Forfatter Tine Høeg: "Alle teenagere skulle have et langt kram og melde sig ud af fitnesscentrene"

Hvad skal en mand gøre for at gøre indtryk på dig?
– Jeg tror ikke, man kan GØRE noget. Jeg tror ikke på tricks. Det handler om en forbindelse eller forståelse, når man kigger på og taler med hinanden. Når det er sagt, så var der engang en fyr på en bar, der spurgte mig: "Undskyld, men har du en kæreste, der hedder Kasper?" "Nej," sagde jeg. Så sagde han: "Kunne du tænke dig en?"

Har du en ­tilbagevendende drøm?
– Mine drømme er tit en slags film. Thriller-agtige. Med vold og ret sindrige plots. Jeg ved ikke, hvor de kommer fra, og det er ikke altid, at jeg selv er med i dem.

Hvem var den første, du kyssede?
– Hari. Han malede graffiti, og jeg havde lige fået min bøjle af. Det var i 1. g i en sofa hos Nunu fra min parallelklasse, der holdt nogle legendariske fester, hvor alle overnattede hulter til bulter, og om morgenen varmede hendes mor et bjerg af rundstykker.

Hvad er den vigtigste beslutning du har taget?
– At sige højt, at jeg vil skrive. At give efter for den drift, som skriften er, og droppe det pædagogikum på gymnasiet, som det egentlig var meningen, at jeg skulle have været i gang med.

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?
– Aperol Spritz

Hvilken anden kvinde har inspireret dig mest?
– Der er mange. Emma Holten, fordi hun er boss of feminism og ­svimlende modig. Helle Helle, Sara Stridsberg, Tove Ditlevsen, Sylvia Plath, Christina Hesselholdt og mange andre for deres ­vilde bøger. Min mor, fordi hun er stærk og skarp, og fordi hun har lært mig ikke at tage noget pis fra nogen.

Hvornår vidste du, at du var god til det, du laver?
– Min far læste Astrid Lindgrens "Nissen" for mig, da jeg var meget, meget ­lille. Han siger, at han kunne SE noget ske. Jeg sad fuldstændig stille og sugede ord i mig. (Det er i øvrigt en vildt smuk og melankolsk bog, åh den nisse er så ensom). Jeg har faktisk skrevet, før jeg egentlig kunne skrive. Dikteret fortællinger for mine forældre. Senere skrev jeg selv digte, noveller, dagbøger, sange, små historier i flere bind. Jeg viste det ikke til nogen. Og jeg tror egentlig ikke, at jeg dengang tænkte over, om jeg var god til det, jeg kunne bare godt lide det. Så det var faktisk et dårligt svar på spørgsmålet.

Hvis jeg kunne bestemme...
– Var det amerikanske valg gået helt anderledes. Alle teenagere skulle have et langt kram og melde sig ud af ­fitnesscentrene. Der skulle være færre skabeloner og analysemodeller i skolesystemet, mere vildskab. Der skulle være plads til at tvivle i vores samfund, og vi skulle hjælpe hinanden med tvivlen.

Hvad interesserer du dig for i øjeblikket?
– Voksenlivet. Hvad man skal gøre med det. Sorgen over, at det ikke er, som jeg havde troet, selvom jeg ikke helt ved, hvad jeg havde troet. Da jeg var barn og helt ung og tænkte på mig selv som voksen, var det, som om det var et helt andet menneske. Som om jeg på et eller andet tidspunkt ville blive hævet op i det voksne, og det sted ville være et afklaret, lykkeligt sted med havefester. Men sådan er det ikke. Vi bærer jo børnene, som vi var, rundt i armene. Vi bærer tvivl og ensomhed med os.

LÆS OGSÅ: Mette Horn: “Jeg går stadig og venter på, at en voksen tager over, når jeg mister overblikket”

LÆS OGSÅ: Mette Døssing: “Jeg prøver så vidt muligt at stå ved mig, som jeg er”

LÆS OGSÅ: Stine Fischer: “Det keder mig, at vi alle skal være ens og have samme værdier”