Hanya Yanagihara
Foto: PR Hanya Yanagihara er forfatter til bøgerne et 'Et lille liv' og 'Folket i træerne' og chefredaktør for The New York Times’ kulturmagasin, T Magazine.

Prisvindende forfatter Hanya Yanagihara: Vi kræver alt for meget af ægteskabet i dag

Forfatteren bag bestsellerromanen Et lille liv og chefredaktør på T Magazine, Hanya Yanagihara, sætter venskab over ægteskab, arbejder de fleste af sine vågne timer, elsker Dries Van Noten og er uimponeret af New York, hvor hun bor helt alene på et loft i Soho.

Hun har en sort kjole på, stram hestehale og imødekommende øjne. Guldringe holder fest på hendes fingre og skinner om kap med kæderne om hendes hals.

“Jeg kan se, at vi tilhører samme stamme,” smiler hun og peger på mine smykker.

“Man føler sig jo nøgen uden, ikke? Jeg vejede mig engang før og efter, jeg havde taget smykkerne af. Det viser sig, at jeg bærer rundt på 1,4 kilo smykker.”

Hanya Yanagihara har inviteret Eurowoman på besøg i sit lille, men udsøgt indrettede hjørnekontor i The New York Times stålgrå bygning på 8th Avenue i New York. Den internationalt anerkendte forfatter er ikke alene chefredaktør på magasinet T, The New York Times’ toneangivende kulturmagasin. Hun er også forfatteren bag bogen Et lille liv, der blev en international bestseller, da den udkom i 2015, og et regulært kulturfænomen, der i dag har en selvstændig Instagramprofil med tæt på 17.000 følgere og et arsenal af fan-merchandise i form af muleposer, hættetrøjer, kaffekopper og T-shirts.

LÆS OGSÅ: Kritikerrost, norsk forfatter anbefaler nyt læsestof: "Den er klog, skør, uendelig trist og morsom"

I bogen møder vi fire venner, der på hver sin måde kæmper med karriere, seksualitet, stofmisbrug og identitet. Hurtigt bliver det dog den gådefulde Jude og hans tragiske livshistorie, som handlingen centreres om. Han er hittebarn og misbruges, ydmyges og maltrakteres på krop og sjæl af samtlige af de voksne, hvis kærlighed han prøver at vinde. Kærligheden forløses først, da han bliver voksen. I venskabets platoniske oprigtighed.

Normalt taler forfattere om den svære toer, hvis deres debutbog er en succes, men som i resten af Hanya Yanagiharas liv, gør hun ikke som andre. Hendes debutbog fra 2013, Folket i træerne, der netop er udkommet i dansk oversættelse, brugte hun 18 år på at skrive.

“Årerne gik bare, jeg holdt pauser, og jeg tog mig tid. Jeg ville opbygge et helt univers,” fortæller forfatteren, der ikke gjorde det nemmere for sig selv ved at basere sin bog på en pædofilidømt videnskabsmands historie.

“Jeg er videnskabelig analfabet, så jeg skulle lære og forstå et sprog, der ikke var mit eget. Men det er samtidig også det, som jeg elsker mest ved at skrive. At jeg skal opbygge en helt ny verden og ikke bare forstå mine karakterer, men også sætte mig ind i deres tanker, holdninger og måden, de taler på,” forklarer hun.

“Dine personer må ikke være fiktive, de skal være hele mennesker. Og selv om det ikke står nogen steder i bogen, skal du kende deres yndlingsfarve, vide, hvad de mener om abortrettigheder, og hvad deres bedste barndomsminde var.”

Folkene i træerne blev ikke Hanya Yanagiharas internationale gennembrud. Det blev den næsten 800 sider lange opfølger, Et lille liv, som hun skrev på kun 18 måneder, til gengæld. Ved siden af sit fuldtidsarbejde som chefredaktør.

“Jeg tog så meget på i den periode. Jeg ved ikke, hvad det er med os skribenter, men det at skrive kræver nærmest bare, at du har noget i munden hele tiden. Det er vel også derfor, at der er så mange, der ryger,” siger hun.

“Jeg havde noget med salte nødder, indimellem suppleret med et glas vin. Da jeg var færdig med bogen, troede jeg faktisk ikke, at jeg ville skrive en mere, for jeg mener, at der er rigeligt af bøger derude. Og du bør ikke skrive, medmindre du har en særlig historie, ingen andre kan fortælle som dig. Du bliver nødt til at være lidt af en indbildsk narcissist for at blive forfatter. Og nu er jeg altså alligevel i gang igen.”

LÆS OGSÅ: Katrine Engberg: "Mit hjerte bankede et andet sted"

Hanya Yanagihara vil ikke fortælle, hvad hun skriver om, men hun indrømmer, at selv om hendes disciplin er den samme som tidligere, er hun blevet ældre. Så efter en arbejdsdag får hun kun skrevet en time eller to på sin roman.

“Som kunstner er der altid et valg. Vil du have penge, eller vil du have tid? Jeg elsker smukke ting, gode middage, mode og oplevelser, og det kræver penge. Jeg ville aldrig anbefale nogen at sige deres job op for at skrive. Hvis du vælger min løsning, vil du altid mangle tid,” fortæller forfatteren, der hele sit liv er blevet opfordret til at skrive og male og har gjort det, siden hun var barn.

“Enten følger du dine forældre, eller også trodser du dem. Det havde jeg ikke brug for. Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi lavede alting selv. Vores tøj, vores kunst, vores legetøj og vores historier. Jeg var virkelig god til at lyve og opdigte historier som barn. Det forstod mine forældre, og de styrkede mig i det. De kaldte det “med-digtning” og så det som min måde at brænde noget af al min hjernes fantasi af på.”

Det gode liv i den grimme by

Fantasien havde rig mulighed for at finde brændstof, for Hanya Yanagiharas liv har aldrig stået stille. Hun blev født af japanske immigranter i Los Angeles, flyttede til Hawaii, så Baltimore, så Orange County i Californien, Hawaii igen, så Texas, tilbage til Hawaii, og så Californien. Og nu bor hun så alene på et eksklusivt loft i Soho omgivet af japansk kunst og mere end 12.000 bøger.

“Jeg savner at bo tæt på vandet. Hawaii er provinsiel på den gode måde. Øen er nærmest kun beboet af asiater, og dens beboere har ikke travlt med ret meget andet end at nyde naturen og den friske mad. Mine forældre bor der stadig i en smuk grøn dal, og jeg misunder dem, at de altid kun er 15 minutter fra havet, uanset hvor de er på øen.”

LÆS OGSÅ: Langt fra lejlighed, familie og venner: Kunne du leve som Maja og Stefan?

Men Hanya Yanagihara befinder sig godt i sin hverdag i New York. Dagen starter i fitnesscentret, derefter tager hun på kontoret mellem klokken ti og halv elleve, “vores kontor er et late office,” afholder dagens møder, redigerer, hænger ud med sine kolleger og kommer hjem ud på aftenen, hvor hun kaster sig over arbejdet med sin roman – gerne ledsaget af salte nødder og indimellem et glas (altid oversøisk, altid rød) vin. Men hun er absolut ikke forelsket i byen på den overgearede Carrie Bradshaw-måde.

“New York er en sårbar by. Vejret er dårligt, og alle løber konstant mod nye mål. Hvis du ikke er ambitiøs, kan du lige så godt forlade byen med det samme,” siger hun usentimentalt.

“Det er hverken en smuk eller en særlig rar by, og alligevel er den meget selvtilfreds.”

Men modsat andre steder i USA har byen en reel fordel, der taler til Hanya Yanagihara: Den er god til at håndtere kvinder, der vil frem i verden.

“Sådan har den ikke altid været, men sådan er den blevet. Jeg havde en kvindelig chef tilbage i 1997, der sagde, at hun aldrig ansatte folk, der ikke selv ville være chefer eller have hendes stol en dag. Den læresætning følger jeg også, når jeg skal ansætte nye medarbejdere.”

Et af de centrale temaer i Hanya Yanagiharas bøger er magtmisbrug og seksuel udnyttelse. Og selv om emnet er mere aktuelt end nogensinde, kom bøgerne før #MeToo- bevægelsen. Ville hun have skrevet dem anderledes i dag?

“Emnet er desværre uudtømmeligt, og selv om #MeToo har ændret noget, har bevægelsen ikke ændret nok. Der er mange mænd, der har lært at holde deres sti ren, men de forstår ikke, hvorfor deres opførsel er så skadelig,” konstaterer hun nøgternt.

“Vi har fået et plaster på såret, men vi har alle fortsat et ansvar for, at samtalerne om mandens rolle på arbejdspladsen bliver taget. Vi har alle, også jeg selv, været kujoner, der har kigget den anden vej, når grænser blev overskredet. Det, der har irriteret mig mest ved #MeToo, var den udtrykte holdning, at hvis du var kreativ eller arbejdede i den kreative branche, så skulle din utilstedelige opførsel også tolereres mere. Det er jo vanvittigt! Jeg er selv kreativ, så jeg ved, at det ikke er nødvendigt at være ubehagelig. Jeg kan godt finde ud af at skrive bøger og samtidig behandle andre mennesker ordentligt.”

LÆS OGSÅ: Kvinden bag #MeToo lancerer nyt hashtag

Hanya Yanagihara har selv valgt et liv med mand og børn fra og tror ikke på ægteskabet som institution.”

“Jeg tror ikke på relationer, der er juridisk bindende. Jeg tror ikke, at det er sundt for nogen, men det er særligt dårligt og utrygt for kvinder. Især i USA, hvor systemet sjældent er på kvindens side,” siger hun og påpeger voldtægtslovgivning, der fortsat mistænkeliggør offeret, de dårlige barselsforhold for kvinder, og den økonomiske ulighed, der stiller kvinden dårligere end manden ved skilsmisser.

“Og så har jeg faktisk ikke lyst til at bo med nogen. Jeg elsker at bo alene og vil ikke dele mit personlige space med en anden. Når du bor i en storby, er dit hjem det eneste, der er kun dit. Det er her, du får ro, hvor du har plads til at drømme, og hvor du kan gøre, hvad du vil, uden at skulle gå på kompromis. Et af mine gode vennepar, der har været kærester i årevis, bor på samme etage i hver deres lejlighed. Den model giver fin mening for mig.”

Selv om hun ikke vil bo sammen med en kæreste, er Hanya Yanagihara på ingen måde menneskesky. Tværtimod er hun en af de største fortalere for intimitet og rummelighed mennesker i mellem, og Et lille liv er, ud over sin barske vold og brutale sexscener, også en kærlighedserklæring til det frivillige, trofaste venskab.

“Venskab er helt afgørende i den moderne verden, fordi det er den eneste relation, du kan vælge selv. Familie, kolleger og naboer har du ingen indflydelse på. Det er den autonome kærlighed i venskabsrelationen, der gør os til mennesker,” mener hun.

Derfor er det også langt nemmere for os at elske vores venner end vores familie med fuld oprigtighed, fordi vi ikke behøver at elske dem.

“Gennem historien er det venskaberne, der har lænket os sammen, fordi vi tidligere i endnu mindre grad var herre over, hvem vi blev gift med, eller hvilket trosfælleskab, vi ville tilhøre. Ægteskabets primære funktion var jo førhen rent militaristisk. Den skulle sikre fred mellem familier, stammer og nationer, siger hun.”

LÆS OGSÅ: Katherine Diez: "Jeg var plaget af angst og sov ikke om natten"

Derfor er det også helt umuligt med alle de krav, vi har til ægteskaber i dag, hvor vores partner både skal være vores elsker, fortrolige, bedste ven og måske endda forælder til et barn.

“For 200 år siden var vi realistiske omkring, hvad vi ville have ud af ægteskabet. I dag kræver vi alt for meget af den institution, og derfor bliver den let en byrde eller en umulig opgave frem for en lykke.”

Kærligheden til ord og papir

Men hvis vi ikke skal have så høje krav til vores kærester, skal vi så stille dem til litteraturen i stedet? Er den blevet vores nye virkelighedsflugt og redning, når livet bliver ensomt?

“Det er ikke litteratur alene, der er vigtig, men kunst helt generelt, vi har brug for. Vores samfund bliver sygt, hvis vi ikke orienterer os mod kunsten. Og det er ikke for at blive underholdt eller uddannede, at vi har brug for kunst, men fordi den minder os om vores menneskelighed,” siger forfatteren.

“Kunst skal være ubehagelig og destabiliserende. Vi vender jo ofte blikket væk fra det ubehagelige, og det vi ikke kan lide. Men kunstens opgave er at fastholde vores blik.”

Hanya Yanagihara er ikke bange for fremtiden, selv om hun arbejder med old school medier som bøger og et printet magasin på glittet papir. Tværtimod har hendes forkærlighed for print vist sig at passe ind i tidsånden.

“Jeg kan godt lide at holde en bog eller et magasin i hånden. Der er en tilfredsstillelse i deres fysiske tilstedeværelse. Og så er der det æstetiske element. Fotos er smukkere, når de bliver printet – ligesom blækket, der synker ned i papiret. Det skaber en anden forbindelse til det skrevne, når du læser det på papir. Det er en viden, der bliver hos dig,” forklarer Hanya Yanagihara, der er helt og aldeles uinteresseret i influencerbølgen og dens hurtige trends.

“Det største privilegium ved mit arbejde er, at jeg får lov til at profilere de mennesker, som jeg selv er nysgerrig efter at vide mere om. Det er så nemt at blive fascineret af nye unge talenter, men dem, der interesserer mig, er kunstnere, der er midt i eller i slutningen af deres karriere. Dem, der har taget det lange hårde slæb, og som er forblevet relevante over tid. Og så er det i øvrigt også altid dem, der har de stærkeste holdninger, for de prøver ikke at være elskelige. De er ligeglade med, om andre kan lide dem. Og de er ikke bange for at sige: “Det ved jeg ikke noget om.””

Som redaktør for T Magazine er Hanya Yanagihara vant til at være omgivet af talent og eksperter, og hun nyder ikke altid at være den, der ved bedst.

LÆS OGSÅ: Maren Uthaug: "Jeg blev rasende og sparkede døren ind til chefen"

“Jeg er vild med mode, men min indgang til modeverdenen har ikke været som ekspert, men som shopper. Min mor elsker mode, og hun har ikke bare en sofistikeret sans for den, hun kan også selv skabe den. Det er hende og T Magazines Fashion Director, der har udlært mig i mode.”

Og de har været gode læremestre, for Hanya Yanagihara kan uden at blinke nævne sine favoritdesignere og huske, hvad hun senest har købt af dem. Dries Van Noten er hendes ubetingede favorit, men hun har også en stor kærlighed for Pierpaolo Piccioli hos Valentino, J.W. Anderson for Loewe og John Galliano hos Margiela. Og så de uundgåelige kvinder: Rei Kawakubo og Miuccia Prada.

“Du kan ikke være kvinde i New York og ikke havde et særlig blødt punkt for Prada. Hendes tøj passer til byens dna,” siger hun – måske med et nik til en anden chefredaktør hos Condé Nast.

Moden omfavner outsiderne

“Jeg bliver særlig rørt over modens mærkelige demokrati under modeugerne. Her bliver du lukket ind i inderkredsen, hvis du har en vision og et godt øje. Hvis det eneste, du har, er penge og et godt udseende, bliver du ekskluderet. Det er i moden, at outsiderne bliver omfavnet. Og hvis du ser på de kreative chefer i de store modehuse, er de jo ikke smarte. De er ekstremt nørdede og tekniske. Det er ikke som arkitekter, der kan tegne, men ikke kan bygge. De store designere er håndarbejdere og teknikere. Det er nemt at gøre grin med cirkusset omkring modeugerne, men moden er en lige så vigtig en del af vores samfundsdebat, som de andre kunstarter.”

Hanya Yanagihara var med til sine første modeuger i 2017, og allerede året efter havde hun lært at afkode sproget. Hun så fra sin plads på front row, at det var på catwalken, at tidsånden blev beskrevet i statement-pieces, farvekoder, print og snit, og i hendes øjne er moden alt andet end tosset eller verdensfjern.

“Det er netop i modebilledet, at du hurtigst kan se, hvad der optager os. Den politiske frygt, et verdensbillede i opbrud og afvisningen af traditionelle kønsroller,” siger hun.

“Lige nu er der en ny bølge af mode, der handler om tildækning af kroppen med baggy sweatpants og performancegear, som vi kan gemme os i. Vi skal kunne skjule vores kroppe – og så løbe væk fra katastrofen i en fart. Selv de overdådige couturekjoler har et budskab, der handler om drømmen om at leve i et sorgløst parallelunivers. Man kan ikke sidde modens kommentarer overhørig.”

Om Hanya Yanagiharas forfatterskab

  • Den amerikanske bestsellerforfatter er bedst kendt for sin anden roman, 'Et lille liv', som blev hendes store internationale gennembrud. Hun vandt The Kirkus Prize of Fiction i 2015 for den, og samme år blev hun indstillet til Man Booker-prisen, National Book Awards og Andrew Carnegie Medal for Excellence in Fiction.
  • Hendes første roman 'Folket i træerne' fra 2013 blev indstillet til den prestigefyldte debutantpris The PEN/Robert W. Bingham Prize og er for nylig udkommet på dansk på Politikens Forlag.
Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Interview, Kærlighed, Livsstil og Bøger