Camilla Plum om skilsmissen: Livet er spændende

Fuglebjerggaard dukker op til højre på den snoede vej mellem marker og træer. Jeg parkerer på en mark med p-skilt, det er tydeligt, at stedet er vant til mange gæster. Camilla Plum kommer ud gennem gårdens port, og da hun får øje på mig, udbryder hun:

– Og du er så damen, jeg har glemt alt om i dag! Nå, men vi finder ud af det.

Og det gør vi. Camilla giver lige lidt direktioner om håndtering af grøntsager, pickles og chai til de ansatte, der er ved at rydde op efter weekendens store marked, og så går hun ind i gårdens lille café og kalder på mig.

– Hvis du vil ha' en mad, så er det her!

Klokken er 11, og det er tid til en formiddagssnack, en pause, lidt mad og smøger. Jeg skærer et par skiver brød, tager nogle blokke af en kæmpe, lagret ost og topper op med hjemmelavet marmelade. – Og der er kage i kasserne, siger Camilla over skulderen, mens hun er på vej ud for at sætte sig med dem, der er på arbejde i dag. Frokosten er klokken 14, får jeg at vide, og jeg tænker i mit stille sind, at det må være ret skønt at arbejde et sted, hvor forplejningen er så lækker, rigelig og ligetil. Rundt om bordet går snakken om markedet, om de 10.000 besøgende, om hvad der blev købt og ikke købt, hvordan kanelsneglene solgte, og hvad der skal ske med alle de flasker, der er blevet tømt. Kattekillingerne lister rundt, et par velnærede hunde prøver at tigge sig til en bid, og der er en ro og tilbagelænethed over det hele, som er sjælden at møde i vores ellers så hektiske verden. Efter maden viser Camilla ind i huset. I køkkenet hersker let kaos, fire endnu mindre kattekillinger nulrer rundt på gulvet, og Camilla får gang i en smøg mere.

Syltetøj og symbolik
– Og hvad er det så, vi skal snakke om, spørger hun, og læner sig tilbage. Klar til at være på, selvom hun slet ikke havde regnet med journalistbesøg i dag. Weekendens marked har fyldt alt i hendes bevidsthed i halvanden måned, så det snakker vi lidt om.

– Det optager mig at få sådan et arrangement til at fungere, både i sin egen lille sammenhæng men også i en større. Det, jeg laver, er selvfølgelig syltetøj og franskbrød, men hvis man skal se det i et lidt større perspektiv, så prøver jeg at inspirere folk til at se nogle andre muligheder i verden. At der er andre måder at leve på, at man kan spise noget andet mad, at man kan interesserer sig mere for naturen og miljøet i det, man gør. Det vigtigste ved det, jeg laver, er nok at vise, at der er nogle ting, der kan lade sig gøre, hvis man vil. Jeg prøver også at lade være med at vise det som sådan et yndigt glansbillede af, at det er så fantastisk at bo ude på landet og så utrolig yndigt at lave sit eget syltetøj og alt det der. Det er det også, men det er også alt muligt andet. Der er ikke noget livsstil over det, andet end at man kan give sit liv det indhold, man har lyst til. Jeg er ikke interesseret i symbolerne, jeg er interesseret i essensen. Efterhånden er rigtig meget symbolik, hvor det handler om at signalere, at man tilhører et eller andet segment, eller at man er så og så engageret. Yndigt og trutte-nutte-agtigt. Og det synes jeg er forfladigende. Simpelthen.

– Jeg ved, at der er rigtig mange mennesker, der søger efter noget fornuftigt at foretage sig. Noget, som rækker ud over dem selv, og det er tilsyneladende en international bevægelse, at man prøver at bevæge sig hen i retning af noget, der er en lille smule mere naturafhængigt og årstidsafhængigt. Folk begynder at dyrke bønner og græskar som om det gjaldt livet, altså. Og det gør det måske også! Det er jo ikke umuligt, at det lige præcis er det, det gør.

Eksmanden er fortid
For Camilla er det i hvert fald livet at dyrke økologiske grøntsager, frugter og krydderurter. Siden 1997 har hun drevet Fuglebjerggård i Helsinge, og indtil 2011 stod hendes mand, Per Kølster, for gårdens dyr og landbrug. Sådan er det ikke mere, for parret blev skilt sidste år. Det var Camilla, der gik – og nu står hun alene med ansvaret, og:

– Det er helt vildt sjovt! Det er sgu sjældent, at man i min alder pludselig skal til at lære noget helt, helt andet, end man nogensinde har beskæftiget sig med før. Hvordan er det lige, man har køer og får? Hvordan dyrker man hvede og slår græs? Jeg havde ikke ret meget med landbruget at gøre før, men det har jeg så nu. Det er en helt ny kompetence, og det er meget godt at få det engang imellem.

Er din eksmand helt ude af dit liv?
– Ja.

Det lyder meget kategorisk?
– Ja. Punktum. Det er fortid, jeg beskæftiger mig kun med fremtiden.

Du har jo børn med ham?
– Ja. Og det går fint.

En eller anden form for kontakt må der da være?
– Nej, det er der ikke. Og er der en ny på banen? Nej, det er der ikke. Jeg har overvejet at få mig et harem i stedet for, det er garanteret meget sjovere, ha, ha.

Camilla gider ikke rigtig snakken om skilsmisse, men så alligevel...
– Faktisk er det jo meget interessant at blive skilt, for det, der sker, er, at man bliver nødt til at genopfinde sig selv. Og det er nok meget godt at gøre engang imellem. At spørge sig selv, hvad er det egentlig, jeg vil? Hvordan var det lige, jeg var før? Og hvordan er jeg så nu, og hvor vil jeg hen? Hvad synes jeg er sjovt? Hvem kan jeg godt lide? Hvem tager mine kræfter, og hvem får jeg energi af at være sammen med? Og så kan man jo have en million forskellige venner, som man har forskellige ting med. Jeg er ret vild med biodiversitet – også på venneplanet. Jeg har gravet nogle gamle venner frem, jeg har fået en masse nye venner, og jeg synes, at det er ti gange sjovere at være sammen med mange mennesker end bare en. Det kan jeg ikke forestille mig nogensinde at skulle igen!

Var I meget lukkede om jer selv?
– Altså, hvis man er gift og arbejder med det samme... Nej, vi var ikke lukkede om os selv, men det er klart, at man er meget mindre udfarende og meget mindre social, når man er gift. Det behøver man bare blive skilt for at opdage. Når man kigger på andre, der er gift, så er det jo noget med en hverdag og en trummerum, der er ikke meget plads til improvisation i ægteskaber som regel. Når man bliver skilt, finder man ud af, at nå ja, det er ligesom da jeg var ung – jeg er selv ansvarlig for underholdningen. Hvis man ikke gør noget, sker der ikke en skid, så man bliver nødt til at være udfarende, medmindre man har lyst til at sidde og kukkelure. Det er en udfordring, men det er rigtig skægt.

Læs resten af artiklen på næste side...
Fløjtende ligeglad
De kun seks uger gamle kattekillinger er begyndt at blive lidt urolige, og Camilla rejser sig for at give dem mad.

– Tænk engang, jeg skrev på Facebook, at jeg igen havde kattekillinger, som man kunne komme og kigge på og hente, hvis man ville. Og så kom der svar fra alle mulige koner, der mente, at det simpelthen var for dårligt, at jeg ikke fik mine katte "neutraliseret" – fint ord – når der nu er så mange herreløse katte og bla, bla, bla. Jeg skrev tilbage, at der ikke er nogen, der skal bestemme, om mine katte får killinger, og jeg kommer i øvrigt også altid af med dem. Så skrev de, at jeg i hvert fald skulle sørge for, at de katte, der kom videre, var neutraliserede. Sådan noget fis!

Er der mange, der har en mening om, hvad du gør og siger?
– Ja, det er der, men det er vel heller ikke så mærkeligt, når man ikke kan holde snotten for sig selv. Men jeg er så fløjtende ligeglad. Jeg kan ikke tage mig af, hvad andre siger og skriver om mig. Men jeg er optaget af, hvad jeg siger i forhold til, hvad jeg fortæller folk, at jeg synes, de skal gøre. Det er klart, jeg er en offentlig person, og folk hører faktisk, hvad jeg siger, og så skal det eddermame også passe. Det skal være i orden og troværdigt. Så kan folk jo have alle mulige meninger om det, men jeg tror nok, at min troværdighed er det, jeg er mest øm over. Jeg har f.eks. heller aldrig reklameret for noget. Hvis du reklamerer for Rolex eller kakao – så er du til salg. Og jeg er ikke til salg.

Er du blevet spurgt?
– Ja, det kan du tro. Og nogle gange har det været lidt svært. Når man laver det, jeg laver, sidder man altid i en økonomisk situation, der er lidt problematisk. Og kommer der så nogen og tilbyder nogle millioner for at gøre et eller andet, skal man da tage en dyb indånding og sige pænt nej tak. Men igen, jeg skal leve med mig selv resten af livet, så der er ikke noget valg, sådan er det bare.

Tæt med sine børn
Camillas søn Ferdinand stikker hovedet ind ad døren og har lige nogle spørgsmål til noget pickles, han er i gang med at lave. Børnene har altid deltaget meget i livet og arbejdet på Fuglebjerggaard.

– Altså, de har jo deres eget liv og laver deres egne ting, men de er faktisk også ret meget med her. I perioder arbejder de her helt regulært. De føler sig rimeligt solidariske med det, og de har en masse kompetencer, de har fået i tidens løb, uden at de selv lagde mærke til det.

– Jeg synes, at kompetencer er sindssygt vigtige. Rigtig mange børn i dag har ikke særlig mange kompetencer, men det bliver man nødt til at have for at føle sig som et menneske, der er værd at investere i. Man bliver nødt til at føle sig dygtig. Ens selvtillid afhænger i virkeligheden nok rigtig meget af, om man synes, man er dygtig til noget. Men ikke på den der karakteragtige måde. Mere noget med at kunne nogle ting, man har lyst til at kunne. Om det så er at skyde med bue og pil, ride på æsel eller lave arabiske krydderiblandinger, det er jeg fuldstændig ligeglad med, det må de selv om. Jeg har ikke nogen ambitioner på mine børns vegne ud over, at de skal være glade i deres krop og sjæl. Det kan man være på lige så mange måder, som der er mennesker, og man kan ikke begynde at gøre sig til dommer over, hvad der gør folk glade.

– Jeg har et meget tæt og tillidsfuldt forhold til mine børn. Og jeg elsker at være sammen med dem. Rigtig tit kan jeg faktisk meget bedre lide at være sammen med de unge. De gamle bliver sgu så mærkelige og "kørt over" af tilværelsen. Mange på min alder – og ældre – bliver så stivnede i formen og kedsommelige at være sammen med. Jeg har da masser af gamle venner, som jeg også snakker med, og det er også skønt at være sammen med nogen, der er rigtig voksne indimellem. Men til daglig kan jeg rigtig godt lide at være sammen med nogen, som er unge.

Hvad tænker du om din egen alder?
– Jeg er fuldstændig skide ligeglad. Jeg har det fint. Der er rigtig mange ting, jeg ikke gider mere, men der er også ting, jeg ikke kan, og så må jeg jo overlade det til nogle andre. Men det med at gå rundt og pive over det, det nytter ikke noget.

– Jeg synes, det er sygt og irriterende, at kroppen er blevet noget, man hele tiden skal holde øje med i alle detaljer. At man skal tænke over alt, hvad man spiser, og hvordan man skal træne. Det giver kvinder nogle kæmpe problemer, for når de bliver 40, 50 eller mere – og den der højre baldemuskel hænger ligegyldig hvad – hvad fanden gør man så? Jo mindre man koncentrerer sig om det der, jo mindre behøver man også være bange for at blive gammel.

Synd og skam – nej tak

Så når du spiser, tænker du aldrig "uha, nu synder jeg"?
– Nej! Synd og skam hører til i den katolske kirke, det er ikke en daglig middagsbordsting. Det er klart, at hvis man hælder en halv liter piskefløde ned hver aften, så bliver man noget tyk i det. Men hvem gider også det? Jeg mener, at problemet i bund og grund er, at vi mangler en opdateret madkultur i Danmark. Vi spiser mad fra alle mulige andre lande, men sovs og kartofler har ikke rigtig fundet et nyt naturligt leje med nogle grøntsager. Vi har endnu heller ikke helt fundet ud af, hvad der egentlig skulle ske dengang, kvinderne blev kastet ud på arbejdsmarkedet. Hele den enorme skat af viden, der har været hos kvinderne i køkkenet, er ikke rigtig kommet noget sted hen, den er bare blevet glemt. Og ja, jeg er helt med på, at det ikke altid er kvinderne, der skal gå hjemme og lave maden, men nogen skal fandenfisemig påtage sig ansvaret for, at der er et flow i køleskabet, at man ikke står og laver ny mad hver aften men også sørger for at lave noget til i morgen og til madpakkerne. Der har ikke været en ordentlig aflevering der, og derfor er der frit slag for alle mulige plattenslagere, der mener, at mad er medicin, eller at vi alle skal spise, som om vores børn var autister. Hvad fanden er det for noget sludder?

Ser du dig selv som trendsætter på mad?
– Ja, det er der ingen tvivl om. Jeg har betydet enormt meget for de ting, det er der da ingen grund til at lade, som om jeg ikke har. Men jeg håber først og fremmest, at jeg har betydet noget for almindelige kvinders tillid til, at de godt kan finde ud af at stege en frikadelle uden at behøve at konsultere alle mulige kvaksalvere, som i gamle dage ville være blevet jaget ud af byen med en kæp!