Konceptet bofællesskab klinger af forgangne tider. Af endeløse fællesmøder, lilla ble om hovedet og urtete i lange baner. 

Men boformen, der er bedst kendt fra de glade 70’ere, er alt andet end umoderne, og i disse år skyder bofællesskaber op her, der og allevegne. Som et alternativ til livet, hvor vi lukker os om os selv, og som et bud på en levevis, hvor det ikke kun er vores egen lille flok, det hele handler om. 

Det er fællesskabstanken anno 2025, hvor hippie-elementerne i mange tilfælde er skiftet ud med selvstændige ejerboliger, der har egen hoveddør, men deler alt fra køkkengryder til klatrestativer – og ønsket om at komme hinanden ved. 

Netop sådan et fællesskab blev Emilie Tranholm Larsen og hendes familie en del af, da de for knap fem år siden rykkede deres villaliv i København op med rødderne og slog sig ned i bofællesskabet Krake i en omdannet skole i Lejre på Midtsjælland. 

Ikke fordi de som sådan var mætte af storbyen, fortæller hun, da jeg efter en kort vildfarelse mellem de 27 boliger finder deres, men fordi de mærkede en livslang drøm trænge sig på. 

LÆS OGSÅ

Mathias deler barslen ligeligt med sin kone: ”Det er ikke ferie – det er benhårdt arbejde”

Fædrene er blevet spillet mere på banen med den øremærkede barsel – men Mathias valgte at udvide og tage halvdelen på sine skuldre. Det har ført til alt fra mindre amning, nemmere putning og hudmæthed til mental load og mindeværdige momenter mellem far og Sol.

– Jeg kommer fra en lille by nord for Århus, hvor der er fire bofællesskaber, og mange af mine barndomsvenner, som stadig er nogle af mine tætteste, er vokset op i bofællesskaber. Jeg kan huske, hvordan det som barn var en drøm at komme derned, og hvordan der lå en enorm stor frihed i at være et sted, hvor der var luft og rum til at færdes ubesværet og lidt uset. Samtidig med at der var en flokmentalitet, som var virkelig rar, forklarer hun om sit eget udgangspunkt. 

I dag har Emilie Tranholm Larsen selv tre børn på ti, otte og tre år sammen med sin mand, Kim, og der sker noget, når man begynder at skabe sin egen familie, reflekterer hun, som kan nære den slags gamle længsler. 

– Når man har små børn, bliver det sværere at lave aftaler, og man skal bruge flere kræfter på at arrangere ting, fordi hverdagen bare ruller. I et bofællesskab gør forholdene og arkitekturen, at man naturligt støder på hinanden og har brug for hinanden. Ungerne behøver ikke at blive kalenderbørn, som har aftaler flere uger frem i tiden, og vi har selv nemt ved at få voksenkontakt ud over med hinanden. Det føles næsten, som om vi snyder lidt og springer nogle led over, smiler hun. 

LÆS OGSÅ

Pernille Rosenkilde om at blive gravid: ”Jeg tog det personligt, at et barn ikke ville bo inden i mig”

Pernille Rosenkilde føler, at hun er ramt af den største lykkebombe. Hun er mor til Lizzi på snart tre år, og så venter hun sit andet barn. Men før lykkebomben ramte, var Pernille igennem flere år med opslidende fertilitetsbehandlinger og en massiv frygt for aldrig at blive mor. Det har forplantet sig i hendes forældreskab, hvor glæden skinner om kap med Pernilles farvestrålende garderobe. Alt andet ville nemlig være utaknemmeligt, mener hun.

Aftensmad til 100 

Vi tager plads i familiens højloftede, lyse køkkenalrum med, ja, urtete i kopperne og udsigt til noget af al den natur, som har lokket familien ud på netop disse kanter, og hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at man sad i et moderne rækkehus. 

Men ikke mange skridt fra hoveddøren ligger fælleshuset med spisesal, vaskeri, gymnastiksal, musikrum, værksteder og det køkken, hvor nogen lige nu er i færd med at forberede en børnefødselsdag, og havde klokken skrevet eftermiddag, havde der højst sandsynligt været nabobørn i høj fart på vej ind i entréen, fortæller Emilie Tranholm Larsen. Hvilket er noget af det, hun elsker ved at bo, som de gør. 

– Der er en stor naturlighed i at tjekke ind med sine naboer, og der sker meget, bare når du går ud ad døren, for der er altid nogle unger, der er i gang med en leg, eller voksne, der er klar på en snak og en kop kaffe. Og det er nemt at være hjælpsom og generøs, når du bor så tæt med andre, hvilket er enormt rart og tilfredsstillende.

Det kan lyde banalt, konstaterer hun, men lysten til at bo i et bofællesskab handler kort sagt om at forbinde sig til andre mennesker, og forbindelsen forstærkes ganske enkelt, når alle for alvor køber ind på konceptet og det ansvar, der følger med. 

Om det så er til arbejdsdagene, hvor der skal ordnes have, gøres hovedrent, bygges nyt eller nusses om noget gammelt. Eller til begivenheder som sommerfest, halloween, sankthans, MGP-fest med popcornmaskine og de spontane sammenkomster i bålhytten eller æblehaven. 

LÆS OGSÅ

”Det er en lille sorg for mig ikke at kunne overskue endnu en fertilitetsbehandling”

Hvornår bliver man klar til barn nummer to, når man ved, at det kræver en opslidende fertilitetsbehandling? For P3-vært Maria Josefine, bedre kendt som JoJo, føles det som at stå ved foden af Mount Everest, så spørgsmålet er – hvad vejer tungest – den nye følelse af frihed i familien eller ønsket om en søskende til Delphine?

– Det giver mulighed for at være sammen på en anden måde, i fællesskaber, hvor man har en relation, imens man laver noget sammen, siger Emilie Tranholm Larsen og nævner de to ugentlige fællesspisninger som et oplagt eksempel: 

– Det er simpelthen sådan en hyggelig hverdagsmåde at mødes på, og jeg synes der er noget vildt dejligt i at stå i tre timer og hakke grøntsager sammen med mine naboer, helt uforstyrret, uden børn. Som sådan en lille voksen-hub.

Når hun eller Kim hver 8. uge har køkkentjansen og kokkererer til Krakes 50 voksne og 50 børn, er det i sagens natur den anden, der står med putning, madpakker og den slags. 

– Og det er klart, at hver gang du byder ind i fællesskabet, så går det fra noget andet. Men grundlæggende tror jeg, at det er med til at give både voksne og børn en forståelse af, at ting ikke bare sker af sig selv, men fordi alle bidrager, lyder det. 

Initiativets ret 

70’ernes rundkredspædagogik er ophævet i det moderne bofællesskab, men fællesmøderne lever stadig, og i Krake er det her, man hver anden måned bliver enige (eller i hvert fald nogenlunde enige) om, hvordan man passer godt på stedet og udvikler det. 

– Vi er generelt utrolig pragmatiske, og mange ting sker ud fra initiativets ret. Altså, hvis du har stærke holdninger til, hvordan vi beskærer buske og træer på vores grund, så kan du melde dig ind i uderumsgruppen, fordi det er her, arbejdet bliver lagt. Så er der til gengæld også tillid til dem, der gør det, hvilket fungerer vildt godt, siger Emilie Tranholm Larsen. 

Med den indskydelse, at man selvfølgelig sagtens kan sidde med en alternativ holdning i kølvandet på en fælles beslutning. Og så ligger øvelsen i at give slip, så det ikke ender med at blive en unødvendig stopklods. 

– Jeg har selv været nødt til at sluge nogle kameler i forhold til for eksempel økonomi og oprydning på fællesarealerne, hvor jeg kunne godt have ønsket mig, at tingene var lidt anderledes, og på den måde kan jeg helt sikkert blive udfordret en gang imellem. Men man er nødt til at vurdere, hvor vigtigt det egentlig er, og lade det ligge, hvis det ikke er kampen værd, erkender hun. 

Til gengæld er der også inspiration at hente, når bofæller kaster sig ud i initiativer, som Emilie Tranholm Larsen ikke umiddelbart kan se pointen i, men som viser sig at fungere godt. Som da nogen for nylig insisterede på at fjerne trådhegnet ud mod den offentlige grund, der grænser op til bofællesskabet, så der nu er en anden kontakt til omgivelserne og et stort, grønt område. 

– Vi er simpelthen så tillidsbaserede, og jeg tror det er derfor, at det kører så godt. Vi har en forventning til hinanden om, at vi bor her, fordi vi gerne vil det fælles, og bakker også hinanden op, hvis der er perioder i ens liv, hvor man ikke kan bidrage lige så meget som i andre. Det har taget nogle år at finde frem til en form, som fungerer, og vi udvikler hele tiden på, hvordan vi gøre tingene anderledes og bedre, men helt overordnet vil vi gerne følge hinanden i stedet for at have masser af fællesregler, og ingen af os gider at holde uendelige møder, konstaterer hun. 

– Jeg tror, det er en kultur, der er vokset frem helt naturligt. 

LÆS OGSÅ

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Fællesskab uden pres 

Emilie Tranholm Larsen er ikke vild med at indrømme det, men den velsmurte fællesskabsmaskine kan måske også tilskrives det faktum, at de voksne i Krake er ret ens, når det kommer til stykket. 

Med lange uddannelser i bagagen og et tæt forhold til København, hvor de fleste arbejder. Som det også gælder for hendes mand, der dagligt pendler de tre kvarter frem og tilbage. 

– Vi er en flok akademikere, der ikke kan fikse et vandrør, men langsomt lærer det, og hvis du skulle finde os i Danmarks Statistik, ville vi højst sandsynligt ligne hinanden i forhold til arbejdsliv og børn, smiler hun. 

– Det har nok også gjort det ekstra nemt, at vi alle stadig er småbørnsfamilier, for det er begrænset, hvor meget vi har tid til at gå op i de bittesmå ting, og mange bliver måske lidt sådan ’whatever’, når det handler om detaljer. Og så har vi nærmest alle sammen været med fra begyndelsen og er på den måde vokset ind i hinanden, hvilket uden tvivl også gør det nemmere at få tingene til at glide, konstaterer hun. 

Dermed ikke sagt, at alle familiens medlemmer altid er lige begejstrede for den boform, de to forældre har valgt. 

– Vores mellemste på otte går bare ud og leger og er sommetider væk i lang tid, og vi griner lidt af, at han nærmest har fået nye familier rundt omkring. Men vores pige på 10 har givet udtryk for, at hun ikke altid trives med, at der er alle mulige, der løber ind og ud vores hjem, og har sommetider ikke lyst til at deltage i arrangementer, og det har vi gjort meget ud af at respektere. For jeg tror, det er virkelig vigtigt, at man ikke forsøger at presse fællesskabet ned over nogen, og jeg tror, det er godt, at vi indimellem prioriterer, at det bare er os som familie, understreger Emilie Tranholm Larsen. 

LÆS OGSÅ

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

Hvilket synes at indramme noget af dét, som nutidens bofællesskaber kan; give adgang til et helt specielt samvær med andre, uden at man nødvendigvis behøver at sidde lårene af hinanden. 

– Med den måde, vi bor på, kan vi bruge en masse tid med de andre, men også være sammen som familie, og på den måde føler vi, at vi har fået det bedste af begge verdener.