Tegn på at du er blevet ældre
Foto: Amalie Nebelong

Tegn på at du er blevet ældre

Derfor er jeg lettet over at blive ældre

Selvom vores klummeskribent stadig gerne vil være tynd som en supermodel, er hun kommet overens med, at det nok ikke sker. Til gengæld byder alderen på en mere ærlig og rolig tilgang til livet, som er forfriskende.

Af Amalie Nebelong

KLUMME: For mig var ungdommen én lang forestilling og drøm om, hvordan min fremtid skulle se ud. Fremtidens uendelige muligheder strakte sig som en lang drømmende sti af muligheder. Jeg kunne hele tiden undskylde mig med, når jeg ikke var helt tilfreds med egne præstationer, at der var masser af tid til at blive bedre. Masser af tid til at opfinde en dims, der ville gøre mig til mangemillionær. Masser af tid til at blive super tynd, som de myndelignende modeller på de glitrede sider i de utallige modeblade, jeg læste hver måned (og som jeg stadig gør).

LÆS OGSÅ: 5 situationer hvor jeg har lært at sige ”pyt” – og har fået et bedre liv

Det var ikke, fordi jeg ikke var glad for at være ung. Men god til at leve i nuet var jeg ikke, selvom jeg var ung med stort U med alt, hvad det indebar af fester, fyre og alkohol. Jeg var også usikker på mig selv, hvilket vel nærmest er obligatorisk, ikke? Jeg søgte konstant efter, hvem jeg var, og måske især, hvem andre syntes, jeg var. Hvordan så jeg ud, når jeg bevægede mig? Når jeg talte? Hvad tænkte folk, når jeg lagde mine indkøbsvarer op på båndet – bind, Matadormix og Cup Noodles?

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

Ikke mindst var jeg forvirret over de signaler, fyrene udsendte. Hvad betød deres sms'er eller manglen på sms'er? Havde han travlt, eller var han ikke interesseret? Hver en detalje blev analyseret til døde.

Som ung havde jeg ikke svært ved at blive "forelsket". Selv fyre, der ikke slog brættet ned (og ikke skyllede ud) kastede jeg min kærlighed på. De sørgeligste typer vandt mit hjerte. Gud ske lov kan jeg se i dag, at det ikke var ægte kærlighed, jeg følte. Mere en higen efter at blive bekræftet og få at vide, at jeg var god nok. Som om kys på Nasa klokken seks om morgenen var en blåstempling.

I dag er jeg 31 år og lysår væk fra min ungdoms pigesind. Og jeg er lettet. Jeg savner det ikke.

Jeg vil hundrede gange hellere tage de mange forpligtelser med, jeg har i dag som voksen og mor til to, end jeg vil vælte rundt i usikkerhed. For med alderen er jeg blevet meget mere rolig omkring mig selv. I stedet for at hige efter et glansbillede, er jeg efterhånden blevet rimelig ok med, hvem jeg er fysisk og psykisk. Selvfølgelig er der mange ting, jeg ville ønske, jeg mestrede. Og jeg ville da stadig gerne ligne en supermodel. Men det er helt ok, at det ikke er sådan. Jeg forsøger ikke stadig at være eller blive en anden.

Min ny fundne ro har gjort mig til et mere ærligt menneske. Ikke i den forstand, at jeg fortæller min veninde, at jeg ikke kan lide hendes nye page, men i den forstand, at jeg fortæller åbent og ærligt om, at jeg ikke er perfekt. Jeg råber indimellem af mine børn, jeg bliver irrationelt sur på min mand (rimeligt ofte faktisk), og så kan jeg være rigtig grim, når jeg ikke har taget min "maske" af make up på om morgenen.

Jeg elsker den det-går-nok-følelse, jeg har i kroppen nu. Hvis bare jeg havde haft noget mere af den som ung. Men den kommer sikkert først, når man har været en ungdom igennem med at prøve af. Og hvor er jeg glad for, at jeg har prøvet en masse ting af i mine helt unge år – for minderne er uundværlige, når jeg også indimellem kan synes, at jeg er blevet en gammel, småborgerlig tante. Men oftest foretrækker jeg at anskue det som, at de unge år er forbeholdt de fysiske udfoldelser – din krop udvikler sig, du bliver mere erfaren seksuelt, og du vælger din fremtid i form af en uddannelse. Årene efter de tredive er derimod domineret af en enorm modning mentalt. I stedet for at forsøge at finde ud af hvem jeg er, er jeg kommet meget tættere på, hvad der gør mig glad og en accept af dette. Det er en lettelse.

Jeg kan ikke vente med at se, hvor de næste halvtreds år tager mig hen, når jeg allerede har så meget mere ro på omkring, hvem jeg er. Alderdommen kan, for mit vedkommende, bare komme an.

LÆS OGSÅ: ”Jeg er blevet kaldt klam, omsorgssvigtende, luddoven og alt muligt i offentlige kommentarfelter”

LÆS OGSÅ: "Okay gutter, når jeres kvinde er ramt af denne følelse, skal I være særligt opmærksomme"

LÆS OGSÅ: Sådan blev jeg bedre til at tilgive mig selv

Amalie Nebelong (f. 1984)

Amalie har en cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet og arbejder som freelancejournalist for Egmont.

Privat bor hun på Østerbro i København med sin mand og to børn – en dreng på fem og en pige på to.

Se, hvad vi ellers skriver om: Samfund