Min mands utroskab bryder mig ned

Spørgsmål om gentagende utroskab

Jeg skriver til dig, fordi jeg er blevet meget i tvivl om, hvad det egentlig er for et ægteskab, jeg lever i. Jeg er 52 år og mor til to børn. Da jeg ventede vores andet barn for 13 år siden, ved jeg, at min mand var hos en prostitueret. Det opdagede jeg kun, fordi hun havde smittet ham med en kønssygdom, og han derfor blev nødt til at gå til bekendelse.

I de sidste fem år ved jeg, at han har haft forskellige elskerinder, en af dem i over et år. Hver gang har jeg opdaget det og konfronteret ham med det. Først benægter han hårdnakket og skælder mig ud, men når jeg så kan komme med direkte beviser, så går han til bekendelse. Han siger så, at hvis han ville gå fra mig, så havde han gjort det for lang tid siden, og at jeg skal være heldig, at han stadig er her, for der er mange, der hellere end gerne vil have ham.

Senest var han på forretningsrejse i den uge, hvor vores ene barn havde fødselsdag, og jeg havde ferie. Jeg hørte stort set intet fra ham, han svarede ikke, når jeg ringede, og da han kom hjem, fik jeg et brev fra en kvinde, der fortalte, at hun havde været med ham på rejsen. Grunden til, at hun afslørede dette, var, at han på rejsen også havde kontakt med andre kvinder. Kvinden skrev, at hun var stoppet med at se ham og undskyldte. Da jeg konfronterede min mand, sagde han, at hun er skør, men ugen efter opdagede jeg så, at de har været sammen igen.

Jeg elsker min mand, men jeg er så meget i tvivl, om hvad jeg egentlig skal gøre. Han vil ikke have sex med mig længere. Når det en sjælden gang sker, er det ikke sex, jeg får nydelse af, for han er meget voldsom og tænker slet ikke på mine behov.

Jeg har også opdaget, at han på nettet skjuler, at han er gift. Når vi er ude sammen, synes alle, at han er fantastisk, det ændrer sig, når vi kommer hjem, og han er vred og bebrejder mig. Jeg forsøger at få hverdagen til at fungere og være der for mine børn, men det er svært. Jeg har ikke ret meget selvtillid og stoler ikke på, at jeg er god nok til noget overhovedet. Jeg har ikke nogen, jeg kan betro mig til.

Hvad gør jeg?

Vibeke Dorph svarer: skynd dig væk

Det enkle svar, der falder mig ind, er, at du pakker en taske, tager dine børn under armen og skynder dig væk fra din mand.

Jeg er dog bange for, at det ikke er så let endda. Problemet her er nemlig, at du alt for længe har tålt din mands uhyrlige opførsel, og dermed er dit selvværd slidt helt i bund. Hans uhyrlige opførsel er blevet det normale, noget du bare finder dig i.

Du skriver, at du elsker din mand. Undskyld, det tror jeg ikke på, at du gør. Jeg tror, at „elsker“ dækker over en enorm længsel efter at blive elsket rigtigt, noget du da bestemt ikke er blevet af ham.

For hvilken ordentlig mand går til en prostitueret, mens hans kone er gravid? Hvilken mand ydmyger hende konstant? Det gør kun en dum stodder, et pjok eller en psykopat, og jeg er bange for, at din mand består af lidt af det hele.

Den gode nyhed i alt det her er, at du tydeligvis selv er i stand til at elske, for det vidner hvert et ord i din her stærkt forkortede mail om. I hele det her vanvid passer du troligt dit job, dit hjem og ikke mindst dine børn.

Det fortæller ikke bare, at du er et omsorgsfuldt og kærligt menneske og mor, men også, at du er vanvittig stærk. Var jeg dig, så ville jeg hellere bruge den styrke på at komme væk fra din mand end på at blive ved med at kæmpe for et forhold, der er så psykisk nedbrydeligt og farligt for dig.

Mit konkrete råd til dig er, at du holder op med at skjule den virkelighed, der er din, over for din omverden. Du har ingenting at skamme dig over, og du svigter kun dig selv ved at opretholde facaden.

Begynd med at betro dig til et menneske, der står dig nær, og som du ved vil dig det godt. Hvis du ikke har den fortrolige ven (endnu), så find en god psykolog, der kan hjælpe dig videre. Jeg har også venner, der har haft glæde af at tale med en præst. Disse har også tavshedspligt, og man behøver ikke at være religiøs for at søge hjælp der. Ellers kontakt mig igen.

Under alle omstændigheder, så har du brug for nogen, der kan hjælpe dig væk fra din mand. Hvis det føles uoverskueligt, så husk på, at vi mennesker nogle gange bliver nødt til at gøre noget, vi ikke tror, vi magter.

Det er afsindig hårdt, ja, men det er også den slags benhårde bevægelser, der i sidste ende gør os til hele og stærke mennesker. For det viser os, at vi er i stand til at stå op for os selv, når det virkelig gælder – og det gør det nu for dig.