Ditte Hansen og Louise Mieritz
Foto: Franne Voigt

Interview med Ditte Hansen og Louise Mieritz

Ditte Hansen og Louise Mieritz: “Guldet ligger i alt det grimme”

De er dobbelt så gode sammen. Og dobbelt så sjove. Og begge dele bruger Louise Mieritz og Ditte Hansen til at gøre op med det pæne og polerede kvindebillede, som er milevidt fra deres eget uperfekte liv. Se resultatet i den nye sæson af tv-serien ”Ditte & Louise” fra den 4. november, og varm op med makkerparrets svar på den bunke (pinlige) spørgsmål, som vi serverede for dem i en margretheskål.

Om pubertet, overgangsalder og følelsen af usynlighed
Louise:Hvordan har du det med din alder?
Ditte: – Ville du spørge en mand om det? Nej, nu skal jeg ­være sød ved dig og magretheskålen. Min alder? Puha... Altså, jeg ­synes, det går stærkt. Jeg synes virkelig, årene løber.
Louise: – Synes du ikke, der er forskel på 45 og 40?
Ditte: – Jo, meget stor. Og jeg går mod 50. Jeg går mod alderdom. Hvis du tog alderen væk, så har jeg det helt vildt godt med, hvor jeg er i livet. Det, jeg får lov til, min familie, mit ­arbejde, min krop. Men det er tallet, som går hen mod, at jeg skal dø. Simpelthen. Sådan er det bare, det er der ikke noget at gøre ved.
Louise: – Man kan også mærke det på egen krop. Mine knæ ­siger som papir. Gør dine også det?
Ditte: – Nej, men de har sådan en slags knæklyd. Hvordan ­siger papir?
Louise: – Som mine knæ... Altså, hvordan ældes man, hvis ikke det er med botox? Det kan man jo med selvironi. Jeg synes, man mangler at se kvinder i overgangsalderen. Jeg aner ikke, hvordan det er. Det er nærmest...
Ditte: – Ufortalt!
Louise: – Ja, og det er jo en voldsom ting. Pubertet er smukt og hormonelt og peger jo på, at ens liv lige om lidt starter som voksen. Du bliver fødedygtig. Men overgangsalder peger kun mod tørre slimhinder – det er fandeme ikke sjovt. Men man gad ­bare godt, at det blev sjovt. Man gad bare godt, der kom humor ind i det, så det kom væk fra skammen, ikke?
Ditte: – Jo, bestemt!
Louise: – For det er igen noget, du skal pakke væk, alle dine ­hedeture, og det er ligesom kun noget, kvinder har. Tror vi nok...
Ditte: – Tror vi nok. Vi er lidt i tvivl.
Louise: – Jeg synes kraftedeme ikke, man bliver hyldet nok for, at man er en fødemaskine. Nå, nu trækker jeg et spørgsmål: Synes du, samfundet er mere fokuseret på yngre kvinder – kan du komme til at føle dig usynlig?
Ditte: – Det har vi et helt afsnit om i vores anden sæson: Ditte og Louise føler sig usynlige. En del af vores medieverden ­fokuserer jo på unge kvinder. Alle vores skønhedsidealer, vores modeverden og også, hvis du bare kigger på sådan noget som nyhedsudsendelser. Det, vi ser, er ligesom, at kvinder holder op med at være i billedet, når de når en vis alder. Det, synes jeg, er møgærgerligt, for jeg har selv lyst til at spejle mig i alle slags ­mennesker. Svarer jeg på spørgsmålet?
Louise: – Jiii. Altså, det var, om du føler dig usynlig?
Ditte: – Personligt føler jeg mig ikke usynlig. Jeg føler, jeg i den grad får lov at være synlig.
Louise: – Pifter de efter dig på gaden?
Ditte: – Nej, men det behøver de heller ikke...
Louise: – Nejnej, men det er jo det.
Ditte: – Hæhæ... Altså, det gør de, hvis jeg kigger meget insisterende på dem og sender øjnene: "jeg kunne godt kneppe dig", så gør de. Men nu jeg tænker over det, kan da godt være, fordi de bliver bange.
Louise: – Det tror jeg nærmere. Jeg oplevede jo, at der kom nogle mænd i en bil bagfra, de piftede ad mig, og da de så kom op på siden af mig, så kiggede de på mig – og det er altså over 10 år siden – og sagde: "ej, hende der, hun er ikke en dag under 30". Der tvistede de den altså lige.
Ditte: – Og det var du heller ikke.
Louise: – Det var jeg ikke, jeg var ikke en dag under 30. Og det må have været meget voldsomt for de stakkels unge mænd. Ej, men i "Ditte og Louise" diskuterer vi også hverdagssexisme. Det er jo interessant, for er det egentlig frisættende eller ærgerligt, at man ikke bliver kigget på mere?
Ditte: – Ja, altså Ditte-figuren går jo faktisk og savner lidt hverdagssexisme.
Louise: – Hun har ikke forstået ordet.
Ditte: – Hun tror, det betyder flirt.
Louise: – Hun er ikke så kvik.
Ditte: – Men hun er god mod dyr. Nej, seriøst. Vi kan jo godt ­lide at tage de løftede pegefingre ud af det her. Men vi er helt ­bevidste om, at hverdagssexisme er noget værre møg for en masse mennesker.

LÆS OGSÅ: Sebastian Klein: “Min far var en fantastisk mand”

Om at bruge sig selv og hinanden
Ditte:Hvor tæt ligger karaktererne "Ditte" og "Louise" på Ditte Hansen og Louise Mieritz?
Louise: – Jamen, ret tæt og alligevel ikke, selvfølgelig. Da vi skulle til at spille karaktererne, så besluttede jeg mig for: ­Louise, nu leger vi bare, det er dig. Gå ind i det der land, som jeg også selv har, hvor jeg er den vildeste nejsiger, at jeg føler mig for fin til hele verden, og at det er voldsomt for mig at møde nye mennesker. De sider af mig selv kunne jeg sagtens bruge, og så har vi bare skruet op for alting. Louise-figuren bruger jo f.eks. alkoholen som frisættende. Det gør jeg ikke. Jeg drak ikke, før jeg var 27. Jeg er ikke så god til at huske at drikke alkohol.
Ditte: – Det skal du huske!
Louise: – Det er ikke engang løgn.
Ditte: – "Ditte & Louise"-figurerne er ikke os, men der er da rigtigt meget, der er hentet fra vores egne smertepunkter.
Louise: – Haha, det her spørgsmål er jo godt til dig: Har du en grænse?
Ditte: – Nej.
Louise: – Haha...
Ditte: – Når der kommer blod ud af min næse. Det har jeg faktisk prøvet engang. Efter en meget travl periode på arbejdet. Der tænkte jeg: "Nu skal jeg måske gå hjem."
Louise: – Jeg synes nu, du er blevet meget bedre til at sige nej.
Ditte: – Det bliver bedre og bedre. Har du en grænse?
Louise: – Jeg har lidt for mange. Jeg skal arbejde på det modsatte, ikke?
Journalisten:Den ene siger meget ja, den anden nej – er I ­meget uenige?
Ditte: – Overhovedet ikke!
Louise: – Det er vi da.
Ditte: – Det er vi da aldrig.
Louise: – Det er vi da lige nu.
Ditte: – Vi komplementerer hinanden, når vi arbejder.
Louise: – Det er godt at være to. Så er man på en måde dobbelt så gode sammen.

Om at være over 40, kvinde og på TV
Ditte: – Du skal svare på: Hvilken ­rolle kvinder over de 40 år spiller i den danske underholdningsbranche?
Louise: – Det er jo dem, man glemmer at invitere med til Zulu Comedy Galla.
Ditte: – Hahaha.
Louise: – Man kan godt komme til at glemme dem lidt. Inden for komikken spiller kvinder over 40 en meget ­lillebitte rolle. Svaret ville nok være: mindre i underholdningsbranchen end i resten af verden. Og det er jo lidt tankevækkende. Nu skal du fuldende sætningen: Man er fuckable over 40, fordi...
Ditte: – Ehm, fuckable, når man er over 40? Det første, jeg tænkte på, er, fordi man er modig.
Louise: – Tænk Fuhlen... Christian Fuhlendorff.
Ditte: – Nå ja, det er rigtigt.
Louise: – Han siger nogle fantastiske ting.
Ditte: – Ja, Fuhlendorff siger: Gamle piger er ikke bange for at gøre det grimme. De unge slukker lyset, og det skal se kønt ud. De gamle ved godt, at det bliver grimt. Sex. Det bliver grimt.
Louise: – Og det er frækkere.
Ditte: – Jeg synes klart, man er ­fuckable, når man er ung. Unge mennesker er toplækre. Voksne mennesker er fuckable, fordi de er blevet mere sig selv, og de ved, hvem de er.
Louise: – Ja, og vi har stadig en vagina.
Ditte: – Vi har stadig en vagina. Det har vi.
Louise: – Den er jo ikke lukket ned.
Ditte: – Den er bare lidt større, kan man sige.
Louise: – Hahaha. Da jeg var yngre stræbte jeg også lidt mere efter at være perfekt. Så jeg synes måske det at blive ældre er at komme hele vejen rundt om at være menneske, rumme alle sine fejl og faktisk vide, at man ved mindre.
Ditte: – Så skal jeg tage et spørgsmål til dig: Hvad tænker de mænd, der ser serien?
Louise: – Øhm, vores første møde med nogle, der havde set første sæson, var nogle unge journalister. Kan du huske det? ­Unge mænd i tyverne, som fuldstændig havde fanget, hvad det ­hele handlede om. Rigtig mange mænd, vi møder, er vilde med ­vores serie. De kan bare ikke se det uden at gemme sig bag en pude.
Ditte: – Det kan pigerne heller ikke.
Louise: – Det er jo ikke altid lige kønt at se på.
Ditte: – Vi får tit de der kommentarer: "I tør være så grimme." Hvor jeg tænker: Vi har jo bare ikke taget makeup på. Det er frisættende at gå ud over at skulle være yndige og sexede, som jo på en måde er et hylster, man står i. Vi har jo også alle fejlene og alt det grimme. Det er der, guldet ligger.
Louise: – Ja, og det er altså ikke noget, vi gør os særligt umage med. Vi glemmer jo bare at trække maven ind, og så har vi besluttet os for, at når man sover, så har man ikke makeup på.

LÆS OGSÅ: Karen Thisted: “Jeg er så taknemmelig over, at jeg har haft sådan nogle dejlige, skønne mænd i mit liv”

Om at spejle sig i sin egen mor (og selv at være en)
Ditte:Hvad er dit ømmeste punkt?
Louise: – Mmmm... Ømmeste punkt? Mit barn, tror jeg. Der er man jo helt skrøbelig og tænker "fucker jeg det her lille menneske op"?
Ditte: – Haha, det gør du jo.
Louise: – Når man bliver helt bange for, om man gør tingene rigtigt. Om jeg giver de rigtige svar på alle hans spørgsmål. Det, synes jeg, er voldsomt ved at have børn.
Ditte: – Det er det sgu.
Louise: – Det er jo et spejl også... Kan du spejle dig i din mor?
Ditte: – JA! Det kan jeg. Rigtig, rigtig meget. Jeg har lige ­mistet min mor, så jeg er blevet bevidst om, hvor meget jeg ligner ­hende. Selv det, jeg slet ikke syntes, var mig – måske især det, jeg ikke syntes var mig. Det, kan jeg tydeligt se, er mig nu, fordi jeg ikke længere kan sige, det er dig, fordi hun ikke er her mere. Så jeg omfavner mange ting lige i den her tid. Jeg spejler mig sindssygt meget i min mor.
Louise: – Måske er det klogest fra starten at erkende, at vi er som dem?
Ditte: – Hehe, jo... Men man bruger jo meget af sin ungdom på at bevise, at man er noget andet.
Louise: – Ja, og det skal man, tror jeg.
Ditte: – Ja, det skal man.
Louise: – Åh, det glæder jeg mig ikke til, når ens børn begynder at sige: "Skrid mor, hvor er du klam."
Ditte: – Ja, det gør mine totalt. Jeg håber, det vender engang.
Louise: – Det satser vi på.
Ditte: – Ja, og det er jo også noget med at rumme forældrerollen: "Jeg står her og er afskyelig, for det skal jeg være."
Louise: – "Det er mit job."
Ditte: – "Det er mit job at være alt det, I ikke vil være."

LÆS OGSÅ: Maise Njor: “Jeg synes, at jeg - og mange andre - kunne blive bedre til at fejre sejrene”

Om tissekoner og antiheltinder
Ditte:Hvad definerer os to som kvinder?
Louise: – Den er svær.
Ditte: – Hvad definerer os... som kvinder... Jeg synes, det er et svært spørgsmål.
Louise: – Meget svært spørgsmål. For jeg synes også tit, jeg føler mig som en mand.
Ditte: – Det gør jeg også.
Louise: – Tidligere, synes jeg, at jeg har opereret meget med, at hvis jeg skulle sætte en grænse og sige fra, skulle det gøres med et smil. Så skulle jeg huske at være charmerende imens, som sådan en form for kvindeting. Og det synes jeg ikke, jeg gør mere. Jeg kan godt lide, at jeg er kommet dertil, at jeg ikke lægger mit ansigt i undskyldende folder, når jeg siger fra. Da vi skulle ind og sælge vores tv-serieide i DR, sagde vi til hinanden: "Nu skal vi ind og være nogle mænd", og der mente vi at lade som om, vi kunne noget, vi ikke kunne.
Ditte: – Altså ikke tvivle så meget på sig selv. Og ikke sige sin tvivl højt.
Louise: – Vi løj jo nærmest, da vi snakkede med DR. Vi sagde, vi havde en ide, som vi nok ikke helt havde endnu.
Ditte: – De sagde til os: "Kom til det her møde, vi skal bare høre lidt om plot, bue og vendepunkter"
Louise: – Og hvad var det?
Ditte: – Præcis, der skulle vi lige oppe os... Og så var det, vi gik hjem og forberedte os rigtig meget.
Louise: – Vi læste en masse bøger, og så besluttede vi os for: Write what you know. Det siger de alle sammen, når man er førstegangskrivende, så er det klogt at skrive noget, man kender til.
Ditte: – Jeg blev virkelig mobbet, da jeg sad med: "How to ­write a sitcom".
Louise: – Ja, jeg sad med: "How not to write a sitcom." Pøjpøj med det, ikke? Men hvad skal vi sige til det der med, hvordan man definerer os som kvinder?
Ditte: – Jamen, det ved jeg heller ikke. Jeg forstår faktisk ikke helt spørgsmålet. Hvad der definerer os som kvinder? Hvad der gør os til kvinder? Er det sådan, jeg skal forstå det?
Louise: – Vi har tissekoner! Der kan vi jo starte.
Ditte: – Gør det os til kvinder? Kan man ikke være kvinde uden en tissekone?
Louise: – Det er et meget indviklet spørgsmål... Det, jeg ­hader ved at være kvinde, er det med, at jeg er fysisk svagere end mænd. Det hader jeg!
Ditte: – Jeg føler mig ikke fysisk svagere end mænd.
Louise: – Øj, hvor er du heldig! Det er da sejt.
Ditte: – Jeg har altid haft det sådan: Det svage køn? I forhold til, at manden er kvinden fysisk underlegen, har jeg det bare sådan: What? Jeg er højere end rigtig mange mænd.
Louise: – Nu sagde du det omvendt: Manden er kvinden underlegen.
Ditte: – Haha. Gjorde jeg? Freudian slip. Men man bliver jo ­sådan lidt provokeret af det med at skulle give kvindelige og mandlige kvaliteter kønslige fortegn.
Louise: – Ja, det gør man.
Ditte:Hvorfor tror du, at seerne holder af os – eller måske ikke kan fordrage os?
Louise: – Det er fandeme et godt spørgsmål, men nu et år ­efter, at første sæson er blevet vist, har vi sgu en meget god pejling. Jeg tror, de holder af os og hader os af samme grund. Fordi Ditte og Louise er antiheltinder, der flasher deres fejl, og det bliver så pinligt. De fleste synes, det er meget frisættende. Og så er der simpelthen nogle – af samme årsager – der ikke kan have det. Altså, der er nogle, der har spurgt, hvorfor vi skal synke ned på mændenes niveau. Hvad handler det nu om? At mænd har et ­lavere niveau som udgangspunkt? Jeg synes, det handler om ­humor. Jeg synes, det handler om at være menneske. Punktum.
Ditte: – Ja, der har været kommentarer som: "Hvorfor skal vi se på det?" og "det er ikke kønt for øjet."
Louise: – Og "jeg skammer mig på mit køns vegne."
Ditte: – Ja, der er nogle, der simpelthen ikke bryder sig om det. Der ­ikke synes, det er rart at se på. Det er ­ikke kønt, som ­kvinder traditionelt skal være kønne, og det vil vi gerne ­udfordre. 

LÆS OGSÅ: Emma Holten: “Der er masser af feminister, der synes, jeg er en klovn”

LÆS OGSÅ: Soulshock mistede sin kone i en tragisk ulykke: “Det er vigtigt for mig at være åben om døden og sorgen”

LÆS OGSÅ: Martin Brygmann: "Mit liv er simpelthen for kort til at gå rundt og lege macho"

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview