Aura: "Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Og du skal selv slå dig tilbage"

– Jeg var i Nepal, hvor jeg også var i kloster, i nogle måneder i 2015 og 2016, efter jeg havde boet i Hollywood fra 2011 til 2015. Det var et stort spring. Jeg kom fra et mansion og et rimeligt vildt liv til bare at have en kuffert med mine ting. Jeg fik kontakt til en af Dalai Lamas lærere, der boede i et kloster langt oppe i Himalaya, hvor jeg fik mulighed for at dykke ind i meditationen. Jeg havde brug for at lære af folk, der kunne gå ind i smerten, at trække vejret helt ned i maven og ikke være bange for mine følelser. At lade dem opfylde mig i stedet for at modstå dem. Du kan lære at undertrykke dine følelser i perioder, men du kan aldrig løbe fra dem.

– Jeg har altid gerne villet være nonne. Det handler om fordybelsen og roen og at være i det guddommelige. Måske også en lille bitte smule, fordi jeg ofte så The Sound of Music som barn og tænkte, at jeg skulle hænge i gardinerne og synge.

LÆS OGSÅ: Line Knutzon: "Vi pisser på alt det, vores bedsteforældre har bygget op. Det er pinligt"

– 1. januar sad jeg i flyet fra Portugal, hvor jeg bor lige nu, mod København. Pludselig var det, som om et lyn slog ned i mig. Det var kreativiteten, der ramte mig igen. Det summede og boblede i hele kroppen, ligesom at være forelsket. Jeg har ikke været på den frekvens længe. Jeg har det allerbedst i en flyvemaskine. Jeg elsker bevægelse. Alt, der stagnerer, interesserer mig ikke.

– Portugal føles som en stor landsby. De griner højt, drikker en masse vin og spiser oliven. Der er en sødme i folket og et stærkt sammenhold. "Hvis jeg får en fisk, så stryger jeg dit tøj." De er ikke bange for at diskutere. Der er mange farver i Portugal, og jeg elsker farver. Farver stimulerer hjernen og gør dig glad. Lige nu, når jeg turnerer, har jeg regnbuetæpper overalt på scenen. De har ændret dynamikken i bandet.

– Et af de mennesker, der har betydet mest for mig, er min mors veninde. Hun er kunstmaler, og jeg cyklede ofte op til hende efter skole, da jeg var lille og boede på Bornholm. Hun boede i det mindste røde hus midt ude i ingenting med en mark på den ene side og en skov på den anden, og der var fuld af kaniner i haven. Hun kunne trylle retter ud af ingenting, kartofler, spinat og ingefær, og så havde vi en vidunderlig krydret ret. Det var et magisk sted for mig. Hun havde gjort op med sig selv, at verden var et farligt sted, og nu gad hun simpelthen ikke forholde sig til flere mennesker. Hun havde hele verden indeni sig. Hun var aldrig ensom og kedede sig aldrig i sit eget selskab. Hun vidste godt, at hun var skrøbelig, og det gjorde hende helt vildt stærk.

LÆS OGSÅ: Janne Villadsen: ”Der er så meget fake news, at vi bliver nødt til at fokusere på fakta og viden”

– Mennesker er komplicerede, men kærlighed er kærlighed. Det er en varm følelse, der breder sig i kroppen. Min kærestes (musikeren Thomas Troelsen, red.) datter græd forleden. Vi havde en hund på besøg, og den lagde sit hoved på hendes skød. Hun blev helt stille, sad bare og kiggede, længe. Så hviskede hun: "Aura..." Hun tog min hånd og lagde den på sit bryst. "Det bliver helt varmt inde i hjertet. Jeg tror, det er kærlighed!" Simpelt og rent, sådan er kærligheden.

– Jeg havde en ven, der var maniodepressiv og desværre valgte at begå selvmord. Han sagde til mig: "Aura, hør, selv om jeg dør fra dig, skal du vide, at du aldrig må holde op med at elske. Du skal altid elske mere og mere." Jeg tog det til mig. Men jeg vil gerne have lov til at omformulere det en lille smule. For ja, man skal elske mere. Men man skal også gemme en lille smule kærlighed til sig selv.

– Det er en del af livet at blive slået ud af kurs. Det er din egen opgave at slå dig tilbage, ind i livet igen.

– Jeg skrev min første plade, da jeg var meget ung, før jeg blev 18. Jeg skrev om pædofili, homoseksualitet, incest og krig. Jeg har fra barnsben været optaget af mennesker og prøvet at forstå uretfærdighed og smerte.

LÆS OGSÅ: Anne Sofie Fenneberg: "Det har været den største gave i mit liv"

– Musikbranchen er fyldt med folk, der er med på et afbud. Jeg kunne godt ønske, at der var flere veluddannede, som tager det mere seriøst, og at jeg fandt en samarbejdspartner, som rent faktisk kunne drive en forretning. Jeg har arbejdet sammen med nogle forfærdelige mennesker, som har udnyttet min uvidenhed som ung musiker. Det er først efter, jeg har fyret mine managere, at jeg er begyndt at tjene penge.

– Du kan ikke høre en Michael Jackson-sang uden få det bedre med dig selv. Michael Jackson er den største kunstner, der nogensinde har levet. Han var et guddommeligt menneske, transparent og ren. Han gik fra at være sort til at være hvid! Han forstod alverdens smerte, og han prøvede at gøre verden til et bedre sted med alt, han havde i sig gennem sine sange. Forleden var jeg sammen med en flok 19-årige, hvor en af dem sagde: "Nooo, he just doesn't do it for me, but I like The Weekend!" What the fuck? Jeg endte med at skrive en sang om, hvor uvidende de var.

– Jeg har været på Roskilde Festival 30 gange. Jeg kan ikke kende det sted længere! Jeg vil ikke stå backstage i et mærkeligt plastik-Tuborg-telt, som ligner noget fra en benzintank i Herlev. Jeg vil ikke stå der og networke med et reklamebureau med en mobiltelefon i hånden. Jeg vil ikke have 20 procent i en H&M-bod. Jeg vil have punkerne tilbage med deres rævehaler og tyske heavy metal-bands. Jeg vil kunne få flettet hår af nogle afrikanere, der lige har slået en bod op. Jeg vil have kulørte lamper og rullet marokkanske tæpper ud på græsset. Jo, ting skal have lov til at udvikle sig med tiden. Men jeg synes ikke, Roskilde Festival er blevet federe med årene.

Aura. Foto: Rasmus Weng Karlsen. 

– I sidste uge stod jeg i en virkelig lang kø i Tokyo med 100-200 mennesker. Alle havde deres mobiltelefon i hånden. Ingen kiggede op! Jeg er bange for, at mobiltelefonen ødelægger vores evne til at have en samtale om gud og vejret. Vi mangler at få trænet de muskler, der hjælper os med at dagdrømme i stedet for at flygte ind i en telefon.

– Jeg mødte en kvinde på 91 forleden, som tidligere har været skovfogedinde og bor alene. Derfor har hun fået en panikknap på sin mobiltelefon, hvis hun skulle falde. Men hun kalder den for selskabsknappen. "Oooh, det er så pragtfuldt, at folk kommer rendende, når jeg trykker på den," sagde hun. Vi burde alle have en selskabsknap på vores telefoner. Når vi føler os ensomme og har binget Netflix, trykker vi på knappen, og så kommer der 10 mennesker fra nær og fjern for at spise middag. Tænk, at du skal være så gammel for at få en selskabsknap.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?
– At endnu flere mennesker bliver uddannet. Oplysning er vejen frem og vejen til at forstå, at folk er forskellige, og at det er en god ting. Jo mere viden, vi har, jo bedre beslutninger kan vi træffe for vores børn og vores fremtid.