Dolly Parton: "Jeg tager ikke mig selv alvorligt, men jeg tager mit talent meget alvorligt"

Der var ingen, der skulle tage fejl af Dolly Parton. Hun vidste fra starten, at hun ville blive en stor stjerne på sine egne præmisser. Det gjorde hun klart med countrysangen ”Dumb Blonde” i 1967, hvor hun sang: ”just because I’m blonde, don’t think I’m dumb”, og selvom man måske godt kunne lade sig forvirre af det image, hun skabte for sig selv, så blev det efterhånden klart for alle, at der var meget mellem ørerne på denne lille blondine.

– Jeg er ret sikker på, at jeg ikke blev taget alvorligt tidligt i min karriere, da jeg kom til Nashville, vurderer Dolly Parton, der befinder sig i sit hjem i musikbyen i Tennessee, hvor hun taler
med ALT for damerne via Zoom.

– Jeg har skabt dette look, fordi det var sådan, at jeg følte mig smuk. Det var sådan, en pige fra landet følte sig glamourøs. Jeg har altid følt mig bedre tilpas med at se sådan ud, for jeg var ikke en naturlig skønhed, og derfor skabte jeg min helt egen lille verden, som jeg følte mig godt tilpas med.

Dolly Parton var ikke vild med at blive kaldt et sexsymbol. Det var ikke det, der var meningen med det look, hun skabte. Hun fik lavet overvældende store bryster og gik med høje, blonde parykker, der fik den lille ca. 1,5 meter korte krop til at virke lidt højere – også hjulpet af tårnhøje stiletter. Hendes ansigt var dækket af mange lag farverig makeup, og hun fik påsat lange, spidse negle, der i princippet kunne fungere som brevåbnere, og så var der en masse blingbling på det stramtsiddende tøj, der afslørede en meget smal talje.

– Tak for at du siger, at jeg er sexet, for det er jeg ikke sikker på, at jeg er, siger hun og ler en latter, der kunne tyde på, at det gør hende lidt genert at tale om sig selv på den vis.

– Men jeg foretrækker, at folk ser mit talent, og at det ikke bliver overskygget.

Der er ingen tvivl om, at Dolly Parton har bevist, at hun ikke bare er en talentfuld musiker og sangskriver, som har vundet et stort antal prestigefulde musikpriser og været nomineret til to Oscars for sangene ”9 to 5” og ”Travelin’ Thru”. Hun har også demonstreret, at hun har god forretningssans.

Den lille kvinde har nemlig vist sig at være en stor entreprenør. I 1985 købte hun en forlystelsespark og skiftede navnet til Dollywood, der under normale omstændigheder har over to millioner besøgende om året og er et af områdets største arbejdsgivere. Parken er bare et af de mange projekter, hendes Dollywood Company har investeret i, og de ejer flere resorts, teatre og restauranter i Tennessee, Missouri og South Carolina. Dolly Parton har skabt et forretningsimperium.

– I begyndelsen var der nok mange, der ikke tog mig lige så alvorligt, som jeg selv tog mit talent. Jeg tager ikke mig selv alvorligt, men jeg tager mit talent meget alvorligt. Så efterhånden som tiden gik, fik folk øjnene op for, at jeg bare havde et ønske om at se sådan ud, og så accepterede de det. Forhåbentlig ved alle nu, at jeg er meget seriøs, hvad angår at synge, skrive sange og spille skuespil – og alt det andet, jeg har gang i.

Barmfager og barmhjertig

Næsten alt ved Dolly Partons udseende er forlorent. Hendes ansigt bærer præg af mange plastikoperationer, som hun får, så snart hun ser noget, hun ikke bryder sig om. Hun har falske negle og falsk hår, og så kan alt det blingbling godt virke lidt påtaget og måske ligefrem vulgært. Det er det bare ikke. Dolly Parton er måske nok falsk at se på – men man fornemmer med det samme hendes ægthed. For hende er det helt naturligt at se ud, som hun gør. Når man møder hende, fremstår hun troværdig, oprigtig og direkte elskelig, og hun har ingen problemer med at tale åbent og ærligt om det, som nogen vil se som forlorenhed – heller ikke om sine bryster, som har fået en del opmærksomhed gennem årene.

– Jeg fik dem pumpet lidt større, og jeg har min egen cykelpumpe, siger hun på ægte selvironisk maner – som da hun i 1960’erne vittigt udtalte sig om kvindebevægelsen og proklamerede, at hun ville være en af de første til at sætte ild til sine bh’er, hvilket ville tage brandmændene godt tre dage at slukke.

– Jeg plejer at sige, at jeg ikke er sikker på, om det er mig, der holder dem oppe eller omvendt. Jeg har taget dem til mig som en del af mig, og de er en del af min persona og en del af mit Dolly-look. Men det har altid været vigtigst, hvordan jeg havde det indeni, og min lille sang ”Backwards Barbie” viser meget godt, hvordan jeg havde det, for jeg ville så gerne være køn.

Men Dolly Parton ville også være et godt menneske. Hun voksede op under fattige kår i den lille by Sevierville i det naturskønne område ved Smoky Mountains, hvor hun boede i en mindre træhytte med sine forældre og 11 søskende. Hun elskede musik fra en ung alder. Hun elskede også Gud (og gør det stadig), og det var i kirken, at hun som 6-årig havde sin første optræden. Hun fik sin første guitar som 8-årig, sang på Knoxville TV som 12-årig og på det legendariske musiksted Grand Ole Opry i Nashville som 13-årig. Hun var bare 18 år gammel, da hun flyttede til Nashville og søgte en karriere i rampelyset.

Porter Wagoner, der havde et live-tv-show på Grand Ole Opry, opdagede den karismatiske Dolly Parton efter hendes hit ”Dumb Blonde”. De startede et partnerskab, og i 1967 udkom hendes debutalbum ”Hello I’m Dolly”. I 1970’erne fik hun sit store gennembrud uden for USA og solo med sangen ”Joleen”. Hun var nu berømt verden over og ville bruge sin berømthed på en positiv måde. Det vil hun stadig.

– Jeg elsker mine medmennesker, og jeg forsøger altid at bidrage med gode ting. Jeg er et meget spirituelt menneske. Jeg er ikke et perfekt menneske på nogen måde. Men jeg elsker alt, hvad jeg har gang i – også nu under Covid. Jeg så, hvor meget skade det forårsagede for så mange mennesker, at de sad indelukkede derhjemme, og jeg besluttede mig for at skrive sange for at udtrykke det, mange måske ikke kan. Jeg skrev sangen ”When Life is Good Again”, som handler om at være en bedre ven og et bedre menneske, når livet bliver godt igen, og jeg vil åbne hele mit hjerte og gøre plads til hele verden, når livet bliver godt igen. Jeg skrev den til folk, jeg ikke kender.

Dolly Parton donerede i april en million dollars til forskerne på Vanderbilt University og har dermed bidraget til udviklingen af corona-vaccinen fra den amerikanske medicinalvirksomhed Moderna.

”Jeg er så taknemmelig for, at det her sker, og hvis jeg har haft noget med det at gøre, så er det fantastisk”, sagde hun til The Today Show, da sammenhængen gik op for hende i november.

Dolly Parton har givet tilbage i mange år: I 1995 grundlagde hun The Imagination Library. Det er en organisation, der tager kampen op med analfabetisme og giver bøger til fattige børn og unge. I dag har de givet over 150 millioner bøger væk, og de har afdelinger i næsten alle de amerikanske delstater samt i Canada, Storbritannien og Australien. Dolly Parton donerer også store beløb til velgørenhed gennem sin Dollywood Foundation.

– Mine drømme er blevet til virkelighed. Jeg har opnået det, som jeg altid har villet opnå, og nu, hvor jeg har stor succes, prøver jeg at dele det med så mange som overhovedet muligt. Jeg vil ikke bare tage imod. Jeg ønsker at have en position, hvor jeg kan hjælpe, og det er derfor, jeg laver vidunderlige projekter som The Imagination Library, hvor vi giver børn over hele verden bøger. Når man har en position, som jeg har, kan man virkelig gøre noget for menneskeligheden og ikke bare for en selv. Det handler om at give lige så meget, som man tager.

Feministisk forbillede?

Mit første møde med Dolly Parton var i 2006 i hendes studie i Inca-Hoots Productions, der ligger i et villakvarter i nærheden af Nashvilles berømte Music Row. Dengang forsøgte jeg at tale med hende om hendes position som feministisk forbillede for kvinder, men hun svarede afvæbnende med en vittighed. Det har ikke været muligt at få meget ud af hende om dette emne, når jeg mødte hende efterfølgende. Heller ikke denne  gang, hvor vi befandt os i hver sin del af USA. Men hun indrømmer lidt vagt, at hun er feminist.

– Weeeeellllll, siger hun og trækker ordet ret langt ud, som de har for vane at gøre det i sydstaterne.

– Jeg er meget feminin, og hvis det handler om at være FOR kvinder, så vil jeg mene, at jeg er det.

Det er blevet et kendetegn for Dolly Parton, at hun ikke giver klart udtryk for, hvad hun er og ikke er.

Hun vil ikke dele vandene og bidrage til splittelse. Det er måske også derfor, hun ikke ytrer sig om politik. Hun vil behage alle og elskes af alle. Det var derfor overraskende, at hun åbent støttede Black Lives Matter-bevægelsen i et interview med Billboard.

”Selvfølgelig betyder sorte liv noget. Tror vi, at vores små hvide røve er de eneste, der betyder noget?”, sagde hun, og det gik alle medier rundt som en klar støtte til bevægelsen, og citatet blev endda tilføjet på et nyt murmaleri af Parton i Nashville. Of course Black Lives Matter. Men for visse countryfans er det vigtigt at få afkræftet, at hun støtter BLM, og de mener, at hendes ord er blevet fordrejet.

– Jeg er ret ligeglad, for Gud er med mig, og hvis folk vil straffe mig for at elske andre mennesker, så kan de bare gøre det, siger Dolly Parton om den sag.

– Jeg elsker alle. Jeg ønsker, at alle skal elske mig. Mit hjerte vil inkludere alle, så hvis der er nogen, der spørger mig, om black lives matter, så er mit svar, at det gør de helt bestemt. Jeg mener, at det gør alles liv – sortes liv, dit og mit liv. Jeg mener, at røde, hvide, gule og grå rumvæsener er Guds børn, og vi bør elske og værdsætte og respektere hinanden. Det er ikke et politisk udsagn. Det kommer fra hjertet – det handler om kærlighed og accept.

Men selvom Dolly Parton måske ikke har villet stå frem som selverklæret feminist, så har hun i den grad vist, at hun er det – og det lige fra begyndelsen af sin karriere. ”Dumb Blonde” handlede om, at man ikke skal undervurdere kvinder pga. deres udseende, og at ingen kunne tage hende ved næsen.

”Just Because I’m a Woman” handler om, at kvinder burde have samme seksuelle frihed som mænd og ikke bedømmes anderledes end mænd, hvad det angår. I 1980 fik Dolly Parton sin debut som skuespiller. Her spillede hun over for Jane Fonda og Lily Tomlin i filmen ”Nine to Five”, der handlede om seksuel chikane på arbejdspladsen. Dolly Parton spillede en sekretær, som chefen havde svært ved at holde fingrene fra, hvilket hun på ingen måde accepterede.

– Filmen påpegede flere problemstillinger, der var meget vigtige at tale om, og som stadig er det, siger hun i dag.

– Efter metoo-bevægelsen besluttede Jane og Lily, at vi snart skulle lave en opfølger, og de må hellere komme i gang, for ellers bliver det ”Ninety Five” i stedet for ”Nine to Five”, for der er ingen af os, der bliver yngre.

Hun ler igen hjerteligt.

Privat privatliv

Hun har også elsket sin mand i mange år. Hun mødte manden i sit liv – Carl Dean – lige da hun var ankommet til Nashville. Det skete foran vaskeriet Wishy Washy Laundrymat i 1964, og to år senere stod de foran alteret i en lille kirke i Ringgold, Georgia. De var i smug stukket af til nabostaten, for pladeselskabet Monument havde bekymret sig om, at det kunne skade hendes karriere, hvis hun giftede sig. Men den unge Dolly Parton var ligeglad med, hvad de mente. Hun giftede sig alligevel med sin elskede, og 50 år senere fejrede de igen deres bryllup på dagen – den 30. maj 2016.

– Denne gang fik jeg mulighed for at gå i en smuk brudekjole, fortæller Dolly Parton begejstret.

– Vi tog alle de smukke billeder, som vi ikke kunne tage, da vi blev gift første gang.

Det er dog ikke ret mange billeder af parret, der er blevet offentliggjort igennem årene, for Carl Dean er lige modsat sin kone. Han har det ikke godt med at være i rampelyset og er derfor yderst sjældent at finde blandt publikum til hendes koncerter. Desuden er Dolly Partons musik ikke lige hans kop te. Han tolerer det, men det har aldrig været hans førsteprioritet, når han lytter til musik derhjemme.

Selvfølgelig er han meget stolt af sin kone, fortæller hun, men han kunne også have sceneskræk på hendes vegne og nød slet ikke at være med.

– Min mand forlader næsten aldrig vores hjem, og det er derfor, vores forhold har holdt så længe: Han bliver hjemme, og jeg bliver ude, siger hun med en god portion sødme i stemmen om manden, der gik i sin fars fodspor og leder et asfaltfirma i Nashville.

– Han kan bedst lide at være derhjemme. Han nyder at være alene. Han er bedst tilpas i mit selskab og bryder sig ikke nødvendigvis om at være sammen med andre – bortset fra de mennesker, han arbejder sammen med.

Parret fik aldrig børn. Dolly Parton havde 11 søskende, og flere af de yngste brødre og søstre kom og boede hos parret, efter hun brød igennem i Nashville. Hun blev som en mor for dem.

– De elskede at være hos mig i Nashville, og jeg elskede at have dem hos mig. Da min mand og jeg mødte hinanden, gik vi ud fra, at vi skulle have børn, og jeg havde udvalgt flere navne til dem. Men det skete aldrig. Nu hvor jeg har Imagination Library og har arbejdet med så mange børn, har jeg tænkt, at det ikke var meningen, at jeg selv skulle have dem. Alle børn kunne være mine børn. Hvis jeg havde fået en masse børn, så havde jeg sikkert være så hengiven over for dem, at jeg ikke havde været i stand til at være der så meget for andre. Så min mand og jeg fortryder ikke, at vi ikke fik børn.

Dolly Parton har aldrig forladt Nashville, og selvom hun ejer huse rundt omkring i USA, så har hun aldrig haft lyst til at tage fra sin hjemegn. Hun føler sig stadig som en countrygirl fra Smoky Mountains. Det har været muligt for hende at skabe et normalt liv på hendes store gård, der ligger på en stor indhegnet grund med en stor gitterport, så deres område er og forbliver privat.

– Vores liv er meget privat, siger Dolly Parton.

– Men JEG elsker at tilhøre offentligheden. Jeg ville være en stjerne, og jeg kan ikke brokke mig over noget som helst.

Hun brokker sig heller ikke over at fylde 75. Hun føler sig vældig godt tilpas og holder sig ung og ungdommelig. Hendes evne til at forny sig, følge med tiden og opretholde et succesrigt forretningsimperium taler for sig selv. Desuden er hun også hurtig til at fortælle, at hun altså ikke er fyldt 75 endnu.

– Jeg fylder først 75 om lidt, så ro på. Jeg skal nok nå dertil. Men jeg er meget stolt af alle de år, jeg har tilbragt i branchen. Jeg elsker, hvad jeg laver, og jeg håber, at jeg kommer til at fortsætte endnu 75 år.