Eve Babitz

Foto: Getty Images Eve Babitz blev et navn, da hun som 20-årig lod sig fotografere nøgen til magasinet LIFE, mens hun spillede skak med kunstneren Marcel Duchamp i 1963.

Hun var et kendt ansigt - men i 1997 strøg hun en tændstik i en bil…

Eve Babitz, 78, er cigarilloer med kirsebærsmag, fri sex, Chateau Marmont og værd at kende, hvis du kan du lide kvinder med en skarp og personlig pen. Hun er blevet kaldt festudgaven af Joan Didion og er kendt for at spille skak nøgen med kunstneren Marcel Duchamp og nedlægge mænd som The Doors-forsangeren Jim Morrison og kvinder som fotografen Annie Leibovitz. Hun var nær gået i glemmebogen, da en biografi og en ny generation af fjerde-bølgefeminister fik pustet liv i hendes forfatterskab, og i USA tales der om en regulær renæssance, Babitzance.

Engang var Eve Babitz kendt. Hun var måske ikke decideret berømt, som sin forfatterveninde Joan Didion, men dog et navn.

Men i 1997 kom hun ud for en ulykke, der fik hende til at trække sig fra offentligheden. På vej hjem fra en søndagsbrunch med familien i Pasadena i sin lille folkevognsboble fra 1968 – en bil, hun fik af komikeren Steve Martin, da de havde et forhold – strøg hun en tændstik for at tænde en af sine cigarilloer med kirsebærsmag, men tabte den ned i skødet.

Hendes nederdel gik op i røg, og strømpebukserne smeltede sammen med hendes hud og sved hele den nederste del af hendes krop, undtagen fødderne, der var iklædt UGG-støvler. Flammerne gav hende en voldsom tredjegradsforbrænding, der sendte hende på hospitalet i månedsvis – og ud i fattigdom, for en sundhedsforsikring havde hun ingen af.

LÆS OGSÅ: Nutidens bagere er jo kunstnere, intellektuelle! De hører Van Morrison og Miles Davis”

Hendes søster, Mirandi Babitz, fik forhandlet en erstatning fra firmaet, der havde fremstillet nederdelen, og hendes gamle celebrity-venner donerede ting og kunst, som blev solgt på en velgørenhedsauktion på hendes ungdoms andet hjem, Chateau Marmont, for at samle penge ind til regningerne. Eve Babitz stoppede med at gå ud. Gemte sig, som en eneboer, i sin lejlighed med sin kat. Hun ville bare have lov til at blive gammel – og glemt – i fred og ro.

I ny og næ forsøgte journalister at kontakte hende, men hun svarede ikke på henvendelser. Indtil en særlig ihærdig en af slagsen, Vanity Fair-journalisten Lili Anolik, i 2010 faldt over et af hendes citater – det var selvfølgelig noget med L.A. og sex – som hun ikke kunne få ud af hovedet. Hun ville høre mere fra den her særegne stemme og gik straks i gang med at skaffe brugte eksemplarer af hendes bøger på nettet.

Bogen Slow Days – Fast Company fra 1977 overbeviste hende om, at hun sad med glemt guld i hænderne. Sætningerne flød så let, sproget var insisterende og dirrende af begavet humor og liv, og hun besluttede sig for at finde frem til Eve Babitz. Det var sværere end som så.

Hun var ikke at spore på nettet, og først da hun på et besøg hos sin bror i L.A. faldt over en lokal telefonbog, lykkedes det hende at skaffe et nummer. Efter utallige opringninger og håndskrevne sedler i Eve Babitz’ postkasse lykkedes det Lili Anolik at få et møde i stand med Eve Babitz, der var blevet en ældre dame med gråt hår og et strejf af pink perlemorlæbestift på tænderne. Det første møde var ikke særlig vellykket. Der skulle mere end slesk tale til, og hun måtte ty til skrappere metoder.

Bestikkelse, faktisk: Burgere og stegte kartofler med trøffelolie og middage på Eve Babitz’ favoritspot Musso’s (The Musso & Frank Grill, red.), som Eve Babitz kastede sig over uden at kigge op, før tallerkenen var slikket ren. Jordbær dyppet i chokolade, sjældne antikvariske bøger og op til flere MAGA-kasketter (Trumps valgslogan: Make America Great Again. Jep, den tidligere liberale Eve Babitz’ var blevet konservativ, red.). Men med tiden vandt Lili Anolik, Eve Babitz’ tillid og fik hende til at fortælle sin historie.

I første omgang mundede det ud i en længere profil i Vanity Fair i 2014, All About Eve – and Then Some, og biografien Hollywood’s Eve: Eve Babitz and the Secret History of L.A. fra 2019. Men derudover fik Lili Anolik skubbet til den dominobrik, der fik mange andre til at interessere sig for den næsten glemte enfant terrible af en Hollywood-personlighed.

Edie og Eve

Men hvem er så denne Eve Babitz, der er blevet gravet frem af gemmerne? Vi skal tilbage til 60’erne og 70’ernes L.A. – en tid, hvor rockmusikken blomstrede som jacarandatræer i den lune vind, og Hollywood-jorden var gødet for den seksuelle revolution båret frem af den frisindede west coast-kunst- og kultur-elite, der udlevede deres hedonistiske drømme i solskinsbyen.

“Eve Babitz er en uimodståelig hybrid af en boho-intellektuel og en L.A.-party girl,” beskrev Lili Anolik i Vanity Fair i 2014, da hun skulle forklare, hvorfor hun var faldet pladask for Eve Babitz.

Jo, hun skrev artikler, der blev udgivet i anerkendte magasiner, men hvad var det, der gav hende den der je ne sais quoi? På en måde var en del af hendes claim to fame de cirkler, hun bevægede sig i, og de celebre affærer med komikeren Steve Martin, skuespillerne Warren Beatty og Harrison Ford, pop art-kunstneren Ed Ruscha, fotografen Annie Leibovitz og The Doors-forsangeren Jim Morrison – blandt andre. Selv beskriver hun sine år i overhalingsbanen således i Lili Anoliks biografi:

“Jeg var 23 år, datter af Hollywood, levende og med groupie-feber. Jeg ville fucke mig igennem rock’n’roll, drikke tequila, tage uppers og downers, holde mine joints rullede og tændt, var en tilbagevendende gæst på abortklinikker – en groupie sejlende igennem sommernætterne.”

Eve Babitz sammenlignes ofte med en anden af slut-60’ernes groupier og it-piger; Andy Warhols Factory Girl, Edie Sedgwick, der blev kendt for sit forhold til Bob Dylan. De blev begge født i 1943, Edie herskede over New York og Chelsea Hotel, Eves scene var L.A. og det legendariske hotel Chateau Marmont. Men i modsætning til Edie Sedgwick, der ifølge Eve Babitz var kendt for at være utålelig, havde Eve Babitz en substans, et talent, der gav hende et solidt fundament.

I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne ernærede hun sig som albumdesigner og lavede collager til covers for bands som The Byrds, Buffalo Springfield og Linda Ronstadt.

Først i 1971 skiftede hun kamera, saks og lim ud med en skrivemaskine og debuterede med autofiktionsnovellen The Sheik om ungdommen på Hollywood High, udgivet i musikmagasinet Rolling Stone. Det var veninden, den kendte forfatter og journalist Joan Didion, som havde læst historien og anbefalede hende til den daværende redaktør på Rolling Stone, Grover Lewis, som trykte den stort set uden at ændre et komma.

Efter sin første bogudgivelse, Eve’s Hollywood: stories of adventure, anthropological observation and, charmingly, food, fik hun en agent; Erica Spellman-Silverman, der i mange år ringede hende op hver mandag for at høre, om hun havde fået skrevet noget.

Erica Spellman-Silverman døbte hende F. Scott Fitzbabitz, fordi hun (ligesom forfatteren F. Scott Fitzgerald, der beskrev jazztiden i 20’erne og 30’erne, red.) var en eminent observatør og kronikør af sin tid. Først i magasiner som Rolling Stone, Vogue, Esquire og Cosmopolitan, senere i bøgerne Slow Days, Fast Company (Stille dage, vilde nætter – Livet, begæret og L.A. i den danske udgivelse fra 2020, red.), Sex and Rage, Two by Two: Tango, Two-Step, and the L.A. Night og L.A. Woman, der alle bygger på erindringer og episoder, hun har oplevet, men behandlet som fiktion.

Så nej, Eve Babitz var ikke groupie i traditionel forstand. Hun var ikke bare endnu et sexsymbol, der lod sig udnytte. Det var omvendt. Hun udnyttede, at hun var et sexsymbol. Eve Babitz havde sex, når hun havde lyst. Ingen andre ejede hendes lyst og hendes krop. Og bl.a. derfor har hun fået en revival og hyldes af fjerdebølgefeministerne som et ikon, der forud for sin tid nægtede at underlægge sig patriarkatets blik på sin krop eller sin seksualitet. At det hele foregik i 70’erne, som i en fragmenteret og digital tid lugter af ubekymret sex og frihed, bliver historien om Eve Babitz nok ikke mindre tillokkende af.

Marilyn Monroe og evigt solskin

I Hollywood, hvor Eve Babitz voksede op, var smukke kvinder, der drømte om et glamourøst liv, en stangvare, men så meget desto mere krævede det at skille sig ud fra mængden.

Da Eve Babitz var ganske ung i begyndelsen 60’erne, fortalte hun sin mor, at hun mente, at en karriere som eventyrer ville være passende for hende. I huset ved foden af Hollywood Hills, hvor Eve Babitz og hendes smukke og tre år yngre lillesøster, Mirandi, voksede op i et intellektuelt kunstnerhjem, var det ikke en udmelding, der fik nogen til at løfte et øjenbryn.

Hendes jødiske far, Sol, der oprindelig var fra Brooklyn, var ekspert i barokmusik og førsteviolinist for 20th Century Fox Orchestra. Hendes gudeskønne kunstnermor, Mae, der bar sit lange hår opsat i en chignon, en kunstfærdig knold i nakken med en rose i, var cajun-katolik fra Texas og berømt for sin charme.

De var, ifølge Eve Babitz, “et af de skønneste par her på jorden,” der holdt gløden tændt i over 40 år med såkaldte ‘lure’ midt på dagen og Maes store skuffe pakket med blondeundertøj og sexede underkjoler. Et hjem med både klaver, violin og cello, hvor der blev fortalt historier om picnicer ved Los Angeles River med stumfilmsstjernen og instruktøren Charlie Chaplin, filosoffen Bertrand Russell og skuespillerinden Greta Garbo.

På en familietur til Santa Fe i Mexico tog familien ud i det store ingenting for at møde den tårnhøje kunstner Georgia O’Keeffe og hendes to store hunde. Hende måtte man møde, selv om Eve Babitz selvfølgelig mente, at Marilyn Monroe var en langt større stjerne, fordi hun ikke blot var kunstner, men et kunstværk i sig selv.

Eve Babitz’ verden blev skabt i krydset mellem high end europæisk kultur og Hollywood-glamour med starletter og jagten på evigt solskin.

Vennerne, der gik ind og ud ad døren i Babitz-hjemmets ‘salon’, talte blandt andre hendes gudfar, den verdensberømte komponist Igor Stravinskij; manden, der med dissonerende akkorder varslede en ny modernitet i Paris i 1913 med det avantgardistiske værk Le Sacre du printemps, og som stak Eve sjusser under bordet, fra hun var 13 år.

Eve Babitz skæbne var åbenlyst noget andet end et konformt og småborgerligt liv. Hun var skabt til et liv i fuld fart med falske øjenvipper, kalechen nede og vind i håret – uden skygge af risiko for at ende med at gå rundt med sine bedste år i lommen.

“Jeg lignede Brigitte Bardot, og jeg var Stravinskijs guddatter,” forklarede hun Lili Anolik med den naturlige selvsikkerhed, der har været den mast, hun har klamret sig til gennem ethvert stormvejr.

LÆS OGSÅ:"Jeg interviewede Svend Brinkmann om fremtiden - og han tog fusen på mig"

Et nøgent parti skak

Eve Babitz blev allerede et navn, da hun som 20-årig i 1963 poserede nøgen på et fotografi taget til magasinet LIFE, mens hun spillede et parti skak med Marcel Duchamp, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige kunstnere, og manden som skabte readymade-værket Fountain, wc-kummen, som han hævede fra hverdagsobjekt til museumsgenstand i 1917.

Men hvad lavede Eve Babitz egentlig på det billede? Scenariet var, ifølge Eve Babitz selv i Lili Anoliks biografi, Hollywood’s Eve: Eve Babitz and the Secret History of L.A., følgende: L.A. var i et tidligt stadie af sin transformation fra kulturelt ørkenland til kulturelt epicenter – godt hjulpet på vej af filmindustriens mange penge, som var lig med købere til kunsten.

Direktøren for Pasadena Art Museum, den unge, ambitiøse Walter Hopps, havde overbevist Marcel Duchamp, den aldrende dadaist og surrealist, som havde opgivet kunst til fordel for skak i 1921, til at gå med på sin første retrospektive udstilling på sit – på det tidspunkt – ret ukendte museum. Lidt af et scoop. Walter Hopps var tilfældigvis Eve Babitz’ elsker, men hun måtte ikke komme med til åbningsfesten, der var lidt af en begivenhed, med pink champagne og band på det elegante gamle Hotel Green, fordi Walter Hopps’ kone skulle med.

Eve Babitz var sur og lå derhjemme og kastede sig rundt i sofaen, storsukkende. Alle skulle med, selv hendes lillesøster, der havde en date med fotografen Julian Wasser fra LIFE. Da hun faldt i søvn den aften, lovede hun sig selv, at hvis hun fik muligheden for at få hævn og skabe postyr i Walter Hopps’ liv, ville hun gøre det.

Til den offentlige åbning af udstillingen et par dage senere stod Eve Babitz foran et af Marcel Duchamps malerier, Nude Descending a Staircase, fra 1912 og sippede til et glas vin, da Julian Wasser nærmede sig hende med sit Nikon-kamera om halsen og sagde:

“Jeg skal tage et billede af Duchamp og en pige. Vil du være pigen?”

“Okay,” svarede Eve.

“Mens I spiller skak…”, sagde fotografen og satte en ny filmrulle i kameraet: “Nøgen. Ikke ham, men dig.”

Og sådan blev det. Julian Wasser havde et helt line-up af piger, han kunne have valgt, men han valgte Eve Babitz på grund af hendes klassiske, feminine former, har han udtalt om fotografiet, der blev ikonisk. Eve Babitz selv har tilføjet i Lili Anoliks biografi:

“Normalt var mine bryster store, men på det her tidspunkt var de endnu større, pga. de p-piller jeg tog for første og eneste gang i mit liv. Mine bryster var som pustet op, jeg kunne ikke være i nogle af mine kjoler, og jeg tænkte, at de burde blive dokumenteret og foreviget for eftertiden.” Jo mere hun tænkte over det, jo vildere var hun med ideen. Nude Descending a Staircase ville blive til Nude Sitting at a Chessboard.

Eve Babitz og Duchamp var opslugt af tredje parti, da en tyggegummityggende Walter Hopps trådte ind. Og fik sig en overraskelse. Mundlam stod han og måbede så meget, at tyggegummiet faldt ud af munden på ham.

Eve Babitz, der forstod, når et øjeblik kaldte på sardonisk uforskammethed, kiggede knap op fra spillet og sagde bare: “Hallo, Walter.”

Marcel Duchamp nikkede let og sagde: “Bonjour.”

Eve Babitz havde opnået det, hun ville. Hævn. Ingen husker længere udstillingen, som Walter Hopps arrangerede, men fotoet af Eve Babitz og Marcel Duchamp, gik over i historiebøgerne.

Groupie

Det var på en lille bar, Barney’s Beanery, på Santa Monica Boulevard, hvor også Eves forældre traf hinanden i sin tid, mens de begge var gift, at hun mødte Walter Hopps. Baren lå et stenkast fra hans galleri, Ferus, der blev etableret i baglokalet af et antikvariat i 1957 med ambitioner om at udstille samtidskunst, og hvor kunstnere som Ed Ruscha og Kenneth Price hang ud. Barney’s var stedet, hvor de drak og samlede piger op.

Ofte Eve Babitz, om hvem der blev hvisket: Eve Bah-bitz – with the great big tits. Men Eve Babitz var meget mere end en kvinde med store bryster (36DD), der hver aften dukkede op på Barney’s med sit pessar i en tændstikæske i tasken. Hun var selv kunstner, og hun var aldrig bare med til festen, hun var festen. Eve Babitz elskede Barney’s, der var hip og mere inside end inside. Et fortryllende, fantastisk og uimodståeligt sted, hvor det hver aften var som at træde ind i en scene i en film.

“LACC (Los Angeles City College) var det tætteste, jeg kom på college, og jeg droppede LACC for Barney’s. Efter jeg begyndte at komme på Barney’s kunne jeg ikke se pointen,” har hun udtalt i Lili Anoliks biografi.

Eve Babitz var allerede godt i gang med L.A.’s flotteste fyre, og som Earl McGrath, direktør for Rolling Stones Records, sagde: “I en hver ung mands liv, er der en Eve Babitz – og som regel er det Eve Babitz.”

Det var også gennem Earl McGrath, at Eve Babitz mødte skuespilleren Harrison Ford, der dengang var en ung, potrygende tømrer, kendt for sin imponerende seksuelle appetit.

“ … Harrison kunne knalde. Ni på en dag. Det er et talent at kunne elske med ni forskellige mennesker på en dag. Warren (Beatty) kunne kun klare seks,” siger Eve Babitz i Hollywood’s Eve.

Men før Harrison Ford var der Jim Morrison, en af de unge, smukke mænd, der i I966 krydsede Eve Babitz vej. Han var kun et par måneder yngre end hende, venner med hendes søster Mirandi, der bl.a. syede hans berømte læderbukser i brunt handskeskind, og havde tabt 15 kilo efter en sommer på LSD.

“Han bar et gråt ruskindsjakkesæt, sat sammen i syningerne med snor, og uden noget under. Det var det bedste outfit, han nogensinde bar, og han var så cute, at ingen kvinde var i sikkerhed,” skriver Eve Babitz i Esquire-essayet fra 1991, Jim Morrison Is Dead And Living in Hollywood.

“At være i seng med Jim var som at være i seng med Michelangelos David (renæssanceskulptur af hyrden David, før han skal i kamp med kæmpen Goliat, red.), bare med blå øjne. Hans hud var så hvid og hans muskler så rene, han var så uskyldig. Den sidste gang jeg så ham uden tøj på overkroppen, var til en fest i Coldwater, hans krop var hærget og opsvulmet af giftstoffer og fyldt med ar, jeg havde lyst til at slå ham ihjel.”

Bortset fra Jim Morrisons skønhed, gav hun ikke meget for The Doors, som hun beskrev som en flok nørder, der var alt andet end cool. “Beatles var desperate kriminelle sammenlignet med The Doors,” skriver hun og punkterer nådesløst deres hårdkogte rock’n’roll-image. I samme ombæring fik også Oliver Stone, filminstruktøren, der filmatiserede The Doors med Val Kilmer i hovedrollen som Jim Morrison i 1991, et fur:

“Oliver Stone var så uncool, han tog frivilligt til Vietnam (og blev soldat, red.) i stedet for at sejle op og ned ad Sunset Strip sammen med resten af sin generation … En rigtig mand var Mick Jagger i Performance (film fra 1970, red.) i seng med to kvinder iklædt øjenmakeup og kimono.”

LÆS OGSÅ: Adrian Lloyd Hughes: ”Jeg tror ikke, at det skal spilles til min begravelse…”

Nedturen og Babitzancen

Hvor stofferne og det vilde liv i sidste ende tog livet af mange fra Eve Babitz’ generation – Jim Morrison og Edie Sedgwick fx – overlevede Eve Babitz, selv om hun bestemt ikke sagde nej til noget – bortset fra heroin.

“Jeg kendte engang nogen, som sagde, at deres favorit-drug, var, hvad de nu havde. Jeg var på mange måder ligesådan,” skrev hun i et mailinterview med Interview Magazine i 2018.

Og det var skræmmende tæt på at gå galt.

Hendes gode ven og on and off-elsker i mange år, Paul Ruscha, bror til kunstneren Ed Ruscha, udtalte engang om en episode i begyndelsen af 80’erne:

“Hun havde sniffet coke for hele sit bogforskud, og det havde smadret hendes næse. Hun ringede til mig og tiggede mig om at komme. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Der var ikke en tomme på gulvet, der ikke var dækket af blodige Kleenex. Kattene gik rundt og var tårnhøje.”

Men Eve Babitz fik vendt nedtursspiralen, tog på afvænning og blev clean i maj 1982.

Hvor 70’erne havde handlet om festen, kom 80’erne til at handle om afvænning. Den ungdom, som havde været kernen i hendes forfatterskab, var slut.

“Jeg skrev om os alle i vores teenageår, i vores 20’ere og begyndelsen af 30’erne,” skrev Eve Babitz, der i dag er 78 år, til Interview Magazine i 2018.

“Vi var alle smukke dengang! Og jeg tror, at jeg følte mig magtfuld. Men det var en magt, der kommer af at være ung og naiv,” siger hun og fortsætter:

“For mig var ungdommen bekymringsfri, eller det troede jeg. I virkeligheden er ingen, set i bakspejlet, fri for bekymringer … At være fri for bekymringer er kun for seksårige.”

I dag er seks af Eve Babitz’ syv bøger blevet genudgivet. Senest, i slutningen af 2019, udgav New York Review Book Classics en samling af hendes artikler, I Used to Be Charming: The Rest of Eve Babitz. Ligesom rettighederne til fire af hendes bøger er solgt til et filmselskab, der arbejder på en tv-serie med arbejdstitlen L.A. Woman.

Genopdagelsen glæder selvfølgelig Eve Babitz, der er blevet rigere end nogensinde før. Hendes bøger har solgt fire gange mere, end de gjorde, da de oprindeligt blev udgivet, fortæller hendes agent, Erica Spellman-Silverman. Energien har hun dog ikke længere, og hun er ofte forvirret og får raserianfald, der går ud over alt og alle. Men den kulsorte humor er velbevaret, forsikrer hendes søster Mirandi Babitz, der i en artikel fra The New York Times i 2019 genkalder sig denne kommentar til virakken fra Eve Babitz:

“Omtale er godt … bare ikke, når du er i 70’erne.”

Kritikken af genudgivelserne og den medfølgende hype, der i en internetbaseret verden har gjort hende mere kendt, end hun var i sine heydays, går på, at Eve Babitz’ tekster er privilegieblinde. Hun var hvid, smuk og well-connected – hendes tekster repræsenterer en uvirkelig L.A.-glamour for de få og derfor:

Hvad kan vi almindelige mennesker bruge hendes selvcentrerede, udleverende tekster til?

Eve Babitz’ tekster handler om en kvinde, der lever livet uden at lade sig begrænse af skam og normer. Nogle gange bliver hun såret, sikkert oftere end hun indrømmer, og nogle gange træffer hun de forkerte valg. Lyder det ikke genkendeligt for de fleste af os?

Se, hvad vi ellers skriver om: Livsstil, Kultur og Bøger

610x200_woordy_knap2.jpeg