange børn eller antydningen af jalousi. Kun kærlighed. Kun rummelighed. Kun lykke. Og det er lige præcis der. I deres lykke over de nye børn, at jeg har mærket, hvordan accepten af vores familie er slået igennem, for når venner og bekendte ser, hvordan hans børn drager omsorg for vores fælles børn, så ændrer attituden sig på et splitsekund. Så er det pludselig meget tydeligt, hvorfor det var en god ide med vores sammenbragte familie.
Der er også sket noget inden i mig. Noget, som er kommet bag på mig. Jeg har ofte grinet lidt af det. Normalt står mor og far der med deres lille nye baby og beundrer alle afkroge og alle bevægelser. Men ikke hos os. Her stod mor og far OG tre søskende og beundrede babyen. Hans tre børn var mindst lige så begejstrede over det lille kræ, som vi var, og det kom ærligt talt bag på mig. Man kan jo ikke forvente, at andre synes, at ens børn er lige så fantastiske, som man selv synes. Men jo, det synes de her børn altså. Og helt ærligt, så er det altså virkelig svært ikke at knuselske de mennesker, som elsker ens barn så højt.
Når jeg ser min store datter i ekstase over sine store søskende, så er jeg ved at smelte, og jeg bliver så varm om hjertet, når de bliver ved med at gide hende. Deres tålmodighed kender ingen grænser, de bliver bare ved og ved med at være der for hende. Så selvom medfølelse i nogle situationer kan være nok så rart, så skal man altså ikke have ondt af mig. Denne familie var mit valg dengang for syv år siden, og det er stadig mit valg den dag i dag.
LÆS OGSÅ: Annika Fauli: Do not disturb!
Om Annika Lillelund Fauli
Annika Lillelund Fauli, 33 år, skribent og tekstforfatter, gift, mor til to børn samt papmor for tre. Bor på Østerbro i København.
