Min datter er vred og aggressiv

Spørgsmål om forhold til datter efter hun er blevet mor

Jeg har altid haft et tæt forhold til min yngste datter, som jeg i mange år boede alene med, da jeg ret tidligt blev skilt fra hendes far. Min datter er nu 28 år og fik sit første barn i marts og blev efterfølgende ramt af en fødselsdepression. Jeg gik på daværende tidspunkt ledig og kunne derfor være der dagligt i mange timer, hvor jeg tog mig af babyen. Det var hårdt, men jeg gjorde det gerne for at afhjælpe, og fordi det var nødvendigt. Da mit barnebarn var fire måneder, begyndte det dog at gå bedre med min datter, til gengæld begyndte det at gå rigtig skidt mellem hende og mig. 

LÆS OGSÅ: Tør jeg tale med min datter om hendes ensomhed?

Min datter er blevet aggressiv over for mig. Hun anklager mig for at blande mig, hvis jeg f.eks. påpeger, at babyen ikke har varmt tøj nok på eller andre småting. Hun mener, at jeg insinuerer, at hun er en dårlig mor. Jeg er i job nu, men har alligevel indtil nu besøgt dem ca. to gange om ugen. Her er det stadigvæk mig, der står for alt med babyen. Forleden gik det så helt galt. Her skulle de til noget babysvømning, og da de var på vej afsted, sagde jeg, at hun skulle passe på den lille. Det var venligt ment, men min datter blev vred og anklagede mig for at mangle tillid og tale ned til hende. Siden da har jeg faktisk ikke haft kontakt med hende. 

Jeg savner selvfølgelig besøgene og at se mit barnebarn, men jeg har alligevel ikke lyst til at være den, der tager kontakt til dem. Jeg synes ikke, at jeg blander mig, men lige meget hvad jeg siger eller gør, så er den gal. Jeg selv føler mig forkert, hvis jeg ikke må sige noget som helst. Hvad tænker du? 

Vibeke Dorph råder til lidt afstand og give datteren plads

Nu lyder det heldigvis til, at din datter er ovre sin fødselsdepression, men når hun agerer aggressivt over for dig, tænker jeg, at det faktisk kan have lidt at gøre med den voldsomme krise, hun har været igennem. Her var du jo konstant på og hjalp hende, det skal hun nok blive dig taknemmelig for en dag, men lige nu fortæller hun dig på sin egen lidt klodsede facon, at hun nu har brug for plads og rum til at gøre tingene på sin helt egen måde. Det er jo egentlig godt og lovende, for det er jo hende (og faren), der skal have den tætteste tilknytning til barnet nu og mange år fremover.

LÆS OGSÅ: Jeg har smidt min 19-årige datter ud af huset

Derfor er mit råd til dig, at du trækker dig lidt. For når du f.eks. i bedste mening kommenterer dit barnebarns påklædning, så hører din lige nu ret følsomme datter kun, at hun gør tingene forkert. Det er jeg helt sikker på, ikke er din mening, men det er sådan, hun opfatter det.

Jeg tænker derfor, at det ville være godt, hvis I indrettede jer, så I får lidt diplomatisk afstand til hinanden. Kunne I f.eks. lave en ordning, hvor du får besøg af dit barnebarn hos dig uden din datter? Eller du kunne måske gå en lang tur med barnet eller laver noget andet sjovt? Det kunne jo sikkert også være rart for din datter med et frirum nu og da. Under alle omstændigheder så må du give din datter fred til at finde sine ben som mor. Du skriver, at I altid har været meget tætte, nu har hun brug for at finde fodfæste selv. Giver du hende plads til det, så skal tingene nok snart falde til ro.