Janniche Vistesen

Har du hørt om COLA-par? Janniche har haft en kæreste i seks år, men de bor ikke sammen

Hun har egentlig aldrig drømt om kernefamilien. Alligevel har Janniche Vistesen ad flere omgange forsøgt at tvinge parforholdet ned i den form, der hedder fælles vasketøjskurv og ditto adresse. I dag har hun fundet ud af, at det måske ikke er lykken, og at man sagtens kan have et velfungerende parforhold, når man bor hver for sig.

Han har en skuffe og et par skjorter, men når Janniches kæreste kommer på besøg, har han sin tandbørste med i den rullekuffert, han triller hen ad havegangen og bærer op ad metaltrappen til lejligheden i den lave rødstensbebyggelse på Amager.  

”Han kan godt lide at leve i sin trolley, for han har været vant til at bo på hoteller i forbindelse med sit job, så der er en tryghed i, at han ved, at toilettasken ligger lige præcis dér. Men han har nogle skjorter og en skuffe hos mig ... som jeg ikke aner, hvad der er i.”

Janniche griner. For selvom hun og Martin er kærester på sjette år, har de valgt, at de ikke vil dele adresse. Og tandbørstekrus.  

”I begyndelsen talte vi da lidt om, hvornår vi skulle flytte sammen. Men efterhånden fandt vi ud af, at vi godt kan tilpasse os, når vi er et par dage hos hinanden, men at vi bare ikke har lyst til at gøre det hver dag.”

På væggen hænger en ramme med en dreng i sort/hvid, med kæmpesmil og spor af slikkepind i mundvigen. Ved siden af en storsmilende Janniche og Martin med hvidt grin og øjnene gemt bag solbriller.

For den 48-årige kvinde passer den lyse treværelseslejlighed perfekt til det liv, hun lever. Med 12-årige Lui i en ni-fem-ordning, et job som forsikringskonsulent og et socialt liv, hvor hun samler energi af at være ude blandt mennesker, træne og drikke vin med veninder, når lejligheden byder sig. Der er ingen, der er faldet i søvn på sofaen, når hun låser sig ind om aftenen, og hun behøver ikke tage hensyn til, om det roder, eller om hun har glemt at rede sengen, inden hun går ud ad døren.

”Jeg nyder tiden, hvor vi alle tre er sammen, og Lui elsker Martin og omvendt. Men jeg elsker, at der er dage, hvor jeg kun skal tage hensyn til min søn og mig. Bare friheden i, at jeg kan gøre, hvad jeg vil uden at tænke på, om min kæreste vil det samme.”

Janniches øjne søger ned mod telefonen. I morges skrev hun til Martin, faktisk en lidt sur sms, fordi hun er ked af, at deres sommerferieplaner ikke levner meget plads til bare de to alene. Men i aften kommer han, og så taler de videre om det, hvis der er noget, der skal løses, inden han pakker kufferten igen i morgen og kører mod Jylland.

Og sådan er deres liv – og samliv.

I begyndelsen prøvede de at sætte det ind i et skema og lave regler om, at de skulle skrive godmorgen og godaften, men i dag har de fundet ud af, at det fungerer bedst, hvis de tager det, som det kommer og lader sig styre mest af lysten til at se hinanden. Men det kræver, at de er gode til at sætte ord på deres behov og tale om det, hvis der opstår en konflikt.  

”Vi har altid været gode til at tale sammen. Og faktisk tror jeg, vi kommunikerer mere og bedre, fordi vi ikke bor sammen. For når man er sammen hele tiden, ender det bare med, at man ligger med en iPad i hvert sit rum og måske ikke engang får sagt godnat til hinanden.”

En femmer for hver sok  

Egentlig har Janniche aldrig drømt om kernefamilien. Hendes far og mor blev skilt, da hun var fem, og hendes mor tog hende og hendes søster med til Gran Canaria, hvor moren havde mødt en spansk mand, der var sytten år ældre end hende selv, spillede Lionel Richie på repeat og gav hendes mor måne og stjerner i øjnene.   

Fem år senere rykkede familien tilbage til Danmark tæt på faren og hans familie, og Janniches mor forsøgte sig med nye relationer, men uden den store succes. Så for Janniche har vovse, villa og Volvo aldrig været et ideal. Og hun har ikke haft et klassisk kernefamilie-forbillede at læne sig op ad.

Alligevel gik der ikke længe, før hun fik fælles nøgle, da hun mødte sin første seriøse kæreste i begyndelsen af 20'erne. Han sparkede benene væk under hende i Aalborg, inviterede hende med til Paris og lod hende hurtigt flytte ind hos sig på Vesterbro i København.  

”Jeg var jo bare en tøs fra Jylland, så han var vildt spændende og romantisk. Vi havde den samme vildskab i os. Og det med at bo sammen tænkte vi ikke så meget over. Det "gjorde man bare".”

Men selvom der var ture til Paris og romantiske julekort i begyndelsen, gik der hverdag i den. Hjemme i lejligheden optog kærestens habitjakker alle spisestolene, når de nåede frem til fredag. Og hans sokker lå smidt overalt på gulvet.

”Jeg syntes, han rodede, og han syntes, jeg var irriterende. Vi kunne ikke kommunikere, og jeg brugte energi på at blive irriteret. Og lavede alle mulige mærkelige ordninger, hvor det fx kostede en femmer for hver sok, der lå og rodede. Og hvor jeg foreslog ham, at han måtte sætte min husleje ned, og så kunne jeg være rengøringskone.”

Janniche ryster på hovedet. Selvom de var gode til at rejse og feste sammen, lærte de aldrig at tale med hinanden. Og efter fem år gik forholdet endegyldigt i stykker.  

”Jeg fandt ud af, hvor svært det er at bo sammen. Jeg er ikke rigtig en “hverdagspige”, men fungerer godt med at være ude og opleve – der må gerne ske noget.”

Måne og stjerner  

Fra altanen er der kig ned til sommersvedent græs og et lille rødt legehus. Efter at have været alene et par år, mødte Janniche sin søns far. Hun var 31, og han blev hurtigt forelsket i den blonde pige med eventyr i de brune øjne. Mere forelsket, end hun var i ham. Men han var flot og frisk på at tage med til de elektroniske koncerter, hun elskede, og på udlandsrejser og dykkerture.

”Efter tre uger sagde han, han elskede mig, men der var jeg slet ikke. Når jeg tænker tilbage, forsøgte jeg også at gøre det forbi, fordi der var en ubalance fra begyndelsen.”

Alligevel flyttede han ind i hendes lejlighed på Vesterbro. Mest fordi han alligevel var der så tit, og så kunne han lige så godt bidrage til huslejen. Men mis-matchet blev ikke mindre af, at de boede sammen. Janniche arbejdede i et forsikringsselskab, havde gang i en massøruddannelse, trænede fem gange om ugen, og når hun låste sig ind kl. 22, var det ofte til en mand, der lå og sov på sofaen, fordi han havde været oppe klokken seks for at tage tidligt afsted til sit ingeniørjob.  

”Min kæreste kunne slet ikke matche min energi i hverdagen.” 

Hun holder en kort pause.

”Havde han så bare været nøgen, når han lå der på sofaen.”

Janniche kaster hovedet tilbage i et grin.  

”Jeg tror, jeg havde en illusion om, hvordan et forhold skulle være fra at have set min mors spanske mand. Og fra min far, der lejede en sportsvogn og kørte rundt og spillede smart, når han besøgte os på Gran Canaria. Jeg ville gerne have vildskab kombineret med romantik. Jeg ville have måne og stjerner. Jeg kan huske, engang vi var ude at rejse og skulle dykke i et mangroveområde. Det var ret mudret på stranden, hvor vores bungalow lå, men jeg syntes, vi skulle tage vores soveposer med ud og kigge på stjerner. Og det var han bare overhovedet ikke med på.”

Men bød kæresten ikke på festfyrværkeri, bød han på far-potentiale. Han var en god mand, de havde mange fælles værdier. Og som hendes mor sagde til hende, kan man ikke få det hele. Så Janniche blev gravid og fødte deres søn.

”Efter vi fik Lui, gik det ned ad bakke. Vores måde at håndtere ham på var vidt forskellig, og jeg brød mig ikke om hans opdragelsesmetoder. Han trak sig, hvis jeg italesatte de ting, jeg var utilfreds med. Og så blev jeg lagt på is nogle dage eller en uge. Til sidst flettede han bare næbbet, hvis jeg spurgte: hvordan synes du, vi har det for tiden? Jeg kunne ikke holde det ud i længden og besluttede at flytte fra ham og hen i den lejlighed, jeg bor i nu. Tre kilometer fra hans far.”

Kærester og COLA  

I entreen hænger et diplom i glas og ramme. Det er det, Janniche fik, da hun blev uddannet parterapeut for nogle år siden.   

Hendes søn var fire, da hun forlod hans far tilbage i 2015. Og et par år efter mødte hun Martin. Hun var lige kommet ud af et kortere forhold med en "crazy type", og hendes veninde mente, hun skulle prøve Tinder. Så hun swipede – og stoppede op. Egentlig bare fordi Martin så godt ud. Og fordi hun fandt ud af, at de kunne tale sammen.  

”Jeg mødte ham første gang en søndag. Jeg havde været ude at spise brunch og drukket vin hos en veninde og havde egentlig ikke regnet med, vi skulle ses.”

Men henad eftermiddagen skrev Martin pludselig. Han havde været ude at spille golf, men kunne være hos hende om en time og 17 minutter.  

”En time - og sytten minutter.”  

Janniche griner.

Hun skyndte sig hjem, smed noget mad i en gryde, og så ringede det på døren. Og de begyndte at tale sammen. Da han kørte hjem, gav de hinanden et uskyldigt kys – og han klappede hende let bagi. Og fem minutter senere ringede Janniche ham op.

”Og så talte vi ellers videre. Hele vejen, mens han kørte hjem til Hillerød.”

Martin var hurtigt overbevist om, at det var Janniche, han ville have. Og hun tog ham med i byen og ud til sociale ting for at teste, om han kunne holde til hendes liv.   

”Jeg sagde til ham, det var vigtigt for mig, at min kæreste gad tage med mig ud til diverse sociale arrangementer og kunne begå sig socialt.”

Janniche smiler. Martin kunne godt holde til det. Til hende. Og da hun et par år efter begyndte på uddannelsen til parterapeut, blev han hendes prøveklud.  

”Vi skulle lave alle mulige øvelser og fx sidde og bare kigge hinanden i øjnene. Det var sindssygt udviklende for vores forhold, og han var åben overfor det hele. Det er helt klart vores styrke, at vi har en stærk kommunikation. Vi kan sidde og snakke sammen i ti timer – som to veninder.”

Janniche er heller ikke i tvivl om, at uddannelsen, men også alderen, har gjort hende selv mere moden. Og hendes behov for måne og stjerner mindre.  

”Det er en vægtskål, der skal balancere, og lige nu er det vigtigere for mig med tryghed og stabilitet. Og så har vi indimellem nogle momenter, jeg kan leve på i længere tid. Men når jeg har min søn, er mor-knappen slået hundrede procent til. Og det kan Martin sagtens være i. Men det er jeg ikke sikker på, han ville kunne, hvis vi boede sammen.”

Og netop derfor står et fælles tandbørstekrus heller ikke umiddelbart på ønskesedlen. I hvert fald ikke så længe, Lui bor hjemme. Hvad der skal ske derefter, må tiden vise.

”Lige nu er vi landet et sted, hvor vi kan rumme hinanden. Og hinandens forskelligheder. Jeg kan feste lidt mere end ham. Vi udvikler os sammen og hver for sig. Martin startede fx eget firma op for et års tid siden, og jeg giver ham plads. Den frihed vi giver hinanden, gør os stærkere til at navigere ud fra lyst i stedet for ud fra frygt.”

Hun stopper op et øjeblik.  

”Kommunikation er alfa og omega. Og jeg tror faktisk, det gør det nemmere at sige, hvad vi har brug for, fordi vi ikke bor sammen.”

Hun smiler, lidt skævt.  

”Og så får ens fantasi om den anden jo også lov til at arbejde, når man ikke ses hele tiden.”

Om Janniche Vistesen

Janniche Vistesen er 48 år, arbejder som forsikringskonsulent og er certificeret parterapeut. Hun er kæreste med Martin, mor til Lui på 12 år og bor på Amager.  

Hvad er COLA?

Et COLA-forhold er et parforhold, hvor man er kærester, men bor hver for sig: COuples Living Apart.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af husstande med én voksen person er steget med knap 11 procent på ti år. Årsagen vurderes ikke kun at være, at danskere uden partner lever alene, men også at flere vælger at leve som par, men bo hver for sig.