Ægteskabet har ikke samme funktion som før, så lad os støtte op om hinanden.
SPONSORERET indhold

Drop skammen over skilsmissen

Ægteskabet har ikke samme funktion som før, så lad os støtte op om hinanden og få et mere nuanceret og nutidigt syn på skilsmissen – uden skyld og skam, mener præst Anna Mejlhede.

Af:: Redaktionen Foto: Alamy
25. nov. 2015 | Livsstil | ALT for damerne

Af Anna Mejlhede

Sidste år rundede skilsmisseprocenten i Danmark sit hidtil højeste tal. Men at mange ægteskaber ender i skilsmisse, må ikke få os til at miste håbet og troen på kærligheden og parforholdet. Der er nemlig hårdt brug for, at vi støtter op omkring hinanden, når drømmen om den eneste ene kuldsejler – i stedet for at vende ryggen til i fordømmelse, eller måske af angst for at naboens skilsmisse skulle "smitte".

LÆS OGSÅ: 8 ting du kan lære af dine venners skilsmisse

Mig bekendt er der ingen mennesker, der går ind i et parforhold uden virkelig at ville det hele vejen. Ingen stiller sig helt frem foran borgmesteren eller alteret i kirken og siger JA, uden at tro på det. Derfor er det smertefuldt at måtte erkende, at det, man i sin tid lovede, ikke er noget, der lod sig gennemføre hele vejen. Jeg har selv været ulykkelig og ked af det de gange, parholdet er bristet for mit vedkommende. Især dengang der også var et barn involveret. Men skamfuld, sådan i religiøs forstand, det er jeg ikke. Som jeg ser det, er ægteskabet ikke et ubrydeligt, helligt foretagende, indstiftet af Vor Herre selv.

At jeg selv har oplevet en del brud gennem mit liv, betyder ikke, at jeg dermed har mistet troen på parforholdet – hverken for mig selv eller andre. Jeg vier hellere end gerne par, hvor enten begge eller den ene er fraskilt. Og jeg ser ikke noget problem i, at jeg også selv har stået der før. Ethvert forhold har sin historie.

LÆS OGSÅ: Derfor bliver nogle skilsmisser så grimme

Nyt vielsesritual?

Vielsesritualet er et menneskeskabt ritual, der bevæger sig og ændrer sig i takt med den tid, vi lever i – fordi vores samfund jo heller ikke bliver stående på samme plet. Derfor har ritualet i sig selv ikke karakter af et ubrydeligt dogme. Enhver tradition, enhver regel eller lov, vi har, må altid holdes op imod den virkelighed, vi mennesker står midt i. Hvilket samfund ville vi ikke få, hvis vi slavisk fulgte alle gamle regler og love – uden at se på, om den sammenhæng, de var skabt i, stadigvæk fandtes?

Som jeg forstår den folkekirkelige, protestantiske tilgang til det at indgå ægteskab, så er det en verdslig/borgerlig ting, vi tager med os ind i kirkens rum, fordi det giver mening for os at tage alt det, der er stort for os, med derind. Både vores sorg og glæde – og vores kærlighed. Og det giver bestemt mening! Også selv om ægteskabsløftet viser sig ikke at kunne holde til det, der sker imellem de to, der engang stod dér foran alteret.

Mange folkekirkepræster har derfor foreslået, at ritualets ordlyd blev ændret til "indtil kærligheden dør" i stedet for "indtil døden skiller jer ad". Fordi førstnævnte understreger et moderne ægteskabs vilkår. Og selvom jeg på mange måder er enig i den holdning, så er der noget over ritualets nuværende ordlyd, vi skal bevare, fordi det er den hensigt, vi har, når vi gifter os – nemlig at ville leve sammen i medgang og modgang, ind-til døden skiller os ad. Når kærligheden brænder mellem to menneske, så er det jo dét, vi gerne vil. Og vi vil kæmpe for det – lige så længe kampen giver mening.

LÆS OGSÅ: "Jul uden mine børn er ikke et problem"

Nutidens ægteskaber har ikke længere samme funktion som i 1800-tallet. Vi kan få børn, skabe os nære relationer, være del af en familie og være gode engagerede samfundsborgere – uden nødvendigvis at være gift. Men at vi fortsat gifter os fortæller noget om, at vores ultimative håb om kærlighed stadigvæk har det livslange perspektiv for øje, og at vi derfor gerne vil sætte det ind i den seriøse og poetiske ramme, en vielse i kirken giver.

Min nye bog er tilegnet de mange mennesker, hvis parforhold er forlist, og den er ment som en hjælp til samme gruppe af mennesker, så de smertelige erfaringer, man har gjort sig, ikke overskygger forventningerne til livet i det hele taget. Den er en håndsrækning til alle dem, der lider af skyld og skam, fortrydelse og vrede, i en stor sammenblanding. For måske skal vi se en smule mere nuanceret og nutidigt på selve skilsmissen? Således at vi kan løfte panden og sige JA til livet og al den kærlighed, der stadigvæk er i det – fremfor at bære rundt på skam og skyld? Jeg siger i hvert fald JA. Ja til, at alt det, der er større end os, altid må være det, der bærer os. Også kærligheden. 

 

Sig det • Skriv det • Del det

Vil du kommentere dette debatindlæg, så gå ind på ALTfordamerne.dk/debat, og skriv din kommentar nederst på siden. Vil du skrive et nyt debatindlæg til disse sider? Send det til Kathe Japp på japp@altfordamerne.dk, og skriv "Debat" i emnefeltet. Indlægget skal fylde cirka 900 ord.

LÆS OGSÅ: "I stedet for bare at kaste håndklædet i ringen, er det vigtigt at tale med sin partner først"

LÆS OGSÅ: 7 tegn på at du giftede dig med den rigtige

LÆS OGSÅ: "Min venindes mand lå nøgen i min seng. Ved siden af mig"