Marie Carmen Koppel efter skilsmissen: "Heldigvis har jeg altid haft min datter juleaften"

Af Marie-Louise Truelsen 

Stilhed før storm. Det er sådan, Marie Carmen Koppel beskriver sine dage op mod det, der for hende, er årets travleste tid. December. Hvor hun skal synge til 25 julekoncerter rundt omkring i landet inden den 24. Hos Marie begynder julen derfor allerede i november, så hun kan nå det hele. Der er pebernødder i skålen, stærk kaffe på kanden og julepynt, som Marie har designet til en julekonkurrence for sit pladeselskab.

LÆS OGSÅ: Ditte mistede begge sine forældre og kom på børnehjem

– Julen er det bedste i hele verden, siger hun med stor overbevisning, da hun har fået sin lillebitte caffe latte-farvede puddel, Whitney, til at falde til ro under bordet.

– Celeste og jeg elsker julen, og selvom jeg har travlt i december, når vi også at hygge og jule igennem de dage, hvor jeg er hjemme.

Celeste er Maries 11-årige datter. De to har boet alene sammen, siden Marie blev skilt fra Celestes far i 2008.

Marie sammen med datteren Celeste.

LÆS OGSÅ: "Jeg har været utrolig vred, når de hårde ord og angreb er gået ud over mine børn"

– Den første jul efter skilsmissen var rimelig hård. Der var jeg ikke superglad. Men altså, den anden jul var fin. Heldigvis har jeg altid Celeste juleaften. Det sagde jeg nemlig til min eksmand, da vi fik hende: "Hvis vi nogensinde bliver skilt, så får du hende aldrig juleaften". Så det vidste han fra starten. Og det har han respekteret, hvilket er ret flot. Han er ikke så meget julemenneske som jeg, og jeg ser hende jo ikke så meget i julemåneden, derfor sagde jeg det dengang. Celeste er altid hos ham og hans nye familie lillejuleaften, og det har de det rigtig hyggeligt med.

Hverdagen som enlig mor er noget, som optager Marie på godt og ondt. Det var ikke hendes ønske, at forholdet til Celestes far endte i en skilsmisse, men i dag kan hun godt se, at det nok var det bedste.

– Det tog noget tid for mig at komme mig over skilsmissen, det var fandeme hårdt. Men så lærer man, at når man ikke har nogen, man skal forvente noget af, så gør man jo bare tingene selv på sin egen måde. Jeg lærte meget tidligt Celeste, at vi er to i et fællesskab, og vi hjælper hinanden. Jeg er ikke den, der bare ordner det hele, vi gør tingene sammen. Vi laver mad sammen. Rydder op sammen. Det er ikke et femstjernet hotel for hende. Jo, det er det også, selvfølgelig, hun er jo snotforkælet, men hun er også god til at forkæle mig. At vi har det fællesskab, gør det hele nemmere, men det er da klart, at nogle gange savner jeg at have en voksen, som jeg kan snakke med om skole-hjem-samtalen, skolereformen eller om, at Celeste er ked af det, eller det ikke går så godt med matematikken. Og det er da superhårdt nogle gange, men jeg synes også, at vi har en frihed og en nærhed, som er helt, helt fantastisk. Vores voksen-barn-relation bliver ikke forstyrret. Jo, måske lige af hunden, men Celeste skal jo ikke råbe for at få genklang. Der er ikke andre, der tager min opmærksomhed. Som det er nu, skal jeg jo ikke sørge for, at en mand får opfyldt behov.

LÆS OGSÅ: Her er de 5 største grunde til, at 50 procent af os bliver skilt

Tæt på at dø

Marie tænker sommetider, at det da kunne være meget skønt at have en kæreste, men hun føler sig ikke parat til det lige nu. Blandt andet fordi hun i 2012 var tæt på at dø af ketoacidose – en tilstand, der opstår, når man på grund af diabetes holder op med at producere insulin, og blodsukkeret bliver til syre i kroppen. Der kan dog stadig være dage, som er svære at komme igennem.

– For det meste tænker jeg, hvor er det bare vidunderligt ikke at have en kæreste lige nu. Jeg føler mig ikke klar til det. Jeg magter ikke andres behov. Jeg tror også, at jeg på grund af min sygdom har været i en proces, hvor jeg har skullet finde ud af, hvad mine egne behov er, og prøve at blive bedre til at dække dem. Jeg havde brugt masser af kræfter på at få det forhold til at gå, og så gik det ikke. Derefter brugte jeg masser af kræfter på at være ulykkelig over det, men nu bruger jeg altså ret mange kræfter på at finde ud af, hvad der gør mig glad og så prøve at gøre det i stedet for at gøre noget for alle andre. Der skal meget til, før der kan komme en mand ind i mit liv lige nu og tage tid fra Celeste. Det er jo på lånt tid med et barn på 11 år. Lige om lidt sidder vi ikke ved bordet hele tiden og snakker, det går bare så hurtigt. Så jeg nyder at have tiden til hende. Og jo, det kan være hårdt at være alene, men så er det heller ikke værre. Jeg tror, der er mange, der har det hårdere end mig. Folk, som arbejder fra ni til fem hver dag, henter barn, køber sent ind og laver mad. Jeg har perioder – som julen – hvor det virkelig brænder på, fordi jeg er så meget væk, men i andre perioder har jeg masser at tid til at være sammen med Celeste.

– Der er mange, der spørger mig, om jeg ikke snart skal have en kæreste. Og det er jo også bare sådan i vores samfund, at man er "mere", hvis man har en mand. Du bliver set på på en anden måde, når du er single, som mere barnlig, eller jeg ved fandeme ikke hvad. Sådan føler jeg det. Men lige nu synes jeg egentlig, at det er ret stærkt, at jeg har valgt at leve mit liv sådan her. At jeg i virkeligheden for første gang i mit liv har valgt at give mig selv til mig selv.

Når du skal være væk i julen, hvem tager sig så af Celeste?
– Mormor, moster, veninder, barnepige, og så er hun også nogle dage hos sin far. Jeg har lige lavet en minutiøs plan for hele juleperioden, ellers kan det slet ikke hænge sammen. Celeste ved godt, at det er sådan hvert år til jul, og hun klarer det så flot. Vi nyder de dage, jeg trods alt er hjemme, og så får vi bagt og lavet julepynt. Celeste synger også med til julekoncerterne i Christianskirken, hvilket er helt fantastisk. Det har hun gjort tre år i træk nu. Lille nuller. Med egen mikrofon. Så det er jo også noget, vi har sammen i julen, og det er vildt dejligt.

– Celeste er en meget stærk person, hun er helt sindssygt moden på mange punkter af en 11-årig at være, men hun har også været igennem mange ting allerede. Både skilsmissen, og da jeg kollapsede for tre år siden på grund af uopdaget diabetes. Vi er meget symbiotiske, og vi har det bare skidegodt, men hun arbejder på at blive selvstændig. Jeg prøver at presse hende lidt ud i det, men heller ikke så meget, at hun går bagover. Jeg vil bare gerne have, at det er naturligt, at hun gør det, hun har det godt med. Jeg vil ikke være den styrende forælder. Jeg er lidt træt af styrende forældre. Styrende skolereformer. Styrende det hele. Jeg vil gerne have, at Celeste føler sig fri. Magten tilbage til barnet! Og jeg ved godt, at det er virkelig umoderne at have det sådan. Men jeg respekterer Celeste meget som menneske. Børn ved godt, hvem de selv er, hvis de får lov til at vise det, og jeg har altid ladet Celeste være den, hun er. Vi synes heldigvis ikke altid det samme, og det er altså bare ikke altid, jeg har ret.

Hvordan udarter børnemagten sig hos jer?
– Det er fint at indse, at jeg aldrig har kunnet bestemme og designe Celeste, hendes liv, og hvad hun skal interessere sig for, eller hvilket tøj, hun skal have på. Hun er sgu sin egen, og så må jeg bare æde den, når hun tager den der hundrede procent asbest-bluse med noget print på, som jeg synes er megagrim, for det er nu en gang det, som, hun synes, er smukt. Børn skal have mere frihed, end vi giver dem. Når jeg tænker på min 70'er-barndom, tænker jeg på frihed. Og ja, nogle gange havde vi da nok lidt for meget
frihed, men vi fik lov til at udforske verden, os selv og hinanden.

LÆS OGSÅ: ”Det der har været det hårdeste, det har været at se, hvordan min familie har lidt”

Et bekymret sind

Marie virker glad og fuld af overskud, som hun sidder her og fortæller om sin elskede datter, men det er ikke hver dag, hun har det sådan.
– Det er lidt i bølger. Jeg har jo en kronisk sygdom, så jeg har en følgesvend resten af livet. Det har jeg så lært at leve med, jeg arbejder med det, og det er et stort arbejde. Jeg har supergode dage og ikke så gode dage. Mentalt og fysisk. Sådan er det bare, og det er noget med at lære at acceptere det. Jeg kan godt mærke, at når man har noget, man hele tiden skal passe på og have med sig, så tager det noget energi. Nogle dage kan jeg være vildt bekymret og skidebange, men jeg synes, jeg er heldig, for dels har jeg min søde, søde unge, og dels er det et kæmpe frirum for mig at stå på scenen og synge. Det er simpelthen så helende for mig. Det er der, hvor jeg glemmer alle de ting, jeg ellers er bange og bekymret for. Jeg er nemlig i bund og grund sådan et bekymringsmenneske. Helt vildt. Det har jeg altid været.

Har du haft grund til at være bekymret?
– Næh. Der er bare nogle mennesker, der er mere sensitive end andre. Jeg var pissebange for, at Barsebäck skulle springe i luften, nærmest hele min barndom. Og nu er jeg rimelig bekymret over en masse andre ting i vores verden, som, jeg ikke synes, går så sindssygt godt. Og så er der det helt nære og helt tætte. Om man nu er så godt et menneske, som man kan være. Bekymringer om fremtiden og om min sygdom. Har mit barn det nu godt nok, og har hunden fået nok ture i dag? Er jeg en god nok ven? Alle de tanker, som vi nok alle sammen har, dem har jeg måske lidt mere end så mange andre.

Er du bekymret over din sygdom i forhold til, at du er alene med din datter?
– Ja, det er jeg da. Men det kollaps, jeg oplevede, kommer ikke igen, for jeg har så meget styr på min sygdom i dag. Diabetes kan godt afkorte mit liv, og det tænker jeg da over. Men man skal også være her i nuet, og det er jeg blevet bedre til. Jeg er også blevet bedre til at tale lidt til mig selv, når jeg kan mærke de dage, hvor der er den uro. Egentlig har jeg et lyst sind, men jo, man kan da ikke lade være med at være bekymret, når man er enlig mor. Jeg vil jo sindssygt gerne være her for Celeste og være mormor og alt det der, det er klart.
Marie har et meget nært forhold til sin egen mor. De taler sammen hver dag.

– Jeg kan jo godt savne at tale med voksne på daglig basis. Voksne, som ikke er min mor.

Hun slår en høj latter op.

– Men jeg nyder egentlig rigtig meget at snakke med min mor. Vi ringer sammen hver dag. Jeg synes, jeg er heldig, at jeg har en mor, der gider snakke med mig hver dag. Og at jeg selv gider snakke med hende hver dag. Det må man da sætte pris på.

– Og uh, det kan godt være, at jeg også kommer til at ringe til mit barn hver dag, når hun er blevet voksen. Det gør jeg nok. Celeste har dog også lovet mig et loftsværelse i det hus, hun skal have med sin mand. Og hun har lovet at indrette det helt flot. Må jeg ikke selv bestemme, hvordan der skal se ud, spurgte jeg, men nej, det skal hun nok klare. Det bliver nok noget med nogle sorte karme. Der er meget hvidt her i min lejlighed, og jeg tror, at hun gerne vil have noget sort, når hun flytter hjemmefra. Hun har allerede spurgt, om hun må male sorte karme på sit værelse, men så langt rækker børnemagten ikke!

LÆS OGSÅ: Mikael Kamber: ”Så tag dog og fri til jeres kvinder!”

Mere smalltalk, tak

Nærhed betyder i det hele taget meget for Marie, der synes, at der er alt for lidt af det i vores moderne samfund.

– Jeg synes, at der mangler noget medmenneskelighed i verden i dag. Heldigvis kan man se det blomstre op nu i flygtningesituationen, og jeg bliver så glad af at se det. Jeg går meget op i værdier som empati, hjælpsomhed og godt naboskab. Hvis man selv åbner lidt op, kan man give meget og få en masse tilbage. Jeg tror også, at vi bliver tvunget til alternative måder at leve på. Livet med to forældre, der knokler sindssygt mange timer, mens de har små børn, og står i flitsbue klokken seks nede i Netto – altså, det er da et mærkeligt liv. Og nu fortæller regeringen os, at vi skal arbejde mere. Det er fuldstændig utilstedeligt, synes jeg. Vi skal da hellere hjælpe børnefamilier til at være mere sammen med deres børn, så børnene bliver gladere og mere produktive i samfundet senere. Og ja, kald mig bare hippie, men sådan er jeg altså blevet med alderen. Det kan jo ikke være rigtigt, at vi ikke skal være sammen med vores børn, når vi får dem. Hvorfor skal vi så have dem? Jeg er så megatræt af skolereformen, for den har taget timer fra mit dejlige liv med mit barn, og det bryder jeg mig ikke om. Plus at vi skal på intranettet hele tiden for at tjekke barnets fleksible, flydende skemaer. Vi skal være online hele tiden – men gu' gider jeg ej hele tiden være online. Vi har snart overflødiggjort os selv som mennesker, vi kan gøre alting selv derhjemme. Skolen. Nemid. Netbank. Alt er bare online. Vi skal sidde og glo ind i en skærm hele tiden, også når vi har fri. Jeg kan ikke holde det ud!

– Jeg vil have smalltalken og den der helt hverdagsagtige kon-versation tilbage. Det er jo også en måde at gebærde sig på i samfundet, at man kan tale venligt og respektfuldt med damen på posthuset og måske endda nå at spørge, hvordan hun har det og ønske hende en god dag. Jeg taler hver dag med det dejlige personale nede i min Irma, jeg holder så meget af dem, og vi giver hinanden noget. Og hvorfor skulle vi ikke det?

Hendes tanker om næstekærlighed leder direkte over i julen. Igen.

– Vi spiser farseret kalkun. Det har vi altid gjort, det indførte min farmor, da min far var dreng. Og ellers gør vi som alle andre. Åbner tonsvis af gaver. Danser om juletræet. Vi synger også meget. Og det lyder rimelig grimt, faktisk. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker, når vi sådan kaster os ud i noget trestemmigt – aj, det lyder helt forfærdeligt. Men det er så sjovt, siger Marie, der sidste år holdt jul hjemme.

– Jeg har en kasse med julepynt, og når jeg åbner den, er der nogle ting, jeg bare bliver så glad for at se. Den kugle, jeg købte i Paris. Den kugle, jeg fik i New York med Chrysler-bygningen. Meget, meget smukke ting. Celeste og jeg går meget op i det æstetiske omkring vores jul, det skal bare være så glimmer-Disney-fantastisk som muligt. Du finder ingen kravlenisser her hos os. Beklager. Det har været forbudt, siden Celeste var helt lille. Det vildeste var alle de ting, hun altid kom hjem med, da hun gik i nulte. Hold da kæft, hvor har jeg nogle gange fået nogle ting, hvor jeg tænkte: Okay, det var meget brunt, det askebæger, du der fik lavet med de der lerpølser på! I dag laver hun heldigvis sådan nogle fine ting.

Hvordan var dine barndoms juleaftener?
– Meget forskellige. Jeg husker både juleaftner hos min mormor og morfar, og jeg husker nogle med min farmor og farfar. Der var også mange juleaftener på Læsø, hvor min farfar købte hus i 1961. Jeg husker især en, hvor vi havde holdt lillejuleaften hos min mormor og morfar, og så tog vi nattoget til Læsø for at holde juleaften deroppe. Der var så meget sne, at vi ikke kunne hente varer, så vi endte med at spise makrel i tomat juleaften. Det har vi børn aldrig glemt. 

LÆS OGSÅ Drop skammen over skilsmissen

LÆS OGSÅ: 10 ønsker, jeg vil opfylde, nu da jeg er skilt

LÆS OGSÅ: "I stedet for bare at kaste håndklædet i ringen, er det vigtigt at tale med sin partner først"