Coco O om kærestesorg: "Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid"

Coco flyttede ind i en lejlighed i snævre Sværtegade, i smørhullet af København, for en måned siden. Her er lavt til loftet, og det bølgende trægulv vrider sig og hviner, når skoene går henover det. For skoene må fødderne gerne beholde på, når de besøger Coco. Et lille værelse flyder med tøj. Farvet pels, kjoler, der vil ses, stille og rolige skjorter, denim. Sko, støvler, stiletter og sandaler læner sig op ad væggen, men de alt andet end skammer sig. I en stue ligger en stor madras midt på gulvet med en stabel bøger på panelet, der fungerer som hovedgærde. Biografien Krukke om Suzanne Brøgger, Brøggers egen Koral, Edens have af Ernest Hemingways, Steppeulven af Hermann Hesse, Livets mandala af Richard Moss, Kunstens historie af E.H. Gombrich, en mikrofon og en stor ametyst som et glitrende krystalbjerglandskab. "Den har jeg fået af min søster. Den renser luften"

Luft er der nok af i lejligheden. Sengen og det lille vakkelvorne bord, dækket med hindbærsnitter og fyrfadslys, og to stole i køkkenet er de eneste møbler. Et par grønne planter, en gulnet plakat med blæseinstrumenter, en lilletromme og en stak med Ikea-poser og weekendtasker i hjørnerne. "Jeg har ikke taget mig sammen og købt møbler endnu." Planen er, at en af stuerne skal indrettes som hjemmestudie, og så skal en kæmpestor opslagstavle hænges op på en af væggene. På den skal Coco pinne aftaler og inspiration. Inspiration er der ellers rigeligt af. Til gengæld er kalenderplanlægning, struktur og orden en mangelvare.

– Jeg har altid været god til at få ideer, men jeg har brug for rutiner! Mit job er så frit, så jeg kan lægge det 100 procent fra mig, hvis jeg har lyst. "Fuck det, jeg venter en uge med at indspille," og så går jeg i stedet ud og drikker kaffe – eller vin! Jeg skal virkelig lære at hive mig selv op. Jeg vil så gerne møde ind i studiet klokken ni og arbejde til klokken fem. Jeg vil gerne have noget mere selvdisciplin, så jeg ikke føler mig hægtet af.

Coco O. Foto: Josephine Lochen. 

Sidste sommer flyttede Coco tilbage til København, til en lille fremlejet lejlighed på Christianshavn, efter at have boet og lavet musik i L.A. i seks år.

– Jeg var rimelig fed up. Det er hårdt at være i et land, hvor der er så stor økonomisk ulighed. Det er nemt, hvis du har penge, men hvis du ingen penge har, er det vildt svært. Jeg har hele tiden været meget på besøg i Danmark, og så gik det bare lige pludselig op for mig: "Hvorfor vender jeg ikke tilbage til Danmark, når jeg elsker at være her og savner mine danske venner? Her kender jeg alt ud og ind, og jeg er en stor fisk i en lille dam, i stedet for at være en lille fisk i en stor dam." Hun knapper et par danskvand op med en lighter på trucker-maner. Dét ville være imponerende i L.A.

Kulturforskellene mellem København og L.A. stopper ikke der.
– Jeg er mere direkte end mine amerikanske venner, og det kunne virke grænseoverskridende på dem. Hvis vi fx var til en koncert, der ikke imponerede mig, og jeg sagde: "Det lyder wack!" ville mine venner blive stødte. De er meget mere høflige. Det kunne jeg godt føle mig ensom i. Omvendt er der også gode ting ved deres kultur. Jeg har lært at overskride mine egne grænser i forhold til at være genert. I Danmark bryder man ikke lige ud i sang. Derovre var mine venner fuldstændig ligeglade. Vi holdt spontane jamsessions, og det var megafedt. Måske er det, fordi du skal arbejde lidt hårdere for det, så der ikke er tid til at være genert. Fyr den af, livet er kort!

LÆS OGSÅ: Sara Hjort Ditlevsen om sin største hjertesorg: "Når man går fra hinanden, risikerer man at miste hinanden som venner"

"Jeg druknede"

Coco drog til L.A. i 2010 med sin daværende musikpartner, produceren Robin Hannibal, for at indspille og udgive musik under bandnavnet Quadron. Amerikanerne havde fået ørerne op for den danske duo, og de blev signet på et amerikansk pladeselskab efter at være blevet opdaget på Myspace. De arbejdede sammen med musiklegender som Pharrell Williams og Kendrick Lamar, indspillede i de studier, Michael Jackson havde indspillet i og var til fest med Prince. De udgav to albums, Quadron i 2010 og Avalanche i 2013. De fik masser af hype, men ikke den store kommercielle succes, som deres pladeselskab og manager havde spået. Quadrons lyd tiltalte et undergrundspublikum, men var ikke musik, der fængede på de store radiostationer, som de blev pitchet til. Efter det sidste album stoppede Coco og Robin samarbejdet i Quadron.

– Robin var træt af at være i band og havde ikke lyst til at stille op til pressefotos og interviews. Han ville hellere være på producersiden, så han var lidt fraværende. Vi er stadig gode venner, og han er den dygtigste producer nogensinde.

Efter hun og Robin splittede op, fik Coco tilbudt sin egen pladekontrakt med et amerikansk pladeselskab og en pænt stor sum penge.

– Jeg havde bare sådan en dårlig mavefornemmelse. Jeg kunne måske godt lave en plade, der ikke var helt efter mit eget hoved og var mere kommerciel, men ville det gøre mig glad? Og hvorfor så lave musik? Mine succeskriterier har ændret sig. Da jeg var lille, ville jeg bare gerne være stjerne, Michael Jackson, ik'? Nu handler det om, at jeg skal lave dét, jeg synes, er fedt. Jeg skal ikke please nogen.

Hun sagde nej tak til pladekontrakten som soloartist, og så sad hun dér i L.A. og famlede sig frem med musikken alene.

– Efter vi stoppede med at arbejde sammen i Quadron, følte jeg mig meget ensom. Jeg blev deprimeret.

Som i ægte deprimeret?
– Ja. Jeg dealede med det længe i L.A. Jeg kunne ikke stå op om morgenen. Jeg druknede. Coco læner sig tilbage. Kigger op, i ingenting. Så på mig.

– Når man, som jeg, startede i en tidlig alder med at synge, er det også dér, jeg finder min selvtillid. Da jeg var yngre, havde jeg svært ved at finde en kæreste, og jeg følte ikke, at jeg var pæn. Så begyndte jeg at synge, og det var der ingen, der kunne fucke med. Sangen kan ingen tage fra mig. Det hér, det ved jeg, at jeg kan! Så når det ikke kører med musikken, er det svært at skille ad; hvad handler om mit arbejde, og hvad handler om mig som person. Musikken er jo mig! Så føler jeg mig utilfredsstillet og som en fejltagelse. Jeg prøver at sige til mig selv, "Okay, slap af, Coco, du har allerede lavet to plader, og der er ingen grænser for, hvor mange plader du kan nå at lave." Jeg har besluttet mig for, at jeg vil tro mere på, at jeg er god nok, og at mine ideer er gode. Men det går jo ikke, at jeg en gang om ugen har det sådan: "Fuck! Det hele ryger i vasken.

LÆS OGSÅ: Stephanie Caruana: Hvem går man til, når man har skilsmissetanker?

Der er nu nok af råmateriale at polere.

– Jeg har sindssygt meget musik liggende, som jeg har lavet. Jeg har været ude i alle mulige retninger. Lige nu har jeg bare behov for at udgive noget, der skal bare ske noget! For det kan også hobe sig op, det der pres, hvad er det rigtige? Hvad forventer folk af mig? Måske kan jeg leve op til det, måske kan jeg ikke. Jeg aner det ikke! Men nu udgiver jeg snart noget – for min egen skyld. Det er det største kick at synge og lave musik. Når det lyder fedt, er alt andet ligegyldigt.

Coco O. Foto: Josephine Lochen. 

Lige om lidt, måske i morgen, måske om en måned, udkommer Coco med ny musik. Nu skal det være! Men det er ikke planlagt helt præcist. Det er dér, den store opslagstavle kommer ind i billedet. Det handler ikke kun om selvdisciplin og mangel på samme. Cocos liv har været kaotisk det seneste halve år. Så havde hun en kæreste. "Jeg troede, han skulle være far til mine børn, og vi skulle giftes og have hus, og hvad ved jeg." Så blev hun forladt. Det var i december.

– Jeg er liiige ved at komme over det. Det tager bare sindssygt lang tid. Jeg tog vandrestøvlerne på, og så afløste mine venner hinanden i at tage tjansen og gå tur med mig. Jeg vil hellere dyrke sorgen end at prøve at lægge den fra mig.

Coco har kun haft én anden kæreste, som hun gik fra for fire år siden. Det var, da hun boede i LA.

– I sommer mødte jeg så ham her. En kompliceret én på 44 med et lidt rodet liv, tre børn og en ekskone, der ikke var helt ude af billedet. Men jeg var meget forelsket. Det var han også. Det er derfor, det har været så svært for mig at forstå, hvorfor han ville gøre en ende på det.

Hvad skete der?
– Han følte, at jeg var drømmen. Det var ham, der ville score mig. Men han kunne slet ikke håndtere al den frihed, jeg står for. Jeg tror, han fik dårlig samvittighed over, at alting var så flydende. Vi er begge selvstændige, så vi lagde ingen planer og drak vin hver aften. Han havde måske brug for noget mere konventionelt. Det kan jeg slet ikke sætte mig ind i. Det må være ulideligt at skulle undertrykke sine følelser, fordi praktikken og bekvemmelighederne vinder over kærligheden. Men at vælge forelskelsen fra?! Jeg er meget full on. Så længe du er forelsket, er alt andet ligegyldigt. Jeg var klar på at ændre nogle ting i mit liv: "Så lad os lave et skema!" Der blev ikke lavet noget skema.

– Selv om det har været et hårdt breakup, vil jeg til enhver tid gøre det igen. Tænk, at man kan føle sig inspireret og glad bare ved den andens tilstedeværelse. Jeg håber, at vi kan blive venner på et tidspunkt. Jeg er venner med flere af de mænd, jeg har været sammen med, selv om de har knust mit hjerte. For jeg føler, at der er en energi i vores relation. Jeg synes, det er hårdt, hvis man ikke skal se hinanden igen, bare fordi forholdet ikke kunne blive ved med at være romantisk.

Hvordan kan du give slip på forelskelsen?
– Jeg gør mig umage med at prøve at forstå, for så kan jeg bedre være i det og acceptere det. Jeg prøver at forstå: "Hvorfor kunne du ikke være sammen med mig?" Jeg prøver at sætte mig ind i, hvor han kommer fra, hvordan hans fortid er, hans selvtillid, hans selvværd. Måske er det svært at rumme min selvtillid og vilje. Der er en masse brikker, der skal falde på plads, som var det et puslespil. Og så kan jeg måske godt se, at jeg ikke passer ind.

Babe-status

Selvtilliden bølger. Så er den der, så er den der ikke. Og så er der bare andre ting, der er, som de er. Kroppen fx.

– Jeg er begyndt at holde mere og mere af den. For det første har jeg tabt mig. Jeg var riiimelig buttet i starten af 20'erne. Det var efterskoleøllene, der sad fast. Men jeg har aldrig ladet det tynge mig... Coco tænker sig om en ekstra gang.

– Det tyngede mig nok lidt alligevel, fordi det har været så sindssygt svært for mig at score, da jeg var yngre. Jeg var genert på grund af min krop... Der bliver tænkt igen.

– Jeg havde rimelig mange dårlige seksuelle oplevelser, da jeg var yngre. Jeg tror, mange yngre mænd er bange for at vise omsorg, for så tror de, at de skal committe sig, og så vælger de i stedet at være kolde. I dag har jeg det sådan, "Hvad fuck bildte de røvhuller sig ind?!" Jeg har lyst til at ringe de mænd op og skælde dem ud. Jeg har siden erfaret, at de ældre mænd er bedre til at være kærlige. Man kan jo godt hygge sig, selv om det bare er for en enkelt nat.

LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg sagde slet ikke til nogen, at jeg gik rundt med en kæmpe sorg"

Opmærksomheden fra mænd blev positiv, da hun flyttede til USA.

– Mit publikum er ofte afroamerikansk, så der er former mere accepterede. Det er sjovt, i Mexico er jeg også en babe. I Brasilien er jeg ikke en babe, selv om jeg havde regnet med at være det. Der lignede jeg for meget en brasilianer, der var jeg for basic.

Coco har en teori om danske mænd.

– Der er sket noget med mænd i starten af 30'erne herhjemme. For dem er der prestige i at finde en kvinde, der ser ud på en bestemt måde. Hun er en meget blogger-agtig type. Hun er i hvert fald ikke eksotisk, og så er hun tynd. Rigtig mange mænd har svært ved at identificere sig med én, der er lidt tykkere end idealet. De har det sådan her, "Hvorfor skal jeg være sammen med hende den tykke? Det er ikke mig! Jeg er sammen med hende den tynde!" Kvinder er mere, "Nå, hvordan ser jeg ud? Hvem passer til mig? Jamen, han er sød, sjov, charmerende, og han er lidt bred, so what?" Jeg tror, det handler om den måde, vi er kønsopdraget på. Drenge lærer at gå efter det, de gerne vil have. Piger lærer at være alsidige og accepterende. Men teorien gælder ikke mænd i start-20'erne og voksne mænd. Der er nogle helt andre spilleregler. Hun kigger på mig. – Det var vist et sidespor. Griner, trækker på skuldrene.

– Men altså – min krop, den er helt fin!

Hvordan ved du, at din krop er fin?
– Det ved jeg, fordi jeg har en krop, og mere skal der ikke til for, at en krop er, som den skal være. Størstedelen af kvinder ser ud som mig. Det er jo i virkeligheden et mindretal, der er tynde, men det er dem, der bliver ikoniseret. Jeg tror, jeg er heldig, at jeg har det, som jeg har det. Mange af kvinderne i min omgangskreds har et kæmpe pres over at skulle leve op til et bestemt kropsideal. Jeg følger ikke blogs og Instagram-profiler med tynde piger. Jeg kan ikke forstå, at der er så meget opmærksomhed omkring mennesker, der er så usunde, "Jeg har det her skønne liv, og jeg er så pæn, og jeg har pænt tøj." Ja, men hvor fedt har du det?! Jeg er ikke sur på de tynde piger. Jeg er sur på samfundets hype omkring dem. Coco taler højt. Hun falder ned.

– Jeg er ikke kropsaktivist. Derfor synes jeg også, at det er stenet, at jeg har fået opmærksomhed for min krop, uden at jeg har gjort opmærksom på den. Jeg snakker ikke om min krop. Jeg har bare en krop. Jeg lagde en Instagram-story op af mig selv i bikini, og jeg fik så mange kommentarer som: "Sejt, du gør det!", "Hvor er du modig!" Hvad snakker du om? Er det sejt og modigt, fordi jeg ikke er tynd? Nej. Jeg prøver bare at se hot ud i min bikini. Du må sgu selv ligge og rode med det, hvis du ikke tør.