Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Stephanie Caruana

Stephanie Caruana klumme: Du skal finde din stemme

Du skal finde din stemme

Jeg kan ikke fortælle dig, hvor du finder din, men jeg kan fortælle dig, hvor vigtigt det er, at du finder den - og hvordan jeg fandt min egen som forfatter.

KLUMME: Jeg var næsten otte år, da jeg besluttede mig for at blive forfatter. Med strømpesokker stod jeg på kokostæppet i min onkels bibliotek, da jeg pludseligt forstod, at når jeg kunne læse alt, kunne jeg også skrive om alt. Historierne kom først senere, opdagelsen af at jeg havde min egen stemme. Fornemmelsen af at andre havde fået samme kald var krystalklar for mig, forstærket af de stemmer, der mødte mig i hver eneste bog, jeg åbnede.

Jeg skrev i firserne. Tog kurser hos Vagn Steen og andre dygtige digtere, som jeg ikke anede hvem var, kom i skrivegruppe hos en forfatter, der hedder Bente Clod. Jeg fik aldrig at vide, at 'piger ikke kan blive digtere', som Tove Ditlevsen fik at vide af sin far. Min mor var vist lidt ligeglad, hverken opmuntrende eller afskrækkende. Hun var sådan en kvinde, der fyldte meget. Når hun talte, var det nemmest at holde mund og tænke sit. Så det gjorde jeg. I det hele taget var barndommen for mig et studie i andre mennesker. Jeg sugede til mig af alt, flyttede ind på biblioteket og læste.

LÆS OGSÅ: Giv en personlig gave

Som teenager i halvfemserne skrev jeg, hvad jeg havde lyst til. Jeg læste mine digte op i Husets Lyrikcafé, høj over at der var et fællesskab der. Gymnasietiden blev brugt på at skrive i timerne, hænge ud. Jeg havde ikke lyst til at sige noget i timerne. Jeg var ligeglad med modtagelsen af de ting, jeg skrev. Det vigtige var at få ord ned, at få mine linjer så tæt på de følelser, jeg ville beskrive, få fortællingerne ud og ned i stilehæfter, gennem skrivemaskiner og senere computere.

Efter gymnasiet var jeg i et destruktivt forhold med en mand, der var ældre og altid vidste bedst. Hver eneste holdning jeg havde, hver eneste selvstændige tanke blev pillet fra hinanden og stillet spørgsmålstegn ved. Jeg skrev ikke i de fem år, vi var sammen, tog heller ikke diskussionerne. Bagefter kom der hul på ordene, men ikke mine egne. I flere år skrev jeg for andre som kommerciel tekstforfatter, som journaliststuderende prøvede jeg hele tiden at holde fast i en flig, der var mig og blev konstant skoset for at ikke at skrive objektivt nok. Hvad det så end var.

Hver eneste gang jeg cyklede eller var alene, kværnede hjernen. Jeg prøvede at få hold på ordene, langsomt tog en historie form. Først stemninger, så replikker, så scener og plot. Romanen tog seks år i alt, der var mange pauser. Livet og børn kom i vejen. Jeg debuterede først som forfatter som 39-årig. Der var altid noget, der var vigtigere, eller rettere, måske ikke vigtigere, men sådan noget, som andre og jeg selv mente, burde komme først. Det er i virkeligheden det vigtigste, du skal vide, hvis du leder efter din egen stemme. Du skal tage dig selv alvorligt. Som menneske, kvinde og fagperson. Du skal insistere. På at tage din plads og den tid, du har brug for. Hvis ikke du selv gør, så er der ingen, der giver dig den. Du skal skabe dit eget rum.

LÆS OGSÅ: Jeg har meldt mig ud af trædemøllen. Nej tak til fast arbejde og økonomisk stabilitet

Det gik op for mig, at jeg simpelthen ikke tog min egen stemme helt alvorligt nok. Både som skrift, men også som oplæsningsværktøj. Jeg fik hjælp til at lære det. Lærte at lægge pauser ind, lave betoninger. Læse op, så det lød som noget, der var værd at lytte til. Min stemme lød tynd og usikker de første mange gange, jeg optrådte.

Kvinder, der skriver, skriver fra forskellige virkeligheder. Præcis som mænd. Men i modsætning til de fleste mænd, så bliver kvinder skolet til at være en stamme. Andre definerer os som piger og kvinder, før vi bliver set som mennesker. Det er ikke kun mig, der siger det. Virginia Woolf, Simone de Beauvoir og andre har sagt det. Der er en understrøm, et ur-fællesskab af oplevelser som kvinde i verden, som vi skriver os ind og ud af. Nogle søger de ligheder, nogle søger helt væk. Vi kan tale sammen for at løfte det videre og op. Jeg vil være med til at skabe det rum, deltage i den samtale. Det er blandt andet derfor, jeg skriver og skriver.

Men kvinder mødes med flere forhindringer. De bliver oftere afbrudt, eller de afbryder sig selv. Vi bliver oftere glemt, i mindre grad læst af mænd. Jeg undrer mig stadig over, at man skelner mellem mænd og kvinder, der skriver, og over at mænd ikke er tilbøjelige til at læse kvindelige forfattere, mens det modsatte ikke gælder kvinder, der læser. Og hvorfor fanden var Tove Ditlevsen og Inger Christensen ikke med i den litterære kanon?

Men engang i mellem brøler vi igennem. Jeg var vred i den debat, hvor kvindelige forfatteres farlighed blev efterlyst af brandstifteren Mette Høeg. Vi var for tandløse, for indadvendte, for lidt mennesker og for meget kvinder. Mænd, der skrev, stod på sidelinjen i debatten, kløede sig metaforisk i skægget og undrede sig. Eller godtede sig over intern strid blandt kvinder. Igen: opfattelsen af kvinder som et fælles køn. Men strid er godt. Jeg brokkede mig indædt til alle over, hvor idiotisk præmissen var - og jublede over, at Mette Høeg var så inderligt ligeglad med andres mening.

LÆS OGSÅ: Hvad kan du… egentligt?

Mange kvinder bruger alt for meget krudt på hvad andre synes om det, de har på hjerte. Drop det. Sig frem! Visse vil synes, du er for meget. Det er du ikke. Det er de andre, der er for lidt. Tænk engang, vi lever i en tid og på et sted i verden, hvor kvinder må ytre sig frit. Det er faktisk ikke en selvfølge. Så hvad vil du bruge din stemme til? Alt eller intet?

Jeg er glad for, at nogen gider lytte til mig. Og folk må gerne være uenige. Allermest fryder jeg mig over, at kvinder som det naturligste bruger deres stemmer til at fortælle om deres virkeligheder. Og lytter til hinanden. Hver kvinde og hver forfatter træder sin egen sti. Jeg rækker hånden frem til jer, der måske stadig leder efter en stemme, jeg fryder mig, når du finder den. Selv må jeg skrive for at leve. Jeg er gennemstrømmet af ord, der banker og vil ud. Min stemme udvikler sig stadig. Lad mig lytte til jer og læse jer, der kommer efter mig.

LÆS OGSÅ: Når manden har flere veninder end venner

LÆS OGSÅ: Ode til den ordentlige mand

LÆS OGSÅ: Da jeg matchede med to kendte mænd på en dating-app

 

Se, hvad vi ellers skriver om: Stephanie Caruana og Karriere