Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

"Det værste er angsten for, at det skal ske igen"
Foto: Les Kaner

Peter har været død. Når man ikke har puls, er man død

Det var et kæmpechok for en sund og rask ikkeryger som skuespilleren Peter Mygind at blive ramt af en blodprop. Tre gange! Her fortæller han om angsten, sårbarheden, accepten og englen Mads, der reddede ham fra at dø.

Peter Mygind har været død. Han kan ikke sige det højt uden at begynde at græde. Men han VIL sige det. For i ordene "har været" ligger der noget, der er så vigtigt, at han bliver nødt til at fortælle om det. Det er ham magtpåliggende at være med til at sætte fokus på, hvor vigtigt det er, at alle lærer førstehjælp. For det var førstehjælp – hjertemassage – der gav ham livet tilbage.

LÆS OGSÅ: "I dag er jeg rigtig glad for, at jeg ikke sagde: "Du kan bare skride, kælling"

Peter Mygind er en høj, velproportioneret mand. Selv gennem en tyk trøje bærer hans overkrop tydeligt præg af den daglige træning i romaskinen, og han fortæller, at han altid har dyrket sport, spist sundt og taget sin fiskeolie. Han er sådan en type, der da ikke bliver ramt af blodpropper, tænker man umiddelbart. Men virkeligheden er en helt anden. Allerede i februar 2011 blev han første gang ramt af en blodprop i benet.

– Jeg havde siddet i en flyvemaskine på vej hjem fra en ferie i Thailand. Med 192 cm i højden sidder man ret klemt der på monkeyclass, jeg var faldet i staver over en film og havde slet ikke fået bevæget mig på turen. Da vi landende, havde jeg så ondt i læggen, at jeg troede, at jeg havde fået en fibersprængning. Jeg humpede af sted, men tænkte ikke nærmere over det før næste dag, hvor jeg skulle på nogle optagelser, og min lydmand spurgte, hvad der var sket med mit ben. Jeg fortalte ham om flyveturen, og han sagde, at hans kone lige var kommet hjem fra en lang køretur, hvor hun havde siddet lidt låst, og hun havde altså fået en blodprop i benet. Jeg grinede lidt af det og sagde, hey, jeg dyrker jo motion hver dag og lever sundt, jeg kan ikke have en blodprop.

I chok på Gentofte
Peters tanker blev alligevel ved med at kredse om lydmandens ord, og han besluttede, at det var bedre at få vished i stedet for at gå og tænke negative tanker om, hvad der kunne være galt. Han ringede til vagtlægen – det var før 1813 – som sendte ham direkte på skadestuen, hvor han fik taget en blodprøve. Og jo, der var tale om en blodprop.

– Jeg brød fuldstændig sammen! Det er så uvirkeligt. Jeg var totalt i chok og sad grædende på en gang på Gentofte Hospital. Jeg troede simpelthen ikke, at man kunne få blodpropper, når man var ikkeryger, levede sundt, dyrkede motion og oven i købet lige havde været på en dejlig ferie.

Lægerne kunne ikke give anden forklaring, end at det kan ske efter en lang flyvetur, jeg kom på blodfortyndende medicin – Marevan – og skulle gå med støttestrømper i et halvt år. Og så fik jeg at vide: "Det var det, og sådan som du lever, sker det ikke igen."

LÆS OGSÅ: Forelsket, gravid, nygift... og enke

Men det gjorde det. Efter en ishockeykamp i november 2012 fik Peter igen smerter i benet. Han tænkte, at det nok var fordi, han var blevet ramt af en puk i baglåret, men tog alligevel til lægen for en sikkerheds skyld.

– Og så fik jeg fandeme at vide, at jeg havde fået en blodprop igen. I det andet ben. What? Jeg kunne næsten ikke holde det ud, men jeg skulle på Marevan igen. Den medicin kræver, at man tænker over, hvad man spiser – man må f.eks. ikke spise for meget grønt – og man skal tænke over sit indtag af alkohol. Jeg tog medicinen, gik med støttestrømper et halvt år igen og fik undersøgt, om jeg er genetisk disponeret for blodpropper. Det er jeg ikke. Og igen sagde lægerne, at det ikke ville ske igen.

Troede du på det lige der?
– Det gjorde jeg. Det besluttede jeg mig for. Ellers går man og rådner op af negative tanker. Tankens kraft er enorm og kan vælte en totalt omkuld.

Uden puls er man vel død...
Den 7. februar i år er Peter i Det Ny Teater for at se "Billy Elliot". Igen driller hans 192 cm på de smalle stolerækker, og han sidder krøllet helt sammen under forestillingen. Da han får rettet sig ud i pausen, har han det lidt underligt, men han ser resten af forestillingen, tager en tur i byen med nogle venner og så hjem i seng. Hans kone er i Aalborg og lave X Factor-finale, og den hjemmeboende søn sover ude. Om natten vågner han med smerter i benet og tænker: Åh nej! Han laver venepumpe-øvelser og bliver ved med at sige til sig selv, at det ikke kan passe. Det kan ikke være en blodprop igen. Om morgenen ringer han til 1813, som straks vil indlægge ham på Hillerød, fordi han fortæller om sin mistanke om blodprop.

– Ah, rolig, siger jeg, jeg har prøvet det før, jeg har styr på det, jeg vil bare gerne lige på Gentofte og have taget en blodprøve. Jeg ved jo, at det ikke er farligt. Så jeg får en tid tre timer senere og sidder hjemme og venter. Men da der er gået en time, synes jeg alligevel, at smerterne bliver værre. Jeg er sgu ikke rigtig frisk. Men der er stadig ingen alarmklokker, der ringer for alvor.

Peter får sin svigermors kæreste til at køre sig over til Gentofte Hospital. Han bliver sat af der, hvor skadestueindgangen plejer at være, men det viser sig, at den nye akutindgang er flyttet om på den anden side af bygningen. Peter siger, at han sagtens selv kan gå det lille stykke, og svigermorens kæreste kører hjem.

– Hvis jeg på nogen måde havde følt, at jeg var ved at få det rigtig skidt, så havde jeg bedt ham om at køre mig helt op til hovedindgangen, men sådan havde jeg det slet ikke.
Peter begynder at gå. Han har det fint nok.

LÆS OGSÅ: Pernilles mor drak: "Jeg var panisk angst, når jeg lå derhjemme og skulle sove om natten"

– Men da jeg har gået 80 meter, bliver jeg pludselig ramt af sådan en udmattelses-fornemmelse. Og svimmelhed. Pludselig er det, som om hele mit liv kører i slow-
motion. Akutindgangsdøren er 20 meter fra mig, og det sidste, jeg tænker, er: Du skal bare kaste din krop ind ad den dør, så er der hjælp.

Peter når ikke ind ad døren. Alt bliver sort. Da han åbner sine øjne, sidder en mand over ham og banker hænderne ned i hans brystkasse, mens han råber: Peter! Peter!

– Det er lægen Mads, som har været på vagt hele natten. Han er kommet cyklende i det øjeblik, hvor jeg faldt. Han har taget min puls og konstateret, at der ikke er nogen – og nu er han i gang med at give mig hjertemassage.

Så du er faktisk død i et lille stykke tid?

– Jeg kan næsten ikke holde ud at sige det...

Han tager brillerne af. Øjnene løber over. Han samler sig.

– Ja, åbenbart. Og jeg bliver altså lidt rørt, når jeg snakker om det. Det er så mærkeligt at tænke på. Men jeg har vel været død. Når man ikke har puls, er man vel død.
Han holder igen en lille pause.

– Men Mads var der jo. Og Mads er min engel. Mads er...

Han tørrer øjne igen.

– Altså, det er jo derfor, jeg fortæller min historie. Fordi jeg håber på, at alle, der læser den, vil gribe ind, hvis der er nogen, der falder om. Hvad kan du risikere? Du kan redde et menneske, som ikke ville have levet videre, hvis der ikke var nogen, der havde gjort noget. Du kan intet forkert gøre, og hvis der brækker lidt brusk, gør det ingenting. Bare det at slå på brystkassen hjælper. Slå sådan cirka i hjerteregionen, og tænk på "Staying Alive", så har du rytmen.

Han begynder at synge det gamle Bee Gees-nummer, mens han med hænderne simulerer hjertemassage.

– Sørg dog lige først for, at luftvejene er fri og husk at ringe 112, inden du går i gang.

Hvad tænker du, da du åbner øjnene og ser Mads oven på dig?

– Jeg er helt forvirret. Og jeg kan huske, at jeg begynder at græde. Og ved du hvad, der havde været helt mørkt. Folk, der siger, jamen, der kom lys, og jeg så mig selv ovenfra... Altså – der var KULSORT. Som i sort. Der var ikke noget lys der. Og da jeg vågner, forstår jeg slet ikke, hvad der er sket.

LÆS OGSÅ: Alberte om sin 20 år yngre kæreste: "Aldersforskellen er fuldstændig ligegyldig" 

Nogen har set Peter falde om gennem vinduerne, og pludselig vælter det ud med sygeplejersker og en båre.

– Det er så vildt. Derfra er jeg ved bevidsthed. Jeg har svært ved at trække vejret og har det meget dårligt med kvalme. Jeg kan ikke selv huske det, men Mads har efterfølgende fortalt mig, at da jeg er kommet op på båren, rejser jeg mig op på albuen og vinker til ham og råber: "Tak for hjælpen!" Det ligger åbenbart dybt i mig at sige tak, når nogen hjælper mig. Og så på med iltmasken!

Englen Mads
Den nye blodprop i benet er vandret til lungerne og er blevet til en masse blodpropper i begge lunger, får Peter at vide.

Hvad tænker du, da du hører det?

– Jeg tænker, jeg kunne have været død. Men jeg lever. Og heldigvis lander Lise
lige efter i lufthavnen. Jeg havde nået at ringe til hende, inden jeg tog på hospitalet, mens hun sad i Aalborg med tømmermænd og havde lidt svært ved at forholde sig til, at jeg havde lidt ondt i læggen. Men hun lyttede jo, som man gør, når man er bedre halvdel. Og da hun så lander i lufthavnen, er der en sygeplejerske, der får fat i hende og beder hende om at komme med det samme, fordi jeg er faldet om...

Tårerne vælder igen op i Peters øjne.

– Og så kommer hun jo med det samme og holder mig i hånden og...

Øjnene bliver tørret igen.

– Og så havde jeg det bare sådan, at jeg måtte se alle i min familie. Sådan har jeg aldrig haft det før i mit liv. De skulle bare komme og holde mig i hånden. Jeg havde også så meget trang til at se alle mine venner, så jeg fik ret meget besøg, mens jeg lå på hospitalet, men min første mission var at finde Mads. Det tog lige et døgns tid at finde frem til ham, men så kom han og besøgte mig. Jeg måtte røre ved ham, holde om ham. Han havde bare gjorde sin pligt, sagde han. Men nej, sådan opfatter jeg det overhovedet ikke. Mads er en engel, der reddede mig. Jeg kan ikke finde på et smukkere ord om et menneske, der griber ind. Og ja, man bliver nok lidt religiøs i de der øjeblikke, hvor man har været tæt på noget ubegribeligt.

Peter er nu i livsvarig behandling med blodfortyndende medicin. Det er ikke sjovt at skulle være på medicin resten af livet, men...

– Som min psykolog siger, den pille er med til at gøre, at når jeg tænker, åh nej, nu falder jeg om, så tænker jeg lige bagefter, nej, det gør jeg ikke, for jeg tager blodfortyndende medicin, der gør, at jeg ikke danner blodpropper.

LÆS OGSÅ: "Hvis Søren begynder at tale om kirkebryllup, må jeg forklare ham, at det må blive med hans næste kone"

Er der bivirkninger?

– Der er altid bivirkninger. Jeg kan få indre blødninger. Og hvis jeg f.eks. kommer ud for en bilulykke, må de ikke operere mig akut, fordi mit blod er så tyndt. Så jeg kommer ikke ud for en bilulykke! Man bliver jo sindssyg, hvis man skal tænke over den slags hele tiden. Og det er faktisk det, der har været min største udfordring. Angsten for, at det skal ske igen. Angsten for angsten. Jeg havde sådan nogle panikangstanfald i ugerne efter, hvor jeg pludselig følte, at jeg ikke kunne trække vejret og tænkte, shit, nu falder jeg om igen. Jeg fik den fornemmelse, jeg havde haft, lige før jeg faldt om. Det betød, at jeg ikke turde være alene hjemme. Jeg turde ikke gå ned og købe et brød alene, for hvad nu, hvis jeg faldt om, og der ikke var nogen til at redde mig? Det var faktisk det, der fyldte allermest. Derfor fik jeg hurtigt fat i en psykolog. Jeg var nødt til at gøre noget ved den angst.

– Det har været rigtig godt at tale med psykologen, jeg har fået nogle værktøjer til at håndtere angsten. Og desuden bruger jeg en øvelse, min bror, Lars Mygind, har lært mig. Han udøver noget, der hedder tankefelt-terapi, som går ud på, at der er nogle punkter på kroppen, man kan banke på og derved dæmpe sin angst.

Det virker helt vildt godt.

Farvel til de sorte tanker
Peter begyndte også så småt at dyrke motion, for kroppen har godt af at komme i gang. Han skal bare tage højde for, at han har været udsat for en stor stresspåvirkning, så han skal ikke presse sig selv hundrede procent.

– Jeg havde for længe siden aftalt en herreskitur til St. Anton med to gode venner, men den havde vi aflyst, da det her var sket. Men jeg tjekkede alligevel med mit forsikringsselskab ugen før, vi skulle have været af sted, og fik at vide, at det var o.k. at tage på ski i Europa, bare jeg tog mine piller. Og så ringede jeg til mine venner: "Skal vi tage på ski alligevel? Jahhh!"

– Den tur var virkelig et vendepunkt for mig både mentalt og fysisk. Jeg havde lige et lille panikanfald den første dag på vej op i stoleliften, hvor jeg tænkte, shit, hvad nu, hvis det går galt her? Så er jeg færdig. Men så fik jeg lige banket mig lidt på mit panikpunkt, og så faldt jeg til ro. Derefter havde vi fire fantastiske dage, og vi var helt lykkelige. Så lykkelige, at vi faktisk lavede filmen "Happy boys in St. Anton 2015", som ligger på Youtube, ha, ha. Den tur var den bedste mentale healing, jeg kunne give mig selv. Siden har min angst været minimal.

Er der noget, du nu har lavet om på i dit liv?

– Nej, og jeg har virkelig tænkt over det. Man hører jo tit, at folk siger: "Da det skete, SÅ forandrede jeg mig." Og flere har også sagt til mig, at det nok var et wakeupcall for mig. Men nej, jeg føler ikke, at jeg skal forandre noget særligt. Jeg lever sundt, jeg gør generelt det, jeg har lyst til. Jeg har en dejlig familie, som jeg fester og hygger med, jeg arbejder med ting, der giver mening for mig, og jeg er ikke stresset. Så nej, der er ikke noget med, at jeg før glemte at leve livet og nu er begyndt på det. Overhovedet ikke.

– Det er klart, at jeg har fået en reminder i forhold til, at man skal sætte pris på hverdagen. På livet. Men på en eller anden måde er jeg bare blevet bekræftet i, at man skal huske at være taknemmelig. Det er faktisk et ord, jeg har sagt i mange år, så det er ikke nyt for mig. Selvfølgelig er der kommet en ekstra lille ting i rygsækken, for det er da en udfordring at finde ud af, at man er sårbar, og at man kan dø. Men jeg har det fint med at vise, at jeg er sårbar eller bange. Jeg synes kun, det er en styrke, når folk tør sige, at de er usikre, bange eller tvivler. Jeg har altid været tiltrukket af mennesker, der tør vise
deres sårbarhed. Mænd som kvinder.

LÆS OGSÅ: Rikke var prostitueret: "Jeg ville gøre det igen anytime" 

Tænker du over døden?

– Nej. Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Det kommer selvfølgelig op en gang imellem, men det får ikke lov til at blive særligt længe inden i mig. Jeg kan huske
en sætning, jeg sagde meget de første uger, da jeg kom hjem. Jeg sagde, at
jeg prøvede at omfavne min angst og omfavne, at jeg havde været død. Og man kan godt omfavne det og acceptere det, men de tanker må ikke få lov til at gro fast. Når jeg indimellem bliver ramt af sorte tanker, er jeg blevet god til at sige: "Ved du hvad, Hr. Selvudslettende Tanke, nu har du været hos mig et par dage, nu siger jeg tak for besøget". Så jo, jeg kender godt til at føle mig deprimeret, frustreret og ulykkelig, men jeg har opbygget en evne til at sende tingene retur.

– Jeg har arbejdet med mig selv igennem de sidste mange år, og jeg er nået frem til, at man ikke skal bruge et helt liv på at give andre mennesker skylden for ens lort. Du kan bruge al din tid på at være sur over, at din bedre halvdel ikke gør dig lykkelig eller giver dig kærlighed nok, eller du kan brokke dig over, at dit arbejdsliv er råddent. Men måske skal man hellere sige: "Nå, hvad kan jeg selv gøre for at ændre på tingene?" Jeg prøver selv at kigge indad, og jeg har oplevet, at ved selv at ændre adfærd har jeg også formået at få andre til at ændre adfærd til det positive. 


LÆS OGSÅ: Sisse Fisker: Mine smerter tvang mig til at ligge på sofaen, uden jeg kunne gøre andet

LÆS OGSÅ: "Jeg har affærer med flere mænd"

LÆS OGSÅ: Sara Blædel "Jeg blev ramt af en lammelse og voldsomme smerter"
 

Peter Mygind, 51år

Arbejder som skuespiller, tv-vært, musiker, entertainer og foredragsholder.

Kendt som figuren Score-Kaj og fra tv-serier som Riget, Taxa, Nikolaj og Julie, Anna Pihl, Forbrydelsen og Borgen med flere.

Har deltaget i flere kampagner for social ansvarlighed og arbejder frivilligt for bl.a. Børns Vilkår, Børnehjælpsdagen, Børnecancerfonden, Plan Danmark og Røde Kors.

Gift med værtsredaktør på DR Lise Mühlhausen. Sammen har de Julius på 23 og Valdemar på 16 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview