Modeller er ‘ulækkert tynde’ og stjerner som Angelina Jolie og Kate Bosworth ‘uhyggeligt magre’. Beskrivelserne af slanke kvinder er ofte benhårde – men gud nåde og trøste den, der kalder sangerinden Adele for ‘fed’. For det er ikke god tone, til trods for at fedmeepidemien dagligt koster samfundet millioner.
Den 6. februar i år overtog designer Karl Lagerfeld for en dag redaktørstolen på gratisavisen Metro, der distribueres i 20 lande over hele verden. I løbet af sin dag som avisudgiver nåede Karl at indvie de mange millioner læsere i adskillige personlige synspunkter om alt fra den engelske dronning Elizabeths fotogene evner til tidens hotte sangerinders musikalske (og fysiske) kvaliteter. Og det var netop i en kommentar om sidstnævnte, at den 78-årige Karl ufrivilligt kom til at lægge sit hvidhårede hoved i guillotinen:
“Adele er den sangerinde, det handler om lige nu i musikkens verden. Hun er lidt for tyk, men hun har et smukt ansigt og en guddommelig stemme,” konstaterede den tyske designer på vanlig nøgtern facon.
Nyhedsmedier og bloggere verden over drog et kollektivt forfærdende gisp, og så blev faklerne ellers tændt og høtyvene fundet frem. For hvor vovede Karl Lagerfeld at tilsvine Adele på den måde? Historien blev genfortalt af såvel den engelske avis The Guardian som tv-stationen BBC, der bl.a. kunne berette, at landskvinden Adeles mange fans var “i oprør” på stjernens vegne. Få dage senere måtte Karl krybe til korset og undskylde den formastelige kommentar.
“Jeg er Adeles største fan. Jeg synes, hun er fantastisk,” pippede designeren til Metro.
Artiklen fortsætter på næste side...
I modsætning til sine fans sagde Adele selv ikke meget, formentlig fordi hun – som alle andre med fast gang i modeverdenen – kender til ‘Kejser Karls’ notoriske bramfrihed. Uanset hvordan man vender og drejer den talentfulde sangerinde, er der da heller ingen vej uden om den kendsgerning, at hendes BMI-tal ligger over 25, og at hun dermed er at betegne som medicinsk overvægtig.
Også kendt som tyk. Det betyder ikke nødvendigvis, at Adele er usund, for som overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen forklarer, er det nemlig ikke kun vægten, der bestemmer, om man er sund eller ej. Fedt på lårene er ikke altid lig en usund livsstil, og som sådan kan Adele være sund som en 15-årig springgymnast. Næsten. Men tyk, det er hun. Lige så officielt tyk, som Karl Lagerfelds catwalkmodeller er officielt tynde – dvs. at flere af pigernes BMI-tal ligger under 18,5.
Et faktum, der i øvrigt ivrigt gennemgnaskes i medierne hvert halve år, når modeugerne skydes i gang. Den evige diskussion om de ‘farligt’ tynde modeller og Hollywood-fruer på dødelige slankekure synes nemlig at fostre bedre sladderstof end fx den potentielle fare ved overvægt, som bl.a. Adele og kollegaen Beth Ditto bærer rundt på. Og det til trods for, at 65 % af den amerikanske befolkning er overvægtige, 61 % af den engelske og endelig 47 % af den danske (ifølge WHO og Sundhedsstyrelsen, red.).
Flere overvægtige kendisser
Den engelske kirurg og fedmeekspert Michael McMahon har i en årrække advaret om, at berøringsangsten over for ‘fedme-stemplet’ såvel som glorificeringen af overvægtige stjerner er præcis lige så usund for samfundet som det at fremhæve undervægtige teenagepiger i reklamer.
“Det stigende antal af overvægtige kendisser betyder, at det at være overvægtig nu bliver anset som normalt i den engelske befolkning. Vi taler hele tiden om faren ved at vise for tynde mennesker i medierne, men det omvendte problem er også til stede,” sagde McMahon bl.a. i et interview med avisen The Daily Mail i juni 2009.
Også herhjemme udløser det at kalde nogen for tyk, eller endnu værre, fed, i dag harme og en voldsomt indigneret retorik. Overlæge Bente Klarlund Pedersen fortæller, at hun gentagne gange er blevet korrigeret af pressemedarbejdere for at bruge ordet fed om mennesker med et BMI over 30. Betegnelsen ‘svært overvægtig’ falder i bedre jord.
Ved at bruge ordet fed er nogle bange for, at folk vil blive stigmatiseret og set ned på. Men har man et BMI-tal over 30, er der tale om fedme, og det er et problem. For mig er fed et medicinsk udtryk. Det er o.k., hvis man i medierne vil ændre på ordet fed, bare man dog ikke skifter det ud med noget, der betyder noget andet,” siger Bente Klarlund Pedersen.
Tynde pinde vs. store tønder
Så hvordan er det gået til, at det er blevet fy at sige fed, men in at kalde nogen tynd? Og dermed tilsyneladende legitimt for visse kulørte medier at klandre ganske normalvægtige kvinder i en str. 36-38 for at være omvandrende pinde? (Kunne man forestille sig, at en kendis med lidt for meget sul på sidebenene blev omtalt som en rullende tønde?).
Når man tager i betragtning, at næsten halvdelen af den danske befolkning som førnævnt kan kategoriseres som overvægtige, giver svaret næsten sig selv. Man forstår i hvert fald bedre, hvorfor det i medierne er mere populært at fremhæve 10 tynde modeller på catwalken end millioner af tykke mennesker (læs: potentielle medieforbrugere) på gaden. Og det til trods for, at fedme ifølge Statens Institut for Folkesundhed koster det danske samfund over 40 mio. kroner – om dagen. Men ‘fed’ er også forbundet med en række historiske traumer og fordomme.
“Man har igennem århundreder knyttet en forestilling om, at tykke mennesker er grådige, dovne og karaktersvage. Aspekter, der bl.a. indgår i de klassiske syv dødssynder. Og det har skabt en nutidig frygt for at stigmatisere overvægtige,” siger fedmeforsker Thorkild I. A. Sørensen fra Institut fra Folkesundhedsvidenskab.
Men netop denne frygt går ud over den realistiske dækning af samfundets fedmeproblem.
“Der er prestige i nogle sygdomme, hvilket vil sige, at nogle kan vi bedre snakke om ved middagsbordet end andre,” siger overlæge Bente Klarlund Pedersen.
Og overvægt er ikke blandt de appetitlige diskussionsemner, da slet ikke blandt de overvægtige selv.
“Fedme er et “jeg er ressourcesvag”-problem og signalerer en lidt trist mangel på kontrol. Fænomenet er nærmest ikkeeksisterende blandt de ressourcestærke i samfundet – dvs. dem med længere uddannelser. Her optræder sygdommen anoreksi, der indikerer en nådesløs disciplin, til gengæld langt hyppigere end blandt de ressourcesvage,” forklarer Bente Klarlund Pedersen.
Netop anorektikerens dedikation til sit vægttab gør hende til et mere oplagt og ‘sikkert’ debatemne.
“Selv om anoreksi er forfærdeligt og farligt, beundrer nogle i det skjulte disciplinen bag,” siger Bente Klarlund Pedersen og hentyder til, at der sniger sig et jalousielement ind i måden, vi omtaler tynde mennesker vs. tykke mennesker.
“Min formodning er, at det øjeblik, fx en skuespillerinde er blevet tyk, er hun ikke interessant nyhedsstof længere. Jobbene bliver færre, og hun har vist svaghed ved at tage på. En som Renée Zellweger, som til gengæld smider en masse kilo efter at have spillet Bridget Jones, udgør en interessant historie. Man kan vise før- og efter-billeder og forundres eller forarges,” siger Bente Klarlund Pedersen.
Fedme-pornografi forvirrer
Postyret omkring Karl Lagerfelds Adele-kommentar gjorde det klart, at der er behov for at se på måden, vi omtaler overvægt på i dag. Selv om udtalelsen uden tvivl var temmelig unødvendig i sammenhængen (igen, det er Karl, der var tale om), bør man spørge sig selv, om den var grel nok til at afføde verdensomspændende harme og en regulær mediestorm i England.
“Adele ligner ikke en, der tager hjem og spiser salat efter en koncert, og det er det, vi elsker ved hende. Hun ligger ikke under for kendiskulturens krops-krav,” skrev avisen Daily Mails klummeskribent Jenni Murray.
Men selv om det meget vel er sandt, betyder det omvendt ikke, at Karls kommentar validerer, at Adeles ekstra kilo fremhæves som et forbilledligt alternativ til det slankere ‘Hollywood-ideal’. Et ideal, der i øvrigt i de seneste år er blevet blødt gevaldigt op af skuespillerinder som Katherine Heigl, Jessica Biel og Scarlett Johansson. Den engelske magasinjournalist Isabel Mohan var i februar blandt de få skribenter, som vovede at gå imod strømmen, da hun i en klumme i magasinet Grazia funderede over, om ikke den opskruede reaktion på Karls kommentarer skyldtes, at tusinder af kvinder havde følt sig personligt ramt.
“De kvinder sidder lige nu derude og tænker: “Hvis Adele er lidt for tyk, hvad så med mig? Og det er dér, problemet i virkeligheden ligger,” skrev Mohan.
Herhjemme mener overlæge Bente Klarlund Pedersen, at der skal fokus på den visuelle kommunikation af fedmeproblemet. Hun forklarer, at medierne både i udlandet og i Danmark har en tendens til at bruge ekstreme skræmmebilleder i deres nyhedsdækning:
“Den måde, man kommunikerer i billeder, sker tit ved hjælp af det, jeg vil kalde for ‘fedme-pornografi’. Fx ved at vise en kvinde på over 170 kg omgivet af tomme chipsposer og sodavandsflasker. Det er problematisk, fordi det gør, at mange ikke kan identificere sig med fænomenet og har lettere ved at tage afstand fra det og sige: “Godt, det ikke er mig.” Det er vigtigt, at vi viser de realistiske billeder af overvægt, så folk ser, at der også kan være et reelt problem, før man når de 170 kg.” fortæller Bente Klarlund Pedersen og understreger, at vi skal have meget mere fokus på forebyggelse, særligt når det kommer til børn og unge.
“Studier viser, at er man først blevet svært overvægtig, er man stadig i fare for hjerte-kar-sygdomme, selv om man taber sig, og det er virkelig skræmmende,” slår Bente Klarlund Pedersen fast.
Selvfølgelig er der ingen, der bryder sig om at blive kaldt tyk – og endnu mindre fed. Akkurat som de færreste varmer sig ved at blive kaldt radmagre. Men når halvdelen af befolkningen i det ganske land kæmper med overvægt, er det måske tid til at tage bladet fra munden og kalde en spade for en spade og 20 ekstra kilo for for meget. Og det, uden at nogen føler sig stødt på den politiske korrekthed eller i ly af eget sårede selvværd nedkalder alverdens dæmoner over en aldrende tysk designer med social tourette.