Hustruvold: ”Han starter jo aldrig med at banke hende”

Virkeligheden overgår fantasien. Det har 45-årige Lisa Holmfjord konstateret gang på gang i de otte år, hun har arbejdet med voldsramte kvinder i Danmark. For eksempel husker hun kvinden, hvis kæreste kvalte hendes kat, bankede den op på væggen med et søm, så hun kunne kigge på den i hverdagen og overveje, hvad der ville ske, hvis hun skuffede ham igen. Og kvinden, der lindede ærmet op og åbenbarede et lille, helet hul ind i kødet. Hendes mand havde lavet det med boremaskinen. Og så er der alle historierne om indespærring og seksuel tvang.

– Skrev jeg alle de historier, jeg har hørt fra voldsramte kvinder, ned i en bog, ville folk tænke, at det var for fantasifuldt. Jeg har hørt så mange uhyrligheder om både psykisk og fysisk vold, og folk spørger mig altid, om mit job ikke er trist, men det synes jeg ikke. Tværtimod. De kvinder, der kommer her på krisecentret, er jo de stærke. De har taget en beslutning om at rejse sig. De fleste kvinder bliver faktisk i det voldelige parforhold, indtil de dør – hvad enten det er af alderdom, eller fordi de har ramt en radiator.

Forskellige kvinder, samme historie

Med forbilleder som Tine Bryld og Hanne Reintoft blev Lisa Holmfjord i 1998 uddannet socialrådgiver. Hun begyndte karrieren i den kommunale forvaltning, men kom så ind i Dannerhusets krisecenter for voldsramte kvinder. Sidste år blev hun valgt som forkvinde for Dansk Kvindesamfund – ligesom hun siden 2006 har været chef for organisationens krisecenter. Det ligger på indre Frederiksberg i en stor, hvid villa på tre etager – med brudsikre ruder, overvågningskameraer ved indgangen og en regel om, at mænd, som udgangspunkt, ikke er velkomne.

Der er lunt i køkkenet, og en lavmælt tikken fra brødristeren sniger sig ud i rummet. Denne onsdag aften sidder seks kvinder rundt om køkkenbordet. De snakker. Om tv-serier, husets vaskemaskine og om at komme videre i livet. Én bærer tørklæde, én har samlet det lyse hår i en hestehale, én læser medicin, én anden arbejder i butik, men alle har de det tilfælles, at de har været udsat for vold, enten fysisk eller psykisk, og har søgt midlertidig ly på krisecentret. Ved bordet sidder også centrets leder Lisa Holmfjord, som kender kvindernes historier indgående. Alle er forskellige, men som i eventyrene er der universelle elementer og en obligatorisk udviklingskurve i enhver voldshistorie:

– Han starter jo aldrig med at banke hende på første date. Det starter rosenrødt, han er utrolig galant, betænksom, giver blomster og gaver og er gavmild med de store ord. Stille og roligt kommer der mere og mere kontrol på, han ringer meget, henter dig og begynder at blive en smule jaloux, når du skal ud. "Skal du have dén kjole på," spørger han måske. Til sidst overtager han kontrollen, og volden bliver en del af forholdet.

Hjemligt krisecenter

Da Lisa overtog lederposten på stedet i 2007 havde hun ambitioner om at lave et krisecenter, der ikke var for institutionsagtigt. Det skulle være hjemligt, hyggeligt og med tæpper på gulvet. Her er plads til otte fastboende kvinder og ti børn, fordelt på otte værelser. Hver dag er der åben rådgivning i villaen for kvinder, der kommer fra stort set hele Sjælland og som overvejer at bryde ud af et voldeligt forhold. Har en kvinde taget den endelige beslutning om at flytte, snakker hun og Lisa om voldens omfang og type på et møde.

– Her er det vigtigt, at jeg lytter uden at fordømme eller sætte spørgsmålstegn. For kvinderne er det en enorm barriere at fortælle, hvad de har været igennem – oftest gennem mange år og som en velbevaret hemmelighed for omverden. Når du har levet i vold, er du meget sensitiv i forhold til, hvad andre tænker om dig, og kvinderne registrerer lynhurtigt, hvordan det bliver modtaget af mig. Så hvis jeg sidder med attituden: "Hvorfor gik du ikke noget før," så klapper hun i som en østers. Så kan jeg ikke hjælpe hende. Jeg har altid en forståelse for, at hun bare ikke kunne gå før nu, forklarer Lisa.

På det første møde nævner Lisa muligheden for at politianmelde volden, ligesom hun laver en såkaldt sikkerhedsvurdering. Hun bedømmer ganske enkelt, om det er for farligt for kvinden at bo her på krisecentret på Frederiksberg.

– Nogle gange gælder det om at komme længere væk. Bor du i Mjølnerparken på Nørrebro, og er din voldelige kæreste med i en af banderne, er det ikke her, du skal være, så skal du længere væk, måske helt til Bornholm.

De fleste kvinder på centret passer et job eller studie ved siden af deres ophold, og det første sted, en forladt, voldelig mand vil lede, er netop der. Derfor er et af centrets opgaver også at lave aftaler med kvindens arbejdsgiver om for eksempel at skifte arbejdstider, lave en teknisk finte, så manden ikke kan ringe ind, eller at få en kollega til at følge hende ud til bilen efter fyraften.

Det sker indimellem, at en forladt kæreste får opsnappet, at hans tidligere partner befinder sig på krisecentret. Derfor skaber videoovervågning, dørtelefon og brudsikre ruder en tryghed for kvinderne. For nogle år siden var en mand pludselig på vej ind til sin ekskæreste gennem et af krisecentres vinduer, som stod åbent, men Lisa nåede at ringe efter politiet. Sommetider holder en forladt mand i en bil uden for villaen og kører først, når politiet kommer og banker let på bilruden.

Rammer også børnene

"Klonk. Klonk." Det banker på døren ind til Lisas kontor, og en af centres socialrådgivere stikker hovedet ind:

– Undskyld, jeg forstyrrer. Den nye kvinde er lige brudt helt sammen. Jeg har siddet hos hende, men hun kan intet overskue, siger hun og kigger på Lisa. En kvinde i midten af 20'erne kom ind på centret i går efter at have forladt en meget kontrollerende og psykisk voldelig kæreste. Lisa tænker sig hurtigt om, giver et par konkrete råd til sin medarbejder, og da døren igen er lukket, siger hun:

– Det er en typisk situation. Når kvinderne ankommer, er de skrøbelige, de er i et kaos, fordi de har truffet et kæmpestort valg, som de er meget usikre på. I starten er de meget utrygge, fordi de ikke har nogen kontrol med, hvor han er. Jeg siger altid til kvinderne, at der på et eller andet tidspunkt kommer lys, men vi må handle på det, vi står i, og tage en dag ad gangen, nogle gange en time ad gangen.

Det er Lisas erfaring, at nogle kvinder først forlader en voldelig mand, den dag han slår børnene.

– Som fagfolk ved vi, at børnene også tager skade af at se mor blive slået, men det tror mødrene faktisk sjældent. De siger typisk: "Børnene har aldrig set det, de har været på værelset." Så siger jeg: "Men de har vidst de. Og de har måske ligget under sengen og holdt sig for ørerne."

Og her taler hun ikke kun af faglig erfaring. Som barn oplevede Lisa selv, at hendes mor blev slået af hendes stedfar.

– Det var ret voldsomt for mig dengang. Og det var, som voldelige forhold er flest: Alt er fint udadtil, karrieren kører, og volden bliver fejet ind under gulvtæppet. Det er klart, det har sat sig i mig og giver mig en helt personlig motivation til at hjælpe kvinderne. Det var egentlig ikke dét, der sendte mig ind i faget, men det har givet mig en ret unik forståelse for voldsramte kvinder. Og ikke mindst børnene, som er vidner.

Læs også: Åbent parforhold? Så tænk over dette 

Styr på alt udadtil

Lisas mor drev et større sikkerhedsfirma og bryder dermed den udbredte fordom om, at voldsramte kvinder er usikre stakler, der tilhører socialklasse fem. I rådgivningen møder Lisa hver måned ressourcestærke, begavede kvinder, som er havnet i en ond spiral, de ikke kan vriste sig ud af. Hun husker især en kvinde, der arbejdede som succesfuld journalist, og som privat levede med en voldelig mand, der var kendt i offentligheden. Lisa spurgte hende, hvordan hun på sit udadvendte job som journalist kunne skjule volden og de åbenlyse mærker, det måtte efterlade.

– Han hjælper mig med at skjule det, svarede hun og fortsatte:

– Hvis han har taget kvælertag på mig, lægger han en rullekravebluse frem til mig næste morgen. Og har han gjort skade på mine arme, vælger han en langærmet bluse til mig fra skabet.

– Jeg ser mange kvinder med gode job og pæne, polerede facader, siger Lisa.

– De har styr på livet, de har bare ikke styr på kærligheden. Det kan være ekstra svært for den type kvinder at komme på et krisecenter, fordi volden så pludselig bliver en unægtelig del af deres identitet, men til sidst holder de det ikke ud. Ligesom en lidt ældre kvinde, jeg mødte engang. Hun forlod sin voldelige ægtemand dagen før deres sølvbryllup. Invitationerne var sendt ud, festen var arrangeret – hun kunne bare ikke klare tanken om at sidde i hestesko med ham og lade som om, de sidste 25 år havde været fantastiske.

Efter mange år i faget ved Lisa, at det er vigtigt at kunne rumme de mange skæbner og de svære historier. Langsomt har hun fået tillagt sig dét, man måske kan kalde fagligt hård hud på sjælen:

– Det er vigtigt, at jeg som fagperson kan rumme historierne. Det, der sker i et voldeligt forhold, er jo, at ens grænser bliver rykket, og man til sidst accepterer en masse uhyrligheder, som for andre vil være vildt skræmmende bare at høre på. Lidt på samme måde er mine grænser som fagperson også blevet rykket. Når man har hørt den ene voldshistorie efter den anden, skal der efterhånden meget til, før man bliver chokeret. Du kan tåle mere og mere. Det er jo ikke altid et gode, men det er vigtigt, at jeg ikke sidder og bliver forskrækket eller får tårer i øjnene, når kvinderne fortæller, for de skal føle sig trygge, siger Lisa, som karakteriserer sig selv som robust – det er hun ganske enkelt nødt til at være.

– Hvis du for alvor vil hjælpe kvinderne uden selv at knække, skal du selv have en stærk mental sundhed og være i stand til at lægge skæbnerne fra dig, når du kommer hjem. Samtidig skal du være forbandet god til at lytte og indstillet på, at du ikke altid kan finde løsningerne. Nogle gange er det bare helt sort. En kæmpe pøl af sorg. Mange af kvindernes liv er ad helvede til, og nogle gange skal du bare kunne være i det sammen med hende.

Glad for mænd

Selvom Lisa altid har sagt, at "alle kan forelske sig i psykopaten," føler hun, at de mange års arbejde på krisecentret har givet hende bedre odds for at se faresignalerne.

– Jeg vil våge at påstå, at når du har været i faget et stykke tid, så bliver du vaccineret i privatlivet. Vaccineret mod voldelige mænd og psykopater. Du gennemskuer dem. Jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg vil finde mig i fra mænd. Jeg kan blive vildt genstridig, hvis min kæreste siger: "Er den ikke lidt for nedringet, den bluse?" Helt almindelige mænd kan også mærke et naturligt snert af jalousi indimellem, og det glemmer jeg nok og vrisser tilbage: "Det skal du sgu ikke sige noget om..." og tager blusen på i ren trods, siger Lisa.

Hun griner lidt:

– Men jeg er faktisk ret glad for mænd. De gode mænd. Og dem er der heldigvis flest af, det er der sgu! Jeg er ikke blevet mandehader, mit job er at passe på kvinden og sørge for, at hun bliver hel igen. Men havde jeg arbejdet med de voldelige mænd, ville jeg sagtens kunne se dem som ofre også – der er jo noget i deres bagage, som gør, at de slår. Volden bliver et middel til at få kontrol og er et tegn på, at de er bange for at miste, siger Lisa og forklarer, at de kvinder, hun møder, faktisk også tit selv ser deres voldsmænd som ofre:

– Når de sætter ham i en offerrolle, gør det ham mere menneskelig og sårbar, og det gør, at kvinderne bliver endnu længere tid hos ham. Det er tit vigtigt for dem at understrege, at de stadig elsker ham, og det anerkender jeg, for jeg ved, at det er en del af det. Det er jo netop følelserne, der gør, at de holder ud så længe. Drømmen om den store lykke gør, at man kan udholde rigtigt meget, siger Lisa.

Hendes egne veninder mærker også, hvordan jobbet som leder af et krisecenter påvirker deres forhold.

– Engang kunne jeg mærke, at min veninde var i et dårligt forhold. Hun sagde det ikke direkte, men advarselslamperne blinkede, og al min erfaring fortalte mig, at den mand var voldelig over for hende. Fordi jeg arbejder på kvindekrisecenter holdt hun lidt igen og var sikkert selv bange for rigtigt at erkende det, men jeg var insisterende og spurgte og spurgte. Til sidst indrømmede hun, at den var gal, og forlod ham. Hvis man fornemmer noget, er det meget vigtigt at italesætte det, så kan det godt være, hun siger: "Nej, jeg gik ind i en dør," men så er det helt okay at sige: "Det tror jeg ikke på, men du skal vide, at du kan komme til mig, hvis du har brug for at snakke."

Stolt feminist

Lisa ser det ikke som et kald, at hun er havnet i faget med voldsramte kvinder. Og hun er ikke typen, der "render rundt med et kæmpe hjælper-gen," for som hun siger.

– Det nytter ikke noget, hvis du tænker sådan helt Moder Teresa-agtigt: "Nu skal jeg ud og redde en masse kvinder." Så tror jeg, du knækker, fordi du kommer til at tage de barske ting for meget ind. Men jeg vil gerne være med til at gøre en forskel i forhold til retfærdighed og uretfærdighed, i stedet for bare at sidde hjemme i sofaen og tænke: "Det er fandeme også for galt." Vagthunden har altid ligget latent i mig, lige fra barnsben. Der er rigtigt og forkert, og det nytter ikke noget, hvis der er for meget uretfærdighed. Når kvinder bliver behandlet dårligt af mænd, eller af systemet for den sags skyld, får jeg tonsvis af energi og tænker: "Fandeme nej." Og så bliver jeg ved, indtil jeg som regel løber af med sejren.

– Det, der driver mig, er de store øjeblikke, hvor der falder en dom, og en sag bliver afsluttet. Som forleden da en kvinde havde kørt en forældreansvarssag sideløbende med en voldssag mod sin mand og faren til hendes børn. Det havde været enormt opslidende for hende og børnene. Da faren fik en dom for vold, åndede hele familien lettet op, for det betød, at moderen fik den fulde forældremyndighed. I sådanne situationer føler jeg, mit job er en succes, når jeg kan sige: "Nu lykkes det endelig," og kvinden kan komme videre i sit liv.

Da Lisa i tidernes morgen tog det første skridt ind i faget med voldsramte kvinder, var det altså som udgangspunkt ikke et næstekærligt behov for at hjælpe mennesker i nød, der drev hende. Det var hele auraen omkring Dannerhuset, efterveerne fra 70'ernes kvindeoprør og et overordnet håb om at fremme ligestillingen i Danmark.

– Jeg synes, det er trist, at feminist er blevet sådan et fy-ord i Danmark. I Sverige er feminismen et fremtrædende og legalt politisk fænomen. For mig er feminisme, at jeg er ligestillingsbevidst og kæmper for, at kvinder har lige rettigheder med mænd i alle samfundets lag. Og ligestilling handler i den grad også om, at kvinder ikke skal lade sig underkue i voldelige forhold. Når jeg ser de her kvinder komme ind på krisecentret som ekstremt sårbare og usikre og et halvt år efter faktisk være helt forandrede, føler jeg, vores arbejde har værdi. Og jeg kalder mig med stolthed feminist.

"Som fagfolk ved vi, at børnene også tager skade af at se mor blive slået, men det tror mødrene faktisk sjældent. De siger typisk: Børnene har aldrig set det, de har været på værelset"

"Jeg vil vove at påstå, at når du har været i faget et stykke tid, så bliver du vaccineret i privatlivet. Vaccineret mod voldelige mænd og psykopater. Du gennemskuer dem. Jeg er blevet meget bevidst om, hvad jeg vil finde mig i fra mænd"

"Engang kunne jeg mærke, at min veninde var i et dårligt forhold. Hun sagde det ikke direkte, men advarselslamperne blinkede, og al min erfaring fortalte mig, at den mand var voldelig over for hende."