Delphine de Vigan

Foto: Andreas Houmann

Delphine de Vigan om at få de skjulte familiesvagheder frem i lyset

Forfatteren Delphine de Vigan: “Sig hvad du vil sige, før det er for sent”

Hun blev verdensberømt for bogen om sin psykisk syge mor, som begik selvmord – måske for at undslippe den svære, opklarende samtale med sin datter. Vi har mødt forfatteren bag ”Alt må vige for natten”, Delphine de Vigan, til en snak om at få de skjulte familiesvagheder frem i lyset i tide – ikke mindst for børnenes skyld.

Sikkerhedsvagten er ved at tjekke mit id og min taske, idet døren bag mig går op. Ind i gården til den franske ambassade kommer en ­spinkel kvinde med lyst, krøllet hår, jeans og en sort blazer. Det er endnu ikke gået op for hende, at jeg er journalisten, hun skal tale med, men hun siger alligevel "bonjour" og smiler høfligt, idet hun træder forbi. Hun kan springe sikkerhedstjekket over, da hun er gæst her. Kvinden er Delphine de Vigan, der er noget af en stjerne på den franske litterære himmel, og efter hendes bog "Alt må vige for natten" udkom i 2011 (på dansk i 2013), blev hun også kastet ud i internationalt søgelys. Tidligere i år udkom så "Baseret på en sand historie" på dansk, og det er i den forbindelse, hendes vej går forbi Danmark.

"Alt må vige for natten" gik tæt på Delphine de Vigans mor, ­hendes opvækst, psykiske problemer og selvmord. Den var baseret på Vigans egne oplevelser og udførlige interviews med hendes mors ­søskende, og den blev internationalt rost. Hendes nyeste bog "Baseret på en sand historie" starter som en reaktion på dette, hvor ­hovedpersonen, Delphine, modtager læsernes reaktioner på hendes seneste bog og forlanger en opfølger. Selvom titlen antyder det, er der dog her langt mere leg med, hvad der er sandt, og hvad der er fiktion. ­Vigan indrømmer dog, at hun også selv var overvældet over, hvor stor opmærksomhed "Alt må vige for natten" opnåede, og hvor mange der tilsyneladende kunne se sig selv i den.

– Jeg var meget overvældet over successen men også over, hvor følelsesbetonede reaktioner jeg fik fra læserne, når jeg mødte dem til forskellige arrangementer bagefter. Jeg havde ikke nået at få bogen tilstrækkeligt på afstand til at kunne ­respondere. Det var lidt som en sort boks, der blev åbnet, hvor alt bare kom ud.

LÆS OGSÅ: Forfatter Lotte Kaa Andersen: “Pludselig har vi alle de samme brune støvler”

En høj herre fra ambassaden kommer diskret ind og serverer to glas vand på et sølvfad. Rundt på væggene ses vævede vægtæpper, og en stor lysekrone hænger ned fra loftet over den grønne sofa, hvor Delphine har taget plads. Hun fortæller, at det var enormt følelsesmæssigt udmattende at skrive bogen om sin mor, og at hun i virkeligheden slet ikke havde lyst til at skrive den til at starte med.

– Jeg prøvede at kæmpe imod og finde på alle mulige andre historier, men til sidst var jeg nødt til at overgive mig. Det var lidt som de malebøger, man giver til børn, hvor man skal forbinde en masse punkter med tal, og til sidst vil det danne et billede. Jeg følte den her bog som et af de punkter i det billede, mit forfatterskab udgør: Jeg var nødt til at skrive den for at fortsætte. Min mor var lidt af et mysterium allerede, da hun levede, og endnu mere efter hun var død. At forsøge at samle brikkerne var både en måde at forstå på, hvorfor hun begik selvmord, men også en måde at være sammen med hende på de år, det tog at skrive bogen og forsøge at komme tættere på hende.

I bogen beskriver Delphine også oplevelser fra sin egen barndom og ungdom, der bar præg af 70'ernes frigjorte tilgang til opdragelse og den rutsjebane, der var hendes mors bipolare lidelse.

– Som så mange andre unge piger havde jeg behov for at fjerne mig fra min mor. Selvfølgelig også fordi hun var syg, det ville jeg ikke blive selv. Men da jeg selv blev mor, fik jeg lyst til at komme tættere på hende igen. Når man selv får børn, fremkalder det minder og får en til at tænke på hele den opdragelse, man selv har ­fået. Det hele bliver sat i et nyt perspektiv. Jeg forsøger at videregive de gode ting og ­finde på nyt, der hvor jeg selv oplevede mangler. Jeg har altid vidst, jeg gerne ­ville have børn, men jeg har været bange for, om jeg ville kunne udfylde moderrollen og leve op til det ansvar, det er, så der gik ­noget tid, før jeg besluttede mig for at ­blive ­gravid.

Delphine de Vigan har to voksne børn, og hun fortæller, at netop hvad man som forældre videregiver til sine børn er ­noget, der ligger hende meget på sinde. Tanken, om at hendes børn eller hun selv skulle arve hendes mors psykiske sårbarhed, har flere gange strejfet hende, men for Vigan handler det lige så meget om det, man kan videregive af historier om familien og værdier i opvæksten.

– Jeg synes, det er noget, vi alle sammen bør tænke på: Hvad du videregiver til ­dine børn, og hvad du ikke har lyst til at give videre. Du bliver nødt til at fortælle din egen historie og familiens historie, men du er også nødt til at beskytte ­dine børn. Den balance prøver jeg altid at ­finde, og jeg prøver at tale så meget med mine børn og vise dem, at jeg også vil lytte til deres historier og problemer, ­deres liv. Men man kan ikke nøjes med kun at fortælle de gode sider. Jeg tror på, vi er lavet af mange ting, og at ignorere de dårlige ting er lidt som en fælde, der bare står og venter på dig.

LÆS OGSÅ: Michael og Lis Katz Krefeld: “Vi forelskede os på skrift”

Fiktion og virkelighed
I bogen hedder Delphine de Vigans mor Lucille. Det er ikke hendes rigtige navn, ligesom de andre familiemedlemmer, der er nævnt i bogen, også har fået andre navne. Det er en meget personlig bog, der graver under det glansbillede, der som regel blev præsenteret i forbindelse med hendes mors familie, og endda fremsætter en teori om overgreb og misbrug. At ændre navnene var derfor en måde at beskytte hendes familie på, men også en måde at distancere sig fra historien på.

– Lige meget om du skriver om noget, der sker nu eller skete i fortiden, så er du nødt til at gøre læseren det klart, at du genskaber en slags fiktion. Man har altid sin egen version. Du kan aldrig virkelig vide sandheden om, hvad der skete, kun hvad din oplevelse var af det. Og det samme når du skriver en bog: Alle tager den til sig på sin egen måde. Når jeg taler med læsere, går det op for mig, at der er mange versioner af den her historie, og nogle elsker Lucille og synes, hun var utrolig og modig, og andre lægger mere mærke til hendes mørke sider. Det gør mig ikke noget. Hun er jo ikke rigtigt min mor, hun er en karakter. Jeg har min egen udgave af min mor, men hun er min og min søsters, og ingen andre kender hende.

Og netop denne distinktion mellem fiktion og virkelighed leger Vigan videre med i sin seneste bog, "Baseret på en sand historie". Her har hovedpersonen, Delphine, netop udgivet en bog om sin sindslidende mor og prøver at finde sig selv i den stormende modtagelse, bogen har fået. Herfra udvikler bogen sig til en medrivende thriller om giftige venskaber og manipulation, med ikke så få referencer til Stephen King og især hans bog "Misery". Nok ikke lige det, særligt mange læsere af "Alt må vige for natten" havde ventet sig.

– Jeg synes ikke, man skylder sine læsere noget, for hvis du skriver for at adlyde andres forventninger, er det marketing, ikke litteratur. Du bliver nødt til at følge din egen vej som forfatter, ellers ender du med at miste din egen oprigtighed. Du bliver nødt til at ignorere læseren, når du skriver. Når bogen så er ude, må læserne gøre med den, som de vil, så tilhører den ikke længere mig.

LÆS OGSÅ: Den franske ambassadør: “Jeg har aldrig hentet mine børn fra skole, og der var meget sorg forbundet med at finde ud af det”

Rettidig omhu
Pointerne er skarpe, men de punkteres af grin og blødgøres af den franske accent og måde at tale på, der ikke lader sig skjule gennem et ellers glimrende engelsk. Hver sætning lyder, som om den aldrig stopper, men kunne lede videre til nye ord i en uendelighed. Om denne ustoppelighed også gør sig gældende for Vigans skrevne ord, er hun dog ikke helt så sikker på. Hun fortæller, at hun efter hver afsluttet bog aldrig ved, om hun vil være i stand til at skrive en ny.

– Det er ikke en så behagelig måde at arbejde på, griner hun.

At historien om hendes mor skulle skrives, kunne hun dog ikke komme udenom, selvom hun frygter, at hendes mor ­ikke ville have brudt sig om det. Men da hun ikke nåede at snakke med sin mor om hendes liv før hendes død, var det et ­forsøg på at indhente det tabte.

– Da min mor døde, ærgrede jeg mig over, at vi ikke have fået snakket mere sammen tidligere. Jeg kunne selvfølgelig heller ikke forestille mig, at min mor ville gå så pludseligt bort og på en så brutal måde. Hvis hun ikke havde taget livet af sig selv, men havde ­stået foran en livstruende sygdom, var det nok en samtale, vi kunne have haft. At begå selvmord er jo også en måde at undgå at have sådan en ­samtale på. Hvis man ligger for ­døden og ens nærmeste ved, at man snart går bort, kan man føle sig forpligtet til at svare på spørgsmål og kaste lys over ting, der ellers ikke har været fremme. Måske var det en af grundene til, at hun begik selvmord; at hun ikke på noget tidspunkt havde lyst til at have sådan en form for opklarende samtale om sit liv.

Efter sin mors død har Vigan også mistet yderligere to familiemedlemmer, men til henholdsvis langvarig sygdom og alderdom, og det var derfor muligt at nå at sige de ting, der skulle siges, inden det var for sent, hvilket for hende gør en stor forskel. Hun lægger stor vægt på vigtigheden af at snakke sammen som familie, om familiens historie, om hinandens liv, selvom det er noget, man nemt kan glemme i en travl hverdag.

– Jeg tror, det sker i alle familier: ­Tiden går, vi har ikke tid til at se hinanden og bruge tid på at tale ordentligt sammen. Og når der er nogle emner, der er ­svære, så prøver man at finde de rigtige tidspunkter til det og ender med aldrig at få snakket om dem. Lige efter hendes død var jeg vred på min mor. Jeg havde lyst til at sige: "Hey, du skulle have ­advaret os!". Men jeg havde så mange ting, jeg gerne ville sige til hende. På den ­måde kan man sige, hun har lært mig, at du ­bliver nødt til at sige, hvad du gerne vil sige, mens folk er her. 

LÆS OGSÅ: Hella Joof: “Man bliver ikke lykkelig af at lede efter fejl hos sin mand”

LÆS OGSÅ: Silles erotiske noveller har millioner af læsere

LÆS OGSÅ: Mikkel Beha og sønnen Emil: “Når man er et hold, kan man klare næsten alt i verden”

Delphine de Vigan, 50

Fransk forfatter bag otte bøger, heraf tre på dansk: "No og mig", "Alt må vige for natten" og "Baseret på en sand historie". Den sidste skal filmatiseres af den anerkendte instruktør Roman Polanski, og der er to andre danske oversættelser på vej af Vigans bøger. Hun besøgte Danmark i september, hvor hun deltog i International Forfatterscene. Mor til en dreng på 18 og en pige på 21 og danner par med den franske litteraturkritiker François Busnel. Bor i Paris.

Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger og Interview

610x200_woordy_knap2.jpeg