Emilia van Hauen
SPONSORERET indhold

“Alt det, som kvinder altid har været gode til, bliver efterspurgt i dag”

Kultursociolog Emilia van Hauen mener, at køn er en begrænsning, og hun vil ­meget hellere tale om relationel og produktiv ­kapital end om, hvad der er feminint og maskulint.

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Stine Heilmann, Bjarke Johansen, Anitta Behrendt og Gitte Pedersen
27. jan. 2017 | Livsstil | ALT for damerne

– Mens jeg skrev bogen "Ladycool", tænkte og researchede jeg en del over, hvad der arketypisk er knyttet til det feminine og det maskuline for at finde ind til essensen af de to dispositioner, som ­alle mennesker har. For at gøre det mere ­konkret tænkte jeg på at skabe to begreber, som jeg ville kalde for feminin og ­maskulin kapital. Det gik hurtigt op for mig, at det ­ikke ville være super smart, for der er nok ikke mange mænd, der ville finde det specielt fedt at have masser af feminin kapital og omvendt, så i stedet valgte jeg at tage udgangspunkt i grundegenskaberne. Essensen af det arketypisk feminine handler om relationer, om at være social og om at kunne skabe tillid og fællesskaber. Og det arketypisk maskuline handler om resultater og produktion. Det, mænd altid er blevet målt på, er, om de er i stand til at præstere noget. Opnår de resultater, handler de, kan de sætte en dagsorden, og kan de lægge en strategi?
I stedet for at tale om feminin og maskulin kapital kan vi ­altså tale om relationel og produktiv kapital. På den måde tager vi kønnet ud af det, og det gør det meget nemmere at snakke om. Der er masser af kvinder, der har tonsvis af produktiv kapital, og der er masser af mænd, der har bunker af relationel kapital, og det kan begge køn sagtens stå ved.

LÆS OGSÅ: Kirsten Stendevad: “Vi har så utrolig travlt med at gøre tingene på den maskuline måde”

– Når man så snakker om, at fremtiden er feminin, handler det om, at vi i det moderne samfund bliver "udsat" for flere og flere relationer, som vi skal kunne mestre for at klare os, og vi har samtidig brug for at kunne samle os i meget forskellige former for fællesskaber på en hurtig måde. Vi skal turde være lidt mere kreative og tænke i nye former, og det kræver, at vi er i god kontakt med den relationelle kapital. De nye virksomheder, der vokser op, er langt mindre hierarkiske end før i tiden. Der er mindre stuktur og færre systemer. I dag handler det om at være den fede type med de gode ideer, som de andre gerne vil lege med, så de, der vinder, er dem, der er i stand til at lave inklusion og navigere i det sociale landskab – hvilket sjovt nok er det, som kvinder til alle tider har trænet! På den måde er fremtiden ekstremt feminin. Alt det, som kvinder altid har været gode til, er det, der bliver efterspurgt i dag. På en lidt kæk måde siger man, at det i gamle dage var storebroren, der dominerede samfundet, men i dag er det lillesøsteren. Og det er ikke helt skævt.

– Michelle Obama er et godt eksempel på en kvinde, der har en vidunderlig blanding af produktiv og relationel kapital. Man er ikke i tvivl om, at hun er menneskelig, man kan ­tale med ­hende, man kan nå hende, man kan mærke hende, men ­samtidig er hun også en kvinde med magt og evnen til at ­føre ting ud i livet. Barack Obama er en maskulin udgave af ­hende, og derfor er de to forbilleder på den mennesketype, vi vil ­efterspørge i fremtiden. Det hele menneske. 

LÆS OGSÅ: Liselotte Lyngsø: “Det feminine tog kører ikke bare af sig selv”

LÆS OGSÅ: Kvinder mangler realistiske lederrollemodeller

LÆS OGSÅ: To kvindelige topchefer: Her er de største udfordringer som kvinde i bestyrelseslokalet