Min kæreste vil have lov til at flirte med andre kvinder Vibeke Dorphs Brevkasse Hjemmet
SPONSORERET indhold

Min kæreste vil have lov til at flirte med andre kvinder

Jeg elsker min kæreste meget højt, men jeg føler, at han overskrider mine grænser. Han har nemlig en tendens til at flirte med andre kvinder, når han er ude. Han siger, at det er med til at bekræfte ham i, at han kun vil mig og os, men jeg trives virkelig ikke i det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Af: Vibeke Dorph Foto: Getty Images
18. okt. 2021 | Livsstil | Hjemmet

Spørgsmål om flirtende kæreste

Jeg er en kvinde på snart 35 år, som er i forhold på andet år med en to år yngre fyr. Hvor mit biologiske ur er begyndt at tikke, så har min kæreste ikke særlig travlt med at blive gift og stifte familie. Vi elsker dog hinanden højt, men der er også mange ting, som vi ser vidt forskelligt på.

Blandt andet er vi ret uenige om, hvordan man opfører sig i et forhold. Min kæreste elsker at flirte, når vi er ude. Han siger, at han får bekræftelse ved at møde andre kvinder, flirte med dem og bryde grænser. Han er mig ikke utro og er ikke interesseret i at være sammen med kvinderne, det er ikke dem, der giver ham noget, det er kicket ved at flirte, som han godt kan lide. Han vil også helst have, at jeg er med i byen, så han forsøger altså ikke at skjule noget for mig.

LÆS OGSÅ: Min kæreste gør mig virkelig ensom

Alligevel føler jeg, at han hver gang overskrider mine grænser, når han rører, taler og danser så intenst med andre kvinder. Jeg bliver ked af det, for jeg føler, at al den opmærksomhed burde han give til mig. Han flirter, hver gang vi er ude, og det resulterer i store skænderier imellem os. Jeg føler mig svigtet og ked af det, mens han føler sig låst og kvalt og ikke er glad i vores forhold. Han siger, at hans livsglæde dør, hvis ikke han får bekræftelse fra andre kvinder. Sidst var det en af mine veninder, han flirtede og dansede meget tæt med, og det gjorde virkelig ondt på mig.   

Jeg vil gerne videre, få børn og blive "voksne", mens han vil være sikker på, at vores forhold kan holde – og det kan det kun, hvis han får lov til fortsat at få lov til at flirte med andre kvinder. Vi skændes meget og overvejer begge vores forhold, og jeg aner ikke, hvad der er op og ned på tingene, hvad tænker du?

Vibeke Dorph råder til ikke at spilde tiden

Jeg tænker, at dit selvværd er ved at blive godt og grundigt slidt i bund med særdeles effektiv hjælp fra din kærestes side. For jeg forstår da godt, at du ikke har lyst til at blive slæbt med ud i byen blot for at skulle overvære, hvordan han stiver sin selvtillid af ved at flirte med andre kvinder.

Det er ikke kun en barnlig opførsel at lægge for dagen, det er også tarveligt over for dig og i virkeligheden også over for de kvinder, der måske tror, at din kæreste vitterligt er interesseret i dem. Desværre kan jeg heller ikke lade være med at tænke, at det med tiden ikke vil være nok for din kæreste at nøjes med flirten, og jeg bliver derfor helt træt på dine vegne ved tanken om alt det bøvl, du ender med at få med manden. Især hvis han skal til at være far for jeres børn.

LÆS OGSÅ: Skal jeg give min nye kæreste en chance til?

Derfor synes jeg, at du skal være tro mod dig selv og dine helt forståelige følelser. Sig til din kæreste, at han har tre minutter til at blive voksen i, hvis han vil blive ved med at være din kæreste. Vil han ikke det, så kom ud af forholdet. Man kan heldigvis i dag få børn på mange måder. Jeg kender selv en del kvinder, der enten har valgt at få børnene alene eller har allieret sig med en god ven, der også har ønsket sig børn.

Det er en stor beslutning at tage, men ingen af dem har nogensinde fortrudt det, tværtimod. Så lad være med at spilde mere tid på at blive slidt ned i et usundt forhold. Sæt din kæreste stolen for døren. Kommer der ikke noget godt ud af det, så gå din vej, således at du får muligheden for at skabe den familie, du lige nu forgæves går og drømmer om, men som du da i den grad har fortjent at få.

Anbefalet til dig