Er du særlig sensitiv?

I dag kalder hun det en kæmpe gave. Men sådan har det bestemt ikke altid føltes – altid at tage verden ind med hud og hår. Eller som det hedder: at være særligt sensitiv. Men hvad vil det egentlig sige? Hvordan føles det?

– Jeg oplever det som en stor åbenhed over for verden. Åben og modtagende. Det er lidt, som om sanserne sidder uden på, og fordi det er sådan, bliver jeg også nødt til at lære at lukke af og vende opmærksomheden indad. Det er, som om spotten automatisk er rettet udad – for at opfange andres signaler og sindsstemninger. Når jeg husker at vende opmærksomheden indad, kan jeg mærke, hvor meget der sker, og så kan jeg finde en anden ro. Øiij, det er bare sådan en gave, når man finder "hjem", fortæller Sille Lundquist, som i dag bl.a. arbejder som mindfulness- coach i virksomheder.

– Jeg mærker det ikke bare i forhold til en opmærksomhed på min egen energi, men også meget i forhold til den energi, der rører sig hos folk, jeg er sammen med. En høj grad af empati, som også gør, at jeg tit bliver overstimuleret. Jeg kan ikke være sammen med mange mennesker hele tiden, jeg trives vildt godt i en-til-en-relationer
– og alene. Og så elsker jeg virkelig at arbejde med grupper af mennesker, men jeg bliver også træt, nærmest sitrende af det. Det føles, som om der er en hel masse input, jeg har brug for at bearbejde.

Meget nemmere at være mig
I bløde bukser, anorak og gummistøvler kommer Sille Lundquist direkte fra sin ugentlige morgenmeditation i Kongens Have, som gennemføres hver onsdag året rundt. Med vilje har jeg sat hende i stævne i Dyrehaven nord for København, fordi jeg ved, at sensitive mennesker som Sille har et stort behov for at suge naturen til sig – det er i høj grad her, de lader op.

– Jeg føler total tryghed i naturen. Ud over mine morgenmeditationer foregår mange af mine retreats og meget af min coaching ude i naturen. Jeg elsker at være ude. Det er, som om der bare er plads. Påvirkning-erne herude er venlige og langsomme. Der er ikke noget, der maser sig på. Natu-ren dømmer ikke, og så dømmer man heller ikke sig selv. Den er her bare.

I løbet af de seneste godt ti år har hun arbejdet intensivt dels med sig selv og dels med at finde frem til den hylde, hun nu befinder sig på rent karrieremæssigt. I dag kan hun så kalde sig coach, mindfulnesslærer og facilitator, uddannet bachelor i filosofi og systemisk coach.

– Jeg brænder rigtigt meget for at arbejde med folk, der er særligt sensitive. Det er tit mennesker, der har meget dybde og humor og kreativitet og forbundethed, og det stimulerer mig helt vildt. Fordi jeg selv er sensitiv, connecter jeg meget med folk, der er som mig selv.

– Jeg er helt hundrede procent overbevist om, at vi har brug for sensitivitet. Vi snakker hele tiden om, at vi skal være kreative og innovative, og det følger jo også med at være sensitiv – men det kræver både plads og forståelse. Når man arbejder med sensitive mennesker, kommer der ofte noget meget ægte eller originalt ud af det, fordi der tit er en stor dybde inde under beskyttelseslagene, som man ellers kan bruge lang tid på at skrælle af folk. Den dybde og sårbarhed er der i mine øjne også enormt meget styrke i. En renhed. Der er ikke så meget støj, når man først når derind...

– Da jeg for otte år siden begyndte at gå hos Martin Aylward, som har oplært mig i mindfulness, havde jeg virkelig en følelse af, at jeg havde et skjold på – som han inspirerede mig til at lirke af, og her blev det lirket af mig. Og i dét sekund, hvor det faldt, havde jeg en klar følelse af, at "orv, nu er jeg godt nok sårbar". Men det er bare meget nemmere at være mig nu, end det var før. Det er meget nemmere at være ærlig og meget nemmere at forbinde mig til andre.

– Jeg har altid haft god forbindelse med mænd, mens jeg havde det sværere i forhold til veninder. Nu kan jeg mærke, hvordan jeg har meget lettere ved ikke at konkurrere, ikke at skulle være noget bestemt, men bare være sammen med dem og se
deres sårbarheder. Det har givet en hel
anden dybde.

Model med skjold på
Nu var det måske også en verden med en særdeles høj grad af konkurrence, Sille befandt sig i, i sine yngre år. Som 16-årig blev hun nemlig opdaget som model, og her kunne et skjold være en helt nødvendig beskyttelse.

– Faktisk er der enormt mange sensitive i den branche – designere, fotografer, kreative mennesker. Og når man hviler i det og tør forbinde sig til hinanden med den sårbarhed, man har til fælles, er det jo fantastisk, men modebranchen er også et sted, hvor man i den grad tager skjold på – hvor det drejer sig om at se ud, have det rigtige tøj, sige de rigtige ting, kende de rigtige mennesker, gå de rigtige steder hen... De store shows er jo et gedemarked af "se mig", og inden under den der perfekthed kan man bare se, at der går nogle sårbare sjæle rundt. Jeg ser det meget som et skjold – alt det her med at bygge den perfekte historie op. Og alle idealerne. Puha...

Men Sille havde i særdeleshed én bestemt veninde, som var særligt sensitiv, og hun fik indimellem også lirket Sille ud af sit "beskyttelsesrum". Hvor Sille var knap så god til at udtrykke sin sensitivitet i de unge år, var veninden rigtigt god til det og hjalp på den måde Sille med at komme i bedre kontakt med sine følelser.

– Hvis man er i et lukket beskyttelsesrum omkring sin sensitivitet, er det guld værd at have nogen, der kan vise vejen – at det er okay at være sådan. Jeg havde jo bare prøvet at lægge låg på og spille smart.

LÆS OGSÅ: 4 kvinder - Sådan lykkes vores "projekt lykke"

Følsom og alkoholisk far
Kimen til Silles skjold blev lagt i en forholdsvis tidlig alder. Som barn brugte hun meget tid på at drømme. Dagdrømme. Opfandt nye steder, hvor det var mere behageligt for hende at være.

– Jeg kunne spendere dagevis "på andre planeter". Det handlede meget om den her gode verden, hvor alle var gode ved hinanden, og der var masser af kærlighed og flow. Dagdrømmene var min frihed. Jeg har både noget meget tryghedssøgende i mig og en vild frihedstrang! Den dobbelthed har jeg altid haft i mig – det er ligesom et spænd, jeg står i. For at beskytte mig selv fik jeg lige så stille bygget det der skjold på – i forhold til min barndom og det kaos, der var omkring mig.

Kaos handlede til dels om, at faren var alkoholiker. I virkeligheden nok fordi han havde en egenskab, som Sille udmærket kan genkende fra sig selv. Nemlig den særligt sensitive side.

– Min far var en superbegavet arkitekt, et meget varmt og kærligt menneske. Han var helt klart sensitiv og antiaggressiv og kunne slet ikke beskytte sig selv. Sensitiviteten er helt klart en gave, jeg har fået fra ham. Han kunne bare ikke så godt forvalte det selv, desuden var det en anden generation, hvor de jo ikke kiggede ind i sig selv – slet ikke mændene!

– Det har nok alligevel sat sig i mig, at han ikke skabte plads til sig selv, hvilket gjorde, at han knækkede. Man bliver også nødt til at lære at kæmpe. Det dur ikke at være som Maude fra Matador, der trækker sig hver gang på 'åh, nu-bliver-jeg-overvældet- af-verden-måden'. Man har også brug for at tage sin plads eller sige, at "jeg har brug for det her for, at jeg kan levere et godt stykke arbejde eller være et godt menneske for mine omgivelser". Og der har man brug for noget råstyrke. Maude går an i perioder, hvor man har brug for det, men i længden får man bare aldrig givet de gaver, man har, til andre. Vi skulle jo gerne dele dem.

Ryg og røv
– Forleden dag spurgte jeg min kæreste, om det egentlig var okay, at jeg er så følsom nogle gange, og så sagde han: "Ja, for det får jo mig til at mærke livet". Det var så fedt sagt.

– Som sensitiv lever man måske også lidt i en illusion om, at man skal give en hel masse hele tiden. Men faktisk er det vigtigt og helt okay at trække sig somme tider. "Ryg og røv" kalder jeg det. Når jeg kan mærke, at jeg kommer for langt frem og gerne vil fikse alt og alle, skal jeg huske mig selv på at mærke ryggen og røven i stolen. Ligesom, det er okay at give sig selv lov til ikke at stråle. Man behøver ikke at stråle hele tiden.

– Som sensitiv er man hele tiden på arbejde. Man er hele tiden ude med føleren og bruger sin sensitivitet i forhold til stemninger og modvægte og forsøg på at skabe harmoni. Det kan også være hårdt arbejde!

– Det at kunne mærke både det, der gør ondt, og det, der er godt i livet – mærke alle nuancerne i det, der sker omkring mig – det er godt nok en stor gave. Jeg føler mig tit virkelig privilegeret. Sensitiviteten må bare ikke blive en hæmsko eller en undskyldning. Når man har fundet sin egen balance, er det en fantastisk styrke. Men det er altid en balancegang.

En faldgrube i forhold til særlig sensitivitet er, at man kan blive for blød og offeragtig, understreger hun. "Grimme" følelser som vrede og aggressivitet får ikke lov til at fylde, fordi man hele tiden er mild, sød og forstående. Det kan gå over i selvudslettelse, hvis man ikke passer på.

Sille Lundquists måde at give plads til den side, som ikke er så fintfølende, er kickboksning. En gang om ugen står hun sammen med sin bror i en træningssal, der damper af testosteron (og ildelugtende sved) og kickbokser på livet løs.

– Det giver mig noget at dyrke den der aggressivitet. Jeg tænker tit på min far, som fik at vide, at hans problem var, at han var "anti-aggressiv". Så faktisk var det, da han døde, at jeg ringede til min bror og sagde, "nu skal vi til kickboksning, os to, for nu skal vi afreagere oven på det, vi har været igennem".

Balance i verden
Sille Lundquist forklarer, at når hun går ud med sit firma "Lundquist'Co" og laver "Wide Spaces", arbejder hun med at få noget luft ind i virksomheder, hvor de kreative ledere og medarbejdere bliver kvalt af det der leverings-fart-over-feltet-mode.

– Du kan ikke være kreativ og nytænkende i det mindset, og kreativitet er en nødvendighed for at overleve som virksomhed på det globale marked. Jeg ser mange sensitive mennesker, som er superbegavede, men som bliver klemt i det system, fordi effektiviseringen har fået det hele til at tilte. Mange af os mangler at få den anden del af os med. Før i tiden var der masser af tid til grundforskning og fordybelse, nu er det hele bare levering og resultater. I mine øjne er det vildt spændende, hvordan vi får en balance ind der.

– Det er også lidt mærkeligt... På den ene side går vi og fintuner os selv, når vi går til meditationer og tager på retreats – på den anden side har vi et samfund, der går imod den her sensitivering og har mere og mere fart på, hvor det handler om mere og mere levering og flere og flere push-beskeder, hvor vi hele tiden bliver forstyrret. Det kan jo hurtigt blive en disharmoni, men for pok-ker... det må kunne lade sig gøre at lave en bedre sammensmeltning.

For Sille Lundquist handler det meget om at inspirere andre, men for alt i verden ikke om at missionere. Hun skal ikke overbevise nogen. Så meget har hun lært med årene. "Min måde er ikke din måde".

LÆS OGSÅ: Sådan er mit liv som introvert