Min kæreste pakkede sine ting og forsvandt Vibeke Dorphs Brevkasse
SPONSORERET indhold

Min kæreste pakkede sine ting og forsvandt

For knapt to år siden mødte jeg en fantastisk mand, som jeg forelskede mig hovedkuls i, men da vi forsøgte at flytte sammen, valgte han at trække sig og sige, at han ville fokusere på sine børn og være far med stort F. Jeg savner ham så meget, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
15. apr. 2022 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om savn til en helt særlig mand

Jeg er en kvinde midt i 40’erne med to børn på 8 og 16 år. Jeg har et godt forhold til deres far, selvom jeg stort set altid har været alene med dem. Jeg har datet, men det er aldrig blevet til nogen egentlig seriøse forhold.

For knap to år siden mødte jeg så en seks år ældre mand via netdating. Han bor i en anden del af landet og har to børn på 10 og 16. Vi forelskede os hovedkulds i hinanden. De første mange måneder var en lang forelskelsesrus, hvor vi så hinanden stort set alle de dage, hvor vi ikke havde børn, og talte i telefon hver aften.

Min kæreste var blevet skilt syv måneder, før vi mødtes. Han ekskone har kæmpet med depression gennem hele deres forhold, og derfor bor hans børn mest hos ham, fordi hun ikke magter dem. Bortset fra det, så har min kæreste et godt job, god økonomi, gode venner og dyrker en del sport i sin fritid.

LÆS OGSÅ: Skal jeg opgive drømmejobbet for forholdets skyld?

Efter 10 måneder besluttede vi at flytte sammen i min by, og vi mødte hinandens børn. Problemet opstod, da børnene skulle møde hinanden. Her stejlede hans lille søn, han græd og nægtede at stige ud af bilen, da de skulle hjem til os. Da vi tog over og besøgte min kæreste, var sønnen sød nok, men han holdt sig på sit værelse.

Bagefter spurgte jeg min kæreste, om han mente, at det var realistisk at flytte hans dreng, når han havde det så skidt, og det mente han. Vi nåede dog kun lige at lægge et indskud på 50.000 på en lejlighed, så bakkede min kæreste pludselig ud. En dag, mens han var hos mig, og jeg var på job, pakkede han sine ting og rejste.

Senere meddelte han, at han elskede mig, men syntes, det hele var blevet for tungt, og at vi ikke havde det, som da vi var nyforelskede. Vi forsøgte senere at give forholdet en chance, men igen trak han sig. Bagefter skrev han, at han ville koncentrere sig om sine børn, få styr på sit liv og være far med stort F.

Det er nu et par måneder siden, og jeg savner ham vildt. Er jeg fuldstændig urealistisk, når jeg håber, at vi finder sammen igen?

Vibeke Dorph råder til at se tiden som et dejligt eventyr

Jeg er jo ikke synsk, men jeg tror desværre, at chancen for, at du og din tidligere kæreste finder sammen igen er lille. For en ting er den forelskelse, som I begge har været heldige at opleve, noget andet er den mere lavpraktiske hverdag, som jeres forhold skal lande i.

Her har i nogle hårde odds imod jer, og jeg tror, at det måske er det, din kæreste har indset, før du helt har været klar til det. At det forholder sig sådan, skyldes sikkert, at det ville blive ham – og især da hans børn – der skulle betale den højeste pris, hvis I skulle gøre alvor af jeres planer om at flytte sammen.

LÆS OGSÅ: Jeg kan ikke holde min luddovne søster ud

At den pris er for høj, er jeg enig med din kæreste i. For hans børn har i forvejen været igennem en skilsmisse, de har en psykisk syg mor, hvilket påvirker dem, og så har de en far, som de af samme grund er dybt følelsesmæssigt og praktisk afhængige af.

Hvad de absolut ikke har brug for lige nu, er at blive rykket op fra deres kendte omgivelser og flyttet til den anden ende af landet og ind i et nyt hjem med mennesker, de dårligt kender. Jeg tænker, at det er de udsigter, den lille dreng har reageret på, det er ganske enkelt en for stor mundfuld for ham, ja, for alle børn, og var det dine egne børn, der stod i den situation, er jeg sikker på, at du ville være enig.

Derfor synes jeg, at du skal se den tid, som du fik med din ekskæreste som et dejligt eventyr, du og han fik lov til at opleve sammen, men som nu er slut. Drømmer du fortsat om at finde en mand, du kan dele dit liv med, så kast dig dog endelig ud i jagten, men tag de mere realistiske briller på, således at dit næste forhold også har en reel chance for at overleve, når hverdagen melder sig.

Anbefalet til dig