Unge Anna kommer i familiepleje, da hun til kommunens overraskelse dukker op ud af det blå. Hun kommer ind i en kristen familie, som tager imod hende med åbne arme, men Anna er meget påvirket af sin fortid, hvilket sætter sit præg på familielivet. ”Helioskatastrofen” er en speciel bog, som man skal sætte masser af tid af til på trods af dens korte længde. Fortællingen om psykisk sygdom er stærk og et godt bud på, hvordan det er at være indlagt på en psykiatrisk afdeling og kæmpe imod sit eget sind. le
Skør sømandskrønike
”De tørstige” Af Søren Toft
Rosinante, 320 sider, 300 kr.
Måske er Søren Toft så god til at skildre byer og mennesker i udkanten af Danmark, fordi han selv er vokset op i et religiøst landsbysamfund i Vestjylland. Han maler magi ind i dagligdagen. I den på alle måder store roman ”De tørstige” kommer Daniel Stark, 14 år, sejlende ind i Sejerø for at møde sin fordrukne skørtejæger-sømandsfarfar – et møde, der bliver skelsættende for drengen. 25 år senere skal en dokumentarfilmsinstruktør lave en ”kongedokumentar” om den voksne Daniels opfindelse af et vandrensende sugerør, der skal slukke tørsten på verdens allerfattigste. En skør og underfundig sømandskrønike er skudt af sted. Læs den. knj
Annonse
At se sin fortid i øjnene
”Landskaber i dødens metropol” Af Otto Dov Kulka
Gads Forlag, 175 sider, 249 kr.
Otto Dov Kulkan blev født i 1933 i Tjekkoslovakiet og som barn deporteret til Auschwitz med sin familie. Han nåede ud i live og blev historieprofessor i Israel, hvor han studerede sin barndoms rædsel og virkelighed, set med forskerens og analytikerens øjne. Det er en overmægtig præstation, han i bogen gør. Forener sig følelsesmæssigt med fortiden og finder den rest af humanisme, lejrene ellers destruerede til perfektion. Det var afsindigt og absurd, men ”…det var også min barndom. Det, jeg kendte”, erkender Kulka. I alt det sindssyge var der skønhed, glimt af værdighed blandt de dødsdømte. Håb. Han skriver sig ind i historiens store holocaustberetninger med disse erindringer. ap