Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

tuk tuk i bangkok
Foto: Getty Images.

Bangkok på to budgetter: Luksuriøse og prisvenlige oplevelser i den thailandske storby

Thailands hovedstad er pakket med både god mad, billige drinks og autentiske oplevelser. Uanset dit budget, så er der helt sikkert noget til dig. Vi har fundet de bedste oplevelser på to budgetter, så du kan vælge, om du er mest til luksus- eller budgetversionen.

Vil du forkæle dig selv med eksklusiv luksus eller have det sjovt for næsten ingen penge? Så er Bangkok stedet for dig.

Her kan du få alt, hvad hjertet begærer – og lidt mere til. Lige fra den billigste discount, den ypperste luksus og det helt traditionelle Thailand.

Næsten uanset hvad du søger, er byen et godt sted at rejse hen, og du kan komme billigt afsted med Rejsepriser (sponsoreret)

Vi har fundet nogle af de bedste oplevelser, steder at spise, drikke og bo i Bangkok på to budgetter.

Foto: Getty Images.

Her skal du spise

Den thailandske hovedstad bugner af billige gadekøkkener, delikate restauranter og markeder med friske fristelser. Og det bedste af det hele er, at det næsten ikke koster noget at spise sig mæt. På fortove, gadehjørner og i snævre gyder kan du derfor med ro i økonomien mæske dig i alt fra friturestegte insekter til mere klassiske nudelretter.

Hvis du vil betale for en oplevelse ud over det sædvanelige, kan du også finde gourmetrestauranter i verdensklasse.

Den eksklusive: Sra Bua by Kiin Kiin

Kender du Kiin Kiin på Nørrebro i København, ved du måske godt, at deres mad er en liga for sig. Det er ikke blot fantastisk lækkert og innovativt, men er også belønnet med en Michelin-stjerne. Makkerparret bag den danske succes har siden åbnet en restaurant i Bangkok, og den er bestemt også et besøg værd.

Her får du thaimad på en nytænkende og velsmagende måde – og så er det en smule billigere at smage den gode mad, hvis du får den på restauranten i Thailand, end hvis du besøger den danske afdeling.

Sra Bua by Kiin Kiin, Siam Kempinski Hotel, Bangkok, Rama 1 Road 991/9, 10330, Bangkok Thailand.

Budgetvenling: Sukhumvit Soi 38

I Bangkok behøver du bestemt ikke at gå på fin restaurant for at få god mad. Over hele byen kan du finde små street-food-boder, der serverer stegte nudler, papayasalat og sprøde snacks.

Hvis du ikke vil lede i timevis efter den rette madbod, så kan du med fordel besøge madmarkedet på Sukhumvit Soi 38. Her ligger boderne side om side og kæmper om din gunst med delikate dufte af stegt hvidløg, ingefær og fiskesauce.

gadekøkken i bangkokDu kan få lækre måltider, hvis du besøger et af Bangkoks gadekøkkener. Foto: Getty Images.

Her skal du shoppe

Bangkok er en storby fyldt med skyskrabere og store shoppecentre, hvor du næsten helt kan undgå at se dagens lys.

Mange af centrene har endeløse etager og endnu flere butikker, hvor du både kan købe de dyreste mærkevarer og det billigste plastikragelse.

Finder du billige flybilletter via for eksempel Rejsepriser (sponsoreret), kan du sagtens bruge lidt ekstra penge på shopping.

Den eksklusive: Central Embassy

Det futuristiske center med elegante, hvide gulve er et perfekt sted, hvis du vil bruge masser af penge. Med sine 40 etager er der nemlig plads til masser af eksklusive butikker.

Central Embassy ligger i den dyre ende, men du får bestemt også forkælelse for alle pengene, hvis du beslutter dig for at investere i et par smukke, håndlavede sko eller få ordnet øjenbrynene til perfektion.

Central Embassy, 1031 Ploenchit Road, Pathumwan, Bangkok.

Den budgetvenlinge: Siam Centre

Du kan shoppe i dagevis, hvis du vil igennem alle butikker på Siam Square, Siam Centre og de tilhørerne centre Siam Paragorn og MBK Centre. Til sammen rummer centrene både thailandske mærker, der er til at betale, og eksklusive butikker, hvor du kun kan drømme om de smukke tasker.

De tre centre hænger sammen via BTS Skywalk, hvor du højt hævet over byens trafik kan gå rundt mellem shopping-stederne og glemme verden omkring dig, mens bankkontoen bliver tømt.

Siam Centre, Rama I Rd, Khwaeng Pathum Wan, Khet Pathum Wan, Krung Thep Maha Nakhon 10330, Thailand.

MKB shoppingcenterDu kan finde enorme shoppingcentre i den thailandske hovedstad. Foto: Getty Images.

Her skal du bo

Mange af os vil gerne finde et autentisk sted at bo, når vi rejser til Østen. Sådan et sted hvor betjeningen er god, indretningen smuk og morgenmaden smager af noget eksotisk udefinerbart, men samtidig bragende lækkert.

Vi har fundet to hoteller i hver sin prisklasse, der begge er autentiske, og som har gode beliggenheder.

Den eksklusive: Mandarin Oriental

I 1800-tallet byggede den danske handelsmand H.N. Andersen det smukke og traditionelle hotel Mandarin Oriental. Det er siden blevet meget velrenommeret for sin gode service og sit eksklusive interiør.

Værelserne er en smule pebret i prisen, men du får med garanti en fantastisk oplevelse, hvis du forkæler dig selv med en nat på det gamle hotel med udsigt til kanalen.

Er dit budget ikke til en overnatning, kan du nøjes med en afternoon-tea, hvor du kan spise dig mæt i overdådige kager.

Mandarin Oriental, 48 Oriental Ave, Khwaeng Bang Rak, Khet Bang Rak, Krung Thep Maha Nakhon 10500, Thailand.

Den budgetvenlige: Canale Hostel

På Canale Hostel kan du også bo med smuk udsigt til kanalen. Her er både meget billige deleværelser, men også private værelser med ro og fred.

Værelserne ligger i en gammel bygning fra 1945, kun fem minutters gang fra det hektiske backpacker-kvarter, Khaosan Road. Alligevel er hotellet et fredfyldt åndehul i den hektiske storby.

Sørg for at bestille et værelse med udsigt over kanalen – de har en lille træ-terrasse, hvor du kan nyde en fredfyldt morgen og se byen stå op.

Khaosan Canale Hostel, 347, 349 Phra Sumen Road, Bowon Niwet, Phra Nakhon, Bangkok 10200, Thailand.

Her skal du gå på museum

Vil du opleve Thailands historiske vingesus uden alt for mange andre turister? Så frygt ej. Du kan sagtens finde spændende og historie seværdigheder i den turistede storby, som ikke er proppet med nysgerrige turister.

Som udgangspunkt er de fleste seværdigheder i Thailand ikke uoverkommelige i prisen, men nogle koster mere end andre. Vi har fundet to gode steder, hvor du kan fordybe dig i thailandsk kultur.

Den eksklusive: Jim Thompsons hus

Thailands tidligere silkekonge, Jim Thompson, forsvandt på mystisk vis i Malaysias jungle i 1967. Efterfølgende er hans hus blevet gjort til museum, hvor du kan se alle de smukke møbler og antikviteter, som han har købt for sin formue.

Huset i sig selv er også en seværdighed, da det afspejler en klassisk thailandsk byggestil. Det er lavet i teaktræ, står på pæle og er bygget helt uden brug af skruer.

Selvom stedet er smukt og eksklusivt, er det ikke frygtelig dyrt at komme ind – du skal give cirka 30 kroner per person - og lidt mindre, hvis du er studerende.

Jim Thompson House, 6 Soi Kasemsan 2, Rama 1 Road, Bangkok.

jim thompsons husOplev den tidligere silkekonges smukke hus. Foto: Getty Images.

Budget: Siriraj Hospital Museums

På Siriraj Hospital Museums, der er en samling af forskellige naturhistoriske museer, kan du gå på opdagelse i afskårne menneskelemmer, se hvordan en hjerne ser ud, efter den er blevet skudt igennem, og møde et skrækeksemplar af en mand: Si Quey. Han er en thailandsk massemorder, der blev kendt efter at have kidnappet og spist 30 børn.

Hans krop er sidenhen blevet obduceret, og den vises frem på Museum of Forensic Medicine, der er en underafdeling til Siriraj Hospital Museum.

Udstillingerne er ikke for sarte sjæle, men er interessante, hvis du interesserer dig for biologi og menneskekroppen. Og så er det gratis at komme ind.

Siriraj Hospital Museum, 2 Wanglung Road Khwaeng Siriraj, Khet Bangkok Noi, Krung Thep Maha Nakhon 10700, Thailand.

siriraj hospital museumFå en på opleveren på Siriraj Hospital Museum. Foto: Getty Images.

Her skal du feste

En del danskere tager til Thailand kun for at feste, hvilket der er rig mulighed for i storbyen med de billige drinks og letpåklædte kvinder.

Du behøver dog ikke at gå helt amok i shots og drinks for at kunne nyde Bangkoks natteliv. Hvad end du er til fest og druk - eller helt på vandvognen - bør du unde dig selv at opleve den asiatiske storby om natten.

Den eksklusive: Sky Bar

På 63-ende etage i State Tower ligger Lebua, som er en kombineret bar og restaurant. Her kan du nyde eksklusive drinks i baren, der ligger ud over bygningens kant, hvilket giver frit udsyn over hele byen.

Vær opmærksom på, at selvom alle er velkomne, er der er striks dresscode, som siger, at du skal være pæn i tøjet for at komme ind. Giv derfor bare los med de høje hæle og den pæne kjole, hvis du skal besøge Lebua.

Lebua at State Tower, 1055 Silom Road, Bangrak, Bangkok.

drink med udsigtDrik en drink med udsigt over hele Bangkok. Foto: Getty Images.

Den budgetvenlige: Khaosan Road Marked

For de festglade turister er Khaosan Road stedet at tage hen. Her får du billige buckets og absurde ping-pong-shows (hvis du ikke kender disse, kan vi bare sige: Held og lykke!).

I boderne kan du købe mærkelige snacks i form af tørrede insekter og udefinerbare ting på spyd, og du kan få en seng at sove i for kun 30 kroner.

Der er med andre ord alt, hvad du har brug for, hvis du er kommet til Thailand for at feste – men også virkelig mange ting, du absolut ikke har brug for.

Thanon Khao San Road, Banglamphu, Bangkok, Thailand.

Der er altid gang i den på Khaosan Road. Foto: Getty Images.

Se, hvad vi ellers skriver om: Rejseguide, Asiatisk mad og Thailand