Astrologi Silent Retreach Spirituel Coach Engleekspert og krystaller
SPONSORERET indhold

Astrologi, krystaller og engleekspert: Her er fem veje til åndeligt velvære

Skal din næste rejse være i trit med tidsånden, så glem alt om flystress og bilkøer, og tag i stedet en rundrejse til sjælens afkroge. Vi inviterer på en guidet tur til åndeligt velvære.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Jonas Bie
15. nov. 2022 | Livsstil | Eurowoman

Bedst som du troede, at coronapandemiens suspendering af rejselysten var en saga blot, lagde krig og katastrofetanker, mærkbare klimaforandringer og den lige så håndgribelige inflation en vis dæmper på udlængslen. For hvorfor afsætte CO2-fodspor og ødsle penge, du burde gemme til den kolde vinter, når der er berigende alternativer at opdage i dit eget indre?

Under nedlukningen erkendte mange, at velvære ikke kan klares med en spadag eller et par dråber lavendelolie på din hovedpude, og siden er det blevet indlysende for mange, at det er mest oplagt at starte med dig selv, hvis du vil leve et mere bevidst, bæredygtigt og velgørende liv. Men hvor skal du begynde og ende, hvis du vil udvide din mentale horisont? Her er fem gode bud.

LÆS OGSÅ: Jytte Vikkelsøe: ”Den store kærlighed hører ikke nødvendigvis kun parforholdet til”

Silent retreat

Hvordan lyder det med to, tre eller syv dage omgivet af en flok mennesker, du aldrig har mødt før, og hvor ingen må mæle et ord? Som et medarbejderkursus fra helvede eller et absurd teaterstykke? Det er såmænd bare beskrivelsen af et silent retreat, og det er slet ikke så vanskeligt eller urovækkende, som det lyder. Tværtimod.

Faktisk er den største udfordring, du vil møde, nok den modstand, der kommer fra dig selv i dagene op til, at du skal afsted ved tanken om, at du skal på et mentalt maratonløb uden grinepauser og smalltalk.

Thilde Vesterby, der er meditations- og mindfulnesslærer, er bare en af de mange udbydere af silent retreats, og to-tre gange om året inviterer hun på tre dages guidet meditation, mindfull-ness og stilhed på sit retreat, I skovens dybe stille ro, i Sverige.

Her opdager du, hvor meget nemmere det er at smage din mad, mærke din krop og høre din indre stemme, når du ikke behøver at forholde dig til andres spørgsmål, holdninger eller snak. For alle deltagere er bevidst eller ubevidst på samme mission; at forstå, hvad den persiske poet, filosof og mystiker Rumi mente, da han sagde: “The quieter you become, the more you are able to hear.”

Thilde inviterer til, at du vælger et ord, en intention eller et mantra for dit ophold, som du kan meditere på, reflektere over, spise i stilhed med og gå i seng til – og læne dig op ad, når du igen vender tilbage til en mere larmende hverdag. Under et silent retreat opdager du ikke alene, hvor nærende det er at give dig tid til at lytte til dine egne tanker; du lærer også, at det ikke er farligt at være stille, alene og sammen med andre. Tværtimod kan det skabe en ny form for intenst nærvær at sidde i stilhed sammen.

Læs mere om silent retreats hos mindfulness coach Thilde Vesterby på @twesterby og Thildevesterby.com

LÆS OGSÅ: ”Jeg har joket med mine venner om, at jeg føler mig lidt som Beyoncé”

Astrologi

Ønsker du ikke stilhed i en svensk skov, så stik til Mælkevejen i Nordsjælland. Her byder Nina Bentzon dig velkommen til te og klarsyn i sit astrologiske mødelokale. Hun har arbejdet som professionel astrolog i mere end 30 år og har i sin tid hjulpet klienter med alt fra krisehåndtering til barnløshed – og alle os andre, der mere anspores af nysgerrighed end en ydre omstændighed.

Baseret på din fødselsdato, dit fødselstidspunkt og fødselssted, korrigeret med seks markante omskift i dit liv, lægger hun dit fødselshoroskop, som afslører langt mere end dit gængse stjernetegn, soltegnet, røber.

En session hos Nina Bentzon er bygget op som en halv times monolog, hvor astrologen tager dig på rundfart i konstellationerne på din fødselshimmel, som havde hun Google Maps-adgang til din sjæl. Hun tydeliggør, at du er langt mere sammensat, end de daglige opdateringer på Co-Star-appen giver dig indtryk af, og at de egenskaber ved dig selv, som du er mindst stolt af, ofte er dem, der rummer flest potentialer for udvikling og forandring.

Det mest overraskende ved horoskopudlægningen er i virkeligheden, hvor enkelt det er at gå til – også selv om du kommer som en astrologisk novice – og hvor befriende det er at få lov til at lytte i stedet for at tale, som når du går i andre former for selvudviklende terapi. Du møder ingen formaninger, trusler eller ildevarslende tydninger af undertrykte barndomstraumer.

Læsningen handler om dine potentialer, og hvad du skal have en større opmærksomhed på, hvis du vil leve efter dine egne grundværdier. Og kan du ikke optage al viden på én gang, får du dit horoskop med, så du kan dykke ned i dine stjerner igen og igen.

Læs mere om fødselshoroskoper hos astrolog Nina Bentzon på @ninabentzonastrology og Ninabentzon.dk

LÆS OGSÅ: "I syv år har jeg healet mig selv hver aften. Det er min måde at håndtere frygten på"

Spirituel coach

Vil du i kontakt med dine skyggesider, hopper du på metroen og står af på Kgs. Nytorv, hvor spirituel coach Ida Lærke venter i en sidegade. Med sin egen milde ro tuner hun ind på dit sind og din situation og identificerer, hvad det er for tematikker i dig, der er uforløste, problematiske eller undertrykte.

Hun kræver ikke noget af dig og stiller ikke en masse spørgsmål. Det hun lytter efter, er i virkeligheden det indre barn, vi alle rummer. Hun forstår at finde ind til alle de ord og ønsker, vores fortravlede over-jeg smider i skammekrogen, så du går derfra med en oplevelse af, at din essens er blotlagt – og at det hverken er skamfuldt, forkert eller svært at sortere i dit livs prioriteringer.

Du bliver opmærksom på, hvad der skal til for, at du kan nære dig selv, for først der kan du være noget for andre. En indsigt, der er lige så banal, som den kan være svær at nå frem til.

Læs mere om spirituel coach Ida Lærke på @idalaerkecounseling og Idalaerke.com

LÆS OGSÅ: Julia Lahme: Derfor tiltaler krystaller nogen frem for andre

Engleekspert

Hos personlig coach, engleekspert og spirituel karriererådgiver Isabelle Laurés, får du retning sammen med råd. Budskabet i hendes sessions varierer fra person til person, men vejen derhen er den samme: Hun lytter til den guddommelige stemme, der findes i os alle, og tør fortælle os, hvad hun hører, uden dom eller dogmatiske regler. Inden ankomst skal du dele tre spørgsmål med hende – om dit liv, dine ambitioner eller dit arbejdsliv. Derefter beder hun for dig og lytter til de svar, der kommer forud for og undervejs i jeres session.

Isabelle Laurés har kunder i hele verden og rådgiver alt fra erhvervsledere til skuespillere, designere og kunstnere om deres næste skridt på vejen med nænsom empati og energisk indlevelse. Vil du følge op på jeres session, kan du læse hendes bog 'Karriere med ånd og hjerte', som hun har skrevet sammen med erhvervsmand Erick Thürmer.

Læs mere om personlig coach Isabelle Laurés på @isabellelaures og Isabellelaures.dk

LÆS OGSÅ: 18 krystallers betydning: Se, hvilke sten der passer til dig?

Krystaller

Men hvordan forankrer du din nye (selv-)bevidsthed? Det ved Noell Elise Wakeroots, der er forfatter til bogen Krystaller, indehaver af krystaluniverset Noell Crystals og vært på den spirituelle podcast Enhed.

“Krystaller har været vidner til millioner af års evolution. Vi mennesker er dynamiske væsener i konstant udvikling, og derfor kan vi savne faste holdepunkter i vores tilværelse,” siger hun.

“Her fungerer krystaller som amuletter, der grounder dig og støtter dig i dine intentioner. De er håndgribelige, når det sjælelige ønske er diffust.”

Hun forklarer også, at de sten, der drager os, repræsenterer det, vi energetisk skal arbejde med. Og at vi, når vi vælger krystaller, skal slukke for hovedet og mærke, hvad vi automatisk rækker ud efter.

“I alle de år, jeg har arbejdet med krystaller, har jeg ikke oplevet nogen, der ikke valgte præcis den sten, de havde brug for,” siger hun.

På hendes hjemmeside og Instagram er der en guide til, hvordan du vælger netop den krystal, der er rigtig for dig. Du kan have den bare for at nyde den og dens energi, men du kan også bruge den mere aktivt ved at lade den med en bøn eller have den som en konkret påmindelse og støtte i den intention, du har. Uanset om det er at praktisere mere selvkærlighed, dedikere dig til et kreativt mål eller finde mere ro i dit eget selskab.

Læs mere om krystalekspert Noell Elise Wakeroots på @noell_enhed_podcast og Noellcrystals.com

Anbefalet til dig