Anne Sofie Fenneberg: "Det har været den største gave i mit liv"

Kunstner Anne Sofie Fenneberg, 32, gjorde sig særligt bemærket ved

Kunstakademiets afgangsudstilling på Charlottenborg i 2017 med det 400 kilo tunge keramiske værk, Poppy Capsule.

Hvornår fandt du ud af, at du ville være kunstner?

– Da jeg søgte ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2010, savnede jeg noget tyngde i mit liv og et sted, hvor jeg kunne udtrykke mig. Det har været den største gave i mit liv. Jeg søgte ind med video og performancekunst, men det arbejder jeg ikke så meget med i dag.

Hvad ville du gerne være, da du var barn?

– Engang ville jeg være dyrlæge, men det var vist mest, så jeg kunne få en hund. Jeg får alle mulige ideer, som jeg kaster mig passioneret ud i, også nogle, der ikke har så meget med kunsten at gøre. Man lærer utrolig meget af at fejle, så det synes jeg aldrig, man skal være bange for.

LÆS OGSÅ: Eja Penelope: "Jeg hader, når folk blamer de sociale medier"

Hvorfor blev keramikken dit foretrukne medie?

– Det var først på min kandidat, at jeg for alvor begyndte at arbejde med keramik. Jeg brugte næsten to år på at undersøge materialet og nørde pigmenter og brændingsprocesser. Jeg har altid søgt at dreje keramikken væk fra brugskunsten og presse materialet ved at rykke ved grænserne for, hvad det kan. Det er vigtigt for mig ikke at blive fastlåst i ét materiale. Du må ikke blive for magelig, for så stopper din kunstneriske udvikling.

Hvilke temaer kredser du om?

– For tiden arbejder jeg bl.a. med kønsidentitet, og den måde vi ligger under for samfundets forståelse af køn på. Jeg har arbejdet en del med og er stadig fascineret af den særlige tid, hvor du går fra at være pige til at være kvinde og for alvor opdager din seksualitet. Forandringerne. Jeg voksede op tæt på min faster, som havde den mest fantastiske have, som jeg var meget involveret i dyrkningen af. Fascinationen af botanik og de levende organismers opblomstring kan nok også overføres til mit arbejde.

Hvad inspirerer dig?

– Jeg har en stor forkærlighed for Japan, hvor jeg rejste rundt i tre måneder i efteråret og oplevede en enorm medmenneskelig respekt. De er så mange på så lidt plads, og der er ingen, der skubber eller taler grimt til hinanden. Min tidligere lektor og mentor Karen Harsbo har lært mig alt og har min dybeste respekt som kunstner og menneske. Og Kirsten Astrup, som jeg tog afgang med fra Kunstakademiet, arbejder med operaperformancevideo og laver samfundskritiske værker, som er enormt relevante.

LÆS OGSÅ: Ulrikke Høyer: "Der var ingen respekt, jeg var bare et langt hylster med lyst hår"

Hvad arbejder du på lige nu?

– Jeg skal bl.a. udstille på hovedbanegården i Stockholm i samarbejde med De Svenske Statsbaner til efteråret, på Lotus, et gammelt fremkalderværksted på Frederiksberg, og på Bornholm under Keramik-biennalen.

Hvad er den største udfordring ved at være kunstner i dag?

– Støtten er faldende, og der bliver skåret meget i de kunstarter og kreative fag, som politikerne ikke synes er 'salgbare'. Det synes jeg er en fejlprioritering af rang. Og så er der god plads til, at flere kvindelige kunstnere får noget at skulle

have sagt på den danske kunstscene.

Hvad håber du har forandret sig i verden om 20 år?

– Jeg håber, at der er en helt anden indstilling til seksualitet og frihed, og at folk ikke skal føle sig dømt på, hvordan de ser ud, eller hvem de elsker.