Gertrud Højlund
Foto: Skovdal Nordic Tv-vært og foredragsholder Getrud Højlund tager os med til det sted, hun er vokset op, og som på godt og ondt stadig betyder meget for hende.

Tv-vært Gertrud Højlund: "Bag enhver udadvendt familiemand står - hvis man er heldig - en kvinde som min mor"

Barndommen i Ry gav Gertrud Højlund en base af værdier som nysgerrighed, læring og dannelse og en beundring for sin far, som gjorde mobberne magtesløse. Mød Højlund-datteren, der med alderen har fået øje på sin mors afgørende betydning for den base, hun rækker ud i verden fra, nu som vært på TV2 News.

Natur, tryghed og eventyr

– De første syv år af mit liv boede jeg med min familie på Ry Højskole, hvor min far, Niels Højlund, var forstander i årene 1976-1988. Det var en utrolig tryg og samtidig meget eventyrlig opvækst. Vi boede i forstanderboligen Breidablik, der ligger midt på højskolen, som i sig selv er en statelig rødstensbygning på toppen af en bakke, der fører ned til Møllesøen, som Gudenåen løber igennem. For enden af søen, henne ved den gamle vandmølle, lægger Hjejlen til og fra, når den sejler ud til Himmelbjerget. På den anden side af søen står bøgeskoven fyldigt. Det er virkelig et utrolig smukt sted.

– Jeg er den midterste af fem søskende. Alle piger. Min mor arbejdede som aftenskolelærer, så hun var altid hjemme om dagen, og desuden kom min mormor ned fra Viborg fast hver uge og var der i flere dage. For det meste stod der en voksen i køkkenet og bagte eller syltede eller planlagde noget for familien, og samtidig kunne man bare smutte ud af døren og løbe ned og gemme sig i den store rododendron, kravle rundt på loftet i gymnastiksalen eller gå ned i kælderen i teatersalen og se, hvad der skete der. Højskolen var vores sted, hvor vi kunne bevæge os langt omkring og gå på opdagelse og stadig føle os trygge.

AFD_Gertrudhoejlund_07.jpg

– Mine søstre og jeg gik ikke i børnehave eller institution. Eller dvs. på et tidspunkt gav min mor kortvarigt efter for snak. Nogen var bekymrede over, at hun ikke sendte os af sted, for mon nu vi også lærte at socialisere med andre på den måde? Så på et tidspunkt blev det alligevel besluttet, at min søster, Louise, som er to år ældre end mig, skulle i børnehave. Og så var det pludselig tidligt op om morgenen for at aflevere Louise, som var helt forvirret over, hvorfor hun skulle være der: ”Okay, så I skal bare hjem og bage med mormor og gå og lægge puslespil, mens jeg er i det her abebur?!”. Det var vildt synd for hende. Pædagogerne syntes tydeligvis, min mor var megairriterende, for hvis min søster græd, tog hun hende bare med hjem igen! Og efter få måneder fandt de frem til, at det havde været en åndssvag idé.

Fars pige – mors bedrift

– Folk taler tit om min far, og jeg taler tit om min far, og det er der rigtig mange grunde til. Men det er min mors bedrift, at min far kunne have det arbejdsliv, han havde, og at vores liv kunne forme sig, som det gjorde. Bag enhver udadvendt familiemand står – hvis man er heldig – en kvinde som min mor. Det har jeg heldigvis været god til at sige til hende, især nu her i de senere år, for jeg skulle lige opdage det. Jeg har spurgt hende, om hun følte det som et offer, og om hun ville have gjort det anderledes, hvis der ikke havde været fem børn omkring hende, men det mener hun ikke.

LÆS OGSÅ: Mette Müller om sygdom: "Jeg affejede faresignalerne, fordi jeg elskede alle elementerne i vores liv"

– Hvis familier i dag skal prioritere deres børn på den måde og skabe rammerne for det nærvær, skal de ofre noget, downsize helt vildt, flytte til et af de billigste steder i landet. Det lå bare nemt for mine forældre, fordi det var det her højskoleliv, som har sin helt særlige rytme, og fordi min mors arbejdsliv var, som det var, og hun var tilfreds med det. Hun er cand.mag. i fransk og spansk, højtuddannet akademiker, men har bare aldrig været en person, der har søgt anerkendelse hos andre mennesker. Hun var fuldstændig upåvirkelig af tidens trends og kørte i sit eget spor. Heldigvis. Min opvækst har været et kæmpe privilegium. Måske er det noget i tids­ånden, en samtale, der foregår i samfundet, som har gjort det mere og mere tydeligt for mig, hvor exceptionelt det, jeg har haft i barndommen, er for mig. Måske er tankerne opstået i takt med, at mine venner har fået børn, og jeg kan se, hvor svært et puslespil det er at få det til at hænge sammen med et arbejdsliv. Og hvordan mange af dem går rundt med dårlig samvittighed og en følelse af, at timerne bare ikke rækker, og de ikke kan være de forældre, de drømmer om at være. Jeg mærker deres bekymringer om de konsekvenser, det måtte få for deres børn.

AFD_Gertrudhoejlund_08.jpg

– Jeg har ingen børn selv og får det sandsynligvis heller ikke. Jeg er 38, så herfra er det velsignelser! Jeg har en kæreste, vi har været sammen i tre år. Og han har heller ingen børn. Havde han haft det, havde vi selvfølgelig fundet ud af det, men nu, hvor de ikke er der, er det ikke sådan: ”Gid du havde børn!”. Han er lige flyttet ind i min lejlighed, det er altså første gang i mit voksenliv, jeg bor sammen med en mand, og det er dejligt. Han arbejder i en bank, og det er dejligt, at han laver noget helt andet end mig. Han interesserer sig ikke så meget for, hvad jeg laver. Men han interesserer sig for, hvordan jeg har det. Det har ikke været nogen lige vej for os, og der har da været perioder, hvor jeg ikke regnede med, at vi ville flytte sammen, men nu er vi kommet hertil. Vi har et meget mere afbalanceret forhold, end jeg troede, vi kunne få. Jeg er nok kommet med nogle forestillinger om, at man skulle bokse meget med hinanden, også højlydt, i et parforhold. Men det gider vi ikke det meste af tiden. Jeg fandt pludselig ud af, at jeg som oftest slet ikke var sur på ham, når vi havde konflikter, men bare ked af det eller utryg, i virkeligheden havde jeg brug for hans omsorg, og så er vrede ikke måden at få det på. Det føles uproblematisk og nemt, og så må vi se, hvad den gode Herre har i posen i forhold til børn. Jeg får i hvert fald ikke fem, som min mor gjorde.

– På mange måder har jeg også bare identificeret mig med min far. Min mor har bygget basen til, at vi andre kunne stå og række ud i verden. En verden, som min far agerede i og viste os, at den måtte vi også gerne være i. Jeg har været meget inspireret af hans måde at forvalte sig arbejdsliv og sit intellektuelle liv på. På den måde er jeg meget min fars barn. Men det er blevet meget klart for mig med tiden, hvad det er for et grundlag, min mor har skabt, for at jeg kan sige det om mig selv.

– Selvfølgelig har jeg, ligesom alle mulige andre mennesker, mine usikkerheder og situationer, hvor jeg skal overvinde angst og frygt, men grundlæggende har jeg en følelse af, at jeg godt må være her. Jeg må godt være i radioen og i avisen og i fjernsynet og i min lejlighed. Jeg må godt tale og fylde og have en rolle. Verden er et trygt sted for mig. Dét har jeg lært.

AFD_Gertrudhoejlund_11.jpg

– At det hele så skete i en højskoleramme, var bare bonus. En ramme fyldt med værdier om nysgerrighed og læring og dannelse og dansk kulturhistorie. Forestillingen om det levende ord og min fars lille ræv bag øret, der altid var nysgerrig: ”Hvad er der på spil her?” – klar til at udfordre sig selv og sine egne holdninger. Dét har været gæren i brødet, alt har været gennemsyret af den følelse på hele højskolen. Hver gang man trådte et skridt, trådte man ned i dét. Der var ingen tuttenuttede pædagoger. Som det, ganske sandt, blev sagt til min fars begravelse, så har han aldrig haft en pædagogisk bagtanke i sit liv. Der var ikke noget med at sætte sig ned på knæ og sige: ”Nej, hvor er det flot, at du også har en holdning til noget”. Enhver står i sin fulde højde, og så kigger man ned på barnet og siger: ”Hvad vil du?”, og så lærer barnet at sige noget opad – og overkomme en eventuel frygt. Og at man dælme SKAL ranke sig. Hvis du vil sige noget, skal der være tryk på det. Det skal menes. Og man skal være klar til at stå på mål for det.

LÆS OGSÅ: Kaya Brüel om sin mor: ”Hun var ikke den mor for mig, jeg selv er blevet for mine børn”

– Jeg elskede, når der kom nye elever på skolen, så var vi alle sammen ovre på skolen at spise. Og jeg kunne især godt lide, når min far præsenterede os. Én ad gangen tog han os og satte os op på det store buffetbord i spisesalen og sagde: ”Det her er Christiane, hun er den ældste” og ”det her er Louise…”. Og så har jeg en erindring om – det er sikkert kun sket én gang – men jeg husker, at han stillede mig op på bordet og sagde: ”Og det her er Gertrud – det er den frække af dem!”. Og det blev jeg så stolt af. Jeg kunne godt lide, at han knyttede os ind under sin autoritet på skolen. En forstander på en højskole er jo altså King of his castle, og at blive sat ind under dén vinge var i hvert fald vigtigt og særligt. Det gav nogle privilegier i forhold til at kravle rundt på lofterne og i kældrene, for ”nå, det er jo bare Højlunds datter, hun må godt være her”.

Nyt hus, nyt liv

– I 1988, hvor TV2 gik i luften, blev min far ansat med sit debatprogram ”Højlunds Forsamlingshus”, som sendte fra skiftende steder i landet. Det betød, at vi skulle rykke fra højskolen, hvor Breidablik også var blevet for lille til os – nu vi var fem børn. Det var jeg på ingen måde indforstået med. Jeg husker den dag, vi skulle flytte, hvor mine søstre og jeg blev passet. Og siden at komme til det her nye hus i Grumstrup, en lille by mellem Horsens og Aarhus, hvor alting duftede anderledes. Et nedlagt mejeri, hvor der var plads til vores store familie. Det var en klar følelse af, at verden blev mindre. Hækken begyndte noget tidligere! I mange år blev jeg ved at tale om Ry som ”hjem til Ry”. I det omfang at Grumstrup blev omtalt som ”hjem til”, var det tillært. Ry kom altid fra hjertet. Dét var mit hjem.

– Vores liv blev meget anderledes. Jeg havde aldrig følt, at uh, vi havde ingen penge, men det er klart, at en forstanderløn, en deltidsaftenskolelærer og fem børn havde betydet, at min mors naturlige sparsommelighed var afgørende for, at økonomien hang sammen. Hun har altid bagt alting selv, og syltetøj og marmelade har hun heller aldrig købt, vi havde en ugentlig grøddag, rester blev brugt til nye måltider, og vi arvede tøj fra venner og bekendte. Men da vi flyttede, kunne jeg godt se, at vi pludselig kunne lidt flere ting. Nu fik vi ny, pæn bil og kom for første gang ud at rejse, til Frankrig, hvor vi ellers havde tilbragt samtlige sommerferier i sommerhus ved Bulbjerg i Nordjylland.

– Min mor beholdt sit arbejde, men min fars arbejde ændrede sig markant. Han var pludselig meget væk, og han blev kendt og genkendt. Han fyldte meget, og folk havde en holdning til ham. Det at være under hans vinge blev noget andet. Det kunne gå begge veje. Enten var det cool, eller også var det: ”Niels Højlund – er det din far…? Ham hader jeg!”. Den har jeg hørt mange gange.

AFD_Gertrudhoejlund_09.jpg

– Jeg kom ind i en svær klasse og gik der måske nok lidt for længe – fra midt i 1. til 6. klasse. Jeg har også været en sær lille, gammelklog snegl med alt for meget selvtillid. Læreren kunne heller ikke rigtig lide mig, når jeg kom der: ”Min far har sagt, at Kierkegaard sagde sådan og sådan…”. En rigtig klogskider. Mega irriterende type, som hele tiden havde noget i tasken, jeg gerne ville vise de andre. Jeg var en lidt skæv brik i det der puslespil. Set i bakspejlet var der nok også en del børn i den klasse, som havde det svært og kom fra familier, hvor der blev talt på en lidt anden måde – ”ham der Højlund, han er sgu kraftedeme også bare…!”, og så bliver det jo dét, man tager med i skole og leverer videre til Højlund-datteren. Der kom i det hele taget flere facetter på det at være hans datter, mere kontrast, hvilket helt sikkert også gjorde, at jeg savnede Ry ekstra meget.

– Det er jo vand under broen nu, og man bliver til den, man er, af det, man møder i livet. Og opnår man at være tilfreds med der, hvor man står – og det, synes jeg, jeg er – så kan jeg jo ikke sige, at jeg ville have været det foruden. Det hele har sin plads i forhold til at forme den person, jeg nu engang er blevet. Der er ingen tvivl om, at mobning kan være med til at bryde mennesker ned, men jeg har altid haft en stærk følelse af, at hvis man skulle bryde mig ned, så skulle man først bryde min far ned, og det kunne man ikke. Når han sagde, at det ikke var mig, men dem, der var dumme, så var jeg slet ikke i tvivl om, at han havde ret. Hans vurdering havde altid tusind gange større betydning for mig end en eller anden karseklippet idiot i 2.B på Hovedgaard Skole. Hvis det har givet mig noget med, har det i perioder været en arrogance, fordi jeg vitterligt ikke kan tage mig af, hvad andre måtte mene – kun min fars mening betyder noget. Selvom han døde for fem år siden, har jeg stadig den væg at læne mig op ad. De bærende vægge er på plads, og så kan de gå og slå med mejsel på de midlertidige vægge, jeg bygger op imellem mine piller, men det er der ikke noget, der falder af. Sådan føles det.

Tilbage til rødderne

– Siden vi flyttede fra højskolen i 1988, har jeg været tilbage ad to omgange. Første gang som ung, efter gymnasiet i foråret 2000, hvor jeg gik på teaterlinjen – vel vidende, at det var jeg ikke særlig god til. Og så har jeg haft den store fornøjelse at få lov at undervise som voksen. Det har været rart for mig i forskellige livsfaser at få fornyet min tilknytning til højskolen, så det ikke kun er barnets tilknytning, men en tilknytning, der også slår rod ned i mit nuværende liv.

LÆS OGSÅ: Nina Munch-Perrin: "Da jeg var ung, var jeg enormt usikker på mig selv som kvinde"

– Når jeg kommer tilbage til Ry, har jeg nogle ritualer. Dels skal jeg gå runden, og så er der to sten, jeg lige skal hilse på. Runden har altid startet med at hilse på Kirsten i køkkenet, men nu er hun gået på pension, så jeg er lidt spændt på, hvordan det bliver at træde ind der næste gang. Derfra skal jeg en tur over i mellemgangen og lige kigge på den rude, som jeg som ung smadrede min finger igennem under jagten på varme hveder i spisesalen, og så videre ud i buegangen, ned i amfigården og lige tjekke, at Grundtvigs sten står der endnu, og så om i haven. Jeg har endnu ikke set den store ombygning, der er blevet lavet. Jeg ved, at jeg måske lige får en klump i halsen, men samtidig giver det god mening – slægt skal følge slægters gang. Vi bygger alle videre på det, andre har bygget til os.

AFD_Gertrudhoejlund_01.jpg

– Og så er der stenene. Den ene, jeg lige skal røre, er en stor bauta-agtig sten, neden for bakken i højskolens have, her er navnene på de første forstandere hugget ind. Da vi var børn, fik vi at vide, at vi kun måtte gå til stenen – ikke videre ned til søen. Når jeg kommer derned, har jeg stadig den følelse, at ”yes, nu må jeg gerne – I’m all grown up”. Samtidig med at det var en helt konkret grænse, blev det også en metafor for, hvad det vil sige at gå fra barn til voksen. Den anden sten har min far fået rejst i bunden af amfiscenen. Den bærer et kerne-Grundtvig-citat om, at ”mennesket er ingen abekat, bestemt til at efterabe sig selv til verdens ende. Men et guddommeligt eksperiment af støv og ånd i hvem guddommelige kræfter skal udvikle og klare sig gennem tusinde slægter”. Den sten er vigtig for mig. Vi er et guddommeligt eksperiment i støv og ånd. Vi har en krop, støvet, der gør det muligt for vores ånd at leve – eller vi har en krop, der producerer en sjæl, så vi kan opleve verden, om man vil. Alt kan ske inde i det eksperiment, og det er netop det, der hele tiden er i spil på højskolen.

Elastikken fra hjertet

– Da jeg forlod Ry, efter at have været lærer der, skrev jeg en tekst i årsskriftet om, at jeg har en følelse af, at der er bundet en elastik fra mit hjerte til den sten. At jeg altid er forbundet med, at den ligger der med de ord, som min far har fået skrevet, men som er sagt for hundredvis af år siden, i de rammer, som min far byggede omkring teatersalen. Den elastik er der altid, og når jeg er langt væk og længe væk fra den, begynder jeg at kunne mærke trækket. Så skal jeg lige hjem. Det er et fysisk anker, men også et metafysisk og åndeligt anker fuld af værdier. Et fysisk hjem og et hjem for alt det, jeg værdimæssigt kommer fra, knytter mig til og stadig tror på den dag i dag.

– Jeg har haft en opvækst, der gør, at jeg ved, hvor jeg kommer fra. Det føles rart. Og jeg tror, at en af de mest eksistentielle følelser, vi mennesker skal lære at håndtere, er vores grundlæggende ensomhed. Og der har jeg altid været fascineret af tanken om at hænge sammen med noget, der kom før, fordi jeg tror, at det dæmper den ensomhed. Man kommer af noget, som man deler noget med. Du og jeg har de samme kvaler med livet, den samme forfærdelse og ensomhed, som folk for 500 år siden havde. Det fortæller kulturen os. Og jeg synes, at det knytter mig til den menneskeslægt, jeg er en del af. Jeg elsker at synge med de andre til Gammel Elev Fest på Ry. Nogle gik på skolen for 60-70 år siden, andre har lige været på højskole, men de kender alle følelsen af at være unge og stå foran livet. Og når de synger sammen, trækker vejret sammen, og de samme ord og toner kommer ud af dem, så smelter det hele sammen for mig. Bliver en del af det sammen. Oplevelsen af at være til, alder og tid til trods. Ligesom netop det smukke vers i ”Dejlig er Jorden”, der siger, at slægt skal følge slægters gang. Det ligger der for mig en enorm trøst i – jeg hænger sammen med nogle andre, jeg er ikke bare mig, men flettet ind i det, der kom før, og alt det, der kommer efter. Så det står og falder sgu ikke med mig. Det kan ingen jo holde til!

Hvem er Getrud Højlund?

Gertrud Højlund

Gertrud Højlund, født 1981

  • Journalist og vært på TV2 News. Holder foredrag om medier og samtid og om Grundtvig.
  • Datter af cand. mag. Rikke Thisted-Jensen og nu afdøde Niels Højlund, som i senfirserne blev landskendt for ”Højlunds Forsamlingshus”. Debatprogrammet fik sin revival under valgkampen i år – med Gertrud som vært.
  • Opvokset på Ry Højskole med sine fire søstre indtil 1988, hvor familien flyttede til Grumstrup.
  • Er netop flyttet sammen med sin kæreste gennem tre år, Jesper Bo Nielsen, i en lejlighed på Nørrebro.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Familieliv