Birgitte Hjort Sørensen blev mobbet i skolen: ”Det betyder meget for ens selvbillede"

I slutningen af 2013 fik Birgitte Hjort Sørensen et tilbud, hun ikke kunne sige nej til. Hun blev tilbudt en rolle i Shakespearestykket Coriolanus, som skulle sættes op på det lille, bedårende og ret hypede London-teater Donmare Warehouse i Covent Garden. I Birgittes bevidsthed var Shakespeare det fineste, hun kunne spille, og når det endda skulle være på originalsproget, kunne det faktisk ikke blive meget større. Hun havde drømt om at spille Shakespeare siden Teaterskolen, og hun ville i det hele taget gerne arbejde i udlandet, men hun havde været travlt optaget herhjemme, blandt andet på grund af den meget populære DR-serie Borgen, hvor hun spillede tv-journalisten Katrine Fønsmark. Men nu skulle det være.

"Jeg kunne slet ikke være i mig selv over, hvor fedt det var, at jeg fik den rolle over et skypemøde med den kunstneriske leder af teateret, Josie Rourke, som også skulle instruere forestillingen. Min engelske agent var også helt oppe og køre og sagde, aiii, du kommer til at shine. Jeg fik at vide, at det var den mest ventede forestilling den sæson i London, at A-liste-skuespilleren Tom Hiddleston skulle spille hovedrollen, og at jeg simpelthen ville få det vildeste liv i London. Så det troede jeg."

Sandheden viste sig dog at blive en helt anden. Men for at forstå, hvorfor det blev sådan, må vi først lige spole tiden tilbage til Birgittes skoletid. Fra 6. klasse og i hele gymnasietiden følte Birgitte sig anderledes. Udenfor. Mobbet. Det var ikke sådan, at hun fik buksevand eller fik kastet ting efter sig, men hun var ikke inde i varmen, og hun oplevede gang på gang, at de andre talte dårligt om hende eller decideret frøs hende ude. Det satte sig i hende.

"Indtil 5. klasse husker jeg det som om, at jeg var ret populær, men så skete der noget. Måske var jeg også selv medvirkende til det, for jeg begyndte pludselig at synes, at det var spændende at sidde for mig selv og være lidt mystisk i pauserne. Samtidig flyttede vi fra Birkerød til Lyngby, men jeg blev på min gamle skole og skulle derfor med bussen hver dag og var ikke på samme måde med, når de andre cyklede rundt til hinanden."

"Der var tre toneangivende piger i klassen, og de kunne bare ikke lide mig. Sådan følte jeg det. De himlede med øjnene, når jeg sagde noget, og de kom med små stikpiller, som blev sagt lige præcis højt nok til, at jeg også kunne høre det. Engang i syvende klasse svinede de mig til i ti minutter, da de troede, at jeg var gået, men jeg hørte det hele fra den anden side af døren. Det var bl.a. sådan noget med, at jeg nok troede, at alle elskede mig, og da jeg hørte den sætning, tænkte jeg, at DET er i hvert fald løgn. Så jeg åbnede døren, og sagde: ”Tusind tak for alle jeres søde ord, I skal bare vide, at jeg er helt med på, at ingen elsker mig.” Og så gik jeg."

"Det var før mobiltelefonerne, og jeg skulle mødes med drengene ved ankeret i Nyhavn, og så skulle vi op til en af drengene storebror og sidde og gøre os klar. Jeg kom til aftalt tid, men der var ikke andre. Jeg ventede i 20 minutter, fandt så en telefonboks og ringede hjem til min far for at høre, om drengene havde ringet. Det havde de ikke. Jeg ville ikke gå glip af koncerten, så jeg gik hen til Boltens Gård ved 20.30-tiden. Der var ikke åbent endnu."

"Og så stod jeg ellers der og ventede. Bandet – alle de smarte 3.g-drenge – kom, og selvom de godt vidste, at jeg var fra deres gymnasium, gik de bare lige forbi mig. Senere kom drengene fra min klasse, og de havde ikke rigtig tænkt over, at jeg havde stået og ventet på dem. Jeg fik oplevet koncerten, men hele tiden med den tanke i hovedet, at de store drenge havde set mig stå der helt alene og vente på, at diskoteket skulle åbne, og at de nok havde set mig som det mest stakkels menneske i verden."

Hvordan får det du det, når du tænker på dig selv der?

"Jeg prøver bare at tænke med ømhed på mit yngre jeg, for jeg gjorde det jo så godt, jeg kunne."

Fjerde sæson af Borgen har ramt skærmen, og Birgitte kan trods alt i dag se tilbage på sin skoletid med et vist overskud. Det gik jo alt sammen. Alligevel kan følelsen af mindreværd stadig stikke sit ansigt frem, og det var præcis, hvad der skete dengang i London, da Shakespeare var på plakaten. Det betød, at det, der på papiret var helt fantastisk, viste sig at blive hårdt og ensomt. Birgitte fik rollen netop på grund af Borgen, som var om muligt mere populær i England, end den var herhjemme, og instruktøren af Coriolanus var selv en stor Borgen-fan. Birgitte var den eneste udlænding, der skulle medvirke i stykket.

Hvordan havde du det ved tanken om at skulle spille Shakespeare i London?

"For englænderne er Shakespeare nærmest den hellige gral, men mens jeg stadig var herhjemme, syntes jeg bare, at det var mega fedt, at jeg havde fået rollen. Men da jeg så skulle afsted til første prøvedag... Altså, så kunne jeg godt mærke fugtige armhuler og tør hals. Jeg brugte lang tid på at finde ud af, hvad jeg skulle tage på, og jeg kan tydeligt huske turen derhen. Jeg var taget afsted i meget god tid for ikke at komme for sent, og jeg havde nær aldrig fundet det lidt hemmelige sted, hvor prøverne skulle foregå for at undgå, at pressen lå på lur efter Tom Hiddleston."

"De første par uger var jeg nervøs døgnet rundt. Fordi jeg altid har haft en identitet som den dygtige i skolen og gymnasiet og på Teaterskolen, var det svært pludselig at være den, der ikke kunne det hele. Til de første prøver brugte vi meget tid på at tale om, hvad stykket handlede om, og flere af de andre kunne godt lide at tale i store, floromvundne sætninger med et sindssygt højt lixtal. Engelsk er jo ikke mit modersmål, så jeg brugte lang tid, inden jeg skulle sige noget, på at formulere det inde i mit hoved."

"Og jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde det som om, at det ville være flovt, hvis jeg ikke lød hundrede procent indfødt, hvilket jo var latterligt, for det var jeg jo ikke, og det vidste de godt. Så jeg brugte rigtig meget energi på sproget og på bare at være til stede, og derudover havde jeg forstuvet min fod, lige før vi skulle i gang. Teater er jo en fysisk disciplin, så jeg var sat lidt ud af spillet med den fod, og i det hele taget, når man har noget, der ikke rigtigt virker, som det plejer, så er man bare lidt off. Jeg fik også et pludseligt udbrud af acne, og når man lever af sit ansigt, er det enormt sårbart."

Birgitte følte sig på alle måder langt væk hjemmefra. Hun boede i en lille kælderlejlighed, der var fugtig og kold, hvor fyret gik ud hele tiden, og hvor der ikke var internet. Efteråret kom krybende, og hun følte sig lille og alene.

"Når man er ny i en by, skal man jo lære alt, lige fra hvor supermarkedet ligger, til hvordan alting fungerer. Det koster rigtig mange kræfter. Samtidig ville jeg gerne være utroligt fed på arbejdet, men jeg havde en fornemmelse af, at instruktøren ikke kunne lide mig. Hver gang jeg sagde noget, så hun ud som om, at det var noget af det dummeste, hun havde hørt. Hvilket jo ikke er befordrende for selvtilliden. Så jeg følte mig bare som den tunge, tykke elefant nede bagerst i klassen, som ikke kunne sproget perfekt, som ikke rigtig kunne gå, og som havde dårlig hud. Samtidig var rollen meget mindre, end jeg havde troet, og det gik mig også på. Jeg syntes faktisk, at det var svært på rigtig mange måder, men når man ikke har sit netværk, vil man samtidig gerne opretholde en facade, så det forsøgte jeg, men det kan man jo ikke blive ved med."

"Det kulminerede en fredag eftermiddag et par uger efter, vi var gået i gang. Der kom en læge til teateret for at give alle influenzashots, hvis man ville have det, og jeg konsulterede ham om min hud og min ankel. Han var et ufølsomt røvhul, som ikke kunne se, at tre bumser kunne være et problem, men han udskrev noget medicin og henviste til mig til røntgen af anklen. Som fremmed i et land er man jo afhængig af the kindness of strangers, så jeg gik ned til regissøren for at få hjælp til henvisningen. Hun var et meget sødt menneske, og hun kunne se, at den var ikke helt go’. ”Are you allright dear”, spurgte hun, og så væltede det bare ud af mig."

"Når man er den eneste, der er udenbys, er man altid den, der siger: ”Skal vi ikke lige gå ud og få en drink?”. Så for det første bliver man en lille smule tiggeragtig, og for det andet skal man poste rigtig meget energi i alle relationer. Jeg havde simpelthen bare meget mere brug for dem, end de havde for mig. På et tidspunkt blev jeg opmærksom på, at jeg faktisk de fleste aftener gik alene hjem til min lille kælderlejlighed og drak tre glas rødvin. Fordi jeg er sådan en, der altid har fået skudt i skoene, at jeg er meget kontrolleret, tænkte jeg dengang, at det da var meget fedt, at jeg kunne slå mig lidt løs. Det var det selvfølgelig også, men det havde jo en kant af noget andet. Det var ikke rigtig sundt, vel, og jeg var faktisk ked af det meget af tiden."

"Jeg havde også en oplevelse op til premieren, som ikke var særligt rar. Det var en journalist fra The Spectator, der skulle interviewe mig, og jeg troede, det skulle være en hyggelig snak om forestillingen, det at være dansker i en engelsk opsætning og så selvfølgelig Borgen. Jeg var helt uforberedt på, han i stedet lavede en slags psykologisk profil på mig. Han skrev, at jeg virkede skolet i at give pæne, velfraserede svar, der var blottet for substans. At jeg virkede som en ”first lady”, og at jeg ikke kunne tvinges til at udtrykke noget, der mindede om en holdning til noget som helst."

"Derudover mente han, at min beskedenhed var et røgslør, og at jeg tydeligvis var ”en af den slags intelligente og ambitiøse alfahunner, der fortjente at være grim for at udjævne balancen, men at jeg i stedet var blevet tildelt hele pakken med rosenrøde læber, ivrige blå øjne og nok blondt hår til at udstoppe en madras”. Det er citeret efter hukommelsen, men det var stort set ordret det, der stod. Udover chokket og det utroligt upassende sprog, som selv før Metoo ikke var i orden, ramte det mig ret hårdt, fordi jeg netop virkelig havde forsøgt at være imødekommende og venlig og svare, selv når han spurgte i øst og vest. Og så satte sproget jo også nogle begrænsninger for, hvordan jeg kunne udtrykke mig. Jeg følte, jeg havde ydet og givet og fik en spand koldt vand i hovedet."

"Jeg forsøgte at sige til min agent og min publicist, at jeg var ked af artiklen, og deres svar var noget a la ”vi tror i virkeligheden, han blev lidt betaget af dig”. Som udlænding lænede jeg mig jo op ad ”mine folk” i forhold til, hvad der var rimeligt og forventeligt, og retrospektivt er jeg faktisk enormt vred over, at de ikke bakkede mig op. Dengang tror jeg bare, jeg tænkte: ”Nå, men de må jo vide, hvad man kan forvente og skal finde sig i her”. Men jeg samarbejder ikke med den publicist længere."

Følte du, at det var tabu at indrømme, at sandheden var, at det slet ikke var så skønt at være ude, som du havde troet?

"Jeg ville jo selvfølgelig gerne have, at det skulle være en succes for mig at tage ud. Jeg tænkte over det i Mads og Monopolet for nogle år siden, hvor jeg lige var blevet gravid med mit første barn, og Mads Steffensen sagde til mig, om det ikke var dumt at få et barn nu, fordi det virkede som om, det kørte rigtig godt med udlandet, og skulle jeg da ikke bare til Hollywood og give den gas? Det sagde han jo, fordi de fleste tænker, at succeskriteriet for en skuespiller er at vinde en Oscar. Og det er svært – det var det også for mig i lang tid – at det ikke nødvendigvis er sådan."

"Selvom det lyder banalt, når man siger det, så er en Oscar bare ikke altid succeskriteriet, for hvis du ikke er glad til hverdag, mens du jagter den Oscar, så giver det jo ingen mening. Og det var det, jeg fandt ud af. Det var ikke det rigtige for mig. Men det er enormt svært at opdage, for man tænker umiddelbart, at selvfølgelig vil jeg da også til LA og have en agent og jagte de fede roller, ellers ville jeg da være idiot. I lang tid tænkte jeg, at folk ville tro, at det var fordi, jeg ikke kunne klare det i udlandet, eller fordi, jeg fik afslag, når jeg ikke længere rejste ud for at arbejde. Og ja, jeg fik også afslag – det gør alle. Men det har været svært at komme af med følelsen af, at det er et nederlag."

 Har du det stadig sådan, at du som udgangspunkt tænker, at folk nok ikke kan lide dig?

"Der skete noget meget sjovt på Teaterskolen. For det første følte jeg mig i løbet af ingen tid hjemme, det var virkelig dejligt. Og for andet skete der det, at der ret tidligt i mit første år på skolen var en fyr fra andet år, der kom hen til mig og sagde: ”Ved du godt, at du kan virke ret arrogant?” Og nej, det vidste jeg faktisk ikke – men øh, tak fordi du siger det. Bagefter tænkte jeg, at ja, jeg kan være genert, jeg taler lidt affekteret, fordi jeg er opvokset i Nordsjælland, og sammenholdt med mit udseende kan det måske godt give folk en kuldefornemmelse. Som om jeg synes, at jeg ved bedre eller sådan noget. Så fra den dag var min strategi at møde andre mennesker sådan her..."

Hun lyser op i et overdrevet stort smil og læner sig inviterende helt frem i stolen.

"Det kan jo være en rigtig god måde at møde folk på. Og så tror jeg også, at jeg lærte at tage mig selv lidt mindre alvorligt på Teaterskolen. Men jo, jeg kan stadig få følelsen at, at folk måske ikke kan lide mig. For nylig lavede jeg A-holdet live med Simon Jul og Søren Pind, og de er sådan nogle crowdpleasers, som er gode til punchlines og til at være sjove. Det har jeg aldrig været. I den situation tænkte jeg, at jeg havde et større stykke arbejde foran mig for at få publikum til at kunne lide mig."

Hvad gør du, når du får det sådan?

"De første 20 minutter holdt jeg mig tilbage, mens de ping-pongede. Jeg tænkte, jeg skal ikke prøve at være dem, det ville være latterligt, så jeg må bare prøve at være mig. Og så ikke være bange for at tage taletiden. Det skal man nogle gange lige tage mod til sig for at gøre. At sige, nu fortæller jeg en anekdote, og I skal vente, til den er færdig. Jeg kan sagtens navigere i det og camouflere det godt nok til at, folk ikke tænker over det, tror jeg, men jeg kan mærke, at usikkerheden stadig kommer op i mig somme tider."

Også i privat sammenhæng?

"Ja, det kan også godt ske. Jeg er meget opmærksom på, hvordan andre har det, og tit er de jo også nervøse. Så bruger jeg krudt på at få dem til at have det godt, og så glemmer jeg mig selv lidt. Det handler også om, hvem man møder. Somme tider møder man mennesker, hvor man føler sig tryg, og så blomstrer man og er pludselig virkelig sjov. Og så er der andre, hvor det bare er helt modsat. Men generelt gør jeg mig umage i mødet med andre. Første gang jeg skulle møde min svigerfamilie, skulle vi hjælpe en af mine svogere med at rive et hus ned, og der var jeg meget bevidst om, at jeg ikke skulle komme og være sådan en Hollywood-prinsesse. Jeg skulle tage nogle arbejdshandsker på og give den gas. Problemet med sådan et job, som jeg har, er, at man betragter sig selv meget udefra, og så kan man også let komme til at tænke over, hvordan andre betragter en."

Birgitte er mor til to små piger, og der er også sket noget med hende, efter at de er kommet til verden.

"Ja, det er helt klart, at der er nogle ting, jeg gik op i før, som er fuldstændig tindrende ligegyldige nu. Det vigtigste er, at mine børn har det godt. Jeg har tænkt en del over, at der var en periode i mit liv – omkring tiden i Hollywood – hvor jeg gik rigtig meget op i at dyrke motion, spise rigtigt og se rigtig ud. Jeg vil ikke sige, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men jeg havde stort fokus på indtag af føde og forbrænding af det. Og der er jeg enormt bevidst om, hvad jeg viser mine piger. De skal ikke tro, at de skal se ud på en bestemt måde, eller at mor skal have makeup på, før hun går ud ad døren."

"Samtidig er en del af mit job jo, at jeg går ud og er en offentlig persona, men jeg synes, at det er lettere at adskille nu. Det er okay at tage pænt tøj og makeup på og sætte håret, når jeg skal til en premiere – det er en del af mit job – men derhjemme behøver jeg ikke se ud på en bestemt måde. Og hvis man skal komme med et banalt billede, så har jeg altid været meget bange for edderkopper, men nu er det mine piger, der er bange, og så er det mig, der skal fjerne edderkopperne. Og det kan jeg sjovt nok godt. Så man kan åbenbart godt overkomme nogle af de ting, man tror, man ikke kan. Jeg synes også, at jeg finder mere og mere fred med, at jeg ikke behøver få alle til at kunne lide mig. Der vil være nogle, der ikke kan, og det er okay."

"Det er sjovt, for i de år, hvor jeg rejste meget, kunne jeg næsten ikke holde ud at komme til en familiefødselsdag. Jeg syntes, det var kedeligt og snævert, og jeg ville bare ud i verden. I dag synes jeg simpelthen næsten ikke, at der er noget, der er dejligere end at komme til en familiefødselsdag. Det er noget af det, der kommer med det at få børn. En værdsættelse af at have det bagland og en familie, der bare er der. Visheden om, at der altid er nogen, der har min ryg, er en kæmpe styrke. Jeg er ikke i længden bygget til det nomadeliv, jeg levede i nogle år, og da jeg kom hjem fra New York og mødte min kæreste, var der bare så mange ting, der faldt på plads. Vi ville det samme, vi fik lavet vores familie, og pludselig er jeg det sted i verden, hvor jeg hører til."

Så det er slut med at rejse ud og arbejde?

"Nej, jeg vil ikke sige, at det aldrig skal ske igen. Nogle af de ting, jeg har lavet i udlandet, har været virkelig sjove, og fagligt har jeg ikke følt mig så meget i bås i udlandet, som jeg nogle gange gør herhjemme. Men det skal være et virkelig fedt projekt, før jeg vil overveje det, for min familie er det vigtigste."